Den 8. maj 2019 kl. 0630 blev Steen Raaschou vækket af seks politimænd.
Dengang skrev Mediemøllen også om sagen under følgende overskrift:
"Klokken 6.30 i morges blev jeg vækket af seks politibetjente"
Nu, otte måneder efter, mangler Steen Raaschou stadig det udstyr politiet ved den lejlighed beslaglagde.
Anholdelsen blev dengang begrundet med straffelovens § 264 da Steen Raaschou tidligere havde videreformidlet et link som viste videodokumentation af en på det tidspunkt meget presseeksponeret drabssag i Marokko.
Samme dag blev Cavling-vinder og daværende Folketingskandidat for NB Jeppe Juhl også arresteret. Også forløbet omkring blogger Jaleh Tavakoli har rod i § 264 vedrørende deling af links til omtalte video.
Steen Raaschou er endnu ikke blevet dømt for noget i sagen, men læser man hans egen udlægning af sagen på hans blog snaphanen.dk, så virker han godt og grundigt ærgerlig over hele sagens efterspil.
"Jeg vil tiltales ved en domstol"
Han beskriver selv sin nuværende situation som "dette retslige ingenmandsland".
JP-blogger og radiovært Mikael Jalving citerer fra det brev Steen Raaschou har sendt til politiet:
Jeg er ligeglad med at blive dømt, men jeg er ikke ligeglad med den øvrige behandling, jeg har fået, og jeg kan forsikre jeres overordnede om, at jeg vil gøre denne sag særdeles kendt i offentligheden. Dels gennem min pen, men navnlig gennem alle mine kontakter i pressen, radio som aviser.
For en blogger er det temmelig handicappende for ens virke at være blevet frataget sin computere og sit øvrige udstyr.
Brevet til Politiet afslutter Steen Raaschou med følgende umisforståelige krav:
Og så vil jeg have mit værktøj nu, tak. Og jeg mener nu! Med venlige hilsner - Steen Raaschou.
Får han ikke det, kan det få betydelige økonomiske følger for Steen Raaschou som skriver på sin blog:
"Det værste der kan ske, er at jeg bliver ruineret".