Danmarks Radio er Danmarks største skandale.
En skamplet på medieverdenen. Og kulturlivet.
Og ikke desto mindre modtager DR, takket være landets politikere, hvert år næsten fem milliarder i direkte understøttelse gennem den utidssvarende og helt igennem urimelige licenslovgivning.
Og på trods af dette ukristelige beløb til kulturradikal indoktrinering formår Danmarks Radio simpelthen ikke at holde et acceptabelt niveau i deres kerneydelse, som er medieproduktionen.
Senest har et DR-program været i gang med ægte og uforfalsket anti-semitisme i en grad som man ellers kun ville forvente fra det mest yderligtgående elementer i Enhedslisten.
Eller det er vel knap nok seneste eksempel, for selvom det kun er godt to måneder siden, dette DR-program blev sendt ud i æteren, så har DR allerede været involveret i adskillige skandaler siden.
- Der var den med "mangfoldighedskonsulenten" som fik en direktørløn af de højere inden for DR. Og det siger ikke så lidt.
- Og så var der den med en godtgørelse på omkring en kvart million til en ansat i DR, som selv havde sagt sin stilling op.
- Den store Eid-fest på licens-ydernes regning.
- Der var også problemet med at DR forhalede og blokerede for aktindsigter, så man kunne forsøge at dække over de mange problemer.
- Så var der heste-sagen.
- Så var der luksus-kurset på et slot uden for Paris.
- Fejringen af modeugen med dansk barn i hijab.
- Så var der ...
Ja, læseren har nu uden tvivl forstået mønstret som kort sagt er:
DR er en stor omvandrende skandale på licens-kroner.
Michael Christiansen, som er formand for bestyrelsen, har for længst de facto smidt håndklædet i ringen. Han ser simpelthen ikke problemerne, men af uvisse årsager får han alligevel lov at blive på posten.
Danmarks Radios daglige ledelse i form af direktionen med Maria Rørbye Rønn i spidsen er ikke meget bedre. Tværtimod. Denne sammenspiste strikkeklub har mere travlt med at placere hinanden i lukrative stillinger og holde sig synkroniseret på den seneste brille-mode end at få DR bragt på sikker kurs.
Det sejler.
Hele vejen rundt. Ingen har styr på noget som helst.
Så nu er det jeg må spørge:
Hvornår er nok nok? Hvornår sætter kulturministeren foden ned?
Hvor længe skal licens-yderne være komplet til grin for deres egne penge?
Hvor meget mere skal der til?
Kære Mette Bock – vi er en del som har fået nok af Danmarks Radios ekstremt hovne og arrogante adfærd, de endeløse rækker af skandaler og den fuldstændigt respektløse omgang med licens-midlerne.
Sæt nu DR på plads.
Intet land kan være tjent med at hæve en sådan kolos af en kulturinstitution og medieplatform vaklende og væltende rundt som en blåhval i en glasbutik og gøre sig selv og alle andre til skamme.