Gå til hovedindhold

Selvstændig

"Her kunne jeg godt tænke mig at bo", bemærkede taxi-chaufføren.

  • Under en ren S-regering går pamperiet i overdrive

    Det politiske og bureaukratiske system er blevet meget indspist.

    Og med den nye rene S-regering ser tendensen ud til at være yderligere tiltagende.

    Nu har en tidligere minister, Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance, sat sig for at afdække de forskellige relationer  - specifikt i forhold til de lukrative ben som pressechefer i de forskellige ministerier.

    Og sjovt nok ser det ud til at mange af dem "tilfældigvis" har partibogen i orden. Se her:

    [[{"fid":"3948","view_mode":"full","fields":{"format":"full","alignment":""},"type":"media","field_deltas":{"1":{"format":"full","alignment":""}},"link_text":false,"attributes":{"class":"media-element file-full","data-delta":"1"}}]]

  • Socialdemokratiet er ikke bare et parti - det er system der omfatter alle samfundsforhold og ethvert af livets aspekter

    En ren S-regering er dårlig for Danmark.

    For en ren S-regering betyder at socialdemokratismen institutionaliseres fuldstændigt overalt i samfundet.

    Og det er skidt.

    Socialdemokratismen hører en svunden tid til da oplysning blev betragtet som et stort fælles anliggende og borgerne som nogen der skulle gå i takt to rækker bag magthavnerne.

    Socialdemokratismen er basalt set ideen om at en lille elite af politikere, embedsmænd og fagforeningsfolk med partibogen i orden ved bedst og skal styre alt og alle i landet.

    Konkret ses dette blandt andet ved at Mette Frederiksen straks hun kom til magten begyndte at ansætte sine egne venner og bekendte i diverse stillinger som konsulenter og "særlige rådgivere".

    Det ses også ved at socialdemokraterne nu blokerer for enhver mulighed for at prostituerede kan få bedre forhold i forhold til at udføre deres arbejde.

    Fordi socialdemokraterne ikke mener der er tale om arbejde.

    Som Astrid Krag udtrykker det:

    For mig giver det ikke mening at gå videre ned ad det spor, hvor man anskuer prostitution på en forkert måde. Vi mener ikke, at vi skal have nogen konklusioner, der handler om, hvordan vi kan gøre prostitution til et anerkendt erhverv

    Således er socialdemokratiet ikke bare et parti der har nogle overordnedde ideer om rammerne i samfundet, men et parti med specifikke opfattelser af hvad der konstituerer et erhverv og hvad der ikke gør. Og hvem der er de rigtige borgere og hvem der er de forkerte.

    Socialdemokratiet er omfattende syn på verden. Et syn der inkluderer værdianskuelser om hvilke borgere som har rettigheder og hvilke som ikke har.

    Socialdemokratiet er ikke bare et parti - det er system der omfatter alle samfundsforhold og ethvert af livets aspekter. Et system der til tider er decideret menneskefjendsk over for dem som ikke passer ind i skabelonen.

    Og ud fra dette syn indretter socialdemokraterne så alt i samfundet på partiets egne præmisser fuldstændig uden hensyntagen til de borgere i samfundet hvis interesser partiet hævder at varetage.

    Tillige stiger skatter og afgifter. S-regeringen pumper danskerne for alt af værdi. For i det socialdemokratiske syn på verden er der ikke noget som er privat eller tilhører borgerne.

    Alt af værdi tilhører partiet og kan fordeles efter forgodtbefindende af folk med partibogen i orden.

    I dag skal partibog ikke nødvendigvis forståes bogstaveligt, men som udtryk for den masse af mennesker som mere eller mindre fuldstændigt har indoptaget den totalitære socialdemokratisme i deres egen opfattelse af Danmark.

    Må vi aldrig igen blive forbandet med en ren s-regering

  • Er der belæg for de sammenhænge som forskerne taler om?

    Jeg sendte de her spørgsmål til to forskere om queer-pædagogik og normkritik i dagsinstitutioner:

    Kære forskere,

    I lederliv rejser I en interessant problemstilling, jeg citerer:


    Et bærende ideal i det danske velfærdssamfund er, at alle borgere skal have lige rettigheder og adgang til uddannelse og arbejdsmarkedet, samt til social-, sundheds- og plejesektorerne uafhængigt af køn, etnicitet, social klasse, seksualitet eller funktionsnedsættelse (Holck & Muhr, 2017; Muhr & Plotnikof, 2018; Romani m.fl., 2017). Alligevel har Danmark: ”et af Europas mest kønsopdelte arbejdsmarkeder, samtidig med at vi har en af de største andele af kvinder på arbejdsmarkedet. Visse sektorer og fag er stadig stærkt domineret af det ene køn, ligesom en stribe jobfunktioner og placering i arbejdspladsens hierarki knytter sig til køn” (Institut for Menneskerettigheder, 2016, s. 6). Dette udfordrer både sammenhængen i Danmarks fremtidige arbejdsmarkedsøkonomi og den enkelte borgers udviklingsmuligheder. Flere forskere peger på, at det er tidligt i livet, der skal sættes ind, for at påvirke dette problem (Auger, Blackhurst, & Wahl, 2005; Gerlach, 2008; Gerlach & Gainotti, 2016). De understreger nemlig, at børns kognitive udvikling og kapacitet ikke afhænger af et tildelt køn, men at børn og unges deltagelsesmuligheder, faglige interesser og identiteter præges af sociale snarere end biologiske forhold. Det er således også sociale faktorer, der kan få effekt på børn og unges fremtidige uddannelsesmuligheder og karrierevalg. Derfor spiller dagtilbud og skoler en afgørende rolle i at påvirke deltagelsesmulighederne for fremtidens borgere, medarbejdere og arbejdsmarked. (Wohlgemuth & Hviid, 2016a, 2016b).

    ...

    Dette kan normkritiske tilgange bidrage konstruktivt til, da de giver aktørerne blik for, hvordan socialt, kulturelt og historisk indlejrede kønskonstruktioner indgår og (re-)produceres i hverdagslivet med og omkring børnene (Avenstrup & Hudecek, 2016b, 2016a; Graack, 2016; Graack & Erlandson Pedersen, 2016; Holck & Muhr, 2017; Knudsen, 2012; Staunæs, 2017). Normkritik er ikke noget let definerbart fænomen - overordnet kan det anskues som en samlebetegnelse for (selv)kritiske forholdemåder og tilgange til at synliggøre og bryde med det, der antages at være ’det normale’ – herunder sociale normer og heteronormative stereotypificeringer, som typisk dominerer hverdagslivet, om end ofte relativt ubevidst (Bromseth & Darj, 2010; Davies, 2003; Staunæs & Søndergaard, 2008). En normkritisk tilgang vil således stille spørgsmålstegn ved de selvfølgelige normer og dermed anskueliggøre og destabilisere de grænsedrag, der dominerer mellem det normale/unormale, rigtige/forkerte og gode/dårlige, samt de inkluderede/ekskluderende effekter det får på børn, unge og vokse, der påvirkes og begrænses heraf. Ikke med henblik på at udviske normative kategorier, men med henblik på at udfordre deres begrænsende effekter og udvide deltagelsesmulighederne hos aktørerne.


    Med henvisning til nogle overordnede mål for konkurrencestaten søger I altså at argumentere for mere normkritik som metode i danske daginstitutioner.

    Men hvad har I egentligt af dokumentation for at normkritik i børnehaver og vuggestuer rent faktisk kan gøre arbejdsmarkedet betydeligt mindre kønsopdelt?

    Og videre - hvis det vitterlig forholder sig sådan at normkritik i børnehaver og vuggestuer kan ændre folk personlighed i en grad så de senere vælger en anden karriere og et andet job end de ellers ville have gjort, hvad kunne man så forestille sig af andre konsekvenser? Kunne man forestille sig at det ville spille ind på den senere seksuelle orientering som voksen?

    Kunne man forestille sig at det ville have konsekvenser for fertiliteten i samfundet? Det er vel mindst lige så sandsynligt som at det vil have konsekvenser for det kønsopdelte arbejdsmarked - eller hvad?

    Jeg ser frem til jeres svar.

    Mange hilsner, Lennart Kiil

    FOLKETS

    Det er nu fem dage siden jeg sendte spørgsmålene. Og endnu har jeg ikke fået noget svar.

    Lad os vente lidt længere og se om det kommer.

  • LA går nu øjensynligt sammen med de Radikale

    Når man følger i hælene på Jens Rohde, bør man måske lige tjekke sit politiske kompas - om det stadig virker.

    Alex Vanopslagh, formand for Liberal Alliance, melder at hans parti sammen med de Radikale, som gennem Jens Rohde var først ude med forslaget, nu vil have udbuddet om den nye skatteyderfinansierede DAB-kanal, som Radio24syv ikke vandt, til at gå om.

    Det er en rigtig skidt udmelding fra et parti som gerne vil være liberalt og liberalistisk og skære ned på det offentlige forbrug.

    I stedet for at lege smagsdommer mellem hvilke medier som skal have snablen i borgernes lommer, så burde Alex Vanopslagh og Liberal Alliance benytte lejligheden til at sige, at der simpelthen ikke skal være flere af den her slags udbud.

    Mediestøtten skal ikke fordeles. Den skal stoppes. Det er det eneste troværdige liberalistiske budskab.

    Radio24syv fik først fire ekstra år på skatteydernes regning - ud over de første fire som var aftalen.

    De private ejere, som var involveret i projektet, gjorde aldrig nok for at gøre stationen selvkørende uden tilskud.

    Hvorfor skulle man?

    Man kunne jo bare malke skatteborgerne for yderligere hundreder af millioner. Men nu gik den altså ikke længere.

    Det burde Alex Vanopslagh og Liberal Alliance tage til efterretning.

    Nu prøver de i stedet på populistisk vis at score billige point i den københavnske medieklasse ved at få Radio24syv sat på skatteborgernes regning igen.

    Det har absolut intet med hverken liberal eller liberalistisk politik at gøre.

  • På forunderlig vis synes ingen at have kigget nærmere på den ansøgning fra Radio24syv der gjorde, at det i stedet blev Radio LOUD der fra 1. april sender på en ny DAB-kanal

    Specielt det københavnske mediemiljø bakket op af sociale medier, har de seneste dage stået i kø for at lufte konspirationsteorier om, hvorfor Radio24syv ikke fortsætter efter den 1. oktober.

    Det efter denne uges udbud af en ny DAB-kanal, som i stedet blev vundet af Radio Loud.

    Radio Loud er en ny radiostation der tager udgangspunkt i lokalradioer i blandt andet Svendborg, Ringkøbing og på Mors, som frem mod den 1. april skal skabe sit fundament.

    Mens ovennævnte københavnske medieelite har brugt meget tid på at trawle Radio Louds ansøgning igennem, synes den ikke på samme måde at have haft den store lyst til at gennemgå, hvad det rent faktisk var, som Radio24syv skrev i sin egen ansøgning.

