Siden Politiken stemplede mit arbejde som affald, har det været svært for mig at tjene penge. Men jeg er blevet rigtig god til at spare - uden for stort fald i livskvalitet. Læs her hvordan jeg får mere for pengene, og på den måde trodser inflationen.
Image
licens
Foto: Vincent Herskind
Gastronomien har udviklet sig enormt de senere år, men så er det alligevel som om den på sin vis er gået lidt i stå. Den er faktisk blevet lidt for forudsigelig i sin nogle gange lidt fortænkte uforudsigelighed.
Jeg var ærligt talt en smule skeptisk overfor hvorvidt en hotel-restaurant med navnet Dada kunne ændre på den opfattelse.
Men jeg lod mig overtale af Vincent.
Han fortalte begejstret om sin ven Leo som havde sammensat en ny menu som vi bare måtte give chancen. Leo, Leo, Leo - som han gentog navnet.
Godt så, Leo.
Leo fortalte mig i restauranten at han ikke just havde haft let ved at få lov til at lave menuen. Jeg er faktisk ikke sikker på at han nogensinde helt fik lov, men han gjorde det. Og det er i den grad en menu som bryder dogmer ned.
Det ville nok være for frækt at kalde menuen en finger til Frankrig, så det vil jeg ikke gøre. Men det var velgørende at blive styret så håndfast uden om de sikre og nemme valg - både mad- og vinmæssigt. Leo sætter tingene sammen på sin helt egen måde.
Man mister fodfæstet ved de vovede sammensætninger, for man er på uafprøvet grund. Først bliver man skeptisk, men så overgiver man sig. Leo kaster tingene op i luften, men landingen er blød hver eneste gang.
Den slags eksperimenter har dog en pris. De kræver en vis koncentration af madnyderen.
Parringerne er vovede i en grad, så mad og drikke skal nydes tæt på simultant. Men så virker det også i den grad. Så danner hver enkelt parring et velfungerende mikrokosmos af smag og nydelse.
Vincent har skrevet en artikel om vores besøg på Dada som er meget mere detaljeret omkring de enkelte retter og vine.
Her vil jeg nævne den mest fantastiske lille fiskeret jeg nogensinde har smagt. Den ramte helt plet.
Også hovedretten var uovertruffen. Bemærkelsesværdigt for mig som jyde "manglede" der kartofler. Ikke at jeg savnede dem. Men alt andet end kulhydrater fik god plads.
Og sådan var det. Det var mere intenst end omfattende. Der var ingen dvælen eller drøvtyggeri. Meget lidt sentimentalitet. Til gengæld let, knivskarpt og friskt.
Retterne var gennemgående afsluttede, og vin- og øl-parringerne bidrog til denne diskretion.
Hovedretten brød dog lidt med det mønster - her var ganen smurt i lækker marmorering længe efter sidste bid. Her kan jeg anbefale man tager en lille pause inden desserterne.
Jeg vil ikke afsløre for meget om desserterne andet end at den ene var meget speciel og den anden noget mere traditionel.
Så det hele var bestemt ikke eksperimenter. Men hver gang man følte sig tilbage i komfort-zonen og få vejret, blev man hevet ud af den igen. Der var både rytme og melodi. Timingerne var i top.
At tale om en gastronomisk rejse er en kliche. Men med de mange retter kommer man vidt omkring både i tid og rum - drikkevarerne var som oftest mere på forkant end bagkant. Var den springende tilgang og de heftige skift ikke udmattende?
Nej.
Den røde tråd skal findes mere i den overordnede ide - i en åben, nysgerrig og kærlig søgen efter smag som både slår ned i konkrete landes velkendte madtraditioner og sætter tingene sammen på måder der får nye facetter frem i disse.
Det er ikke nogen nem øvelse, men Leo slipper mere end godt afsted med den.
Og utroligt nok føler man sig efter de mange spring i smagenes univers efterfølgende på ingen måde tung eller træt. Det i sig selv er en stor anbefaling af den samlede komposition.
Det er befriende at der findes folk som Leo som tør tage chancerne og tager gæsterne med ud af deres komfortzone - især når det faktisk lykkes så godt.
