Cassie Jayes The Red Pill er en glimrende dokumentar.
Desværre vil dem, som kunne have størst glæde af at se den, vende det blinde øje til. Kvinfo nægtede hårdnakket så meget som at omtale den, på trods af at den beskæftiger sig med emner som Kvinfo påstår at forestå varetagelsen af i Danmark.
Cassie Jaye var selv feminist da hun begyndte på dokumentaren, som handler om mænd i USA og Canada, der forsøger at nuancere billedet af "kønskampen" mellem mænd og kvinder. Og i visse tilfælde give feminister kamp til stregen.
En stor del af de mænd, som er med i filmen, er såkaldte MRA's. Altså Mens Right's Activists. Manderettighedsforkæmpere. Et i Danmark ukendt fænomen. Andre i filmen er mere neutrale og nogle er feminister.
Jaye interviewer både de kritiske og oprørske mænd og kvinder, som er skeptiske overfor feminismen – og feministerne på den anden side kommer også til orde.
Mange af mændene i filmen stiller sig kritisk over for det billede af kvinder som evige ofre og mænd som evige krænkere, som er blevet tegnet gennem et halvt århundrede i USA.
På den anden side afviser feministerne i filmen, at mænd har noget at klage over. Og har de endelig det, så er det kun fordi "patriarchy hurts men too". Systemet er altså stadig på mændenes side, hævder feministerne.
Som filmen skrider frem og Jaye undersøger de to lejre, får hun selv sværere ved at fastholde den opfattelse.
Jeg skal ikke afsløre hvad filmen ender med, men den video-dagbog Jaye fører undervejs viser et menneske som er villig til at lytte og lade sine overbevisninger udfordre.
Filmen har medført voldsomme protester og flere biografer har måttet aflyse premierer. Feminister har forsøgt at forbyde Jaye adgang til Australien.
Det virker fuldstændig vanvittigt når man ser filmen, som er balanceret og fair overfor alle parter. Og faktisk noget mindre kontroversiel end man får indtrykket af når man læser omtale af den på nettet.
Filmen har helt fortjent vundet et utal af priser, og det er bestemt noget af det bedste, som er lavet om køn i årevis. En film om køn som ikke på forhånd har lagt sig an på og hele vejen igennem fremturer med feministiske fordomme.
Det er en sjældenhed.
To mindre svagheder ved filmen:
Scener med screenshots fra websider på internettet fylder en anelse for meget. Den slags virkemidler er sikkert nemme og billige at producere - og fungerer ok som dokumentation - men skal bruges sparsomt. Ellers mister man nemt seerens udelte opmærksomhed undervejs.
Man kunne have ønsket sig at høre fra lidt yngre kritikere af feminismen også. Der er nogle med. Men de fleste er over 60 år, hvilket på flere måder kan give et skævt indtryk - både af den kritiske bevægelse selv og de problemer i samfundet den tager fat i.
Disse skønhedsfejl til trods er filmen særdeles vellykket. Se traileren her: