Gå til hovedindhold

Bureaukrat fratræder stilling som 'koncerndirektør' i mindre kommune efter et år - får gyldent håndtryk på små 2 mio. kroner

Af Lennart
Kildemedier

DJØF!

Gad vide hvor mange penge den organisation skylder skatteyderne her i landet?

Man kan vel sige at DJØF er den herskende klasses hoforgan. En "fagforening" som forhandler på begge sider af bordet på samme tid.

Nå. Men konkret handler det nu om en sag beskrevet af fyens.dk.

En sag hvor en såkaldt koncerndirektør - der er virkelig mange forskellige slags direktører i det offentlige - har fratrådt sin stilling ved Faaborg-Midtfyn Kommune efter cirka et år.

Direktøren har efter sommerferien været sygemeldt fra arbejde. Og det er der selvfølgelig ikke noget galt i.

Galt er det derimod at hun som konsekvens af sin fratrædelse får et gyldent håndtryk på 1,8 mio kroner. Altså ud over den gode løn hun har fået som "koncerndirektør".

Det er simpelthen skatteyderne som betaler det gyldne håndtryk.

Sagen er på ingen måde atypisk. På Folkets Avis har vi tidligere afdækket adskillige af den slags sager.

Som regel er det en DJØF-sanktioneret kontrakt som ligger bag, når så eksorbitante beløb føres fra skatteydere til direktører i det offentlige.

I forbindelse med aftrædelsen er der udsendt en pressemeddelelse som ikke er værd at gengive her. Blot de sædvanlige fraser og gensidig ros fra top til top.

Til gengæld vil jeg citere Fyens Stiftstidende for følgende tilføjelse på artiklen om Faaborg-Midtfyn Kommunes nu afgående koncerndirektør:

Da kommunen i 2015 fyrede sin tidligere kommunaldirektør Benny Balsgaard kostede de 24 måneders løn, i alt cirka 3,5 mio. kr.

Blot et par år tidligere fik en anden direktør altså et kæmpe gyldent håndtryk i samme kommune!

Ja, den slags sager er der desværre rigeligt af.

Alene DJØF's afdeling for chefer i det offentlige har ifølge DJØF selv ikke mindre end 6400 medlemmer.

Vi ser kun toppen af isbjerget.