    Det havde ellers været oplagt, for det åbne spørgsmål er, om Radio24syv overhovedet var klar over, at det var en ny radiostation, den søgte offentligt tilskud til.

    For når man læser den del af stationens ansøgning der ikke er overstreget i Kulturministeriets offentliggørelse, så kunne man meget nemt få det indtryk, at Radio24syv alene har bedt om at fortsætte med at drive sin nuværende virksomhed videre.

    Det på trods af at det af udbudsmaterialet ellers fremgår, at DAB-kanalen skal fokusere langt mere på kultur, end hvad tilfældet har været for Radio24syv.

    Radio24syv gennem de sidste otte år

    En fast henvisning fra Radio24syv i stationens ansøgning er, hvad man har leveret af radio igennem de seneste otte år.

    Det fremgår blandt andet af det svar, som Radio24syv har givet i relation til programpunktet ”Programmer med værter med holdninger”, hvor man fra stationens side blandt andet skriver:

    – Radio24syv har gennem de seneste 8 år sendt et væld af debatprogrammer og samtaleprogrammer med værter, som i den grad har ventileret personlige holdninger og værdier. Om noget er det et af kanalens særkender.

    Betragtninger der gik igen i forhold til svaret på spørgsmål om programudvikling:

    – Få broadcastere har som Radio24syv gennem de seneste 8 år satset på at udvikle egne programmer og fortælleformer og derfor kan kanalen i dag med stolthed kalde sig for ”den originale taleradio”. Faktisk har vi i al beskedenhed haft så stor succes med det, at vi i dag er genstand for efterligning fra vores konkurrenter, både hvad angår programtitler og programformater – hvilket jo er den fineste form for anerkendelse, der findes.

    En vurdering af egne færdigheder, som også anvendes i forhold til Radio24syvs omtale af sine satireproduktioner:

    – Med fare for at lyde selvgratulerende har Radio24syv stået fadder til den største danske satiresucces på radio i det seneste årti, nemlig programmet ”Den Korte Radiovis” og den allestedsværende seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm – som senest i oktober måned var på forsiden af damebladet Eurowoman.

    Omvendt var det i Radio24syvs ansøgning om at overtage den kommende DAB-kanal særdeles begrænset, hvad man har skrevet om fremtidig udvikling af stationen i forhold til det nye publikum, som den er rettet imod.

    Reelt var der kun tale om, at man ville oprette en lille ungdomsredaktion – selv om netop unge er målgruppen for den nye station, og ikke nødvendigvis de lyttere Radio24syv har i forvejen.

    Heri ligger en afgørende del af forklaringen på, hvorfor Radio24syv ikke vandt udbuddet – selv om lige nøjagtig den pointe ikke har været fremme de seneste dage.

  • Takket være skatteyderne har I haft enormt gode forhold en årrække - vær taknemmelige for det i stedet for at begræde jeres "uretfærdige skæbne"

    Det seneste dage har mediebilledet været fuldstændigt mættet af det man på engelsk kalder sob-stories.

    Klynk, klynk og mere klynk.

    Fordi en radiostation har mistet sit offentlige tilskud og ikke har fået tildelt et nyt, som man måske havde forventet.

    Sagen er at en anden radiostation i stedet har fået nogle penge, og det har mange også været rasende og tossede over.

    "Min station skal have skatteydernes penge, ikke din station."

    Det er i bund og grund hvad der er blevet gentaget i det uendelige de sidste par dage.

    Det har altsammen været ganske forudsigeligt og egentligt ganske trist at overvære.

    Det sker med jævne mellemrum at fabrikker lukker og arbejdspladser går tabt. Der sker også besparelser på forskellige områder i det offentlige.

    Og der flyttes rundt på tilskud og støtteordninger.

    Alle disse ting hører med til dagens orden og sker som regel uden den helt store dramatik.

    Folk tilpasser sig og kommer videre.

    Herrens veje er uransagelige. Velfærdsstatens veje er uforudsigelige.

    Vilkårligheden regerer.

    Men når en radiostation skal lukke - langt hen ad vejen selvforskyldt - så er helvede åbenbart løs og der bliver nærmest erklæret landessorg. I hvert fald i København og i kommentariatet.

    Set fra Folkets Avis er sagen dog en lidt anden:

    Sandheden er at folkene omkring Radio24syv har været enormt privilegerede ved gennem en årrække at modtage et enormt statstilskud som har kunnet give dem

    • en fin adresse at arbejde på
    • gode tekniske forhold
    • en god løn
    • og masser af dygtige kolleger

    Alt sammen noget vi andre her betalt over skatten og licensen.

    "Jamen de var så dygtige og nyskabende," indvender nogle så.

    Jo, de var da dygtige - helt sikkert. Og de var gode til at give ideer luft under vingerne.

    Men tror I aldrig andre dygtige og nyskabende folk har tabt et udbud, er blevet fyret eller har måttet stå på egne ben og klare sig selv økonomisk?

    Nu må I holde op med jeres klynk, tørre øjnene og komme videre.

  • Djøferne tog fusen på 24syv

    Radio24syv opregnede alle deres fine journalistiske meritter.

    Men den slags gør bare ikke specielt stort indtryk på djøferne i Radio- og tv-nævnet.

    I deres udbud lyder det faktisk meget klart:

    UDBUD AF NY PUBLIC SERVICE-RADIOKANAL PÅ DAB MED FOKUS PÅ KULTUR

    Kultur er nøgleordet her. Og det flytter det journalistiske fokus fra kritik til formidling.

    Præmisserne i udbuddet er således ganske klare. Det skal hovedsageligt handle om kulturformidling.

    Og i pressemeddelelsen i forbindelse med offentliggørelsen af vinderen lyder det fra formand i Radio- og tv-nævnet Caroline Heide-Jørgensen:

    "Når vi sammenholder de tre ansøgninger set i forhold til de tre kriterier, så er det Nævnets vurdering og beslutning, at Kulturradio Danmark A/S med radiokanalen LOUD har indsendt den ansøgning, som bedst lever op til de kriterier, der er opstillet i udbudsmaterialet."

    Det, man skal fatte her, er hvordan et magt-bureaukrati fungerer.

    Det er magthaverne som bestemmer kriterierne. Man kunne også kalde det præmisserne eller rammerne. Når magthaverne har sagt kulturformidling, så vil de have kulturformidling.

    Det, en ansøgning så bliver målt på, er ikke hvor populær ansøgeren er blandt lyttere eller hvor dygtig ansøgeren eventuelt måtte være til kritisk journalistik.

    Det, ansøgeren bliver målt på, er hvor godt ansøgeren passer ind i den skabelon magthaverne har stillet op. Man kan ikke bare pisse på præmisserne når man vil have penge af staten.

    Og der var LOUD bare noget smartere og mere projektmager-agtig end Radio24syv. LOUD skabte en alliance med store etablerede kulturinstitutioner.

    Og hvad kaldte konsortiet bag LOUD sig? Kulturradio Danmark A/S, såmænd.

    Hermed viste LOUD at man 100 procent havde underkastet sig magthaverne præmisser.

    Radio24syv ville skulle gøre vold på sig selv for at passe ind i den udstukne skabelon for udbuddet.

    Enten var man ikke klar over dét - eller også stod man fast på sin identitet som vagthund af princip.

    Bureaukrati og projektmageri hænger sammen. Og det handler mere om formaliteter end om faglighed.

    Det har Radio24syv nu lært på den hårde måde.

  • Børnehave og vuggestue skal ikke være en legeplads for forskeraktivister med verdensfjerne vrangforestillinger

    Den seneste uge har magasinet her på FOLKETS været omkring et foruroligende fænomen som spreder sig i danske vuggestuer og børnehaver.

    Der er tale om den såkaldte normkritiske queerpædagogik som antager at der hersker en socialt konstrueret heteronormativitet i blandt andet børns leg.

    Og denne postuleredde heteronormativitet mener normkritikerne der skal gøres op med.

    I disse queerteoretikeres øjne er børnenes leg ikke uskyldig, men nederdrægtig i den forstand at man her finder kimen til undertrykkelse og ulighed i voksenlivet.

    Når for eksempel piger og drenge deler sig op og leger forskellige ting, så ser de normkritiske queerteoretikere ikke dette som udtryk for noget naturligt eller tilforladeligt, men noget suspekt og problematisk.

    I det hele taget ser de problematikker alle vegne. Når piger klæder sig i kjoler er det et problem, mener de. Og når drenge klæder sig ud som superhelte.

    Sådanne aktiviteter forstærker nemlig ifølge de normkritiske queerteoretikere de såkaldte kønsstereotyper.

    På trods af megen lovprisning af mangfoldighed og diversitet bryder de normkritiske queerteoretikere sig åbenbart ikke meget om at drenge og piger er forskellige og udtrykker forskellen gennem leg.

    Man kunne hævde at biologien og naturvidenskab viser at der er forskelle. Man kunne sige at anatomien viser en komplementaritet mellem kønnene.

    Men den slags objektive kendsgerninger giver de normkritiske queerteoretikere ikke meget for. Den slags fejer de af bordet som essentialisme eller biologisk determinisme.

    I den forstand er de normkritiske queerteoretikere fanatiske. De har kun blik for deres egen amputerede forklaringsmodel. En model som ikke giver plads til hverken det biologisk givne eller det individuelt valgte - i sidste ende beror de normkritiske queerteoretikere tilgang på politik.

    En politisering af børnenes liv og leg som omfatter ethvert aspekt af deres tilværelse.

    Der er nok af leg at overvåge. Hele tiden nye børn som skal bevidstgøres og afrettes af de normkritiske queerteoretikere.

    Måske skulle vi som forældre sige at vores børn bruger meget tid i dagtilbud, skole og andre instutioner og at disse skal holdes politikfrie.

    De normkritiske queerteoretikere vil så uden tvivl hævde at der allerede er en politik. Et heteronormativt hegemoni.

    Men det er dem som ser spøgelser. Og vi skal ikke lade deres vrangforestillinger og vildfarelser danne grundlag for læring eller pædagogik på nogen som helst vis.

  • Marx og Engels ønskede at svække familien og ægteskabet. Og det er sådan set stadig den målsætning som hans ideologiske arvtagere følger gennem nye begreber som heteronormativitet, queerpædagogik og normkritik.

    Et centralt element i den normkritik og queerpædagogik, som i disse år søges indført i danske dagtilbud for børn, er den såkaldte heteronormativitet.

    Normkritikere hævder at heteronormativitet er noget som eksisterer i sociale sammenhænge og som skal problematiseres og gøres op med.

    Men hvad ligger der i begrebet heteronormativitet, og hvor stammer det fra?

    Den amerikanske queerteoretiker Michael Warner populariserede udtrykket i en artikel i tidsskriftet Social Text i 1991.

