Gå til hovedindhold

Rigspolitiet i ny skandale: Brugte 2.110.000 på indtastning af oplysninger om asylansøgere – i klar strid med reglerne

Indsendt af Lars

De gyldne kontrakter har stået i kø hos Rigspolitiet. Blandt dem som har sikret sig en iøjnefaldende konsulentaftale er et vikar- og rekrutteringsbureau, som derved sikrede sig flere millioner kroner.

Der har været markante fejl i vores håndtering af indkøb på politiets område.

Sådan lød det tilbage i marts måned fra Jens Højbjerg, chef for Rigspolitiet, overfor Berlingske, da han offentliggjorde en intern undersøgelse om omfanget af ulovlige konsulentaftaler i Rigspolitiet.

En skandale der så dagens lys i forbindelse med, at afdelingschefen Bettina Jensen af BT blev afsløret i at tildele konsulentaftaler for 20-30 millioner kroner til venner og bekendte, uden at aftalerne kom i ellers lovpligtigt udbud.

En fremgangsmåde der kostede Bettina Jensen en fyreseddel, hvilket først blev udstedt efter, at afdelingschefen havde sikret sig et halvgyldent håndtryk på 600.000 kroner.

I forbindelse med udtalelserne til Berlingske lovede Jens Højbjerg, at Rigspolitiet ville give offentligheden fuld adgang til skandalens informationer, da man ikke ønskede at holde noget skjult.

Et løfte som dog har vist sig at være svært at få indfriet for Folkets Avis, som først efter flere rykkere opnåede adgang til i første omgang simple oversigter over, hvilke firmaer som har modtaget hvilke kontrakter.

Det efter reglerne om aktindsigt.

Kun begrænset indblik i skandalens vindere

De aktindsigter som Folkets Avis trods alt har modtaget, giver et indblik i en administration af skatteborgernes penge, som i bedste fald må anses for rundhåndet.

Ikke kun fordi der i perioden mellem 1. januar 2015 og 30. september 2016 er blevet indkøbt konsulentydelser for i størrelsesorden 141 millioner kroner uden de ellers lovpligtige udbud eller indhentelse af alternativ tilbud, som skulle have sikret at Rigspolitiet ikke betalte mere end aller højest nødvendigt.

Folkets Avis' gennemgang af de udleverede oversigter viser nemlig samtidig, at der måske er god grund til Rigspolitiets manglende lyst til at overholde aktindsigtsreglerne.

Således viser aktindsigterne eksempelvis at vikar- og rekrutteringsbureauet Moment A/S tjente 2.110.000 kroner, da det for Rigspolitiet indtastede oplysninger om asylansøgere. En kontrakt som blev tildelt Moment A/S, uden at den blev sendt i udbud.

Det på trods af den simple tommelfingerregel om, at alle indkøb over 1.500.000 kroner skal i udbud.