Borgmester griber ind: Hvis nogle får altan, er det synd for andre

Berlingske har et interview med den kommunistiske borgmester Ninna Hedeager fra Enhedslisten om altaner.

Eller er det Enshedslisten?

Ninna Hedeager er borgmester i København. En by som har en hel række af borgmestre - hver med en fyrstelig gage og stor appetit på at detaljeregulere borgernes liv og levned.

Og nu er det gået op for Ninna Hedeager at nogle københavnere har sat en altan op.

Og det er et problem.

Et problem som politikere og bureaukrater nu kan bruge tusindvis af timer på at beskæftige sig med.

Selvom det aldrig var et reelt problem.

Nå, man altanerne får Ninna til at tænke.

Det giver anledning til nogle komiske overvejelser fra hendes side.

Basalt set argumenterer Ninna Hedeager som om borgerne var børn.

Her er hvad Ninna Hedeager ifølge artiklen i Berlingske siger:

Hvis alle skal have ret til en fed altan, der er så stor som muligt, kan det forringe livskvaliteten for dem, der bor nedenunder, og som ikke har råd til en altan. Der er rigtig mange københavnere, der oplever gener af, at de her altaner kommer op, og som får forringet deres kvalitet i deres lejlighed. Så de, der har råd til altanen, får en lækker lejlighed, men tager kvaliteten fra dem, der bor nedenunder

De små pus - altså borgerne! - bliver jo misundelige på hinanden hvis nogle af dem har mere end andre. Eller prioriterer en altan over en bil.

Derfor skal politikerne forhindre at nogle af borgerne laver en altan, for der er jo måske andre som ikke gør.

Alle skal ville og kunne det samme. Mennesker er ikke personligheder med egne præferencer og mål, men blot skakbrikker i politikernes og bureaukraternes spil.

Derfor træffer Ninna Hedeager valget på borgernes vegne – fordi hun ikke mener at borgerne selv er i stand til at gøre det.

Bag denne nidkære detaljestyring og småtskårne motivanalyse af borgerne ligger en benhård ideologi.

Som Ninna Hedeager siger:

For os handler det først og fremmest om lighed og økonomi – at der er københavnere, som får forringet deres livskvalitet, fordi andre får en altan, samtidig med at altaner kan være med til at fordyre boligmassen.

Lighed?

Det handler vel egentligt snarere om enshed og overmagt end om lighed, kære Ninna. For lighed ville være at behandle borgerne lige og selv lade dem træffe deres valg.

Enshed er det derimod at formode at alle borgere prioriterer det samme i livet og at det derfor alene er økonomien som afgør om den enkelte familie har altan eller ej.

Hvis man ser på kommunistiske bygninger til befolkningen så er de ofte store skrumler med små ensartede lejligheder. Dette kalder man så lighed.

Men ligheden er blot en undskyldning for kontrol. For at putte mennesker i små ens rum og tage deres personlighed væk.

For de kommunistiske ledere lever i pomp og pragt.

Og mon ikke Hedeagers lejlighed er både bedre og større end de fleste københavneres?

Mon ikke hendes løn er langt over den almindelige arbejders i byen?

Mon ikke hun har langt mere magt end de borgere hun herser med?

Og hvorfor er den ulighed så ikke et problem, når altan-uligheden er?