Borgmestre piskede misandrisk stemning op - men tallene viser ikke favorisering af mænd.
Om noget viser tallene snarere en favorisering af kvinder.
Københavns teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen, fra Enhedslisten, hævdede forleden at der "er et stort og aktuelt behov for skulpturer, monumenter og vejnavne, der hylder kendte kvinder"
Nu kunne man indvende at hvis kvinderne er kendte i forvejen, er der så vitterligt "et stort og aktuelt behov" for at skatteyderne skal bruge penge på at gøre dem endnu mere kendte?
Kulturborgmester i samme by, Franciska Rosenkilde fra Alternativet, yppede også kiv.
Hun ville have en "skamstøtte over patriarkatet på en plads i det indre København". Det er hun i hvert fald citeret for i en Berlingske-artikel.
Det virker som om de to bogmestre i kølvandet på det brutale drab på George Floyd forsøgte at køre noget feministisk kønspolitik ind i dagsordenen fra Rådhuset i København.
Men man kunne jo også starte med at se nærmere på påstanden om at der skulle være et særligt presserende behov for kvinders vedkommende i forhold til statuer, gader og pladser – hvilket jeg har tænkt mig at gøre her.
Ifølge en DR-artikel er der siden 2008 opkaldt 20 veje og pladser efter kvinder, mens 25 er navngivet efter mænd.
Siden 2008 er der dog sket en markant ændring, så 20 veje og pladser er blevet opkaldt efter kvinder, mens 25 er navngivet efter mænd.
Omregnet til procent bliver det 44 procent opkaldt efter kvinder.
Der er ikke langt fra 44 procent til 50 procent.
Så selv ud fra en ahistorisk og a-meritokratisk tilgang, som baserer på primitiv politisk / teknokratisk "repræsentation", er der ikke meget at komme efter – og bestemt ikke noget der ligner et "et stort og aktuelt behov".
Faktisk kan der nemt ske det at mænd bliver "underrepræsenteret" i bybilledet i forhold til deres reelle betydning for bybilledet.
I DR-artiklen udtaler Line Sandst fra Københavns Universitet, som har skrevet ph.d. om hvordan man navngiver gader og pladser:
En af farerne er, at de betydningsfulde mænd risikerer at blive overset, fordi man her og nu vil have flere kvindenavne på skiltene. Nævnet nedvurderer de andre kriterier, de beslutter navnene ud fra, for at få flere kvindenavne ind.
DR skriver om et eksempel på dette:
Et af eksemplerne på det er en plads, som Carlsberg Byen gerne vil have opkaldt efter den danske arkitekt Carl Harild. På pladsen står der to fredede bygninger, der er tegnet af netop Carl Harild.
Men her gennemtrumfede Københavns Kommune navnet på en kvindelig kunstner uden tilknytning til København.
Intet tyder på at de to københavnske borgmestre har ret i at mænd favoriseres uretfærdigt og kvinder snydes for hyldest og hæder i den offentlige sfære.