"Det, jeg savner, er noget virkelig hård og konsekvent journalistik. Hvor man meget detaljeret ser på de selvejende institutioners budgetter og meget kritisk vurderer, om det passer, at de er tvunget i knæ af besparelser."
Politiken ødelagde mit levebrød med falske anklager om at jeg havde skabt et junk medie.
Media
Image
licens
Screenshot fra artikel på Politiken.dk — de vidste den var gal med ødelagde alligevel et medie og en uskyldig mands troværdighed
Som nævnt i indledningen valgte Politiken at mobilisere sit mægtigste våben, nemlig definitionsmagten, til at gøre sig til dommer over andre og meget mindre medier og dømme dem ude som “junk news”.
Ingen skulle være i tvivl om at de gamle medier var de rigtige og de nye var noget affald. De fik bare stemplet junk news.
Men var de stemplede medier i virkeligheden dømt på forhånd?
Den mest interessante del af Politikens undersøgelse er i virkeligheden den som foregår inden offentliggørelsen — der hvor Politiken udvælger de medier som skal dømmes ude og inde.
Her virker det som om journalisterne fuldstændig bytter om på rækkefølgen for en undersøgelse. Normalt opstiller man først en række kriterier og så må man så se på hvem der lever op til disse og hvem som ikke er relevante for undersøgelsen.
Politiken bytter om på rækkefølgen.
Når et udvalgt medie ikke passede ind i undersøgelsen, valgte Politiken ikke at udelukke mediet fra undersøgelsen, men valgte i stedet at ændre på udvælgelseskriterierne - det må have været så vigtigt for Politiken at holde bestemte medier i undersøgelsen at de var villige til at udvide og ændre på rammerne undervejs for at sikre at det lykkedes.
Som Politiken selv skrev:
Nogle medier producerede så få artikler i perioden, at deres undersøgelsesperiode blev udvidet til at dække perioden tilbage fra 1. januar. Årsagen til det var, at panelet ville have en vis mængde artikler at bedømme ud fra, så enkeltartikler ikke blev afgørende for bedømmelsen.
Ok, Politiken, hvis et medie producerede så få artikler, her må der være tale om nyhedsartikler, kunne man måske så overveje om der overhovedet er tale om et nyhedsmedie og dermed et medie som ifølge Politikens egne kriterier for undersøgelsen skal med i den?
Og hvorfor er det interessant i forhold til anklagen imod Folkets Avis?
Jo, denne ændring og udvidelse af kriterierne kunne fint passe med at Politiken for alt i verden ønskede at fastholde Folkets Avis i undersøgelsen, selvom Folkets Avis faktisk ikke var et nyhedsmedie og heller ikke gjorde indtryk af at være det.
Men Politiken var åbenbart så forhippet på at kunne dømme Folkets Avis ude alligevel at Politiken simpelthen ændrede på sine udvælgelseskriterier for at bevare mediet inden for de nye stærkt udvidede rammer af undersøgelsen.
Det er uredeligt og ville aldrig blive accepteret inden for eksempelvis den videnskabelige verden.
Pointen med Politikens undersøgelse var angiveligt at finde ud af om en række nye nyhedsmedier på nettet levede op til de gængse journalistiske krav for nyhedsjournalistik, men reelt var det blot et skalkeskjul for at ramme nogle medier som man ikke brød sig om. Hvordan ellers forklare at Folkets Avis som ikke var et nyhedsmedie, alligevel blev medtaget i undersøgelsen og dermed dømt på forkerte præmisser?
For Folkets Avis havde på intet tidspunkt en nyhedsredaktion, nyhedsjournalister eller en nyhedsredaktør. Folkets Avis bragte debatindlæg, kommentarer og analyser. De eneste “nyheder” som avisen bragte, og det var en meget lille andel af det samlede output, var citathistorier fra andre medier - hovedsagelig danske etablerede medier. Dertil havde Folkets Avis en overgang tilknyttet en enkelt freelancer som på baggrund af aktindsigter lavede undersøgende journalistik, men det var heller ikke nyhedsjournalistik som sådan. I modsætning til flere andre af de undersøgte medier var Folkets Avis slet ikke - og forsøgte heller ikke på at være - et nyhedsmedie.
