En kanal skulle tæmme Arresø - så fik Danmark en våbenby
Kanalen fra Arresø blev gravet for at forhindre oversvømmelser. Vandets kraft gav siden kongemagten en anden mulighed: at bygge et center for krudt og kanoner, som kom til at skabe en hel by.
Kanalen løber gennem Frederiksværk som et fredeligt midtpunkt mellem huse og broer. Men byen opstod omkring en mulighed, der lå i det rindende vand.
Slots- og Kulturstyrelsen daterer udgravningen til 1717–19. Formålet var at sikre afvandingen fra Arresø til Roskilde Fjord og forhindre oversvømmelser. Vandet kunne samtidig drive møller.1
Der var altså ingen færdig våbenby i den første skovlfuld jord. Militærindustrien kom senere, fordi afvandingen også havde skabt en energikilde.
Kongens første kanoner mislykkedes
Museumsmanden Frank Allan Rasmussen og etnologen Niels Jul Nielsen beskriver i Trap Danmark, hvordan den franske kanonsmed Étienne Jandin de Peyrembert blev hentet til stedet i 1751. Sammen med boremester Johan Lorentz Juncker indrettede han et vanddrevet værk med hammer og maskiner til at bearbejde kanoner.2
Det gik galt. Projektet kunne ikke levere brugbare kanoner.
Det er en god modvægt til den pæne fortælling om en industriby, der bare voksede frem. Energien var til rådighed, og kongemagten ville have våben. Alligevel krævede det mere end en kanal og en bestilling at få produktionen til at fungere.
Så kom Classen
I 1756 overdrog Frederik 5. virksomheden til Just Fabritius og J.F. Classen på betingelse af, at de opførte et krudtværk, beskriver Slots- og Kulturstyrelsen.1
En sidekanal skulle levere kraft til krudtproduktionen. Det første krudt blev fremstillet i 1758, og det store kanonstøberi Gjethuset stod færdigt i 1767, fortæller Trap.2
Omkring værket voksede et samfund med boliger og skoler. Militærets behov for forsyninger blev også til rammerne om menneskers arbejde og hverdagsliv.
Her var magtens indflydelse helt fysisk. Kongen kunne bestille våben og overdrage et værk; resultatet blev en by, hvor vandløb og arbejdspladser kom til at forme hinanden.
Faren havde også en adresse
Krudtværket bestod af mange mindre bygninger med forskellige opgaver. Slots- og Kulturstyrelsens gennemgang skelner mellem produktionshuse, lagre og boliger. Flere af de gamle bygninger er bevaret i museumsområdet.1
Industrimuseets formidling lægger vægt på krudtværket som en farlig arbejdsplads. I dag kan de vanddrevne maskiner opleves som en del af fortællingen om byens industri.3
For besøgende er vandkraften et stykke teknikhistorie. For dem, der arbejdede med krudtet, var den del af en produktion, hvor en fejl kunne få voldsomme følger.
Fra kanoner til køkkengrej
Våbenproduktionen forklarer meget af Frederiksværks oprindelse, men den forklarer ikke hele byens senere liv. Støberiet gik over til civil produktion, blandt andet kakkelovne og køkkengrej.1
Museets oversigt viser bredden i det nye sortiment, som også omfattede centralvarmefyr. Et industrielt miljø, der var vokset op omkring krigsmateriel, kunne bruges til at varme hjem op og udstyre deres køkkener.3
Det er den bevægelse, man kan følge langs kanalen: Først blev vandet ledt væk fra en sø. Så blev det en kraftkilde for våben og arbejdspladser. Senere fik fabriksbygningerne andre opgaver.
Den fredelige kanal er den forbindelse, som stadig kan ses.
