Hun fortalte om døde spædbørn. Publikum fik ikke hele historien
Jonas Jordan / U.S. Army Corps of Engineers, 12. marts 1991. Historisk foto fra Kuwait, ikke dokumentation af kuvøsepåstanden. Public domain. Wikimedia Commons.
En 15-årig pige fortalte amerikanske politikere om irakiske soldater, der rev spædbørn ud af kuvøser. Publikum fik ikke at vide, at hendes far var Kuwaits ambassadør. Sagen viser, hvor meget en histories troværdighed afhænger af det, der bliver udeladt.
Den 10. oktober 1990 fik en pige ved navn Nayirah ordet ved et arrangement i den amerikanske Congressional Human Rights Caucus. Hun berettede om 15 spædbørn, som irakiske soldater skulle have fjernet fra kuvøser på al-Addan-hospitalet i Kuwait.1
Det er en beretning, der næsten gør sin egen efterprøvelse utålelig. Hvem vil bede om flere oplysninger, når emnet er døende spædbørn?
Netop derfor er det nødvendigt.
Historien hører hjemme i en længere tradition for grusomhedspropaganda: fortællinger om fjendens overgreb, der bruges til at mobilisere befolkningen. Begrebet beskriver fortællingernes politiske funktion; om de er sande, må undersøges særskilt.2
Faderen uden for fortællingen
Nayirah var datter af Kuwaits ambassadør i USA, Saud al-Nasser al-Sabah. Forbindelsen blev ikke oplyst offentligt ved arrangementet. PR-bureauet Hill & Knowlton havde organiseret den kuwaitiske deltagelse for Citizens for a Free Kuwait, en organisation finansieret næsten udelukkende af Kuwaits regering. Det fremgår af Middle East Watchs undersøgelse fra februar 1992.1
Oplysningen ville have ændret publikums grundlag for at vurdere udsagnet. Et menneske kan godt fortælle sandheden og samtidig have tætte forbindelser til en regering. Men forbindelsen giver anledning til spørgsmål om udvælgelsen af vidnet og kontrollen af beretningen.
En optræden foran amerikanske politikere kan desuden ligne en offentlig kvalitetskontrol. Her må læseren holde fast i, hvad begivenheden faktisk var: et caucus-arrangement. Den betegnelse dokumenterer ikke i sig selv en edsaflagt forklaring under en formel udvalgsundersøgelse.
Da præsidenten fortalte om kuvøserne
Atten dage senere stod George H. W. Bush foran amerikanske officerer og soldater på Hickam Air Force Base på Hawaii. Han beskrev konflikten som en kamp mellem godt og ondt og fremsatte påstanden om, at irakiske soldater havde afbrudt kuvøserne til 22 for tidligt fødte børn. Alle var døde, sagde han.3
David Valdez / Det Hvide Hus. Beskåret Commons-version. Public domain. Wikimedia Commons.
Bemærk tallet: 22. Nayirahs beretning handlede om 15. Bushs tale dokumenterer, at kuvøseanklagen blev gentaget på præsidentniveau. Den dokumenterer ikke, at han gengav netop hendes forklaring.
Forskellen er vigtig, hvis man vil forstå en histories vandring uden selv at gøre den mere enkel, end kilderne tillader.
Når en præsident fremfører en påstand, bliver hans embede en del af dens vægt. Men embedet tilføjer ikke automatisk et nyt øjenvidne. For læseren er spørgsmålet stadig, hvilken efterprøvning der ligger mellem den oprindelige oplysning og den autoritative gentagelse.
Undersøgerne kom til hospitalerne
Efter Kuwaits befrielse besøgte Middle East Watch hospitaler, interviewede sundhedspersonale og undersøgte registre. Organisationens konklusion var, at den centrale fortælling om soldaters systematiske fjernelse af spædbørn fra kuvøser ikke holdt.1
Det betød ikke, at spædbørn ikke var døde. Physicians for Human Rights beskrev i 1991 lægers beretninger om dødsfald under sundhedsvæsenets sammenbrud. Ét barn kunne ikke få nødvendig kirurgi; et andet døde i en kuvøse uden personale til at overvåge det.4
Krigens virkelige ofre kræver den skelnen. Dødsfald som følge af manglende behandling beviser ikke den bestemte anklage om soldater, der fjerner børn for at stjæle udstyret. En falsk eller udokumenteret beretning kan samtidig skygge for overgreb, som faktisk kan dokumenteres.