    I øvrigt det samme tvivlsomme tidsskrift som fysikeren Alan Sokal få år efter beviste optog det rene nonsens gennem sin berømte Sokal-affære, hvor han indsendte en nonsens-artikel som blev optaget og udgivet i tidsskriftet uden større problemer.

    Michael Warner byggede i sin popularisering af begrebet heteronormativitet videre på teorier om sammenhængen mellem biologisk og socialt køn skabt af den lesbiske marxist Gayle Rubin.

    Hendes "sex/gender"-teori er en form for marxisme, men hvor man bytter klasse ud med socialt køn. Og den bygger dermed videre på et marxistisk fundament som den store filosof Karl Popper med rette omtalte som pseudovidenskab.

    Ideen om heteronormativitet er også påvirket af den feministiske digter Adrienne Richs opfattelse af heteroseksualitet som noget påtvunget. Noget som samfundet kræver af kvinder.

    Samlet kan man sige at forestillingen - bag kampen imod det mere eller mindre indbildte fænomen heteronormativitet - er at seksuel præference er en social konstruktion. Og at denne således ikke er hverken givet biologisk eller valgt af den enkelte person. Men derimod indprentet i og påtvunget den enkelte af det omgivende samfund gennem normer og opdragelse.

    Videre mener man så at denne sociale konstruktion af seksualitet undertrykker ikke-heteroseksuelle. Fordi den ophøjer heteroseksualitet til noget mere værdifuldt end andre seksualiteter.

    Men hvordan kan de ikke-heteroseksuelle være blevet ikke-heteroseksuelle hvis det omgivende samfund tvinger alle til at være heteroseksuelle?

    Og hvis heteroseksuelle er blevet det ved påtvunget prægning, hvorfor skulle homoseksuelle så ikke også være blevet homoseksuelle ved påtvunget prægning?

    Således er denne teori fyldt med selvmodsigelser.

    Og det viser sig at den ikke er "frigørende", men ønsker at indsætte et bestemt afvigende ideal på bekostning af det mere normale og almindelige.

    Det heteroseksuelle forhold giver nu engang udslag i afkom. Så det er svært at se kampen imod det som særligt positiv for samfundet. Det er en kamp som i bedste fald gavner en lille gruppe på kort sigt som måske ønsker sig flere potentielle partnere.

    Udspringet for teorien er som nævnt Marx. Og lad os vende tilbage til ham afslutningsvist:

    Marx og Engels ønskede at svække familien og ægteskabet. Og det er sådan set stadig den målsætning som hans ideologiske arvtagere følger gennem nye begreber som heteronormativitet, queerpædagogik og normkritik.

    Det er igen ideologiske samfundsomstyrtere som har udset sig de yngste og mest værgesløse som lette ofre for indoktrinering. Ganske enkelt.

  • Øves i at håndtere skeptiske forældre

    Jacob Graack-Larsen er underviser på pædagoguddannelsen ved Københavns Professionshøjskole og Mie Plotnikof er tilknyttet Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse som forsker.

    De har skrevet om normkritik i pædagogik. Og lavet en guide, en såkaldte case til ledere, studerende og pædagoger i daginstitutioner som forbereder disse på at håndtere forældre som er kritiske over for politiseringen af deres børns liv i de danske dagtilbud.

    Det interessante er den minutiøse træning af ledere, pædagoger og kommende pædagoger i forældrehåndtering. Altså hvordan man håndterer forældre som stiller sig skeptisk an overfor den politisering som er en del af normkritikken.

    Det handler om en "case" hvor en institution vælger at arbejde med normkritisk pædagogik.

    De voksne laver for eksempel om på eventyr så de passer bedre ind i den normkritiske ideologi. For eksempel bliver Tornerose til TorneRasmus. Klart nok.

    Eller de voksne forstyrrer og forvirrer børnenes frie leg ved at stille "kritiske" (læs: ledende) spørgsmål om køn og kønsroller til de aktiviteter børnene ellers selv finder på.

    I casen tillader et forældrepar sig så at forholde sig kritisk til denne politisering og ideologisering af børnenes leg.

    Specifikt det at Tornerose nu skal laves om til TorneRasmus. Det mener et forældrepar skaber forvirring hos deres børn.

    I den forbindelse forbereder Jacob Graack-Larsen og Mie Plotnikof den pædagogstuderende ved at stille følgende spørgsmål:

    • Hvordan ville du møde dette forældrepar – hvilke argumenter og hvilken kommunikationsform ville du bruge i dialog med dem?

    • Hvordan ville du argumentere for din aktivitet over for din praktikvejleder og praktikstedets leder?

    • Hvor ville du hente dine argumenter henholdsvis fagligt og lovgivningsmæssigt?

    • Kunne du forestille dig andre måder at arbejde med at udfordre stereotype kønsroller og deltagelsesmuligheder i de materialer, der anvendes på praktikstedet (i fx litteratur, sange, spil og film?)

    • Hvilke etiske dilemmaer er væsentlige at overveje?

    Der er også en række spørgsmål til pædagoger hvor man på et mildest talt tvivlsomt grundlag binder normkritikken i børnesammenhæng sammen med politiske mål for voksensamfundet.

    De to forskeraktivister har også forberedende spørgsmål til ledere af børnehaver og vuggestuer. Det lyder blandt andet:

    • Hvilke ledelsesgreb bliver nødvendige for at understøtte et sådant arbejde lokalt? Både internt i personalegruppen – men også ekstern i forhold til andre kommunale aktører og forældre?

    • Hvorledes ville du som leder reagere på den type henvendelse fra et barns forældre/forælder, som vi møder her i casen?

    • Hvilke argumenter kan bruges – og hvordan kan man imødekomme forældrenes reaktioner – og måske endda inddrage dem i det normkritiske arbejde?

    Læg også mærke til den sidste. Kritik må jo ikke medføre at man indstiller det normkritiske arbejde. Så hvis forældre er kritiske skal deres reaktioner gerne "inddrages" i det normkritiske arbejde.

    Først politiserer man børnenes leg, og så sikrer man at personalet er i stand til at afvise kritik af denne politisering fra skeptiske forældre.

    Der er ingen respekt for forældrene her.

    Kun ønsket om at gennemføre det normkritiske projekt - altså en politisering af børnelivet - for enhver pris.


    http://www.lederliv.dk/artikel/case-om-normkritisk-pædagogik-og-ledelse

  • Liberal Alliance mister en markant stemme

    Simon Emil Ammitzbøll-Bille har meldt sig ud af Liberal Alliance.

    Dermed har et årti som folketingsmedlem for det parti han var med til at gøre populært fået en brat afslutning.

    Simon Emil Ammitzbøll-Bille nåede også at være minister for partiet i regeringen under Lars Løkke. Han var økonomi- og indenrigsminister i perioden 28. november 2016 – 27. juni 2019.

    Nu bliver han så løsgænger i Folketinget igen, som han var i en periode mellem Radikale Venstre og Liberal Alliance for omkring ti år siden.

    Simon Emil Ammitzbøll-Bille har en evne til at kommunikere både bredt og forståeligt på et niveau som er usædvanligt for folketingspolitikere i Danmark.

    Lige nu ligner Liberal Alliance et meget vingeskudt parti der mangler en formidler med bred folkelig appel og pondus.

  • Lægemidler skal testes massivt før de slippes løs til almen brug i befolkningen.

    Men psykologiske eksperimenter kan uden videre gennemføres på vuggestue- og børnehavebørn.

    Jeg taler om queerpædagogik og normkritik som sniger sig ind i de offentlige dagtilbud til børn her i landet.

    Ifølge fortalerne for queerpædagogik og normkritik kan disse mentale og psykologiske metoder ændre på børnenes verdensopfattelse således at de senere vælger anderledes i forhold til job og karriere end de ellers ville have gjort.

    Således er et af de argumenter, fortalerne for queerpædagogik og normkritik tager i brug for at retfærdiggøre metoderne, netop at de skal gøre op med de kønsopdelte arbejdsmarked i Danmark og "give alle lige muligheder".

    Det er ikke småting man forventer af queerpædagogik og normkritik.

    Men hvis queerpædagogik og normkritik vitterlig kan ændre så meget på børn at det påvirker deres jobvalg og karrieremuligheder årtier efter de udsættes for metoderne, så er det jo meget kraftige mentale og psykologiske metoder vi taler om.

    Og ligesom medicin har bivirkninger, så har mentale og psykologiske metoder som sigter til at ændre børns sind det jo også. Men hvor der er streng kontrol med medicin, så har fortalerne for queerpædagogik og normkritik frit slag i det offentlige system.

    Burde man ikke undersøge skadevirkninger og bivirkninger ved queerpædagogik og normkritik før man begynder at anvende den form for metoder i den pædagogiske praksis?

    Hvis queerpædagogik og normkritik kan ændre på folk jobvalg og livsforløb, så kan det vel også spille ind på andre ting som partnervalg som voksne. Evnen til senere at danne stabile familierelationer – og i sidste ende fertiliteten i samfundet.

    Det er ganske enkelt utroligt at queerpædagogik og normkritik på den måde slippes løs på en befolkning som ikke på mindste måde er blevet oplyst om eksperimentet eller dets mulige bivirkninger.

    Det er næsten som om fortalerne for queerpædagogik og normkritik mener at børnenes forældre ikke skal tages med på råd. At forældrenes eventuelle kritik skal modarbejdes og at børnene hører under systemet og er voksklumper man kan forme uden forældrenes viden eller tilladelse.

    Tænk lige lidt over hvad der sker.


    Læs også: Svensk pseudo-videnskab sniger sig ind i danske vuggestuer og børnehaver

  • Pædagogstuderende fyldes med queerteori og normkritik

    I 2013 var Enhedslisten drivkraften bag indførelsen af et nyt obligatorisk modul på pædagoguddannelsen.

    Det udmøntede sig konkret året efter i et obligatorisk forløb som de studerende skal igennem under uddannelsen med navnet:

    Køn, seksualitet og mangfoldighed

    På pædagoguddannelsen bruges i dag som undervisningsmateriale blandt andet Antologien Åbne og lukkede døre.

    Beskrivelsen af bogen lyder blandt andet sådan her:

    Bogen er inddelt i tre: Første og anden del ser på køn i henholdsvis daginstitutionerne og skolen. Tredje del vender blikket udad og ser på de pædagogiske ’trends’ i forhold til kønsopdeling. Her skeles til udviklingen i Sverige, som på mange områder er længere fremme end i Danmark.

    Sverige er længere fremme end Danmark? Det kommer vel an på hvad man definerer som fremskridt.

    Man kunne lige så vel mene at Sverige er kørt længere ud ad en vildvej end Danmark.

    Tilbage til selve bogen Åbne og lukkede døre.

