Der er i Kina en enorm efterspørgsel på beskyttelsesudstyr såsom mund-bind, ansigtsmasker, åndedrætsværn, beskyttelsesdragter, beskyttelsesbriller og så videre.
WHO formulerer ikke overraskende dette som om det mest er et problem fordi at myndighedspersoner såsom sundhedspersonale så ikke kan få fat i det udstyr de har brug for.
Og det er da også en udmærket måde at anskue det på.
Men realiteten er at embedsmænd, politikere, politi, militærfolk og mange andre også udstyres med dette udstyr af myndighederne i Kina.
Og det gør almindelige civile borgere faktisk også i en vis udstrækning. Omend de tydeligvis ikke har 1. prioritet. Og næppe heller 2. prioritet. Måske 3. prioritet. Hvem ved.
Ideen om at det kun er sundhedspersonale som kan have gavn af den form for sikkerheds- og beskyttelsesudstyr, den ide virker mere og mere - ja, tåbelig - for ikke at sige meget tåbelig!
I Danmark har vi en tilsvarende situation hvor myndigheder og de stats-tro medier såsom DR fremstiller det som tåbeligt hvis civile forbereder sig på en krisesituation.
Men som jeg skrev tidligere, så er det langt bedre at folk forbereder sig i god tid og eventuelt køber beskyttelsesudstyr og har det liggende, end at alle vil købe det på samme tid når katastrofen står for døren.
For hvis folk har det liggende, så kan både sundhedspersonale og almindelige borgere beskytte sig. Og det må da være det bedste udgangspunkt, ikke?
Det var Tedros Adhanom Ghebreyesus, WHO's generaldirektør, der i en telebriefing advarede omkring mangelsituationer på sikkerhedsudstyr.
Han opfordrede producenter til at sikre at produkterne blev sendt "de rigtige steder hen". Det betyder temmelig sikkert til myndighedspersoner og udenom almindelige borgere.
Lad os være ærlige.
Når det for alvor brænder på, så passer Big Mother mest på sine egne folk og kun sekundært på borgerne.
Eller tager jeg fejl her?