Gå til hovedindhold

Køges stadionprojekt endte i kæmpe fiasko – men kontroversiel vinhandler scorede millioner som konsulent

De store medier skal nok klare sig. De er ejet af stater eller af virksomheder der er ejet af rigmænd på størrelse med stater i økonomisk forstand.

Folkets Avis kan derimod ikke klare sig uden din hjælp.

Spørgsmålet er så om samfund kan klare sig uden de små selvstændige medier. Det bliver en fattigere verden for de fleste hvis de små medier forsvinder.

Bak op nu!

Abonner Doner

Efter planen skulle HB Køge allerede have spillet sin første hjemmekamp på et nyt stadion, som dog aldrig blev til noget. Men alligevel scorede en aldrende vinhandler millioner af kroner i konsulenthonorarer på projektet.

– Køge skal have et nyt vartegn, en ny port til byen, et erhvervs- og idræts anlæg der afspejler byens ambitioner. Kultur og idræts faciliteterne skal opdateres i samme takt, hvis nye borgere skal befolke de nye boliger i Køge Kyst projektet. I den forbindelse har Arkitekterne KØGE A/S har i samarbejde med Per Bendix fra Bendix Consult udarbejdet nedenstående forslag for det kommende stadionbyggeri, der går under arbejdstitlen "Køge Park".

På blandt andet måde omtalte HB Køge på sin hjemmeside prestigeprojektet for Køge Kommune, som skulle sikre den lokale fodboldstolthed et nyt og moderne stadion i stedet for det nuværende, som ligger placeret i kommunens anden hovedby Herfølge.

Et projekt der dog endeligt blev lagt i graven omkring juletid i 2015, da Køge Kommunes eksterne rådgiver, Per Bendix, måtte erkende, at det var umuligt at skaffe de 650 millioner kroner, som det ville kræve at bygge det nye stadion.

Men selv om projektet langt fra blev gennemført, var der dog én vinder : Per Bendix selv. Det fremgår af aktindsigter, som Journalista.dk har opnået hos Køge Kommune, som tilknyttede ham på en gylden konsulentaftale i perioden mellem 2012 og 2016.

Milliondyr konsulent opført som vinhandler

En tilknytning som ikke kun må anses for iøjnefaldende, fordi Per Bendix ved sin tiltræden var fyldt 70 år. Men også fordi han ifølge CVR-registret står opført som vinhandler, efter at han blandt andet tidligere har fungeret som gymnasielærer og embedsmand. Samtidig skulle han ifølge Computerworld tilbage i 2004 havde modtaget en bøde på 170.000 kroner, fordi hans firma havde deltaget i ulovlig telemarketing.

Det var dog ikke til at se på de fakturaer, som konsulenten kunne sende til Køge Kommune i perioden mellem 2012 og 2016. I alt blev det til intet mindre end 65 af slagsen, svarende til at Køge Kommune i snit fik én om måneden fra Per Bendix. Regninger der ofte lå på omkring 45.000 kroner, svarende til halvdelen af den løn, som konsulenten fik for at arbejde på det kuldsejlede projekt.

På trods af den samlede indtægt på 4 millioner kroner for 4 års på mange måder spildt arbejde, syntes Per Bendix dog at holde nøje regnskab med, at selv de mindste udgiftsposter blev sendt videre til Køges skatteydere. Det var eksempelvis tilfældet med en faktura dateret den 31. august 2012, hvor han krævede en kørselsgodtgørelse på 353,40 kroner – svarende til i alt at have kørt 93 kilometer i egen bil.

Lars Bjørknæs er en erfaren graverjournalist som gennem årene har afsløret mange sager om frås og magtmisbrug i det offentlige system