Gå til hovedindhold

Håbefuld socialdemokrat: "Tænk at Pind fortsat lyder som en minister fra før 1909"

Af Lennart

Socialdemokratisk folketingskandidat David Trads forsøger nu også at skrive sig selv ud af eliten.

Ligesom Dennis Kristensen gjorde forleden.

Det gør han i et indlæg på Facebook, som indledes med ordene:

ELITENS ARROGANCE OVER FOR NEDSLIDTE

Undervejs i teksten får David Trads dog byttet ordet elite ud med ordet borgerlighed, så det længere nede hedder

Borgerlighedens arrogance er ikke til at holde ud

Og videre:

Tænk at Pind fortsat lyder som en minister fra før 1909 (det år, de holdt op med at bruge uniformen), mens han fra sit elfenbenstårn bespotter dem, der har det svært.

Nu var pointen vel dengang at man som minister netop ikke blot var en borger. Hvilket uniformen jo også symboliserede.

Men lad os ikke fortabe os i detaljerne.

David Trads forsøger at skabe det indtryk at socialdemokraterne er på de nedslidtes hold, mens borgerlige partier ikke er.

Men socialdemokraternes forslag er jo ikke andet end en trøstepræmie til en arbejderklasse, man forlængst har vendt ryggen, og ser man på partitoppen i socialdemokratiet - og for den sags skyld på Trads selv - så er de jo nøjagtigt lige så meget en del af eliten som de borgerlige politikere.

David Trads forsøger her at være populist. Det synes jeg ikke han slipper specielt godt afsted med.

Hans angreb på Pind virker utroværdigt. For det er svært at se Trads selv som nogen som helst form for modpol til Pind.

David Trads vil jo gerne selv ind og sidde i Folketinget. Mon ikke Trads også gerne vil være minister, hvis chancen skulle byde sig?

Nuvel. Søren Pind formulerede sig også ret skarpt om spørgsmålet om differentieret folkepension på twitter med disse ord:

Er folk blevet vanvittige? Højere automatisk pension fordi man ryger og drikker mere end gennemsnittet og ikke kan leve op til kravene for at få førtidspension?

Det virker en anelse forvirret, da der vel er tale om lavere pensionsalder og ikke "højere automatisk pension", som det vist snarere er politikerne og især ministrene og eks-ministrene som Pind, der får.

Men i sidste ende skal begge de to herrer jo have opmærksomhed.

Jeg vil i stedet anbefale at man læser følgende indlæg om differentieret folkepension:

Socialdemokraternes trøstepræmie til arbejderklassen


Efter 48 år kan Karl gå på pension med 2.170.813 kroner på lommen - det kan Kurt ikke


Leder: S-udspil undergraver folkepensionen og cementerer klasseskel

Rævekagen

Rævekagen er magasinet om magthaverne.