De sidste par år har vi været vidne til en del "social bevægelse".
Meget af det har været reaktioner på aktuelle begivenheder og uretfærdigheder.
Noget af det har være reaktioner på dybe frustrationer over forhold og problemer som har eksisteret i årtier hvis ikke længere.
Næsten altsammen har handlet om at pege en anklagende finger imod andre - især imod dem man forestiller sig sidder med al magten: De hvide mænd.
Men en stor del af det vi ser i de "folkelige" bevægelser på gaden som BLM og #metoo er kun krusningerne på overfladen.
Som jeg skrev for et par uger siden:
Men arkitekterne til bevægelsen sidder i beskyttede stillinger på de amerikanske universiteter. Eller er pensionerede professorer.
Det, vi derfor er vidner til, er også et vagtskifte.
Mens de her "sociale bevægelser" sætter sig på sendefloden og laver store demonstrationer og i en del tilfælde optøjer, så skal der i den akademiske verden findes plads til de generationer som skal overtage hvor de store efterkrigsgenerationer slap.
Der ligger et oprør her i sig selv. Og et faderopgør hvor de kommende akademikere forsøger at skabe deres egne bidrag på deres egne præmisser.
Herhjemme har vi set et eksempel med sagen om Ole Wævers akademiske arbejde som er blevet anklaget for at være så racistisk.
For at skabe plads til nye akademikere, skal der ryddes ud i de gamle. Og så skal de nye have noget nyt at byde på.
Men har 68'ernes efterkommere af i dag noget nyt at bidrage med?
Det har de ikke rigtigt hvorfor vi i stedet får en radikalisering af den marxisme som i forvejen er temmelig udbredt på universiteterne.
Det bliver en marxisme som er mere bundet op på andre identitetspolitiske markører end klasse.
Faklen er givet videre, men der er stadig ikke ild i den.
Intet lys.
Ingen oplysning.
Kun den evindelige pegefinger - alt er de andres skyld.