Jeg kritiserede en overlæge og Danmarks Radio for at håne en familiefar som ville have sin familie til at købe ansigtsmasker eller mundbind.
Men i det hele taget har danske myndigheder en noget besynderlig tilgang til emnet. På Sundhedsstyrelsens hjemmeside kan man læse følgende:
- Skal man bruge mundbind/masker i fx lufthavne og på rejser?
Nej der ingen grund til at bruge mundbind, når man fx er i en lufthavn eller rejser, da der er intet, der tyder på, at mundbind reelt har en effekt på smittespredningen
Jeg forsøgte at ringe til Sundhedsstyrelsen i dag for at spørge ind til denne besynderlige påstand:
da der er intet, der tyder på, at mundbind reelt har en effekt på smittespredningen
For der er jo netop en hel masse som tyder på at mundbind og / eller ansigtsmasker har en effekt på smittespredningen. Blandt andet det simple faktum at sundhedspersonale bærer mundbind, ansigtsmaske, åndedrætsværn og så videre.
Og det faktum at folk andre steder i verden bruger disse ting.
Det er en lidt underlig "vi alene vide"-tilgang som Sundhedsstyrelsen har, at der simpelthen intet er som tyder på en effekt af personligt beskyttelsesudstyr såsom mundbind eller ansigtsmaske.
Det er alligevel noget af en påstand.
Jeg hang længe i røret hos Sundhedsstyrelsen og opgav så at komme igennem. Jeg har vigtigere ting at gøre i disse dage end at vente på at nogen tager telefonen. Og det har de nok også.
Nu vil jeg så indskyde at det vel egentligt er sympatisk nok af Sundhedsstyrelsen at fortælle en "ædel løgn", hvis hensigten er at sikre at der er udstyr nok til dem som har mest behov for det. Nemlig sundhedspersonale.
Men en ædel løgn er stadig en løgn.
Og den bedste måde at sikre dem som har det største behov, det er rettidig omhu og forberedelse. Ikke at binde borgerne historier på ærmet.
Lad os nu læse lidt op på hvad EU har at sige om samme sag:
- Are face masks effective in protecting against COVID-19?
Face masks help prevent further spread of infection from those who are sick to others around them. However, face masks do not seem to be as effective in protecting those who are not infected.
Face masks help prevent further spread of infection
Her siger man altså det stik modsatte, nemlig at ansigtsmasker har en effekt på smittespredningen.
Det er ECDC, European Centre for Disease Prevention and Control, som skriver dette.
ECDC er et EU-organ som arbejder med at styrke EU-landenes forsvar imod infektionssygdomme.
Her tror jeg mere på EU end på SST.
Når alt dette så er skrevet og sagt, så skal man naturligvis ikke regne med at personligt sikkerhedsudstyr alene gør det.
Adfærd er mindst lige så vigtig i langt de fleste sammenhænge, så jeg bakker 100 procent op om Sundhedsstyrelsens generelle råd om hygiejne og så videre.
Men det her med ansigtsmasker og mundbind, det er altså mærkværdigt.
Kilder:
https://www.ecdc.europa.eu/en/novel-coronavirus-china/questions-answers