Feminisme betyder kvinde-isme.
Og oprindelig var kvinder - sammen med de fleste mænd - udelukket fra valg- og stemmeretten. Der gav det god mening at kæmpe en kamp om at være lige for loven.
Det blev mænd og kvinder så. Valg- og stemmeretten blev universel.
Mænd havde dog stadig værnepligten for sig selv. Feminismen var mest en kamp for rettigheder, knap så meget for pligter.
Senere, fra 1960 og frem, rettede feminismen skytset mod traditioner og sociale institutioner. Nu blev det personlige politisk. Og dermed blev feminismen også for alvor identitetspolitik.
Og ikke mindst identiteten som husmor - som hjemmegående - kom under angreb. Toneangivende feminister havde ikke meget til overs for den ellers meget væsentlige beskæftigelse.
En af de allermest indflydelsesrige feminister, Betty Friedan, omtalte således hjemmet som en "komfortabel koncentrationslejr".
Også ægteskabet blev i et feministisk lys til en undertrykkende institution.
I ægteskabet opgiver begge parter jo faktisk en del frihed og pålægges forpligtelser, men i den feministiske analyse blev der aldrig plads til hverken nuancering eller realisme. Her var ægteskabet slet og ret en patriarkalsk undertrykkelsesmekanisme.
Svaret var lønarbejde og en lesbisk livsstil. Det sidste var det dog nok trods alt kun et fåtal som praktiserede da det kom til stykket.
Men det skulle blive værre endnu. For i den nyere feminisme kræver man særbehandling. Og man kræver at en andel - helst 50 procent - af alle stillinger i samfundet som opfattes som betydningsfulde eller vellønnede forbeholdes kvinder.
Denne kobling af identitet og rettigheder kom den danske "feminist" Henrik Marstal til at mærke.
For kan en mand gøre krav på de ting som feminister forbeholder kvinder?
Mange feminister mener højest at mænd kan være "allierede" - ikke rigtige feminister.
Kønnet er altså en afgørende faktor. Ikke ideerne eller overbevisningerne.
Noget som Henrik Marstal, som har forsøgt at blive anerkendt som feminist, har måttet sande i forbindelse med sit folketingskandidatur:
Som mandlig folketingskandidat, erklæret feminist og ligestillingsforkæmper finder jeg kampagnen en smule skinger og ekskluderende.
Det sagde netop Henrik Marstal om Dansk Kvindesamfunds feministiske og stærkt identitetspolitiske opfordring til kun at stemme på kvinder.
Marstal havde håbet på at han som feminist kunne få feministiske stemmer til valget.
Men hans køn stod i vejen. I feministernes øjne er Marstal en mand, og derfor ikke værd at stemme på - uanset hvor meget han kæmper for den feministiske sag.
Dette er Henrik Marstal forundret over i et debatindlæg. Han troede åbenbart at feminismen handlede om at have de rette holdninger og ikke det rette udstyr mellem benene.
Marstal havde ikke forstået, at i feminismen er politiken bundet uløseligt sammen med identiteten. Her som køn.
Men det er heller ikke nemt at følge med.
Feministerne gør på en gang en stor sag ud af at køn ikke rigtigt eksisterer som andet end en social kontruktion samtidig med at de bruger netop kønnet til at diskriminere imod mænd.
Det har jeg omtalt som den den skizofrene feminisme.
Samtidig er der så sket det at feminismen selv er blevet ramt af identitetspolitik p en måde som mange opfatter som svækkende for sagen.
Intersektionalismen udfordrer det offermonopol feministerne har kæmpet for at give til kvinderne som gruppe ved at insisterer på at der også er andre identitetsmarkører som spiller ind.
Danmarks magasin om identitetspolitik – #idpol, men også om væren og eksistens, og essens og identitet.