Gå til hovedindhold

Hermansen om ny metoo-sag: Moral er lederens superkraft

På LinkedIn skriver Anne Sophia Hermansen om den nye metoo-sag.

En fagboss fra 3F har angiveligt ført en række kvinder bag lyset og "levet et dobbeltliv" - som mange medier har berettet om den seneste lille uges tid.

Jeg har ikke haft tid til at følge sagens detaljer.

Men Hermansen kommer med nogle interessante betragtninger, hvilket hun i øvrigt ofte gør.

Jeg citerer Hermansen:

Kommer 3F-formand Per Christensens privatliv offentligheden ved? Ja, det gør det, for sagen handler om moral og dømmekraft, og de dage er forbi, hvor man som leder kunne slippe afsted med at være et "dygtigt røvhul". Det har de seneste års metoo-sager vist også demonstreret.

Det er en interessant argumentation. Hvis noget "handler om moral og dømmekraft", så er det ikke længere privatliv.

Men der er jo mange ting som handler om moral og dømmekraft.

Skilsmisse. Abort. Blot for at nævne nogle få ting.

Så den argumentation levner ikke meget plads til det private som vel så må blive hvilken slags leverpostej man køber i supermarkedet.

Men selv leverpostejsvalget kan vel siges - i disse bæredygtige tider - at være et moralsk anliggende og angå folks dømmekraft.

Hermansen er dog alligevel på sporet. For metoo er et opgør med især mænds privatliv.

Som feministerne allerede i 1960'erne og 1970'erne anførte, så er privatliv nemlig en patriarkalsk konstruktion som dækker over mænds misbrug af kvinder. Og det er jo ikke helt usandt, selvom det kun er en flig af sandheden.

Men måske er det alligvel at smide babyen ud med badevandet helt at forkaste privatliv fordi nogle har brugt det til at sløre deres misbrug af andre mennesker.

Men så skriver Hermansen også noget om røvhuller. Dygtige røvhuller.

Det der med de "dygtige røvhuller", det skrev formanden for en anden fagforening om. Formanden for Lederne skrev om det for nylig. Hun er også kvinde. Også hun mente at det var nye tider.

Jeg er nu ikke sikker på at ledere var større røvhuller i gamle dage end nu.

Og der er vel kun een ting som er værre end et røvhul, og det er et selvretfærdigt røvhul.

De selvretfærdige røvhuller ser vi mange af i disse år. Det er dem som soler sig i andres lortesager.

Men hvem er de "dygtige røvhuller" som vi skal af med som ledere?

Det er mændene.

For TV2-direktøren som gav #metoo fingeren fra scenekanten, hun slipper. Hun er åbenbart ikke et "dygtigt røvhul", som man ellers kalder mændene med den indstilling til tingene som hun udtrykte overfor medarbejderne på TV2.

Men det med røvhullerne er faktisk ikke det væsentligste problem her.

Det egentlige problem er bedraget.

Hermansen tror at der er af lederes nu om stunder forventes noget ganske anderledes end tidligere:

Men i dag forholder det sig lige omvendt. I dag er moral ens superkraft som leder, og bærer man gyldne kæder, skal man især have orden i værdierne i penalhuset.

Tror du virkelig selv på det, Hermansen?

Tror du virkelig på at det handler om moral som sådan?

Eller er det nærmere sådan at man skal være et dydsmønster over for kvinder. Så kan man for eksempel godt slippe afsted med at slagte en hel industri ned og slå millioner af dyr ihjel?

Sagen er den at vi lever i en tid hvor kvinden er helliggjort. Og har en mand lagt en hånd forkert på en kvinde, så hænger det over hovedet på ham resten af hans liv.

Mistanken hviler på alle mænd. Især dem med magt.

Det er måske også på tide. Men lad os dog i det mindste være ærlige om at det er det som er på spil og ikke en eller anden ny mere moralsk tid som er oprunden.

Hele Hermansens indlæg kan læses her.

Kommer 3F-formand Per Christensens privatliv offentligheden ved

Og nej, jeg opfatter ikke Hermansen som tilhørende gruppen af selvretfærdige røvhuller.

Danmarks magasin om identitetspolitik – #idpol, men også om væren og eksistens, og essens og identitet.

Lennart Kiil er stifter af FOLKETS og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.