    I bogen kan man blandt andet læse om "Queerpædagogik":

    Queerpædagogik er blevet udviklet i Sverige, først og fremmest i forskellige græsrodsorganisationers arbejde for hbt-personers rettigheder, og vinder større og større legitimitet i den pædagogiske praksis.

    Queerpædagogikken går ud på at granske heteronormen kritisk. Dette indebærer, at man sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor heteroseksualitet anses for at være det eneste normale og naturlige, og hvorfor mennesker opdeles i to så stærkt afgrænsede køn; kvinde og mand. Dermed flyttes fokus fra hbt-personer, som ellers ofte ses som afvigende og derfor bliver nødt til at forklare deres seksuelle orientering, kønsidentitet eller kønsudtryk.

    Alt sammen noget som ikke virker den mindste smule relevant for at give børn en god dag i vuggestue og børnehave og eksempler på hvor ødelæggende overdreven teoretisering og akademisering er for praktiske uddannelser.

    Men jeg vil godt hæfte mig ved nogle ting:

    1. Det er interessant hvordan en række svenske "græsrodsorganisationers arbejde for hbt-personers rettigheder" sniger sig ind og bliver pensum på skatteyderbetalte pædagoguddannelser i Danmark – og til sidst ender som praksis ude blandt børn i vuggestuer og børnehaver.

    2. Det er interessant så mange antagelser man gør om den "heteronormativitet" man hævder at arbejde på at "kritisere". For eksempel hævder man at heteroseksualitet anses "for at være det eneste normale og naturlige".

    Det er jo nu engang det mest normale, men at det skulle være det eneste normale har jeg aldrig hørt i Danmark. Jeg har heller aldrig hørt at det skulle være det eneste naturlige. Dyr giver sig i kast med alskens seksuelle aktiviteter.

    Men heteroseksuelle aktiviteter er blandt mennesker og andre pattedyr den eneste form for seksuel aktivitet som giver afkom - og er dermed ret væsentlig for vores blotte eksistens.

    1. Sætningen "Dermed flyttes fokus fra hbt-personer, som ellers ofte ses som afvigende og derfor bliver nødt til at forklare deres seksuelle orientering, kønsidentitet eller kønsudtryk" er også interessant.

    For hvad har det med børnehaver og vuggestuer at gøre? Jeg går ikke ud fra at det er noget man beder børnene forholde sig til på nogen måde - forhåbentligt ikke. Og under alle omstændigheder er det vel hverken pædagoguddannelsens eller daginstitutionernes opgave at kæmpe for at flytte fokus hverken fra eller til hbt-personer.

    Mere generelt kunne man spørge hvad formålet med normkritik og queerteori er i vuggestuer, børnhaver og folkeskoler.

    Altså hvad er ideen men at "mainstreame" metoder og teorier som er opstået på den alleryderste venstrefløj i USA og Sverige i danske skatteyderbetalte institutioner?

    Man kunne også spørge om normkritik og queerteori vitterligt er viden, som tilhængerne ofte beskriver det som. Eller om det nærmere er ideologi - altså pseudo-videnskab.

    Normkritik kunne godt selv trænge til en ordentlig omgang kritik.


    Eksempel:

    http://www.lederliv.dk/artikel/case-om-normkritisk-p%C3%A6dagogik-og-ledelse

  • Den moderne direktørfeminisme er selvmedlidenhed sat i system.

    Ja, jeg så Debatten om ligestilling i går.

    For h.... da. :D

    Det eneste, jeg kunne konkludere på baggrund af den omgang mundhuggeri, er følgende:

    En del kvinder har ondt af sig selv på deres køns vegne. Og det er den samme klagesang nu som for 50 år siden. Uanset hvor mange muligheder der er opstået for kvinder i mellemtiden.

    Uanset hvor meget kvinder overtager - uanset om kvinder udgør 80 procent af universitetsstuderende og mænd 80 procent af selvmord - så skal vi mænd altid høre på den evindelige klagesang.

    Kvinder: "Det er synd for os. Vi bliver snydt. Mænd har det lettere."

    En masse smukke, unge kvinder med livet foran sig og flere muligheder end nogen anden generation eller noget andet køn nogensinde har haft i verdenshistorien.

    Men nej, fokus er ikke på mulighederne, men på den indbildte undertrykkelse. På den imaginære uligestilling.

    De her unge kvinder kunne slet ikke stoppe med at tale om hvor synd det er for kvinder.

    Det var som om disse unge, smukke kvinder ingen anelse havde om de ofre som også mænd har gjort op gennem historien for at bringe vores samfund frem til det højtudviklede stadium af overflod som mange i dag tager for givet.

    Der var stort set kun mistænksomhed at spore. Ingen taknemmelighed. Kun utilfredshed.

    Det var som om de troede at den modstand, de - trods alt - mødte i livet, var en direkte konsekvens af deres køn. At samfundet er ude efter kvinder.

    Disse unge kvinder er slemt selvoptagede.

    De må jo lide under en eller anden vrangforestilling om den anden.

    Altså en tåbelig ide om at mænd ikke skal kæmpe for det de opnår - og ikke møder modstand. At mænd er priviligerede og får alt forærende.

    Denne ide er opstået i deres hoveder

    • dels som konsekvens af ideologien feminisme, som fortæller denne løgn igen og igen – at mænd er favoriserede i kraft af deres køn og kvinder bliver snydt på grund af deres

    • dels som konsekvens af deres manglende evne til at forstå mænd som ligestillede i den basale forstand at hverken livet eller samfundet skåner mænd en skid mere end kvinder

    Og så tror jeg også bare at vi må erkende at en del kvinder bare aldrig bliver tilfredse, og at de kun evner at se tingene fra deres eget køns synspunkt.

    De er med andre ord ikke nær så kloge som de selv tror.

    Der var heldigvis også en del kloge kvinder med. Men de var lidt ældre.

    Danmarks magasin om identitetspolitik – #idpol, men også om væren og eksistens, og essens og identitet.

  • Andelen af unge mænd, som ikke får noget på den dumme, er stigende i USA

    Det monogame ægteskab var "den store udligner" af sex.

    Faktisk har intet i verdenshistorien vel gjort mere for at demokratisere adgangen til sex end netop det monogame ægteskab som vi kender det i den vestlige kulturkreds.

    I naturen, og i mange andre kulturer, kan "alfa-mænd" monopolisere flere kvinder. På bekostning af de mænd som dermed udelukkes.

    Men med det monogame ægteskab fordelte man muligheden for sex mere ligeligt i samfundet.

    Nu tyder noget på at udviklingen er begyndt at løbe baglæns tilbage mod det naturlige udgangspunkt.

    For en stadig større andel af mænd er udelukkede fra at få sex. I hvert fald unge mænd i USA.

    Mekanismerne er ganske vist nogle lidt andre i denne omgang end tidligere, men konsekvenserne er de samme.

    I USA taler man om hook up kultur, noget med masser af sex in the city og engangsknald. Den slags sikrer et fåtal af mænd betydeligt mere sex, mens det stiller en anden gruppe meget dårligere.

    Det monogame ægteskab er i nedgang, og det skaber nye dynamikker på partnervalgsområdet.

    Der er selvfølgelig mange ting som spiller ind, og vi må se om udviklingen fortsætter.

  • Hvis man spørger konservative eller socialister vil de ofte hævde at vores tid er præget af en overdrevet grad af individualisering.

    Men jeg vil vove den påstand at vores tid ikke er præget af individualisme, men af noget andet som endnu ikke rigtigt har fået noget navn.

    Vi lever i en tid hvor universiteter aflyser forelæsninger fordi en enkelt person føler ubehag ved disse forelæsninger.

    Vi lever i en tid hvor biografer aflyser forestillinger fordi en medarbejder føler sig skidt tilpas på grund af en bestemt film.

    Dette har intet med individualisme at gøre. At sige

    "Fordi jeg ikke vil se filmen, så må ingen se filmen"

    er nærmest det omvendte af individualisme fordi man gør sine egne præferencer bestemmende for ikke bare sig selv, men også for alle andre i ens nærhed.

    Individualisme er at bestemme selv over sig selv – og tage ansvar for sig selv.

    At kræve noget af andre - at forpligte dem til noget eller til at afstå fra noget, det er nærmere noget som hører kollektivismen til, hvor den enkelte må vige for et større mål.

    Så når en enkelt person kræver at en biograf skal aflyse en forestilling, og dermed forhindrer en masse mennesker i at se en film de havde glædet sig til, så er det tegn på at individualismen er i tilbagegang

    Fordi den enkeltes præferencer da må vige for et bestemt mål som gruppen underlægges - i dette tilfælde censur og "politisk korrekthed".

    Den person, som gerne ville se filmen, forhindres jo i det. Hvordan kan det være individualisme?

    Så når konservative hævder at de forpligtende fællesskaber må vige for individualismen, så tager de desværre fejl. For det er ikke individualismen som fortrænger de velkendte fællesskaber som familie og civilsamfund.

    Det er ikke længere familieliv og civilitet, altså tilliden til at mennesker kan finde ud af at omgås, men stadigt mere drakoniske community standards og code of conduct's - efter laveste fællesnævner - i fælleskaber på nettet, på uddannelsesinstitutionerne og arbejdspladserne.

    Opdragelse og kultivering viger for overvågning og kontrol.

    For det der fortrænger de velkendte og traditionelle fællesskaber er nye typer af fællesskaber hvor metoden er overvågning og målet ofte er kontrol med tanke, ord og handling.

    De gamle fælleskaber havde egentligt det selvstyrende individ som mål:

    Familie og samfund udviklede et voksent menneske som så på egne ben igen skulle skabe et nyt familiefælleskab med at andet voksent menneske - som så sammen med samfundet skulle opdrage og kultivere næste generation af individer.

    Og så fremdeles.

    Kernefamilien havde denne enormt centrale funktion.

    Målet var individet.

    Det er målet ikke længere. Nu er målet politisk ensretning.

    Altså, tyranni.

    Det handler om overlevelse. Det handler om evolution. Det handler om civilisation, biologi, kultur, storhed og fald. Velkommen til Magasinet MAMMUT.

  • The Rise of Jordan Peterson er åbenbart en kontroversiel film

    Det er ikke hver dag biografer aflyser film med udsolgte forestillinger.

    Men det er heller ikke hver dag der kommer dokumentarfilm om Jordan Peterson.

    The Rise of Jordan Peterson har været screenet med stor succes i en række nordamerikanske biografer.

    Men på trods af at screeninger for udvalgt publikum ikke har ført til profetester fra seerne, så har andre forsøgt at få stoppet filmen.

    Og det er i mange tilfælde lykkedes.

    En biograf i New York aflyste alle forestillinger fordi en eller flere ansatte åbenbart mente at det var ubehageligt at filmen skulle vises hvor de arbejdede.

    Filmen havde premiere i Jordan Petersons hjemland Canada i slutningen af september, men nu mødes filmens færd videre ud i verden altså betydelig modstand.