Hvis Folkets Avis slet ikke bragte nyheder, hvordan kan det så bringe affaldsnyheder - altså junk news?
Svaret er at det gjorde Folkets Avis jo bare heller ikke.
Folkets Avis burde ikke være taget med i Politikens undersøgelse som jo hævdede at undersøge medier for junk news - altså for en bestemt type af nyheder som Politiken åbenbart opfattede som “junk”.
Folkets Avis var og er ikke junk news. Det er ikke engang news, altså nyheder. Og det har heller aldrig været det.
Hvorfor havnede en debatplatform med hundredevis af frivillige skribenter så i en undersøgelse der omhandlede små professionelle nyhedsmedier?
Måske blev Politiken forvirret over navnet, Folkets Avis - men det burde Politiken ikke være blevet. Så måske var Politiken bare forvirret allerede i sit eget udgangspunkt. Eller også var Folkets Avis bare havnet på Politikens shortlist på forhånd og det kunne intet åbenbart ændre på.
For ikke nok med at Politiken måtte udvide undersøgelsesperioden, som vi så før, for at beholde Folkets Avis i puljen som man ville have ram på. Politiken måtte også operere med gummibegreber:
Se her hvordan Politiken hævder at have udvalgt medierne i undersøgelsen:
Panelet valgte at fokusere på nye, digitale medier. Kriteriet for at blive en del af undersøgelsen var, at medierne skulle omtale sig selv som ’medier’, som lavede ’journalistik’ eller ’nyheder’, eller havde en opsætning, som mindede om nyhedsmedier.
Det er jo en fuldstændig subjektiv opfattelse om noget i opsætning “minder om nyhedsmedier”. Det er sådan en gummikategori hvor man kan putte ting ind efter forgodtbefindende.
Jeg er ikke engang helt klar over hvad Politiken mener med “opsætning”. Det kan være alt fra design, layout, indholdstyper og skrifttyper over det mere organisatoriske og journalistiske setup.
Så “mindede” Folkets Avis om setup’et for et nyhedsmedie?
På ingen måde.
Mark Blach-Ørsten og Eva Mayerhöffer klassificerer heller ikke Folkets Avis i nyhedskategorien (https://doi.org/10.7146/politica.v53i2.130381):
Image
Blach-Ørsten , M., & Mayerhöffer, E. (2021). Det politiske
informationslandskab i Danmark 2.0. Politica, 53(2), 99–124.
Men der må Politiken jo alligevel have vurderet at Folkets Avis hørte hjemme.
Ingen kender Folkets Avis bedre end mig, og jeg kan garantere at avisen på intet tidspunkt mindede om et nyhedsmedie, som sagt havde det hverken nyhedsredaktion eller journalister tilknyttet, med undtagelse af en enkelt undersøgende journalist på freelance basis som ikke engang lavede nyheder, og stod for under to procent af indholdet. Tværtimod lignede og var Folkets Avis snarere en social udgiverplatform i stil med Medium. En debatplatform med analyser, synspunkter og debatindlæg. I virkeligheden var Folkets Avis helt sin egen - men noget nyhedsmedie var det aldrig.
At Politiken skulle skære en hæl og hugge en tå for at få nogle af de undersøgte medier til at passe ind i de selvvalgte kriterier for undersøgelsen, er meget tydeligt.
Så hvis ikke man inden for rammerne af selve undersøgelserne kunne finde materiale nok, så udvidede man da bare lige dels perioden og dels begreberne, så bundlinjen alligevel “passede” - rigtigt smart. Men meget langt fra videnskabeligt.
Eksperter vidste den var gal - men tav
Her burde man naturligvis have undladt at medtage de medier som ikke passede ind i stedet for pludselig at ændre på sine egne præmisser.
