For en identitetskriger - på engelsk Social Justice Warrior, eller blot SJW - handler alting om overfladen.
Det handler om at have det rette køn og den rette hudfarve. Kvalifikationer kommer i anden række.
Det handler også om at gøre op med naturlige kategorier såsom mand og kvinde.
For disse er jo blot sociale konstruktioner skabt for at holde kvinder i skak, hævdes det.
Og da køn jo blot er en overlade, kan man da bare beslutte sig for at få et andet.
Identitetskrigere hærger typisk på universiteter. Og andre steder hvor man slipper for at forholde sig for meget til virkeligheden udenfor.
Men Identitetskrigernes aktivisme og indflydelse er mere omfattende end som så.
Og i Danmark er selve det etablerede system skam med på moden.
Tidligere i år ville den borgerlige regering således lade sig inspirere af Norge i forhold til at lade børn helt ned til seks år "selv" bestemme deres "juridiske køn".
Men er en seks-årig på nogen måde klar til den slags valg?
Og giver valget overhovedet mening i andet end meget, meget, meget få tilfælde?
Er det noget man skal bruge en masse krudt på fra Folketingets side?
Er det overhovedet et politisk spørgmål?
Well.
Den borgerlige regering lancerede stolt som den første i verden en decideret handlingsplan på LGBTI-området.
Så er der jo slet ikke brug for alle de identitetskrigere som i andre lande kæmper for den slags.
Dette foregår ikke overraskende under Ligestillingsminister Eva Kjer Hansen.
Hun er en fantastisk allieret for identitetskrigerne. Hun arbejder også på at få flere kvinder i ledelsen i det offentlige.
Alene fordi de er kvinder.
Sjovt nok bliver der ikke svarer på de fire spørgsmål Folkets Avis har stillet hende i den forbindelse.
Man kan spørge hvorfor er en borgerlig regering så langt fremme i skoene i forhold til at gå identitetskrigernes ærinde?
Jeg vil gerne komme med et par bud:
- Der er i virkeligheden slet ikke behov for Ligestillingsminister Eva Kjer Hansen.
I Danmark har vi langt flere ministre end i mange andre europæiske lande. Fordi danske politikere er gode til at finde på arbejde til sig selv.
Med alt der her diversitetshalløj og identitetspolitik er der altid mere at gøre for en ligestillingsminister. Altid endnu en offergruppe som skal hjælpes i førertrøjen.
- Embedsapparatet og bureaukraterne elsker også udviklingen. For når man erstatter faglighed med politik som rekrutteringsparameter flytter man magt fra folk på gulvet til administrationen.
Hvordan det hænger sammen, har jeg skrevet mere udførligt om her.
Mange tror blot at identitetspolitik er et midlertidigt randfænomen som skyller ind over landet i disse år fra USA.
Men de undergravende elementer i det omfattende tankesæt har for længst fundet vej ind i mainstream politik.
Også i Danmark.
Også i den af navn borgerlige regering.