    Men allerede i Canada, i en biograf i Toronto blev filmen aflyst. Af samme angivelige grund at en ansat havde fundet filmen anstødelig.

    Jordan Peterson har som den eneste haft stor succes med at kritisere politiseringen af universiterne i den vestlige verden og har også markeret sig i kønsdebatten.

  • Danmarks Radio og dommedagsscenarierne

    Lad os starte med et få een ting på plads: Ingen kan forudsige fremtidens klima eller vandstand med 100 procents sikkerhed.

    Men vi kan sammenligne DR's dommedagsscenarier med den hidtidige udvikling og forskellige sandsynlige udfald baserer på IPCC scenarier.

    Og selvom vandstanden er stigende og noget tyder på at stigningen accelererer en smule, så er selv de mest pessimistiske scenarier ikke i nærheden af de 13 meter som Danmarks Radio forbinder med det klima "vi er på vej mod".

    DMI skriver1 i sit tema om vandstand om forholdene i Danmark frem mod år 2100:

    Ifølge IPCC's seneste klimarapport (AR5) forventes vandstanden omkring Danmark at stige 0,1-0,6 meter for det mest optimistiske scenarie (RCP2.6), 0,2-0,7 meter for et middel scenarie og 0,3-0,9 meter for det højeste scenarie (RCP8.5).

    På samme side er tallene for den globale udvikling også angivet. Tallene i det værste scenarie er således:

    Global Danmark 
    Havstigning 62 centimeter 61 centimeter 

    Danmarks Radio rammer så langt forbi i artiklen:

    Det er sket før: Vi er på vej mod et klima, hvor havet igen kan stige med 13 meter

    at jeg snart ikke ved hvad jeg skal kalde den form for journalistik. Objektiv er den i hvert fald ikke.

    Heller ikke hvis vi går længere frem2 mod år 2200, altså hele seks menneskegenerationer, er der noget som bare nærmer sig Danmarks Radios scenarium:

    Undersøgelser, som regner frem til år 2200, varsler en global stigning i vandstanden på 0,6 til 4 meter – afhængigt af fremtidens drivhusgasudslip (Jerevjeva et al. 2012, Deltacommissie 2008). DMI vurderer, at vandstandsstigningen frem til år 2200 bliver mere end dobbelt så stor som i år 2100, og at stigningen dermed vil tiltage frem mod 2200.

    Det værste scenarium hvis vi går næsten 200 år frem i tiden er 4 meter. Det er bestemt også meget men,

    • ikke i nærheden af DR's 13 meter
    • worst case seks generationer fremme

    Man kan forestille sig mange ting, men intet tyder på at vi reelt er på vej mod et klima med en havstigning på bare i nærheden af 13 meter.

    Det er der ganske enkelt intet der tyder på, det er ikke objektivt. Det er ren og skær fantasi.

    Sensationalisme måske.

    Men ikke den objektive journalistik som DR bryster sig af.

    Det er heller ikke konstruktivt med den slags urealistiske dommedagsprofetier. Det bør et Public Service organ betalt under tvang over licensen holde sig for god til.

    Konklusion om DR's klimapåstand

    Helt klart en stærkt vildledende artikel fra DR rettet mod en offentlighed hvis kendskab til den egentlige klimaforskning er begrænset. Det er ikke oplysning fra DR's side. Det er sensationsjournalistik.


    1. Fremtidens vandstand, DMI.dk 

    2. Globale ændringer, DMI.dk 

  • Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil trak på twitter kvinde-kortet mod en mand som var kritisk over for hendes politik.

    På en saglig kritik fra mandens side svarerede ministeren ganske enkelt.

    Jeg har lært et nyt begreb at kende: mansplaining. Kender du det? 😊

    Det vil sige et ikke-svar som afsporer debatten. Ordet 'mansplaining' er et feministisk begreb som tillægger mænd kollektivt den egenskab at de skulle være nedladende og bedrevidende over for kvinder.

    Brugen af ordet er i denne sammenhæng under alle omstændigheder forfejlet, for i ordet ligger at en mand forklarer noget som en kvinde allerede ved i forvejen.

    Og hvis det er sandt her, så handler ministeren jo imod bedre vidende i forhold til friskolerne.

    Men for at komme tilbage til afsporingen, så opstår der en ny debat om begrebet mansplaining:

    Kenn L. Hansen, som er retoriker, kommenterer på ministerens svar

    Det smarte ved mansplaining er, at det kan bruges i enhver demokratisk relation, hvor en kvinde gerne vil være fri for at forholde sig til kritik fra en mand.

    Dette svar får stor opbakning.

    Det er også svært at blive ved med at spille kvinde-kortet i politik i Danmark, hvor kvinderne især på venstrefløjen, sidder solidt med ved bordet.

    Også i Australien gik det galt da en kvindelig politiker på nedladende vis forsøgte at beskylde en mandlig kollega for mansplaining.

    Danmarks magasin om identitetspolitik – #idpol, men også om væren og eksistens, og essens og identitet.

  • Radikale Venstre vil fjerne en tredjedel af den danske landbrugsjord

    Meget af det vi i disse år er vidner til i klimaets og miljøets navn er i virkeligheden en forstærkning af klasseskel i samfundet.

    Tag nu for eksempel det Radikale Venstres forslag om at fjerne en tredjedel af den danske landbrugsjord.

    Hvad sker der når man fjerner en tredjedel af landbruget og samtidig omlægger en betydelig del af de resterende to-tredjedele til økologisk jordbrug hvor høstudbyttet er lavere?

    Jo, så sænker man naturligvis fødevareproduktionen ganske markant. Specifikt den danske fødevareproduktion.

    Så stiger priserne på danske fødevarer naturligvis.

    Og som forbruger har man valget mellem at betale mere eller skifte til udenlandske varer.

    Det er den forudsigelige konsekvens af de Radikales forslag.

    Men måske er Radikale ligeglade med om dansk mad bliver for dyr for de mindrebemidlede - "lad dem spise fransk kage," kan man næsten høre dem sige.

    Samtidig vil de Radikale have staten til at forære borgerne bøger. Altså på skatteydernes regning.

    Det viser at den herskende klasse og den snakkende klasse er blevet en og samme ting som tror man kan leve af ord og fine hensigter.

    Nu er dyrere fødevarer næppe et problem for politikerne i det Radikale Venstre. De tjener så meget at de ikke rigtigt vil mærke de stigende priser.

    Men de mindrebemidlede i landet vil mærke prisstigningerne meget tydeligt. Man skal huske på at forbrugerpriserne i Danmark i forvejen hører til de højeste i verden.

    Vi ser i stigende grad at der føres politik som vender den tunge ende nedad.

    Djøferne på Borgen aner ikke hvordan det er for en mindrebemidlet familie at skulle prioritere mad efter pris. Og helt fravælge mange ting man tidligere tog for givet fordi politikerne nu gør det for dyrt.

  • Det er signalforvirring på højeste plan

    Politiet skal sætte 300 ekstra video-kameraer op. Og det er kun begyndelsen.

    Sidste uge åbnede Mette Frederiksen Folketinget med en lang tale om tillid.

    Hvordan kunne politikerne genvinde borgernes tillid. Det var et omdrejningspunkt for talens tema.

    I morgen fremlægger regeringen så en såkaldt sikkerhedspakke som indeholder massivt mere overvågning af det danske samfund.

    Det hænger ikke specielt godt sammen.

    Det er i hvert fald tvivlsomt om det er særligt tillidsvækkende at melde ud om øget overvågning ugen efter man har talt om mere tillid til systemet.

    På tråds af at Mette på skatteydernes regning har omgivet sig med million-lønnede mediefolk en masse, så sender hun forvirrede signaler i alle mulige retninger.

    Den socialdemokratiske regering ønsker først og fremmest at øge overvågningen med henblik på at beskytte det offentlige, tyder de foreløbige oplysninger om sikkerhedspakken på.

    Mettes argument for at øge overvågningen er i sig selv ganske rædselsvækkende fra en magthaver:

    – Vi går ret langt nu med en massiv udvidelse af overvågning, fordi det har vist sig at være et meget effektivt redskab

    Det siger Mette Frederiksen til Berlingske.

    Så fordi noget er effektivt, så er det også ønskeligt?

    Fordi overvågning virker, så skal vi nødvendigvis bare have meget mere overvågning?

    Overvågningen af danskerne er tiltagende både fra offentlig og privat side i en grad så overvågning bliver et emne som FOLKETS vil sætte mere fokus på den kommende tid. Følg med her i overvågning.

  • Der er enorme summer i at være på forkant med klimahysteriet

    Greta Thunberg har ramt en guldåre: Vestens aldrende masochistiske befolkning elsker hendes tordnende tale imod dens materielle levevis.

    Tidligere på året vandt Greta Thunberg Amnestys Ambassador of Conscience Award.

    Men nu står hun til en endnu større triumf.

    Hun er nemlig favorit - ifølge bookmakerne - til at vinde vel nok verdens mest kendte og prestigiøse pris overhovedet:

    Nobels Fredspris.

    Ud over den store anerkendelse følger også et kontantbeløb på cirka 6.324.000 kroner med prisen

    Greta Thunberg er blevet en helt i den aldrende vestlige verden hvor mange ældre mennesker i hende ser en ungdommelig helt som skal redde verden.

    Thunberg klager over at de ældre generationer har stjålet hendes barndom og ødelagt fremtiden for jordkloden.

    Og de kan mange af ældre godt lide at høre.

    Greta Thunberg står for en uforsonlig linje i klimaspørgsmålet med fokus på snarlig dommedag.

    På et tidspunkt opfordrede hun folk til at gå i panik over klimaudfordringerne.

    Denne forsimplede og følelsesmæssige tilgang har givet hende mange fans i den vestlige verden.

  • De Radikales finanslovsudspil blev præsenteret i går og indeholdt som ventet et krav om mere udenlands arbejdskraft

    De Radikales krav til S-regeringen er klart: Der skal åbnes for mere udenlandsk arbejdskraft.

    Det fremgår af de Radikales finanslovsudspil som blev præsenteret i går.

    De Radikales formand Morten Østergaard udtalte sig i den forbindelse til Børsen:

    • Regeringen er jo dannet på den forudsætning, at man vil åbne op for mere udenlandsk arbejdskraft, og så skal det selvfølgelig også blive til noget

    Det er en henvisning til det såkaldte forståelsespapir, som De Radikale fik forhandlet på plads med Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten i forbindelse med den nye regerings dannelse.

    R: Vækst og velfærd

    I forståelsespapiret handler det om udenlandsk arbejdskraft "hurtigt og ubureaukratisk" skal have lov at komme til Danmark.

    De Radikale er af den overbevisning at udlændinge bidrager til vækst og velfærd i Danmark.

