Lars Seier Christensen er kendt som en dygtig finansmand, en aktiv Facebook-debattør og en vaskeægte livsnyder med hang til masser af god mad og vin.
Og nu kombinerer han på sin vis alle tre ting i et noget atypisk opslag, hvor han fortæller om sin kamp med og imod vægten:
Jeg er næsten to meter høj og generelt stor af bygning. Jeg har trænet ganske meget de sidste 15 mdr, så jeg har taget en del kilo muskler på, uden tvivl, men desværre også andet end muskler trods indsatsen. Jeg har det på grund af træningen væsentligt bedre pt end andre gange jeg har været i højeste kampvægt, men godt 120 kilo er trods alt i overkanten.
Så han vil gerne smide nogle flere kilo, så han kommer ned på omkring 105-110 kg.
Men som de fleste på kur måske har lagt mærke til, så er det ikke altid nemt i praksis. Det er det åbenbart heller ikke for Lars Seier:
Jeg har dog ofte svært ved at holde disciplinen med al den gode mad og vin, der findes i verden, og derfor plejer jeg at indgå et væddemål eller lignende for at finde motivationen, når jeg skal tabe mig.
Et væddemål der virkelig motiverer?
Hvis ikke jeg er på eller under 110 kilo 1. marts 2018, så sender jeg Enhedslisten et sponsorbidrag på 250.000 kroner!
Han opfordrer så folk til at minde ham om væddemålet til den tid.
Den opfordring er hermed givet videre!
Om Enhedslisten i givet fald vil tage imod pengene, melder historien intet om endnu.
Alternativet ville nok gerne.
Lars Seier lover i øvrigt at pengene kommer fra en dansk konto, måske så Enhedslisten ikke behøver bekymre sig om at modtage penge fra et "skattely".
Her er hele Lars Seier Christensens opslag på Facebook: