Gå til hovedindhold

DR har ikke gjort sig skyldig i Fake News ved at stille spørgsmål om Tommy Robinson

Det er ikke hver dag jeg forsvarer DR, men når jeg endelig gør - så gør jeg det med god grund

Trykkefrihedsselskabet har givet en ytringsfrihedspris til Tommy Robinson.

Det synes jeg egentligt er et udmærket valg.

Tommy Robinson har kæmpet hårdt for at komme ud med sine holdninger - og han har ad flere omgange betalt en stor pris for at stå fast på sin mening.

Det er ikke der min beef ligger.

Problemet opstår først i kølvandet på hans besøg i Danmark og hans optræden i Deadline.

Kort fortalt var formand for Trykkefrihedsselskabet Aia Fog i studiet efter Tommy Robinson.

Værten på Deadline, Steen Nørskov, viser så en video hvor Tommy Robinson banker på en anden journalist og aktivists dør sent om aftenen.

På baggrund af denne video stiller Steen Nørskov et spørgsmål til Aia Fog.

Senere offentliggør Tommy Robinson så en video og en artikel som i hans øjne viser at DR lavede Fake News.

Denne anklage rettet mod DR køber mange uden videre.

Ja, Søren Espersen fra Dansk Folkeparti kræver sågar Steen Nørskov fyret.

Men det Tommy Robinson fremlægger, er ikke bevis for Fake News.

Det er korrekt at DR ikke satte videoen i sammenhæng.

Det er også korrekt at DR ikke fremlagde Tommy Robinsons udlægning af hændelsesforløbet op til konfrontationen på den anden journalists privatadresse.

Men DR fremlagde heller ikke modpartens udlægning af forløbet op til den hændelse som videoen viser.

Det er slet ikke noget DR går i detaljer med på nogen måde. Man viser bare videoen.

Og man kan skam godt stille spørgsmål ved en handlemåde uden at kende alle detaljer omkring det indledende forløb op til handlemåden eller motivet for denne.

Det gør vi allesammen hele tiden.

Det er meget sjældent at vi afdækker alt omkring en sag inden vi stiller spørgsmål ved det vi ser eller læser.

Derfor mener jeg ikke at DR i denne situation har gjort sig skyldig i Fake News.

Nu anklager nogle læsere mig ganske forudsigeligt for bare at komme en "kollega" på DR til undsætning.

Den anklage kan jeg afvise meget klart.

Mindst 80 procent af det jeg skriver om DR, er kritisk.

Jeg har også skrevet og udgivet relativt meget om Tommy Robinson i forhold til denne ydmyge medieplatforms samlede produktion. Og det meste har været relativt neutralt til positivt opbakkende.

Så det er heller ikke fordi jeg er anti-Tommy.

Jeg er pro evidens. Og jeg mener ganske enkelt ikke at der foreligger tungtvejende beviser for at Steen Nørskov laver Fake News.

Jeg tager ikke parti.

Jeg mener blot ikke at Tommy Robinson har mere ret end DR i det her givne tilfælde.

Et medies mission bør ikke være fløjkamp - men derimod sandhedssøgen.

I den her sag mener jeg ikke at DR har begået Fake News. Og den holdning vil jeg gerne forbeholde mig retten til at udtrykke.

DR laver fejl og er klart biased.

Men i mine øjne er der ikke noget galt i at stille kritiske spørgmål til eller om en person.

Heller ikke selvom denne person hedder Tommy Robinson.


Jeg kan umuligt nå at svare på alle de kommentarer jeg får på Facebook angående denne sag. Men mange mener at jeg tager fejl.

Den opfattelse er jeg ganske åben over for. Og hvis nogen vil tage sig tiden til at forklare hvorfor jeg tager fejl, så skal de være mere end velkomne med et skrive herom til Mediemøllen.

Jeg kan sagtens klare uenighed og divergerende holdninger.

Lennart Kiil er stifter af FOLKETS og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.