Gå til hovedindhold

Den skizofrene feminisme - fanget mellem ligestilling og særbehandling

Feminismen diskriminerer mennesker efter et kriterium som den hævder ikke eksisterer.

Feminismen er en interessant ideologi.

Som de fleste ideologier har feminismen nogle selvmodsigelser, men de er for feminismens vedkommende blevet så markante at det bliver svært at tage alvorligt.

Feminismen hævder for eksempel at være om ligestilling, men i praksis viser den sig ofte at handle om særbehandling. Altså det præcist modsatte.

Lad os tage eksemplet kønskvoter i ledelse. Noget magtfulde feminister i mange år har kæmpet for at få indført.

Kvoter er et sjovt ord. For det handler i virkeligheden om at noget forbeholdes nogen. Og andre dermed udelukkes fra det.

Med kvoter reserverer man noget til nogen, som andre så forhindres i at byde ind på. Det kan for eksempel være en virksomhed med en bestyrelse, hvor fire ud af ti af pladserne er forbeholdt kvinder.

For feminister er det kriterium, man sorterer efter, nemlig køn. Sjovt nok noget som man ved andre lejligheder hævder blot er en social konstruktion.

Nå, man så er det da praktisk at man kan bruge denne "sociale konstruktion" til at udelukke virkelige mænd af kød og blod.

For når mænds kvote er "opbrugt" - lad os sige at mænd udgør seks ud af ti pladser i en given bestyrelse - så er resten af pladserne reserveret til kvinder.

Her kan andre mænd så ikke længere byde ind - de bliver ekskluderet på grund af deres køn. De resterende pladser er forbeholdt kvinder. Som mand er du udelukket.

Det er ren og skær kønsdiskrimination. Noget feminister ellers hævder at være modstandere af.

Kønskvoter er også reelt en opdeling af mennesker i to rækker. Ligesom man har i sport. Hvis målet er 50 procent kvinder og 50 procent mænd, så kan man reservere halvdelen af pladserne til kvinder. Her er så ingen adgang for mænd.

Og vice versa.

Det er præcist det man gør i sport. Her udelukker man mænd fra kvindernes rækker. Og omvendt.

I sport gør man det fordi man erkender at der er forskelle på kønnene og i virkeligheden af hensyn til kvinderne som ikke ville kunne klare sig hvis mændene fik adgang til kvindernes rækker.

Så ville der ikke være mange kvinder i elite-sport.

Men inden for forskning eller bestyrelsesposter, hvor man nu også ønsker at reservere pladser til kvinder og forhindre mænd i at ansøge disse, der kan man jo ikke bruge samme argument om at kvinderne ikke kan klare konkurrencen.

Og man hævder endvidere at der ingen mental forskel er på kønnene.

Det er ufatteligt selvmodsigende at man på den ene side hævder at kønnet ingen forskel gør og på den anden side netop med udgangspunkt i køn tilvælger de "rigtige" individer og fravælger de "forkerte".

Den statistiske og abstrakte ligestilling på gruppeplan kommer åbenbart forud for den konkrete og håndgribelige ligestilling på individniveau.

Mange feminister er ganske enkelt villige til at diskriminere hårdt imod individuelle mænd for at opnå resultatligestilling på gruppeplan.

Dermed viser feminismen sig også at være et åndeligt barn af socialismen og ikke af individualismen, eller liberalismen.

Det ser vi også ved at den samlede effektivitet falder ved brug af kvoter og øremærkning.

Lad os tage et eksempel som sagtens kunne være eller blive virkeligt:

En skole for maskin-ingeniører skal optage en ny årgang af elever. Feminister kræver så at halvdelen af eleverne er kvinder. Fordi ligestilling.

Men blandt ansøgerne til skolen, altså blandt dem som er interesserede i at blive maskin-ingeniører, er der en tydelig overvægt af mænd.

Der er plads til 20 nye elever på årgangen.

Ti kvinder søger ind. De kommer alle ti ind da halvdelen af pladserne som nævnt er reserveret til kvinder. Blandt de kvindelige ansøgere er der således ingen konkurrence om pladserne.

Ti mænd kommer også ind. Men det er langt fra alle de mænd som søger. Lad os sige at 100 mænd søger. Så er chancen for at en mand kommer ind 10 procent - hvor en kvinde var sikker på at komme ind.

For at finde de 10 mænd, som skal have lov at komme ind, og sortere de 90 fra, som ikke skal, så laver man en relevant test som giver hver mand en placering mellem 1 og 100.

Man giver så de ti, som opnår bedst placering, adgang til at komme ind på skolen.

Eksemplet viser to ting:

  1. Ligestilling på gruppeplan er ikke foreneligt med ligestilling på individplan
  2. Ligestilling på gruppeplan vil forvride konkurrencen

Heldigvis er der en nem og retfærdig løsning på begge dele:

Ganske enkelt at se bort fra køn og se på hver enkelt ansøger som et menneske og så simpelthen alene sortere ud fra evner og kunnen.

Det er den fornuftige, effektive og retfærdige løsning. Men den vil feministerne åbenbart ikke have.

Lad os vende tilbage til eksemplet. Alle 10 kvinder kom ind. Men alligevel havde man testet dem også. På samme test som mændene.

Mon ikke det er sådan at nogle af de mænd, som klarede sig godt, men ikke kom ind, scorerede højere end de kvinder som klarede sig dårligst, men alligevel kom ind?

