Med overvågning stiger friheden
— Nick Hækkerup
Denne besynderlige logik blev for et par år siden fremlagt fra Folketingets talerstol af selveste justitsminister Nick Hækkerup.
Og hvis ikke den er blevet taget ned, så kan du finde et link til videoen med den påstand nederst i indlægget her.
Men læs først videre.
For Nick Hækkerup holder fast i sin forståelse af frihed og overvågning. Han forsvarer i en kronik i Politiken sin opfattelse - jeg linker til den kronik under mit indlæg her.
Nick Hækkerup har utvivlsomt ret i at frihed er koblet sammen med tryghed, ikke mindst på det følelsesmæssige plan, men forholdet mellem de to størrelser er noget mere kompliceret end han udlægger det.
Det er bestemt ikke sådan at skaber man mere tryghed, så følger der også mere frihed med. Og da i særdeleshed ikke når ordet tryghed blot dækker over mere systematisk statslig overvågning af borgerne.
Og hvordan kom Nick Hækkerup lige frem til at overvågning nødvendigvis skaber tryghed?
Jeg ved ikke om borgerne i Nordkorea føler sig frie - eller trygge. Men overvågningen er i hvert fald tæt på total.
Netop fordi der på det følelsesmæssige plan er en klar kobling mellem følelsen af tryghed og følelsen af frihed, så køber en del nok Hækkerups udlægning ret ukritisk.
Men der er også andre måder at anskue problemstillingen på.
Nick Hækkerup er ikke den første som har tænkt over eller talt om sammenhængen mellem tryghed og frihed
Those who would give up essential Liberty, to purchase a little temporary Safety, deserve neither Liberty nor Safety.
Det er Benjamin Franklins ord. Sammenhængen han sagde dem i dengang, kan du høre om her:
Ben Franklin’s Famous ‘Liberty, Safety’ Quote Lost Its Context In 21st Century : NPR
Jeg vil gerne give mit eget bud på en tolkning af Franklins ord her:
Den egentlige frihed kan man ikke bygge på en “tryghed” som er skabt ovenfra gennem tiltagende statslig overvågning af borgerne.
Den egentlige frihed er organisk og beror på oplyste individer og stærke familier. Og på folks selvbeherskelse.
Den hænger sammen med indre styring.
Den “frihed” som kommer gennem overvågning er “reaktiv” og frygtbaseret.
Den bygger ikke på at folk afstår fra at handle asocialt mod andre fordi det er forkert, men alene på at de frygter at blive afsløret i det — og stillet til regnskab for det.
Det er en ydre styring.
Og der er bestemt ikke nogen lineær sammenhæng mellem overvågning og frihed. Den overvågning som kan give “tryghed” i nogle hænder, den kan bruges til systematisk undertrykkelse i andre.
Alene derfor skal man være på vagt med ukritisk at udbygge overvågning.
Overvågning er et magtinstrument som meget nemt kan misbruges.
En frihed som baserer sig på at alle hele tiden føler sig overvåget og derfor frygter for konsekvenserne af at forbryde sig, den er noget hul.
En frihed som baserer sig på at den enkelte bærer en dannelse, nogle dyder og et ansvar i sig - den vil jeg mene, er dybere og mere reel.
Det virker som om Nick Hækkerup er forhippet på den første “falske” frihed. Og dermed passer han sådan set godt i Mette Frederiksens “myretue”-model for samfundet.
Jeg ved ikke hvordan Nick Hækkerup har det med Nordkorea.
Jeg ved heller ikke hvor langt hans forestillingsevne rækker.
Men at han så overbevist tilslutter sig en opfattelse af overvågning som tilvejebringer af frihed - det er ærligt talt en kende bekymrende.
Nick Hækkerup: Med overvågning stiger friheden | Folkets Avis
Nick Hækkerup: Jo, det er faktisk rigtigt - mere overvågning giver mere frihed - politiken.dk