    – Det har jo den fordel, at det bidrager til vækst, som giver os bedre muligheder for at styrke den grønne omstilling, investere i børn og uddannelse og de andre ting, vi gerne vil.

    Mener de Radikales formand Morten Østergaard.

    Borgerbetalt bogklub

    Et andet aspekt af de Radikales finslovsudspil er på det kulturelle område, hvor partiet mener at "gratis" bøger skal udvælges af eksperter og foræres til borgerne.

    De Radikale vil have at staten to gange om året skal "finansiere indkøbet" af "en bemærkelsesværdig dansk skønlitterær bog" som skal gives "gratis" væk på biblioteker eller hos boghandlere.

    Læs mere om De Radikales forslag om at skatteyderbetalt bogklub for alle her.

  • <p>De danske smørrebrød - foto: pixabay</p>

    Smørrebrød er en skøn, traditionel og vellidt dansk spise. Den kan synes simpel, men kan også gøres utroligt ekstravagant.

    Men hvad er egentlig definitionen på smørrebrød, og hvorfor er det stadig så populær en ret i dagens Danmark? Få svarene lige her.

     

    Hvad er eksempler på smørrebrød?

    Smørrebrød er egentlig blot brød, som er smurt: typisk med smør eller margarine og noget pålæg. Hvor formelt eller uformelt det gøres, er der mange variationer af.

    Nogle eksempler på de mest populære typer af dansk smørrebrød i dag er:

    • Laks: Skiver af koldrøget laks på hvidt brød med rejer ovenpå. Øverst er der citron og dild.
    • Dyrlægens natmad: Et smurt stykke mørkt rugbrød med leverpostej. Hertil kommer en skive saltkød toppet med sky. Øverst findes rå løgringe og karse.
    • Roastbeef: tynde skiver af roastbeef på rugbrød med remoulade. Øverst er den toppet med peberrod og sprødstegte løg.

     

    Hvilke typer smørrebrød findes der?

    Der findes flere forskellige typer af smørrebrød og hele forskellen ligger både i ingredienser og tilberedelsesmetoden.

    Den mest simple form for smørrebrød er en håndmad. En håndmad består primært af brød, og herefter et ganske tyndt lag pålæg. Det kan både være oste, postejer eller former for kød. Der findes også vegetariske alternativer inden for typen håndmad.

    Den lidt mere elegante form for smørrebrød er et frokostsmørrebrød. Her vil der typisk være gjort mere ud af pålægget, og der vil også være pynt. Dog vil smørrebrødene være fremstillet i store partier. Denne type vil ofte være at finde i et supermarkeds delikatesseafdeling eller til et firmaarrangement.

    Den mest ekstravagante form for smørrebrød er det højtbelagte. Højtbelagt smørrebrød tilberedes af en smørrebrødsjomfru, og her vil der typisk være flere lag af pålæg og pynt. Denne type smørrebrød spises med bestik.

     

    Hvornår spiser vi smørrebrød?

    I Danmark spiser vi smørrebrød på mange forskellige tidspunkter. Det er primært tidspunkt og anledning, som afgør, hvor elegante former for smørrebrød, vi spiser.

    De højtbelagte spises typisk ude – enten med familie, venner eller forretningsforbindelser – mens håndmadder kan spises på madpakke og frokostsmørrebrød kan spises på kontoret eller i hjemmet i weekenden.

     

    Smørrebrødsopskrifter

     

    Dyrlægens natmad Se opskriften her.

    Rullepølse Se opskriften her.

    Sol over Gudhjem Se opskriften her.

    Roastbeef på 2 måder Se opskriften her.

    Sprængt oksebryst Se opskriften her

     

    Tilbehør og mere inspiration:

     

    Mayonnaise Se opskriften her

    Remoulade Se opskriften her

    Rugbrød Se opskriften her

    Franskbrød Se opskriften her.

    Roastbeef Se mere her

    Julefrokost Se mere her

    Påskefrokost Se mere her

    Saucer Se mere her

    Smør Se mere her

    Æg Se mere her

     

    Skulle du få lyst til noget klassisk sødt bagefter, så kunne kajkager, citronfromage eller rutebilslagkage anbefales.

  • Tidligere kommenterede jeg på en video fra et politisk møde hvor en tilsyneladende mentalt forstyrret kvinder rabler løs om at bombe Rusland og spise babyer på grund af klima-problematikken.

    Det hele var meget skørt, for ikke at sige komplet vanvittigt.

    Det viste sig da også at være et mediestunt. Det hævder i hvert fald konspirations-bevægelsen LaRouche. Bevægelsen hævder at have placeret kvinden som "trolling", altså en slags stunt som skulle afprøve reaktionen på de vanvittige forslag.

    Når noget næsten virker for skørt til at være sandt, så ER det faktisk også ofte for skørt til at være sandt.

    Jeg beklager at have været med til at give et forkert indtryk af hvad der skete på mødet.

  • Det er en total mangel på civilitet vi her er vidner til

    Den yderste venstrefløj gør livet surt for politiske modstandere - også uden for det politiske liv.

    Således opgiver Anahita Malakians nu sit arbejde på spisestedet The Barn i København.

    Men hvorfor sætter venstrefløjen efter en eks-politiker på hendes arbejdsplads som ikke har noget med hendes politik at gøre?

    Desværre hænger det nok til dels sammen med at man på den yderste venstrefløj ikke anerkender skellet mellem politisk og privat. Således er en politisk fjende også privat en fjende. Og så retfærdiggør man de metoder som har været i anvendelse for at chikanere Anahita Malakians og hendes arbejdsplads.

    Der er også et andet aspekt her:

    Anahita Malakians er indvandrer. Men hun forsøger at forsørge sig selv. Det kan folk på højrefløjen godt lide. Men på venstrefløjen er der åbenbart i hvert fald nogle som aktivt søger at gøre det svært hvis ikke umuligt for hende at arbejde og drive forretning.

    De fleste borgerlige mennesker ville da bare hilse det velkommen hvis en venstrefløjspolitiker meldte sig ud af politik og startede en forretning eller fik sig et almindeligt job.

    Der er ikke meget samfundssind at spore på den yderste venstrefløj.

    Er man ikke enige med dem politisk, så er man bare en fjende. Det politiske fylder for dem alt. Og selvom man "exit'er" politik, så er man stadig et mål for politisk chikane, åbenbart.

    Det er en total mangel på civilitet vi her er vidner til.

    Som hovedpersonen selv udtrykker det i et opslag på Facebook:

    Jeg har næsten ikke ord for, hvor kujonagtigt og lavt det er at synke til dette niveau og ramme personer på deres levebrød i stedet for deres politiske holdninger. Jeg kan tåle al den kritik, det skal være på min person, men når folk bogstaveligt prøver at tage brødet ud af munden på mine tre børn, så falder kæden af.

    Meget tyder på at sagen tog fart efter at mediet Konfront omtalte Anahita Malakians som højreekstremist og omtalte maden på spisestedet som "naziburger".

    Artiklen i Konfront gav en ret udførlig beskrivelse af spisestedets geografiske placering:

    Den har hun brugt på at åbne en burgerbar kaldet The Barn i Nordvest lige på grænsen til Nørrebro. Hun overtog for nylig lokalerne i den gamle Cafe AE i det grå S&E-hus på hjørnet af Nordre Fasanvej og Frederiksundsvej.

    Men der var egentligt ikke megen anden information at hente i artiklen om kvaliteten af maden på stedet, om serveringen eller stemningen i lokalerne. Det handlede nærmest udelukkende om at beskrive Anahita Malakians tidligere politiske tilhørsforhold.

    Og det politiske frem for det madmæssige synes også at være motivet for en række negative anmeldelser på The Barns facebook-side som fulgte efter artiklen.

    I hvert fald blev spisestedet udsat for en masse dårlige anmeldelser som så blev mødt af positive anmeldelser. På den måde blev anmeldelser som skulle gå på spisestedets madkvalitet en politisk kampplads. Sådan fungerer aktivisme også.

    I en opfølgende artikel undskylder Konfront for brugen af ordet Naziburger, men slutter alligevel af med disse ord:

    Vi opfordrer dog stadig til, at man køber sine burgere et andet sted.

    Opfordringer til boykot og negative politisk motiverede anmeldelser online er een ting. Det er en form for berufsverbot og slemt nok i sig selv.

    Men da der så natten til lørdag i den forgange weekend blev udøvet hærværk mod spisestedet, får sagen definitivt en drejning over i det fuldstændigt uacceptable og forbryderiske.

    Hvad er det man vil opnå ved at forhindre en tidligere politiker i at skabe sig en indtægt ved at levere en ydelse til folk som gerne vil have denne?

    Det giver ikke meget mening hvad aktivister på yderste venstrefløj her har gang i.

    Desværre ser det på et plan ud til at de uciviliserede "vandt" denne omgang.

    For i går søndag meldte Anahita Malakians følgende ud på sin Facebook:

    Af hensyn til ejerne og de der arbejder i The Barn, samt de der planlægger deres events på stedet, har jeg valgt at sige op fra dd. med øjeblikkelig virkning.

  • Flere steder i landet startede ugen med en enkelt frostgrad og ellers temperaturer på frysepunktet

    Flere steder i landet startede ugen med en enkelt frostgrad og ellers temperaturer på frysepunktet.

    Så koldt har det været her til morgen at Vejdirektoratets saltbiler har været i arbejde for første gang i efteråret.

    Dagen starter kold og klar ifølge DMI og skulle senere på dagen rammes af en front med regn, blæst og to-cifret temperaturer fra vest.

    Tjek de lokale udsigter.

    I ønskes alle en god dag.

  • Rigspolittiet og SKAT er bekendt med skandaler og "undersøgelser"

    "Nu skal vi have en tilbundsgående undersøgelse"

    Hvor ofte hører vi ikke denne replik fra det politiske system når endnu en IT-skandale, bestikkelsessag, systematisk overtrædelse af regler om udbud eller sag om underslæb rammer i det offentlige?

    Og så ryger der måske et par fyringer eller folk bliver flytter fra en post til en anden i systemet - ofte med et gyldent håndtryk med på vejen.

    Nogle gange, som i den store Atea-sag, ender det endda med ubetinget fængsel. Men det hører absolut til undtagelserne.

    En ting er dog sikkert:

    Undersøgelserne koster tid og penge. Men de ændrer sjældent noget fundamentalt ved systemet.

    Lidt firkantet kan man sige at dem som laver fejlene ofte er djøfere, og det er dem som så skal lave undersøgelserne også.

    Uanset hvad så vinder Djøf.

    Derfor bør det egentligt heller ikke undre at skandalerne kommer igen og igen, og at det virker som om systemet aldrig bliver klogere.

    For hele ideen er såmænd ikke så mege at forbedre systemet som det er sikre arbejde til djøfere og bureaukrater.

