Signalet fra DR oven på de mange trusler fra politikere om nedsættelse af licensen eller begrænsinger i budgettet er klart:
Så skærer vi da bare de programmer væk, som folk bedst kan lide - mens vi lader lønningerne til ledelsen fortsætte himmelflugten!
Der er ikke meget forhandlingsvilje eller kompromis at spore her. Det er helt klart at Danmarks Radio med Maria Rønn i spidsen anser sig for urørlig og ikke har stor respekt for landets lovgivere.
Det sidste kan man jo egentligt godt forstå.
For igen og igen har politikerne pustet sig op over for DR. Igen og igen har man truet Danmarks Radio.
Og hver gang politikerne er sprunget op som løver er de faldet ned som lam.
Det kan man ikke tage alvorligt i længden.
Det man derimod kan tage alvorligt, er DR's gidseltagnings-taktik:
Danmarks Radio tager kort sagt seerne, læserne og lytterne som gidsel i deres kamp for at beholde de ufortjente privilegier og de fyrstelige lønninger som er uligt højere end nogen man ser andre steder i det offentlige eller i vores nabolande.
Gidseltagningen sker når man ved udsigten til eventuelle nedskæringer ikke reagerer med løntilbageholdenhed, men i stedet sætter lønningerne til ledelsen yderligere i vejret og så truer med at nedlægge de mest populære programmer og tilbud til licensyderne.
Man håber naturligvis på at seerne, lytterne og læserne så vil lægge pres på politikerne for at undgå nedskæringer. Og det er der jo desværre en del af dem, som er dumme nok til at gøre, fordi de ikke gennemskuer, at det er DR som benytter ufine metoder.
Denne form for pressions-taktik er så udbredt i politik at den har sit eget navn:
Nemlig Washington Monument Syndrome.