I det hele taget var Politikens udvælgelseskriterier så tvivlsomme at en af eksperterne skrev dette i en mail omkring emnet:
Dels, fordi spørgsmål 1-6 kun kan besvares af Politiken, som tilrettelagde undersøgelsen og udvalgte de omfattede medier - idet vi som eksperter netop lagde vægt på, at vi ikke ville have noget med den del at gøre for ikke at komme i konflikt med vores egne videnskabelige metoder - som udvælgelsen ikke levede op til, og som vi problematiserede flere gange undervejs. Dels, fordi vi ikke har eller kan besvare de øvrige spørgsmål 7-10, som vi slet ikke har forholdt os til, og som lå uden for undersøgelsens emne.
Her erkender en af de involverede eksperter altså at
Politikens tilgang var i konflikt med videnskabelige metoder
At selve udvælgelsen ikke levede op til videnskabelige metoder
Og det fremgår også at eksperterne flere gange undervejs gjorde Politiken bekendt med disse alvorlige og rent ud sagt diskvalificerende mangler.
Men Politiken valgte alligevel - imod bedre vidende - at hænge navngivne medier ud som utroværdige, og eksperterne valgte trods deres kritik af Politikens fejlbehæftede tilgang alligevel at lægge navn til den.
Det vidner om en uhellig alliance hvor eksperterne ikke bidrager med viden og ekspertise, men i stedet bruges som alibi for og legitimering af en på forhånd af Politiken fastlagt konklusion.
Man får det indtryk at Politiken og ekspertene var indforståede med at nogle små medier skulle kanøfles selvom man udmærket godt var klar over at metoden langt fra var redelig.
Måske velvidende at disse små nye medier som skulle stemples ude ikke havde nævneværdige ressourcer at kæmpe imod med. Så risikoen ved at tilsidesætte videnskabelighed og faglighed virkede nok ubetydelig.
Det er en skamplet på al redelighed og ordentlighed at
Politiken på baggrund af en så tynd og uduelig metode har kunnet marginalisere små medier som ellers bidrog til at øge pluralismen i det danske mediebillede.
Eksperter var med til at legitimere denne marginalisering af uskyldige medier velvidende at der ikke var noget fagligt eller videnskabeligt grundlag for det.
Jeg har været i kontakt med Politiken som ikke ønsker at stå på mål for deres fejl.
Den ekspert som i en mail udtrykte sin tvivl om Politikens metoder, har jeg kontaktet, men hun ønsker vist ikke rigtigt at hjælpe mig med at få vendt den her uret til ret, selvom hun har muligheden for det. Det undrer mig lidt eftersom hun på twitter giver udtryk af at være en som har omsorg for de smås sag og går ind for retfærdighed.
At Politiken ikke ønsker at stå på mål og tage ansvar for deres fejlskud, det overrasker mig knapt så meget. Men det er alligevel trist og vidner om et åndeligt forfald og en selvopfattelse hvor man ikke kan tage fejl.
At Politiken har måttet bøje og strække sine præmisser, kriterier og definitioner for at kunne beholde Folkets Avis i undersøgelsen og dømme den ude, er tydeligt nok.
Og eksperterne har ikke fungeret som uafhængige i forhold til undersøgelsen, tyder det på, men haft som rolle at give autoritet og legitimitet til på forhånd dragne og som minimum delvist forkerte konklusioner.
Mest besynderligt af alt er måske nok at Politiken allerede dengang selv udtrykte tvivl om hvorvidt Folkets Avis hørte hjemme i undersøgelsen:
Panelet diskuterede, om Folkets Avis kan undersøges som et medie, da artiklerne mere har karakter af en blog. Folkets Avis kalder dog sig selv en avis og udgiver ’artikler’, ’ledere’ og ’debatindlæg’. Artiklerne har karakter af holdningsstof, selv om de ikke er deklareret som sådan, vurderer eksperterne.
Det var åbenbart dengang også ifølge Politiken selv diskutabelt om Folkets Avis kvalificerede til undersøgelsen. Men i dag afviser avisen enhver tvivl. Det er mærkeligt.
Det virker meget hensynsløst og non chalant at ødelægges nogens troværdighed og stemple dem kategorisk som junkmedie, altså som affaldsmedie, når man ikke engang er sikker på at de er det. Men det var altså hvad Politiken gjorde med mig og Folkets Avis.
Man tilsidesatte enhver ordentlighed og redelighed og ethvert hensyn. Hvor man ellers normalt vil være forsigtig når det drejer sig om så ødelæggende anklager.
