I Danmark tager det offentlige en større andel af borgernes penge end i snart sagt noget andet udviklet land i verden.
Nå. Ja.
Tænker mange nok. Vi får jo en hel masse for pengene.
Det er da også korrekt at vi får noget.
Men ikke desto mindre er det måske værd at overveje om ikke vi allerede er kommet dertil hvor vi får for meget af det forkerte.
Folkets Avis har de seneste par dage lavet nogle små afsløringer:
Staten bruger dine skattekroner på at fortælle dig hvad du skal bruge de penge til, du har tilbage, efter det offentlige har taget "sin" halvdel.
For eksempel mener staten at du skal købe en bestemt slags kyllinger for dine penge.
Staten mener også at du skal installere en alarm og bruge dit håndværkerfradrag i den forbindelse. (Kunne man ikke bare lade folk beholde pengene i første omgang og selv vælge?)
Det er blot to eksempler fra de seneste par dage på annoncer som staten har købt i medierne for dine penge.
Annoncer der belærer dig om hvad du skal bruge den relativt lille andel af din indkomst som staten i al sin storhed trods alt tillader dig at beholde.
Der findes naturligvis et utal af kampagner og annoncer i medierne købt fra skattekroner som har til formål at påvirke borgernes private forbrugsvaner.
For sjovt nok har staten ikke nok i at tage en uforholdsmæssig stor del af vores penge.
Jo flere af dem den tager, jo mere blander den sig også hvad vi bruger den slat, vi allernådigst får lov at beholde, til.
Det er klart at jo flere ressourcer staten får, jo mere skal den også arbejde med at bruge disse ressourcer.
Og en stor del af dem bliver således brugt på overvågning af borgerne og indoktrinering af borgerne.
Det ville være bedre om det offentlige og staten holdte sig til det vi sådan lidt upræcist kalder for kernevelfærd og almene goder.
Det ville være et fremskridt.
Gjorde staten det ville vi slippe både billigere i skat. Og vi ville slippe for statens utidige indblanding i vores private liv.
Vil en borgerlig-liberal regering den vej for alvor?
Vil de andre partier?
Eller vil politikerne i virkeligheden helst udmagre civilbefolkningen med høje skatter og derefter holde den i kort snor med overvågning og indoktrinering?