Vi står med lidt af en udfordring:
- De store grupper af offentligt ansatte vil hen over linjen have massive lønstigninger.
- For ikke så længe siden var det ønsket om flere kolleger som fyldte i mediebilledet.
Man forstår det jo godt:
Mere i løn?
Jo, hvem vil ikke gerne have mere i løn.
Flere hænder?
Hvem vil ikke gerne have flere kolleger at dele arbejdet med?
Det giver alt sammen god mening.
Kravene fra de offentligt ansattes organistioner kan sammenfattes som følger:
Mere i løn for mindre arbejde
Det er jo drømmescenariet for stort set alle mennesker!
Og det er da også den vej udviklingen er gået - historisk set. Men måske ikke lige af de grunde, som mange åbenbart forestiller sig.
Meeeeen:
Flere hænder og højere løn - hvad betyder det egentligt i samfundsøkonomisk forstand?
Vi ser på det:
De samlede lønudgifter i det offentlige er vel givet ved antallet af ansatte ganget med den gennemsnitlige lønudgift per medarbejder.
Lad os bare kalde antal offentligt ansatte for A og den gennesnitlige lønudgift per offentligt ansat for L:
A x L = De samlede lønudgifter for offentligt ansatte
Hvis både A (flere varme hænder) og L (mere i lønningsposen) skal vokse, som de offentligt ansattes organisationer jo kræver, ja - så stiger de offentlige udgifter til løn temmelig voldsomt. Og det er nu engang den helt store udgiftspost.
Man kan sige at hvis det offentliges lønudgifter stiger voldsomt, så har det offentlige to muligheder for at skaffe pengene til de nu væsentligt højere udgifter:
- hæve prisen på velfærdsydelserne (højere skatter og flere afgifter)
- låne pengene i udlandet (sende stor regning til næste generation)
Så selvom det er forståeligt at offentligt ansatte gerne vil have både højere løn til sig selv og flere kolleger at dele arbejdet med, så er der altså ikke noget her i verden som er gratis.
Der er en regning som skal betales.
Af nogle andre.
Regningen havner enten ved skatteborgerne eller ved næste generation af skatteborgere. Punktum.
Spørgsmålet er så, om vi ikke allerede har et højt nok skattetryk i Danmark.
Var det ikke bedre at give de offentligt ansatte flere penge mellem hænderne ved at sænke skatterne og så holde lønnen i ro?
På den måde ville kollegerne i det private jo også have noget godt at se frem til.
Det ville i hvert fald være både den mest solidariske løsning, og den mest gavnlige for samfundsøkonomien på sigt.