DSB var på vej ind i fremtiden - men gemte damptogene til katastrofen
Leif Jørgensen. DSB E 991 på Danmarks Jernbanemuseum. Illustrationsfoto af et dansk damplokomotiv. CC BY-SA 3.0. Wikimedia Commons.
Da diesellokomotiverne vandt frem, beholdt DSB en reserve på 150 damplokomotiver af hensyn til en mulig krig. Det gamle materiel kunne noget, som fremtidens tog ikke kunne: køre uden dieselolie.
Et damplokomotiv på museum ligner en afsluttet historie. Men under den kolde krig kunne et gammelt lokomotiv være tænkt som en forsikring mod en katastrofe, der endnu ikke var indtruffet.
Historikeren Asbjørn Rune Riis-Knudsen beskriver i forskningsartiklen »Totalforsvar på skinner«, hvordan den voksende dieseldrift i 1960'erne gav bekymring for olieforsyningen i krigstid. Derfor havde DSB 150 damplokomotiver opmagasineret i køreklar stand.1
Teknologiens alder var pludselig en del af dens værdi. Det moderne materiel og det gamle havde forskellige afhængigheder.
En reserve kunne betyde flere ting
Jernbaner havde også reservelokomotiver til helt almindelige problemer. Museumsbanen Maribo–Bandholm beskriver, hvordan der ved remisen fandtes maskiner til nedbrud og ekstra trafik, eksempelvis sæsonens godstransporter.2
Det beredskab skal skelnes fra DSB's krigsreserve. Et lokomotiv, der stod parat til at hjælpe et forsinket tog, er ikke alene dokumentation for en plan mod oliesvigt under krig.
Forskellen ligger i den hændelse, man forberedte sig på. Den daglige reserve skulle håndtere et lokalt driftsproblem. Krigsreserven skulle afbøde en mere omfattende mangel på et nødvendigt brændstof.
Sverige giver historien et nummer
Et konkret eksempel findes på den anden side af Øresund. Det svenske Järnvägsmuseet beskriver lokomotivet Ka 692, bygget i Falun i 1901. I 1957 blev det beredskabslokomotiv.3
Maskinen var altså over et halvt århundrede gammel, da den fik sin opgave som reserve. I 1965 blev den bevaret som museumslokomotiv, og efter senere restaurering blev den gjort klar igen i 2013.3
Her kan man følge den samme maskine gennem forskellige begrundelser for at beholde den: først transport, så beredskab og siden historie.
DSB valgte en billigere forsikring
Riis-Knudsen beskriver den danske dampreserve som dyr. Den blev afviklet i slutningen af 1960'erne. Fra 1962 havde DSB i stedet opbygget beredskabslagre af brændstof til diesellokomotiverne som et billigere alternativ.1
Spørgsmålet var altså ikke blot, om man skulle have en reserve. Det var også, hvad man skulle gemme: en anden slags maskiner eller mere brændstof til dem, man allerede brugte.
Begge valg kostede noget. Museumsbanens beskrivelse af hverdagen i Maribo viser, hvad dampdrift krævede: personale, der sørgede for kul og vand, rensede fyret og holdt maskinerne klar, før lokomotivpersonalet overtog dem.2
At bevare en maskine kræver også, at nogen kan vedligeholde og betjene den. Et brændstoflager til nyere materiel kan til gengæld bruges op. Historien viser den type afvejning, som ofte forsvinder bag ordet beredskab.
Museet har en anden opgave
Flere af Danmarks Jernbanemuseums damplokomotiver stammer ifølge Riis-Knudsen fra beredskabspuljen. Det betyder ikke, at alle museets damplokomotiver gjorde det.1
Museet skelner desuden mellem at bevare en genstand og holde den kørende. I et notat fra 2019 forklarer det, hvorfor S 736 skulle bevares med spor efter en sabotageaktion i 1942, mens andre udpegede maskiner kunne tilpasses til veterankørsel.4
Dengang var spørgsmålet, hvilke tog der kunne få samfundet videre efter et forsyningssvigt. På museet er det også, hvilke spor der skal blive siddende, så vi kan forstå det samfund, der forberedte sig på svigtet.
Asbjørn Rune Riis-Knudsen: »Totalforsvar på skinner«, Jernbanehistorie, 2014, især s. 40–41. ↩ ↩ ↩
Museumsbanen Maribo–Bandholm: Bygningerne, om remisen og den almindelige driftsreserve. ↩ ↩
