Vi kan ikke spå om det enkelte menneskes fremtidige opførsel, men vi kan bygge en bedre indvandringspolitik på erfaringer vi har gjort os de seneste 50 år.
Det er forkert at give en person skylden for noget en anden har gjort. Det forstår selv et lille barn.
I en retssal, og andre steder hvor det handler om skyldsspørgsmål, giver kollektiv straf sjældent mening.
Retfærdighed er individuel.
Men det er politik på godt og ondt ikke.
Politik handler ikke så meget om retfærdighed for den enkelte som det handler om de overordnede retningslinjer der påvirker hele samfundet som fællesskab.
Politik handler i udgangspunktet om grupper.
Det kan man begræde eller bakke op om alt efter temperament, men det er nu engang sådan politik er.
Hidtil har vores indvandringspolitik mest været bygget på en forestilling om at grupper af mennesker, som kom til Danmark, mere eller mindre havde en ret til at få ophold i landet.
Altså en forestilling om udefrakommende menneskers rettigheder. Uden megen skelen til det herboende folks langsigtede interesser.
Måske er det på tide at vende den om og spørge:
Hvilke grupper vil vi gerne have til landet?
Hvad er godt for Danmark på sigt?
Hvad er godt for dem som allerede bor i landet?
Hvis nu vi havde en form for tidsmaskine eller spå-kugle så var det en smal sag på individniveau at sortere “ansøgerne.”
Så var det bare at se ind i det enkelte menneskes fremtid. Bliver denne ansøger om ophold en produktiv borger som holder sig fra kriminalitet?
Hvis ‘ja’, så kunne man give adgang uden skelen til oprindelsesland.
Men så længe vi ikke har denne mulighed må vi benytte os af den erfaring vi har som statistik på gruppeplan med invandrere fra forskellige lande.
At vi har viden på gruppeplan betyder ikke at vi kan sige noget grimt eller kategorisk eller negativt om alle mennesker fra bestemte områder.
Nu skal jeg gennem et simpelt eksempel forklare hvad det betyder at vi har solide statiske data til rådighed:
Forestil dig at vi har to grupper af ansøgere fordelt på to forskellige lande. I hver gruppe er der 1000 ansøgere.
I ansøgergruppen fra land A ved vi erfaringsmæssigt at kun cirka 600 vil blive produktive selvforsørgende borgere.
I ansøgergruppen fra land B ved vi erfaringsmæssigt at omkring 900 vil blive produktive selvforsørgende borgere.
Som sagt har vi desværre ikke mulighed for at sortere på individ-niveau da vi ikke kan skue ind i fremtiden og forudsige det enkelte menneskes adfærd.
Så vi kan ikke bare håndplukke de bedste fra hver gruppe - selvom det ville være den optimale løsning i teorien.
Hvis vi yderligere forestiller os at vi i forvejen har mange i Danmark fra land A, så giver det i mine øjne rigtig god mening at lukke af for yderligere adgang fra det område.
At dette skulle være så kontroversielt og tabu-belagt at politikere ikke engang vil tale om det, er faktisk lidt sigende for hvor blindt fastlåste de etablerede partier er på spørgsmålet.
Man kunne jo så til gengæld satse på at få flere indvandrere tiltrukket fra land B - hvis endelig indvandring er noget som politikerne overhovedet skal beskæftige sig med at skaffe til Danmark.
Nu kan man så hævde at en sådan politik er uretfærdig overfor de 600 fra land A, som ville klare sig udmærket i landet, at de under det her scenarie bliver forment adgang.
Men alternativ er jo at lukke dem ind sammen med de 400 som vil skabe problemer. For, igen-igen, vi kan ikke se ind i fremtiden på individplan. Vi har kun sandsynligheder og erfaringer at basere politik på.
Og her hersker der ingen tvivl.
Der er lande hvor erfaringen tilsiger at en større andel vil ende som velfungerende produktive samfundsborgere, og der er lande hvor vi ved at en relativt mindre andel vil ende som sådanne.
Den viden bør vi tage alvorligt. Alt andet er destruktivt for alle i Danmark.
Det er derfor jeg har stillet alle partier i Folketinget et enkelt, simpelt spørgsmål.
Som de desværre ikke rigtigt vil svare på. Men jeg bliver ved til jeg får svar.
For deres modvilje viser at der er behov for et paradigmeskifte (beklager det fine lange ord) i dansk politik hvad migration og indvandring angår.
Det skal i højere grad handle om hvad der er langsigtet bæredygtigt for Danmark end om hvilke krav folk fra hele verden har eller ikke har på at slå sig ned her i landet.