Men hvorfor har det været så magtpåliggende for Politiken at stigmatisere en ny måde at udgive på som direkte inddrog folk og omgik mediernes sædvanlige funktion som ledvogtere?
Det er svært at sige noget sikkert om, men i næste afsnit af serien vil jeg alligevel forsøge at give et bud på det.
Kilder:
Blach-Ørsten , M., & Mayerhöffer, E. (2021). Det politiske informationslandskab i Danmark 2.0. Politica, 53(2), 99–124. https://doi.org/10.7146/politica.v53i2.130381
Da jeg var barn var det synd for de tynde i Afrika, nu er det synd for de tykke i Vesten.
I går skrev jeg at aktivismen er blevet mere global og international.
I dag skriver jeg så at aktivismen er blevet mere navlepillende.
Modsiger de to ting ikke hinanden?
Faktisk ikke.
Lad os tage metoo som eksempel.
Det bliver hurtigt en global ting, eller måske ikke global, men hurtigt noget som omfatter hele vesten, hvor man da metoo brød ud, ikke havde helt de samme udfordringer som nu.
Men metoo handler jo om den enkelte. Om at grave i fortiden og finde eksempler på at man er blevet krænket. Og det kan mange finde en del eksempler på.
Man kan også blive krænket over store biler, som den organisation jeg skrev om i går. Så går man i ly af natten ned og pifter nogle dæk i det lokale nabolag.
Tidligere tog folk til Afrika eller latinamerika og hjalp nogle andre mennesker. Den slags aktivisme er i dag overtaget of professionelle.
Så er der kropsaktivismen. Forsøget på at ændre hele verdens opfattelse af hvad der er skønt og smukt.
Tidligere var problemet at der var alt for tynde mennesker i Afrika. Nu er problemet at der er nogen i vesten som stadig mener at overvægtige er - i gennemsnit - mindre attraktive end normalvægtige.
I stedet for at gå på slankekur eller rejse til Afrika, så kan man lave en social bevægelse der handler om at ophøje overvægt til et ideal for omverden.
Aktivisme handler i dag om at aflægge sig ansvar og pålægge andre at ændre sig.
Uanset om man kræver at omverdenen ændre sin opfattelse af overvægt eller om man kræver at omverdenen ændrer sin adfærd og stopper med at køre i store biler.
Så selvom den moderne aktivisme i det 21. århundrede egentligt er mere navlepillende, så er den samtidig mere ansvarsløs.
Tidsånden og køn
Der er sket noget de sidste 50 år.
Fra Vietnam og udadvendt mod verden til ind mod mig og min egen egen navle.
Politisk aktivisme og selviscenesættelse har altid været et fænomen i Hollywood og blandt skuespillere og andet godtfolk.
Men der er sket noget interessant. Den politiske aktivisme er blevet mere indadvendt og navlepillende. Også fra Hollywood.
Selv i litteraturen er fænomenet meget tydeligt.
Og det er ikke blot kvinderne som opfodres til at rette blikket indad og grave i minderne efter dårlige oplevelser som så skal fremlægges på de sociale medier under hash tagget metoo.
Nej, også mænd opfordres til at vende blikket indad og grave i erindringer fra deres fortid. De skal dog ikke lede efter gange hvor de er blevet skidt behandlet, men derimod specifikt efter tilfælde hvor de har behandlet kvinder dårligt.
Således vender alle blikket indad, men det som den sociale bevægelse opfordrer til at man søger efter, det er stærkt kønsopdelt.
Det er også en måde at opretholde den bærende fortælling i metoo om mænd som krænkere og kvinder som ofre. Denne tilgang er på ethvert plan stærk selektiv.
Kvinder skal finde ting som de kan anklage mænd for, og mænd skal finde ting som de kan beklage overfor kvinder. Kvinder skal i offensiven med anklager, mens mænd skal i defensiven med tilståelser og bekendelser.
Det er alt sammen egentligt meget tydeligt et politisk projekt.
Men selv denne del er en mindre del af den mere generelle bevægelse mit stigende selvoptaget navlepilleri.
