Gå til hovedindhold

EU vasker den blodrøde kommunisme hvid

Af Lennart
Kommunisme er blevet til Stalinisme - hvorfor er nazisme så ikke Hitlerisme?

På engelsk har man udtrykket whitewashing.

Wikipedia giver følgende definition:

To whitewash is a metaphor meaning "to gloss over or cover up vices, crimes or scandals or to exonerate by means of a perfunctory investigation or through biased presentation of data".

På dansk betyder hvidvask typisk noget lidt andet i overført betydning. Nemlig hvidvask af penge.

Men den engelske betydning af hvidvaskning er rammende her.

EU gør lige så langsomt kommunismen stueren ved at bruge ordet Stalinisme i stedet for kommunisme om de forfærdelige forbrydelser som denne ideologi stod bag i det 20. århundrede.

Så kan man altid diskutere om en ideologi kan være ansvarlig – eller kun de mennesker som udfører den.

Men EU holder jo nazismen ansvarlig som nazisme.

Men vil ikke holde kommunisme ansvarlig som kommunisme.

Det er en temmelig lusket form for historieomskrivning.

Hvor man lige så langsomt frikender kommunismen og får placeret ansvaret mere begrænset og specifikt på en til lejligheden opfundet noget tvivlsom ideologi som de færreste har hørt om:

Nemlig hos Stalinismen.

Det kunne man bevidne i går hvor det var Black Ribbon Day. En EU dag som skal "mindes ofrene for Stalinisme og Nazisme".

Hykleriet bliver meget tydeligt når man på den ene side fastholder ansvaret på nazisme som nazisme og på den anden side frikender kommunismen og i stedet til lejligheden opfinder Stalinismen som syndebuk for kommunismens fortrædeligheder.

Hvis der var en logik bag EU's ord og ikke bare ideologi – hvorfor så ikke:

Stalinisme og Hitlerisme?

Det er meget afslørende at EU udskriver kommunismen af ligningen.

Stærke kræfter i EU ønsker øjensynligt at fjerne de blodige pletter som kommunismen er mærket med efter at dens indførelse flere forskellige steder i verden betød døden for millioner og atter millioner af uskyldige mennesker.

Og hvad så med Maoismen? Eller 'Pol Pot'-ismen?

Eller de mange andre varianter af kommunismen - skal de have hver deres navn så den bagvedliggende ideologi, fællesnævneren for dem alle, hver gang kan friholdes for ansvar?

Det virker grangiveligt som om EU nægter at holde kommunismen ansvarlig.

Måske venter en del politikere og bureaukrater i EU sig stadig en strålende fremtid baseret på denne totale fiasko af en ideologi som altid ender med død og ødelæggelse. Om man så kalder den det ene eller det andet.

Hold lidt øje med EU - for der er folk dernede som forsøger at gøre kommunismen stueren igen.

Lennart Kiil er stifter af FOLKETS og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.