Eva Agnete Selsing & Kasper Elbjørn (red.):
Opgøret om 30 års udlændingepolitik
Peter La Cours Forlag, 2013, 149 s, 250 kr.
Af Thomas Vilhelm
Opgøret i 1983 mellem Flygtningehjælpens formand Hans Gammeltoft Hansen og justitsminister Erik Ninn Hansen på paragraffer og parlamentariske point har sat sig varige spor i debatten om udlændingepolitikken og dansk politik generelt gennem 30 år og vil sikkert ligeledes gøre det i fremtiden.
Slagsmålet om åbne og lukkede grænser, ret til familiesammenføring og til at få del i velfærdssamfundets goder, når man kommer til landet som flygtning eller indvandrer, har kostet ministerposter, sat en kæmpe rigsretssag i gang og væltet regeringer samt skaffet et oprindeligt protestparti en magtfuld placering i det barske spil om indflydelse i dansk politik.
Ydermere viste de ofte følelsesladede diskussioner om emnet, at den herskende og meningsdannende klasse indtog holdninger og førte beslutninger ud i livet, der stod i grel kontrast til, hvad et flertal i befolkningen mente om samme sag. Det fremgår af debatbogen Opgøret om 30 års udlændingepolitik, der udkom for nyligt i anledningen af 30 årsdagen for vedtagelsen af Udlændingeloven af 8. juni 1983.
Antologien er redigeret af to fremtrædende borgerlige debattører, nemlig Eva Agnete Selsing og Kasper Elbjørn, der selv bidrager sammen bl.a. tre tidligere flygtninge/indvandrerministre Bertel Haarder, Rikke Hvilshøj og Søren Pind alle Venstre. De var med til at stramme den gamle udlændingelov, så den gik fra at være uhyre liberal og åben til at ende som en af de mest restriktive i Europa. Gik man mon for vidt?
Journalisterne Mikkel Faurholdt, Svend Gunbak og Arne Hardis giver en både perspektiverende og underholdende historisk indføring i stoffet ved at beskrive lovens tilblivelse og den indvirkning, som loven fik på valget i 1987. En af landets førende forskere i velfærdsstatens ud- og afvikling, dr.phil. Gunnar Viby Mogensen, analyserer sig redeligt frem til, hvad den øgede tilgang af flygtninge og indvandrere har kostet samfundet og undrer sig dybt over, hvorfor den nuværende regering har sat en stopper for de officielle beregninger af det samlede omkostningsniveau, som eksempelvis Rockwool-fonden har stået for.
Viby Mogensen står næppe alene med sin forundring. Generelt har der fra især centrumvenstrepolitisk og opinionsdannende fløj været tendens til at tabuisere de problemer, der følger med at integrere de mange tilflyttere fra andre kulturer og normer end vore egne, hvilket ikke er det samme som at påstå, at de er mindre værdifulde og dårligere mennesker af den grund.
Derfor efterlyser flere bidragsydere til bogen, at der for årtier siden blev stillet nogle større krav til dem, der har fået asyl og familiesammenføring ud fra de demokratiske værdier, der er en del af vores fundament. De liberale og nationalkonservative skribenter i denne antologi har forskellige indfaldsvinkler på emnet, men der er enighed om det bekymrende i, at for mange unge i anden og tredje generation synes at vende demokratiet ryggen ved at indtage mere og mere radikaliserede holdninger eller ved at optræde mindre heldigt i statistikkerne over kriminel aktivitet.
Derfor mener erhvervsmanden Peter Goll, at centrumvenstrefløjen må lade være med at stikke hovedet i busken og vedstå sig de oplistede problemer, da de ikke forsvinder af at blive benægtet eller tabuiseret. Simon Emil Ammitzbøll, gruppeformand hos Liberal Alliance, forsøger at komme med en række løsningsforslag i sit indlæg og mener grundlæggende, at man skal se de tilrejsende flygtninge og indvandrere som mennesker frem for at dele dem op i skurke og ofre, hvilket de fleste vel burde kunne tilslutte sig.
Det centrale spørgsmål har i mange år været – og er det stadigt – om vi skal have delvist lukkede grænser og åbne kasser for dem, der slipper igennem, eller om grænsebommene skal op, men kassen smækkes i for hovedsageligt at satse på dem, der som udgangspunkt kan forsørge sig selv.
Opgøret om 30 års udlændingepolitik skyder ikke uden grund med skarpt på de mange, der ad åre har forsøgt at nedtone problemer med indvandring og asylgivning ved at offergøre især muslimske tilflyttere. Men det havde klædt balancen i fremstillingen, hvis vi havde fået mulighed for at læse et par indlæg, hvor den heftigt kritiserede fløj havde kunnet tage til genmæle. Om repræsentanter fra den lejr har fået tilbuddet og takket nej, melder historien imidlertid ikke noget om – måske opklares dette spørgsmål på et eller andet tidspunkt. Nu er det i hvert fald stillet.