    Tænk hvis man forenklede reglerne så meget at organisationerne i det offentlige rent faktisk kunne overskue og efterleve dem.

    Så ville man have færre skandaler og færre undersøgelser.

    Men det er jo ikke meningen vel.

    Alt for mange har en iboende interesse i at systemet er kompliceret og uoverskueligt.

  • Det er det samme problem med SKAT - og folk mister naturligvis tilliden når det ikke har konsekvenser med skandale efter skandale

    Teledatasagen er alvorlig.

    I en tid hvor mere og mere beror på digital bevisførelse er sagen sågar særdeles alvorlig.

    Det er tilliden til retsstaten som her er på prøve.

    Men på trods af dette, så afviser Justitsminister Nick Hækkerup på forhånd at der kommer fyringer.

    Altså, det er jo med Mette Frederiksens ord, "absurd" at man siger:

    "Det er en vaskeægte skandale, men jeg vil ikke fyre nogen"

    Hvad er meningen med på den vis at forhåndsfritage de ansvarlige for ansvar?

    Hvorfor giver ministeren på den måde amnesti allerede inden sagen er fuldt afklaret?

    Når han nu selv erkender at sagen er en "vaskeægte skandale", så virker det mærkeligt indspist at han på forhånd afviser at den vil medføre fyringer.

    Er han ikke den egentlige chef her?

    Holder han hånden over venner?

    Hvad sker der?

  • Tillid var temaet for Mette Frederiksens åbningstale

    Mette Frederiksen var inde på tillid i sin åbningstale.

    Tillid er jo noget af det som kendetegner det danske samfund, i en grad så det er noget som andre forbinder os med i resten af verden.

    Vi danskere har stor tillid til hinanden.

    Men som Mette Frederiksen også selv var inde på, så står det knap så godt til med tilliden til politikerne, og i bredere forstand tilliden til systemet - herunder til SKAT.

    Men lad os i denne omgang fokusere på den manglende tillid til politikere:

    Når Mette starter med at ansætte sine venner som "særlige rådgivere" på skatteborgernes regning, på trods af at socialdemokraterne op til valget havde lovet at der skulle bruges færre penge på konsulenter, så er det klart at det tærer på tilliden.

    Så:

    1. Mette kan fyre sine særlige rådgivere - væk med spindoktorer og udenomssnakkere. Det ville øge tilliden.

    Dertil bør hun rydde op i ministerrækken. Der er specielt en mand, som flere gange har spillet uheldige roller i forhold til tillid til poltikere.

    1. Skaf dig af med Morten Bødskov. Han er indbegrebet af en utroværdig politiker. Hvem har tillid til den mand?

    Og nu vi er ved den mand, hvis du virkelig mener det med tillid alvorligt, Mette, så afskaf dog den såkaldte Offentlighedslov, som jo reelt er en mørklægningslov.

    1. Afskaf Offentlighedsloven. Det er stærkt undergravende for tilliden til politikere, at de kan skjule deres arbejde for det øvrige samfund.

    Der er masser af nemme måder at øge tilliden på. Men det kræver handling.

    Eller har du det hele i munden, Mette?

  • Af Karina Pedersen og Lars Christensen

    Da vores researchteam forleden afholdte statusmøde, og vi i forbindelse med vores arbejde har gennemgået hundredevis af børnesager, slog det os pludseligt:

    Landets socialrådgivere er tilsyneladende eksperter i alt.

    Gennem tusindvis af sagsakter har vi kunne konstatere, at socialrådgiveres viden dækker emner fra hvor mange watt gode forældres støvsuger bør have for at lille Georg ikke bliver kriminel i en alder af tolv og videre over boligindretning, parforhold, tøjstil, madvaner, sexliv, lufttryk på barnevognsdæk, hvilke tone børnesange skal synges i for at et barn ikke bliver psykisk syg, hvor mange timers TV forældre kan se, før deres barn bliver mimikløs (det er vist noget med, at et barn så kun får to ansigtsudtryk; alt sammen forårsaget af forældre, der ser for meget TV).

    Og socialrådgivere kan tilmed levere en præcis angivelse af, hvor mange procent virkelighedsopfattelse et menneske har (mange har – efter hvad vi kan læse – kun omkring 30% og det er desværre ikke nok til, at man kan være forælder), og hvis det ikke er imponerende nok, så kan de også spå, hvorfor de ved, hvordan børns fremtid bliver.

    Se, det er en fantastisk bred viden, og der har os bekendt aldrig tidligere været et studie, der har formået at forene løse teorier og clairvoyance på helt samme måde som socialrådgiveruddannelsen har, og derfor foreslår vi – og vi fremsætter også et borgerforslag – at det bliver gjort obligatorisk for alle landets borgere at gennemføre socialrådgiveruddannelsen.

    Det ville ikke blot gøre alle mennesker i stand til at lave deres egne ressourceprofiler, handleplaner, etc. (og dermed blive fri for de famøse Jobcentre); man vil også være i stand til at levere det som går under navnet faglige vurderinger, og det er dem, som vi personligt har stor interesse for.

    Nu er vi – endnu – ikke socialrådgivere, så vi er ikke i stand til at forstå de meget komplekse måder, hvorpå en faglig vurdering udregnes, men vi kan give et par eksempler på den viden, som vi – forhåbenligt – alle snart vil være i besiddelse af:

    En ung mand skulle have vurderet sine forældreevner og derfor udspørges han om sin egen barndom. Den har været god, siger han og giver forskellige eksempler.

    Den faglige vurdering lyder efterfølgende, at manden er uegnet som forælder, da han mangler selvindsigt, idet han ikke kan se, at han faktisk – uanset hvad han selv mener og tænker – har haft en elendig barndom. Det faktum, at han påstår, at have haft en helt almindelig barndom, er netop et tegn på det modsatte.

    Det er så dog ikke det eneste, der fælder ham; han havde – i sin befippelse over at være blevet forælder – også glemt autostolen, da hans barn skulle hentes hjem fra sygehuset, og barnet bliver selvfølgelig tvangsfjernet.

    En anden forælder, der også skulle have undersøgt sine såkaldte forældreevner, kunne ikke – på stående fod – svare på, hvem der havde skrevet Sherlock Holmes, og dermed lød den faglige vurdering, at barnet burde anbringes udenfor hjemmet, da moderen var for dum til at kunne støtte barnet gennem folkeskolen. Moderens manglende respekt for faglige vurderinger blev desuden anset for at være en skærpende omstændighed, og barnet blev tvangsfjernet.

    Hvis moderen i førnævnte tilfælde havde gennemført socialrådgiveruddannelsen, ville hun ikke blot have forstået vigtigheden af at have læst Sherlock Holmes; hun ville også have haft respekt for faglige vurderinger, og dermed kunne samfundet have været sparet for at opfostre hendes barn.

    En anden mor, hvis personlighed – ifølge en faglig vurdering – er så uønsket i samfundet, at hendes børn står til at blive fjernet fra hjemmet for ikke at anlægge sig samme utiltalende karaktertræk, ville – såfremt hun havde været socialrådgiver – have kunne stoppe sig selv inden hun lod børnene lege med legetøj i stuen, og i stedet have forstået, hvordan det kun er uansvarlige forældre, der udsætter deres børn for den fare, der er forbundet med at falde over legetøjet og dø på stedet.

    Vi har masser af andre eksempler på faglige vurderinger og dem vil vi gennemgå i vores kommende bog En faglig vurdering, hvor vi også vil komme ind på det historisk interessante i, at socialrådgivere kan afsige spådomme om kommende ulykker; de er næppe blevet afsagt i samme omfang siden oraklet i Delfi var aktivt.

    Den evne – samt deres utallige andre evner – ønsker vi som sagt, at alle borgere skal være i besiddelse af, hvorfor vi håber på stor opbakning til vores kommende borgerforslag: Alle har ret til at blive socialrådgiver.

    Vi vil snart afholde debatmøder i de af landets kommuner, som leverer de bedste faglige vurderinger, og vi er overbeviste om, at når borgerne hører, hvad deres kommunes socialrådgivere foretager sig, så vil vi møde stor opbakning.

    Rævekagen er magasinet om magthaverne.

  • Man må ofte undre sig over SKAT - det er svært ikke at miste tilliden

    Der er kommet en række skandaler frem om SKAT.

    Og en del gange er det ikke SKAT selv som åbent og ærligt har fortalt om sine store og små problemer.

    Senest har medier afsløret at SKAT indgår et såkaldt forlig med fuskere som giver dem rabat og skulle hemmeligholde deres identitet.

    Og det er altså ikke bare en lille rabat. Vi taler 2,5 mia i rabat alene i denne ene sag.

    Som selvstændig hører man mange historier om hvordan SKAT behandler små selvstændige. Det er en helt anden historie end den om de fine herrer i habitter.

    Og at SKAT så sætter efter en 14-årig pige for tre kroner. Det er jo absurd.

    Det er som om SKAT er kommet ud på et skråplan, men SKAT selv vil ikke erkende det.

    Og det vil politikerne heller ikke.

    Borgerne mister tilliden til SKAT. For SKAT er ikke til at stole på.

    Hvad skjuler SKAT ellers for os?

    Og det er jo ikke kun SKAT's egen skyld alt det her. Mest, men ikke kun.

    For netop politikerne har ikke gjort nok for at komme problemerne i SKAT til livs.

    Bevares, men har foretaget diverse djøf-manøvrer hvor man har splittet op og flyttet rundt.

    Men det er på det rent organisatoriske niveau.

    Det der mangler er et ægte opgør med skattesystemet.

    Den dag skattesystemet er skruet sådan sammen at en almindelige borger kan sætte sig ind i det hele på fem minutter, den dag er der en chance for at SKAT også selv kan overskue sin opgave.

    Opskriften er simpel nok.

    Afskaf alle fradrag og indfør en enkelt ensartet skat på indkomst og en enkelt ensartet skat på forbrug.

    Og drop alt andet.

    "Nej, men det kan ikke lade sig gøre fordi .... bla, bla, bla"

    Nå, men så lev med elendige SKAT og de evindelige skandaler.

    For så længe antallet af regler ikke skæres ned og forenkles, så længe vil skandalerne komme.

    SKAT er ude hvor SKAT ikke kan bunde – og har været det længe.

    SKAT skruer bissen på over for 14-årig pige: "Du skylder os tre kroner!"

    Kildemedier

    SKAT er i vælten for tiden.

    Man har jo foræret et to-cifret milliardbeløb væk til udenlandske svindlere. Og det er klart, så skal der jo skrabes nogle penge ind et andet sted.

    Det kan dog godt komme til at tage et pænt stykke tid, hvis SKAT har tænkt sig at fortsætte den linje, som BT i går afslørede i artiklen:

    14-årige Charlotte fik langt brev fra Skat: Hendes mor spærrede øjnene op, da hun så deres krav

    Kravet til den 14-årige pige er på sølle tre kroner. Men det krav har SKAT altså brugt næsten ti gange så meget i porto på at fremsende. Og hele fire siders tekst i brevet.

