Lørdagens leder i Berlingske har allerede i overskriften to påstande:
"Folkets magt har aldrig været større og den blev fejret på Bornholm"
Altså:
- Folkets magt er i dag større end nogensinde før
- Folkemødet på Bornhold er fejring af den kendsgerning
Desværre går det galt allerede i 1) og det bliver ikke mindre underligt at af 1) til dels søges bevist af 2) - altså er vi ude i noget cirkulært halløj.
Man kunne måske godt få den opfattelse at folkets magt i dag er større end nogensinde før.
Der gøres i hvert fald meget for at skabe den opfattelse.
Borgerforslag for eksempel.
Men er borgerforslag noget reelt som en folkeafstemning eller er det bare en smart måde for politikerne at crowdsource ideer på og så vælge og vrage imellem dem?
Når små kommuner nedlægges og sammenlægges i stadig større og færre kommuner, er det så udtryk for at magten rykker tættere på folk eller længere væk. Bredes den da ud på flere hænder eller samles den på færre?
Når EU gennem Folketinget vil bestemme hvordan far og mor skal fordele barslen eller når EU ligeledes gerne vil bestemme hvordan private virksomheder skal fordele bestyrelsesposterne - er det så udtryk for at magten samles eller spredes?
At sige at folkets magt aldrig har været større er noget af en påstand.
Berlingske bruger også de mange debatter på Folkemødet som argument for at folkemagten er reel.
Men hvad er Folkemødet i bund og grund - og hvem handler det om. Det skrev jeg om første gang jeg selv deltog på mødet:
På den ene side lever folkemødet meget godt op til sit navn. For enhver kan vitterligt gå hen og snakke med de folkevalgte, der fylder godt i gadebilledet. Men på den anden side er det ikke borgernes eller folkets langsigtede interesser, der er i centrum på festivalen. Det er derimod en række interesseorganisationer, der kæmper for en større bid af kagen eller flere regler og love, der kommer netop dem til gode.
Små selvstændige kan man lede længe efter. Jo, de er her og gør et godt stykke arbejde. De lejer cykler ud. Og sælger varer. De laver noget, mens de andre snakker. Og deres interesser er ikke et fokus for selve mødet. I stedet er det dem, der suger på lappen på den ene eller den anden måde, der er repræsenterede på mødet og snakker om hvor samfundsgavnlige og uundværlige, de er.
Og min konklusion på det hele var en noget anden end Berlingskes:
Folkemødet er en hyggelig festival i smukke omgivelser, og bornholmerne er intet mindre en fabelagtige værter. Men ingen udfordrer den etablerede magtelite. Tværtimod lefles der for den.
Eller kort og godt:
Folkemødet er på mange måder en fortsættelse af den almindelige debat, som den udfolder sig til dagligt i mainstreammedierne. Tilsat fadøl og hyggesnak.
Der er lang vej fra Berlingskes opblæste hyldest til Folkemødet og påstanden om at folket aldrig har haft mere magt end i dag til min nøgterne og skeptiske vurdering af Folkemødet som business as usual.
Man ser her tydeligt forskellen på et statsstøttet medie som Berlingske - som på godt og ondt er en del af etablissementet - og så nærværende Folkets Avis, som ikke er.
Folkets Avis får ikke mediestøtte og det gør at vi vedbliver med at være kritisk overfor systemet.
Men vi har brug for at vores læsere bliver abonnenter og bakker op.