Anonymitet har en begrundelse og en pris
Forsvaret for hemmeligholdelsen skal også med. I en senere senatsdebat blev forklaringen om sikkerhed gengivet: Nayirahs identitet var kendt af kongresmedlemmet Tom Lantos, og den offentlige anonymitet skulle beskytte hende og andre. Debatten rummede både kritik af PR-arbejdet og forsvar for de involveredes vurderinger.5
Beskyttelse af et vidne kan være velbegrundet. Den øger samtidig redaktionens ansvar for at kontrollere de oplysninger, som publikum ikke selv kan undersøge. At skjule et navn og at undlade en væsentlig interesseforbindelse er forskellige redaktionelle valg.
Dokumenterne giver ikke grundlag for at udpege en 15-årig som årsagen til en krig. De giver et konkret eksempel på, hvorfor en gribende fortælling skal kunne tåle spørgsmål om afsenderen.
Når den samme påstand dukker op flere steder, bør man derfor lede efter det, gentagelsen let skjuler: Er der kommet nye beviser til, eller har historien blot fået en mere magtfuld fortæller?
Fakta: Hvad er grusomhedspropaganda?
Ellsworth Young / Library of Congress, cirka 1918. Public domain. Wikimedia Commons.
Grusomhedspropaganda, på engelsk «atrocity propaganda», bruger beretninger om fjendens brutalitet til at vække afsky og opbakning til en sag eller krigsindsats. Virkelige forbrydelser kan indgå sammen med overdrivelser, ubekræftede rygter og opdigtede hændelser. Fortællinger om overgreb mod børn er særligt følelsesladede.2
| Eksempel | Hvad viser dokumentationen? |
|---|---|
| Belgien, 1914 | Allieret propaganda brugte beretninger om tysk brutalitet, herunder opdigtede historier om afhuggede børnehænder. Samtidig var tyske massedrab på belgiske civile virkelige. Historikerne John Horne og Alan Kramer opgør 5.521 bevidst dræbte civile i Belgien fra august til oktober 1914. At enkelte historier var falske, gør derfor ikke hele beretningen om overgrebene falsk.6 |
| Den tyske «ligfabrik», 1917 | Et rygte hævdede, at tyskerne forarbejdede lig fra mennesker til blandt andet sæbe. Historikeren Steffen Bruendel beskriver det som grusomhedspropaganda, der cirkulerede i april 1917. Rygtet er et eksempel på en anklage, ikke dokumentation for en sådan fabrik.2 |
| Polen, 1939 | Før invasionen fremhævede nazistiske medier virkelige eller påståede overgreb mod etniske tyskere for at fremstille Tyskland som den truede part. Efter invasionen udnyttede og overdrev propagandaen faktiske drab på etniske tyskere, blandt andet i Bydgoszcz, dengang kaldet Bromberg. US Holocaust Memorial Museum beskriver, hvordan fortællingerne skulle retfærdiggøre tysk krig og vold mod civile.7 |
Begrebet er altså ikke et sandhedsstempel med omvendt fortegn. En beretning kan tjene propaganda og samtidig være sand. Hver konkret påstand kræver sin egen dokumentation.
Middle East Watch, «Kuwait’s “Stolen” Incubators», 6. februar 1992, især s. 1–6 og 15–16. Rapporten gengiver Nayirahs udsagn og redegør for organisationens undersøgelser før og efter befrielsen. ↩ ↩ ↩
Steffen Bruendel, «Othering/Atrocity Propaganda», i «1914-1918-online», især indledningen og afsnittet om propagandaens temaer og billeder. Beskriver brugen af både faktiske overgreb og rygter, herunder ligfabrikshistorien fra april 1917. ↩ ↩ ↩
George H. W. Bush, tale til officerer og soldater på Hickam Air Force Base, 28. oktober 1990, transskription hos The American Presidency Project. Hans påstand om 22 børn gengives her som en påstand i talen. ↩
Physicians for Human Rights, «Iraq-Occupied Kuwait: The Health Care Situation», marts 1991, afsnittet om kuvøser og spædbørnsdødsfald. Lægernes beretninger skelner mellem manglende behandling og den påståede bevidste fjernelse af børn. ↩
Congressional Record, Senatet, 16. juni 1994, debat om Lauri Fitz-Pegados nominering. Anvendes som dokumentation for de fremførte argumenter og forklaringer, ikke som en retslig afgørelse. ↩
John Horne og Alan Kramer, «Atrocities», i «1914-1918-online», afsnit 2. Skelner mellem opdigtede enkelthistorier og dokumenterede massedrab på civile. ↩
US Holocaust Memorial Museum, «Deceiving the Public», afsnittet om propagandaen før og efter invasionen af Polen i 1939. ↩
.jpg){kind=link}
