Gå til hovedindhold

Kære Verdensbank og danske presse: Teori er én ting - praksis noget ganske andet

De store medier skal nok klare sig. De er ejet af stater eller af virksomheder der er ejet af rigmænd på størrelse med stater i økonomisk forstand.

Folkets Avis kan derimod ikke klare sig uden din hjælp.

Spørgsmålet er så om samfund kan klare sig uden de små selvstændige medier. Det bliver en fattigere verden for de fleste hvis de små medier forsvinder.

Bak op nu!

Abonner Doner

De danske medier elsker det. Hver gang udlandet skriver noget positivt om landet. Især hvis det er noget, som kan understøtte den økonomiske status quo her i landet, som den etablerede presse jo nyder ganske godt af. Nu har Verdensbanken så endnu engang udgivet en rapport, der "beviser", at "det danske erhvervsklima er det bedste i Europa". Og alle de dumme danske medier klapper ukritisk i hænderne. Som de gør hver gang, et eller andet udenlandsk skriver noget mere eller mindre ligegyldigt og ubegavet om Danmark. Hvis noget passer ind i den danske presses dagsorden og naive forestillinger og fordomme om tingenes tilstand, så fordufter enhver rest af journalistisk integritet fra redaktionslokalerne. Sandheden er, at rapporterne fra Verdensbanken er ganske ubrugelige, simpelthen fordi de er rent teoretiske. De her rapporter har stor set intet at gøre med den virkelighed, danske virksomheder rent faktisk og praktisk må klare sig i! Hvis Danmarks erhvervsklima vitterligt var så fantastisk, hvorfor flygter virksomhederne så ud af landet? Hvorfor er der stort set ingen børsnoteringer i Danmark, hvis vi er et så fantastisk land at starte og drive virksomhed i? Spørgsmålene ligger lige for. Og svaret er sådan set givet ovenfor: Rapporterne fra Verdensbanken og tilsvarende rapporter fra andre internationale organisationer har intet med realiteterne i landet at gøre. Rapporterne ser ikke på, hvor mange virksomheder der skabes og trives eller om der skabes arbejdspladser. Rapporterne undersøger ikke, hvad der rent faktisk sker i landene. Rapporterne har intet med den praktiske virkelighed at gøre. I stedet går rapporterne ind og ser på, om det i teorien er nemt at oprette en virksomhed. Hvis det så ikke kræver andet end et nemID og et par klik på nettet, så konkluderer rapporterne, at det er et fremragende land at starte virksomhed i. Selvfølgelig tager rapporterne højde for mange flere faktorer, men fælles for alle faktorerne er, at de er teoretiske. Danmark burde i teorien være et fremragende land at drive forretning i, hvis man spørger Verdensbanken. Men virkeligheden underkender den konklusion – igen og igen og igen og igen. På trods af dette æder pressen budskabet om Danmarks overlegenhed råt hver evig eneste gang. Og på den måde leder pressen folket bag lyset. Skam over Verdensbanken for at lave virkelighedsfjernt makværk, som forhindrer nødvendige reformer, fordi der males et rosenrødt billede, hvor alt ser ud til at være i bedste orden. Og skam over den danske presse for uden et eneste kritisk spørgsmål at viderekolportere konklusionerne fra Verdensbanken, som var de den endegyldige sandhed om tingenes tilstand. De rapporter er ligegyldige. Det er hvad der sker i virkeligheden, der tæller. Og Danmark bløder virksomheder og arbejdspladser til udlandet og har gjort det i årtier. Industrien er decimeret. Fødevaresektoren er decimeret. Det eneste, der vokser over tid, er den offentlige sektor og skattetrykket. Verdensbanken! Min anklage lyder, at I gør skade på Danmark, fordi I med jeres dumsmarte rapporter understøtter en status quo politik i landet, som forhindrer reformer, der fremtidssikrer landet. Hvad har I at sige til jeres forsvar?
Lennart Kiil er stifter af FOLKETS og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.