Venstrefløjen er blevet en anti-borgerrettigheds-bevægelse.
Det er både interessant og sørgeligt at være vidne til den yderste venstrefløjs forvandling til en stadig mere fascistisk og intolerant anti-borger-bevægelse.
I 1990'erne var venstrefløjens aktivister meget involverede i en kamp imod den "grænseløse kapitalisme", frihandel og globalisering. Måske nogle husker Slaget i Seattle i 1999 som var en af de største mobiliseringer af yderligtgående venstrefløjsaktivister siden slutingen af 1960'erne.
Dengang var det WTO, "finansverdenen", McDonalds og andre store, tunge drenge som var fjenden.
Så var der den yderste venstrefløjes gadeslagsmål med den yderste højrefløjs voldsbøller. Her var det to yderfløje der tog nogle opgør. Begge sider voldsparate og ubehagelige. Men i det mindste kan man sige at det var nogle opgør med klart definerede og begrænsede mål.
De seneste 10-15 år er der sket noget nyt:
Den yderste venstrefløjs aktivister har sluttet sig til den identitetspolitiske bevægelse som har været stærk i særligt USA. Og det har betydet at man har åbnet en masse nye fronter og faktisk er begyndt at kæmpe imod helt almindelige fredelige borgere.
Derfor ser vi i dag aktivister fra venstrefløjen gå amok og smadre et lydanlæg og dermed sabotere en forelæsning på et universitet alene fordi en biolog siger det som alle fornuftige mennesker ved er sandt: Der er forskel på kønnene.
Derfor ser vi i dag i flere tilfælde venstrefløjsaktivister hjælpe feminister med at forhindre kvinder i at tale.
Derfor ser vi i dag sortklædte bøller angriber liberale debattører.
Herhjemme har der også været eksempler på at venstrefløjen ved vold eller støj har forhindret forsamlinger eller forsøgt at forstyrre forelæsninger og taler.
Og ikke mindst har vi herhjemme Redox som senest har forsøgt sig med hvad man kunne kalde mild intimidering af debattører med en politisk overbevisning som måske ikke flugter med Redox' egen.
Og et Redox som længe i varierende grad reelt har fungeret som en privat efterretningstjeneste og på det seneste har udvidet informationsindsamlinger på dissidenter i systematisk grad.
Samlet er konklusionen at den yderste ventrefløj simpelthen er gået fra en kamp imod "kapitalisme" og voldsbøller på højrefløjen til nu at kæmpe imod hævdvundne borgerrettigheder som ytrings- og forsamlingsfrihed.
Men det anser stadigt sig selv som anti-fascister.
Og den mere etablerede venstrefløj siger stadig ikke fra over for dem.