    En form for vittighed, skulle man tro. Men nej.

    SKAT har ovenikøbet været så flinke at sende et girokort med i brevet. SKAT er som bekendt med på noderne, når det gælder moderne teknologi og det der IT-halløj.

    Men mere alvorligt så er sagen jo udtryk for SKAT's totale mangel på proportionssans.

    Man bruger en masse ressourcer på at gå efter almindelige borgere og totalt ligegyldige småbeløb som burde forsvinde væk under en bagatelgrænse.

    Og alt imens man bruger sine kræfter på dette, så kan de egentlige kriminelle - som de udlændinge der lænsede danske skatteborgere gennem moms-refusionssystemet - gå grinende hele vejen til banken.

    Der skal simpelthen ske noget med SKAT. Organisationen skal helst opløses, men i det mindste kulegraves fuldstændigt.

    Hvordan kan danskernes tillid til SKAT ellers genskabes. Som det ser ud nu, er der ikke megen grund til at have respekt for foretagendet.

    Fuskere trak 4,1 mia ud af DK - SKAT kræver kun 1,6 mia retur

    Kildemedier
    2.500.000.000 kroner i svindel-rabat til bagmændene
    SKAT har ikke haft styr på sagerne

    Fra 2012 til 2015 mistede SKAT 12,7 mia. gode danske skattekroner i skandalen om udbytteskat - de røg ud til bagmænd i udlandet.

    Efterhånden er der kommet flere navne på listen.

    Men hvad der er lige så interessant er at nyheder.TV2.dk og Politiken kan afsløre at SKAT har indgået et forlig med nogle af bagmændende.

    Forliget indebærer at bagmændene kan fratrække de udgifter de således med fordel kan hævde at have haft i forbindelse med at få pengene ud af Danmark.

    Samlet set ender bagmændene i denne del af skandalen om udbytteskatten som med kun at betale 1,6 mia tilbage ud af 4,1 mia.

    SKAT giver således et "fradrag" på langt over halvdelen af beløbet. Nemlig cirka 2,5 mia i rabat til bagmændene.

    Juraprofessor Eva Smith sammenligner over for nyheder.TV2.dk sagen med et indbrud hvor tyven har stjålet 20.000 i et pengeskab og senere bliver fanget af ejeren, der naturligvis kræver sine penge tilbage.

    Så siger han: "Nej nej, det kan du ikke få, fordi jeg har købt en skærebrænder, den kostede 2000, og jeg har snakket med en ekspert i, hvordan man stopper jeres tyverialarm inden, og han vil have 4000. Der var en, der holdt vagt for mig, han vil have 3000, så de penge skal jo trækkes fra

    forklarer hun med et billede som alle kan forstå.

    nyheder.TV2.dk har mere om sagen.

  • Danmarks Radio bør være mere opmærksom på faldgruberne ved såkaldt konstruktiv journalistik

    Balancen mellem "konstruktiv journalistik" og identitetspolitisk aktivisme er hårfin.

    I et afsnit af P1-programmet Public Service på Danmarks Radio gør journalist Jesper Borup en postuleret mangel på frivillige i beredskabet1 til en kønspolitisk mærkesag for Forsvarsminister Trine Bramsen.

    Men er en sådan sammenkædning holdbar? Får man bedre rekruttering ved at fokusere på køn?

    Lad os først se på det materiale Danmarks Radio har udgivet.

    Først radio-udsendelsen som hos DR fået titlen:

    "Minister: Flere kvinder i beredskabet"

    Og så en DR-artikel om emnet med overskriften:

    "Forsvarsminister vil fjerne mandekultur: 'Vi kvinder er generelt gode til brandslukning'"

    Denne artikel på DR.dk refererer til radio-udsendelsen.

    Og værten på programmet Public Service, Jesper Borup, deler selv DR-artiklen med kønsvinklen på twitter med disse ord:

    Men hvad skal vi kalde dem - brandbetjente? Brandoperatører? Beredskabsassistenter? “Brandmand” kan næppe siges at være dækkende for en kvindelig brandslukker.

    I radioprogrammet bringer Jesper Borup også dette aspekt omkring ord og sprog op adskillige gange hvorimod han slet ikke med samme iver problematiserer det tab af fysisk styrke i beredskabet som en kønsligestilling vil medføre på sigt.

    Men hvordan kom vi fra beredskabets rekrutteringsproblem til Borups og Bramsens kønspolitiske "løsning"?

    I beskrivelsen af radio-udsendelsen står der:

    "Der skal flere kvinder i beredskabet! Der mangler både frivillige og deltidsbrandmænd - helt op mod 400 af slagsen - og det er ikke et problem, der løser sig af sig selv: Der kommer ikke lige 400 mænd i morgen og siger, de er klar. Derfor skal vi gøre meget mere for at få kvinder med i beredskabet, siger forsvarsminister Trine Bramsen."

    Læg mærke til denne del:

    Der kommer ikke lige 400 mænd i morgen og siger, de er klar. Derfor skal vi gøre meget mere for at få kvinder med i beredskabet, siger forsvarsminister Trine Bramsen

    Men kommer der så lige 400 kvinder i morgen og siger at de er klar? Og ville borgerne blive mere trygge hvis der gjorde. For ifølge Bramsen er det nemlig hvad det her handler om, trygge borgere.

    Og er det givet at beredskabet sikrer en bedre rekruttering på sigt ved at problemet gøres kønspolitisk?

    Identitetspolitik fylder meget for tiden. Og det kan virke oplagt at koble ethvert problem sammen med en identitetspolitisk løsning. Men om det virker på sigt er en anden sag.

    Og hvad var det nu for noget med en "mandekultur" ministeren ville fjerne? Er det mon noget med hvide tennis-sokker, igen? Eller hvordan er mænd forkerte i ministerens øjne i denne ombæring.

    Artiklen på DR, som nævner mandekultur i overskiften, gør os desværre ikke klogere for ordet nævnes ikke i brødteksten.

    I radio-udsendelsen taler Trine Bramsen lidt om kulturen som noget der omhandler hvordan man omgås hinanden når man er i brandkorpset, "så kulturen skal vi arbejde med," siger hun.

    Derefter taler hun noget om at brandarbejde i dag handler om alt muligt andet end det gjorde i gamle dage - og at der derfor skal skabes et andet syn på brandarbejde.

    Man kunne næsten få det indtryk af at lytte til ministeren at det fysiske aspekt i dag er uden betydning i brandarbejde. Men er det nu også sandt?

    Både vært og minister behandler spørgsmålet om brandarbejde som noget rent sprogligt og kulturelt og forsømmer dermed at tage det fysiske og biologiske aspekt alvorligt.

    Det er dødsens farligt på sigt at ignorere fysiske forskelle mellem kvinder og mænd når det handler om arbejde af den her type. Og det mangler der en behandling af i programmet.

    Den her slags "konstruktiv journalistik" giver masser af arbejde til diversitetskonsulenter og projektmagere som arbejder med "mangfoldighed og inklusion" i forskellige skatteyderbetalte bureaukratiske stillinger rundt om i det offentlige.

    Men det kan en DR-journalist jo være ligeglad med.

    Og det er langt fra givet at den mest effektive og fornuftige løsning på den postulerede mangel på frivillige i beredskabet går gennem en kønspolitisk dagsorden som ser bort fra de fysiske forskelle som er mellem kvinder og mænd.

    Jo, andre afsnit af programmet har behandlet andre aspekter af rekrutteringsproblemet. Men det her omkring køn behandles ensidigt og uden hensyn til den biologiske og fysiske realitet.

    Præmissen bag programmet Public Service synes at være at Danmarks Radio har til opgave at finde problemer som så skal præsenteres for politikerne som har magten til at løse dem. Her blandt andet gennem en særlig indsats for rekruttering af flere kvinder.

    Dette at journalistikken har til opgave at hjælpe magthaverne med at løse problemer omtales nogle gange som "konstruktiv journalistik". Men det er en hårfin balance hvor tingene nemt kører af sporet.

    Så snart journalisten begynder at bakke op om en bestemt form for løsning og ser gennem fingre med problemerne ved den løsning, så er vi ovre i politisk aktivisme.

    For hvad med de kritiske spørgsmål?

    Hvad med spørgsmålet: Hvad sker der med beredskabets evne til at agere resolut i kritiske situationer som kræver stor fysisk styrke når det brænder på for alvor?

    Man efterlades med det indtryk at værten på programmet er så forhippet på at hjælpe med at løse rekrutteringsproblemet for beredskabet at han helt glemmer de kritiske spørgsmål blandt andet omkring det fornuftige eller ufornuftige i målrettet at gå efter at øge andelen af kvinder i beredskabet.

    Og spørgsmålet, om det overhovedet er en fordelagtig vej at slå ind på identitetspolitik når man skal rekruttere de bedst egnede i en given situation, behandles heller ikke i programmet eller artiklen.


    1. Ifølge en faktaboks i artiklen på DR.dk mangler "mellem 200-400 deltidsansatte og frivillige brandmænd i beredskabet" i Danmark. 

  • Forsvarsminister mener at det er et problem at de fleste brandmænd er mænd

    Lad os være ærlige Trine Bramsen er ikke nogen dygtig minister, men hun er god underholdning.

    Lidt synd at det skal gå ud over forsvar og beredskab.

    Hendes nyeste udspil er det rene vanvid. Hun mener ganske enkelt at det er et problem at 19 ud af 20 brandmænd er mænd. Hun vil have flere kvinder til at være brandmænd.

    Ideelt set vel mindst halvdelen.

    Det er et eksempel på hvorfor feminisme er så dødeligt farlig i politik.

    Hvis man udskifter mænd med kvinder inden for beredskab og forsvar i den politiske ambition om lige fordeling på køn, så kommer det til at koste liv.

    For kvinder har slet ikke samme fysiske kapacitet som mænd.

    Det er utroligt at det skal være nødvendigt at sige dette.

    Trine Bramsen, dum som hun er, vender tingene på hovedet:

    Det handler om borgernes tryghed, så der er et pres på mig i forhold til at få knækket den her kode.

    Nej, Trine. Hvis det handlede om borgernes tryghed, så ville du lade brandmænd være mænd. For mænd er nu engang bedst til at være brandmænd.

    Det handler derimod om politisk feminisme. At gøre alting op i køn og lige fordelinger på køn.

    Vi er ikke så dumme at du kan narre os.

    Vi lader tåben få det sidste ord:

    Vi kvinder er generelt gode til brandslukning. Derfor giver det mening, at vi også er en del af den fysiske brandslukning.

    Du kan læse mere på DR som fuldstændigt ukritisk lægger mikrofon til og mener at overvægten af mænd som brandmænd er et problem som DR skal være med til at løse.