Det kan være svært at få perspektiv på tingene.
At man er blevet udelukket fra Facebook et par dage, kan virke som en stor og vigtig ting.
Et større problem er det formentlig hvor megen menneskelig energi og indsats og tid som forsvinder ned i det sorte hul.
Magthaverne har imidlertid en helt anden platform at interagere på.
Eliten spilder ikke tiden med endeløse debattråde på Facebook.
Nej, mens du og jeg (mis)bruger tiden på Facebook, så er eliten i gang med at bestemme vores fremtid på et luksus-resort i Schweiz.
Det årlige "møde" i Davos løber igen af stablen.
Politikere, Greta Thunberg, teknokrater, topchefer, og alle som er noget ved musikken, er ved at falde over benene på hinanden for at være med.
Selv Trump er der. Manden som for mange ellers er indbegrebet af anti-elite. Og en folkets mand. En naiv tanke.
Nej, her i Davos kan eliten gnubbe skuldre og under luksuriøse, men relativt uformelle forhold få lagt kursen. Hvor skal vi hen - og hvorfor?
Og der er naturligvis absolut ingen demokratisk kontrol med hvad der foregår.
Alt sammen foregår over og udenom vores ellers så højt besungne og lokalt forankrede institutioner.
Pressen er formentlig kun delvist med og i den grad at den spiller med på forummets præmisser.
Hvis politikerne virkelig var folkets repræsentanter, ville de blive hjemme og passe deres arbejde her i stedet for at rende rundt og fedte for eliten på et glorificeret skisportssted i Schweiz.
Men fristelsen er nok for stor. Der er for meget magt og for mange penge koncentreret på et sted. Den slags har en nærmest magisk tiltrækning på politikere.
Det hele finansieres af de store multinationale selskaber som paradoksalt nok sælger deres produkter af varierende kvalitet til den almue af almindeligfolk som er forment adgang til det fornemme selskab i Davos.
Men, så er det da altid noget at vi kan brokke os på Facebook. Fik du den?