Gå til hovedindhold

Ekstremt Folkemøde-frås: Region Nordjylland "overbookede" hotel i år – for at være sikre på at have værelser nok i 2018!

De store medier skal nok klare sig. De er ejet af stater eller af virksomheder der er ejet af rigmænd på størrelse med stater i økonomisk forstand.

Folkets Avis kan derimod ikke klare sig uden din hjælp.

Spørgsmålet er så om samfund kan klare sig uden de små selvstændige medier. Det bliver en fattigere verden for de fleste hvis de små medier forsvinder.

Bak op nu!

Abonner Doner

Region Nordjylland forberedte deres tur til Folkemødet 2017 allerede efter Folkemødet sidste år. Det har de gjort ved at hamstre hotelværelser, som ved manglende brug kan afsættes til andre interesserede – og sikrer egne overnatninger til næste år.

-Erfaringen siger, at det kan være endog meget vanskeligt at få øget antallet af lejligheder til næste år, hvis der bliver flere deltagere fra Region Nordjylland. I det omfang, der bliver overskydende sengepladser, bliver disse videreformidlet til offentlige samarbejdspartnere, som mangler sengekapacitet.

Sådan lyder det blandt andet fra Region Nordjylland i forbindelse med, at Folkets.dk har opnået aktindsigt i de udgifter, som regionen allerede havde afholdt til Folkemødet 2017 en måneds tid inden, at den politiske festival gik i gang.

I tilbagemeldingen slår regionen samtidig fast at omfanget af hotelværelser løber op i 91.680 kroner, selv om der kun forventes at være deltagelse af i alt 12 politikere og medrejsende embedsmænd.

Et omfang der har været med til at sikre, at Region Nordjylland også til næste år kan råde over et stort antal hotelværelser, da man har sikret sig ret til et tilsvarende antal til Folkemødet i 2018.

Gæster på dyr Bornholmer-restaurant

Men også under årets udgave af Folkemødet, er der godt gang i det regionale Dankort. Således får skatteyderne eksempelvis lov til at betale for, at den store delegation fra Region Nordjylland kan spise standsmæssigt, mens den befinder sig på Bornholm.

Aftensmaden blev torsdag indtaget på Det Gamle Posthus, som er placeret i Allige – og dermed i gåafstand af Folkemødets centrale plads, ligesom restauranten kan byde på en udsigt over Østerstøen. Selv om priserne ligger i den høje ende af de andre spisetilbud på Folkemødet, har Det Gamle Posthus for længst kunne melde alt udsolgt torsdag og fredag.

Embedsmændene og politikerne satte sig i aftes til bords klokken 21 på Det Gamle Posthus, hvilket skete samtidig med, at også andre skatteyderbetalte organisationer gjorde sig klar til at indtage aftensmaden. Nordisk Ministerråd fandt dog en noget billigere løsning end Region Nordjylland, da de nordiske repræsentanter måtte nøjes med at spise i deres eget telt.

Overflødighedshorn af koncerter og musikindslag

21-tiden var også tidspunktet, hvor festen for alvor fik fat i Folkemødet. Blandt andet med forskellige koncerter, som udspillede sig flere steder på festivalpladsen.

Mest markant på hovedscenen, hvor Folkeklubben, hovedsageligt kendt for sangen Fedterøv, spillede op for et noget broget publikum. Fedterøve var de bestemt heller ikke hos Aarhus Universitet, hvis skib placeret tæt på TV News' studie, lagde rammerne for en festlig aften. Det i form af en skatteyderbetalt koncert, som tiltrak en lang række universitetsansatte iklædt trøjer med universitets logo.

Fra universitetsbådens dæk kunne man følge med i et noget anderledes musikarrangement, som blev ledet af en tv-stjerne. Han fremstod dog ikke som det reelle hovednavn, mens Enhedslistens Pernille Skipper dansede for til tonerne af 80er-musik.

Knapt så velbesøgt var dog en mini-koncert på den yderste mole, hvor Ringkøbing-Skjerns båd ligger placeret. Under sloganet ”Naturens Rige”, som Ringkøbing-Skjern Kommune konsekvent bruger i sin markedsføring, optrådte en enlig sanger med fortællinger om, hvor storslået den vestjyske natur er – og hvordan det er at bo midt i den.

Lars Bjørknæs er en erfaren graverjournalist som gennem årene har afsløret mange sager om frås og magtmisbrug i det offentlige system