Se, kvoter - altså at man reserverer pladser ud fra gruppekarakteristika - er ikke retfærdige. De ligebehandler ikke mennesker.

Lige, man kunne også kalde dem symmetriske, fordelinger på køn har ikke meget med ligetilling at gøre set ud fra det konkrete menneskes synspunkt.

Men ak.

Feministerne vil have lige fordelinger - resultatligestilling. Om så det kræver særbehandling og diskrimination.

Men resultatligestillingen bliver svær at opnå. Selv hvis man vælger at diskriminere imod mænd på det individuelle plan.

Problemet for feminismen er nemlig at kvinder og mænd ikke altid ønsker det samme og ikke har de samme prioriteter

Tag STEM-fagene som eksempel. Det er videnskab, teknologi, ingeniørkundskab og matematik.

Hvis man lader medlemmerne af hvert køn fordele sig frit som individer, så fordeler de sig ikke symmetrisk på køn.

Færre kvinder end mænd vil STEM. Der er flere kvinder end mænd som hellere vil noget andet. Ganske enkelt.

Hvis feminister ønsker en ligelig fordeling, altså resultatligestilling, må de således gå op imod ikke bare mænds ønsker og inklinationer, men også imod kvinders.

Den ligestilling, som allerede er opnået, betyder nemlig at både kvinder og mænd har mulighed for at vælge frit. Og det gør de så.

Lige muligheder giver ikke lige resultater.

Og frit valg giver ikke lige fordelinger.

De valg, folk frivilligt træffer, er feministerne så ikke tilfredse med, og derfor må de sætte ind med forskellige former for positiv særbehandling som har til formål at tilskynde kvinder til bestemte karrierer - selvom disse kvinder ofte egentligt hellere vil have en anden.

"Overskuddet" af mænd, inden for de områder hvor man ønsker at øge andelen af kvinder, sorterer man så fra med kvoter eller ved på anden vis at stille dem forhindringer i vejen. Det er den negative særbehandling.

Lige muligheder gav kort sagt ikke det resultat man havde håbet på. Så prøver man med lige fordeling i stedet. Men lige fordeling fortrænger lige muligheder. Man kan ikke få begge dele. Det er enten eller.

Lige muligheder og valgfrihed hænger sammen. Men det gør lige resultater ikke.

Så snart mennesker vælger noget andet end feministerne ønsker, så ryger feministernes principper om at være imod diskrimination og for inkludering og ligestilling på gulvet.

Så diskriminerer og ekskluderer man på livet løs.

Ofte på grundlag af tvivlsomme påstande om at der allerede findes en form for usynlig diskrimination - for eksempel det ofte postulerede, men aldrig sete "glasloft" - som feministernes egen åbenlyse og hårdhændede diskrimination så hævdes at kompensere for.

Det at kønnene ikke vælger ens og prioriterer de samme ting, det fremstilles i sig selv som et bevis på at der allerede foreligger diskrimination.

Man nægter nemlig at se den mere oplagte forklaring i øjnene: At der er forskel på kønnene.

Derfor kan feministerne blive ved.

Man fjernede den diskrimination, som feministerne oprindeligt pegede på, men resultaterne skuffede feministerne, som nu selv er blevet fortalere for netop diskrimination - blot er det nu mændene som skal holdes ude og kvinderne som skal favoriseres.

Sålænge feministerne ikke kommer overens med at kønnene fra naturens side som grupper er udstyret med overlappende men svagt forskudte interesser og inklinationer, så længe vil feminismen være fanget mellem ligestilling of særbehandling.

Denne totale mangel på stringens og konsistens – hvor feminismen efter forgodtbefindende vælger det princip eller mangel på samme som lige passer ind i en bestemt situation – gør ideologien umulig at tage alvorlig for ethvert bare nogenlunde rettænkende væsen.

Når det samtidig er tydeligt at denne konstante skiften mellem uforenelige principper næsten altid sker sådan at kvinder favoriseres og mænd forhindres, så er hykleriet for nemt at gennemskue.

Feminismen vil fortsætte med sit hykleri og sine selvmodsigelser, fordi der er folk som har interesse i at underminere meritokratiet og de lige muligheder.

Men feminismen vil også fortsætte med at få lov at blæse og have mel i munden af den simple årsag at der er rigeligt med ureflekterede og åndeligt udfordrede uoplyste mennesker som falder for feminismens selvpromovering som en ideologi for ligestilling selvom dette længe ikke har været tilfældet.

Og endelig er der jo en del mennesker som ganske enkelt mener at det er i orden at favorisere kvinder på mænds bekostning. Principløse kvinder kan have en stor fordel ved at få reserveret pladser hvorfra mænd er udelukkede. Det mindsker konkurrencen og letter vejen til succes.

Sådan er det jo i sport. Så hvorfor ikke på andre områder.

Men samfundet betaler en høj pris, når lige muligheder, som fremmer talent og flid, erstattes med lige fordelinger, som kræver regulering og bureaukrati at skabe og opretholde.

Og vi andre kan blot se måbende til og håbe at feminismen i sin nuværende inkonsistente og selvmodsigende form ikke ødelægger alt for meget for kvinder og mænd undervejs.

Lige nu undergraver den vesten og sår splid mellem kønnene.

Lennart Kiil er stifter af FOLKETS og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.