Og reglerne synes at være:
ingen sag er for gammel til at blive tolket i et nyt lys.
_digitalt er et teknologi-magasin med perspektiv. Læs om blockchains, droner, nanotek, kvantecomputere, virtual reality, automatisering, robotter, kunstig intelligens – men hvad med os mennesker?
Forleden kom det frem i pressen at et antal store biler, såkaldte SUV's, i København i ly af nattens mørke havde fået piftet dækkene.
Der sad også en seddel på de biler som havde fået taget luften.
En organisation kaldet The Tyre Extinguishers stod bag aktionen.
Det viste sig så at det egentligt var en organisation hjemmehørende i Storbritannien.
Men på kort tid havde den bredt sig til flere forskellige lande.
Denne form for international og grænseløs aktivisme bliver mere udbredt i disse år. Det er en del af tidsånden som er nært forbundet med andre tendenser.
Læser man op på The Tyre Extinguishers, så mener de sig berettiget til den her form for selvtægt fordi politikerne ikke effektivt nok griber ind overfor SUV's, som altså angiveligt skulle udgøre en stor trussel mod alt fra klima til bløde trafikanter.
En anden lignende organisation som også opererer i grænselandet mellem civil ulydighed og statens magtmonopol er Extinction Rebellion som blandt andet har forsøgt at forhindre folk adgang til spisesteder i klimaets navn.
Og dyrerettighedsaktivister har i en årrække også begået ulovligheder i forsøget på at opnå deres mål. Blandt andet med indbrug på privat ejendom og sabotage af produktion.
At begå ulovligheder i forsøget på at opnå bestemte politiske, ideologiske eller økonomiske mål er naturligvis en tradition som vel rækker lige så langt tilbage som menneskets samfundshistorie.
Det væsentligste nye er
hvor hurtigt en form for aktivisme kan sprede sig globalt
hvor effektivt der kan mobiliseres via digitale værktøjer
hvor ensartet aktivismen er på tværs af landegrænser
Der er tale om en form for globalt digitalt parallelsamfund.
Embedsmænd er underlagt et princip om partipolitisk neutralitet.
"Embedsmænd skal i deres arbejde være partipolitisk neutrale, så de
kan fungere som troværdige embedsmænd for skiftende regeringer.
Embedsmænd må ikke yde rådgivning og bistand til rent partipolitiske
formål."
Det betyder blandt andet at embedsmænd i ministerierne ikke må hjælpe ministre i valgkampe.
Embedsmænd må – når der er udskrevet valg til Folketinget
– ikke bistå ministeren i opgaver, som vedrører ministerens,
regeringens eller partiets valgkamp
som det officielt hedder.
Det er blandt andet beskrevet i Kodex VII - de syv centrale pligter — Syv centrale pligter for embedsmænd i centraladministrationen.
Og så vidt jeg kan bedømme på DR TV, så er valgkampen egentligt for længst skudt i gang.
Socialdemokraternes valgkamp skal betales af partikassen. Ikke af fælleskassen som giver løn til embedsmændene i landet.
Det kan ikke være rigtigt at skatteyderne skal betale for socialdemokraternes valgkampagne.
Når man fører valgkamp, må man også udskrive valg.
Ellers blandes tingene sammen og embedsmænd misbruges partipolitisk.
Det siger både sund fornuft, hensynet til troværdighed i administrationen og de gældende retningslinjer på området.
Sjovt nok kunne man få den mistanke at hvis det var en pædagog med det modsatte køn som havde bildt børnene samme fantasihistorie på ærmet, så havde kvinde her ikke elsket det. Nok nærmere det omvendte.
For nylig var der også historien om feminister som hyldede Ukraines præsidents kone for at sidde med spredte ben på forsiden af et andet dameblad. Den slags interesserer dem åbenbart meget på en ellers langt mere alvorlig baggrund i kvindens hjemland.
Men igen: De selvsamme feminister som var imod manspreading er pludselig for womanspreading.
Det var blot to eksempler, men denne dobbelte standard er en fat bestanddel af kønssynet hos ideologsk anlagte typer på området.
Danmarks magasin om identitetspolitik – #idpol, men også om væren og eksistens, og essens og identitet.
