Redaktionel note: Jyllandsposten har valgt at slette et blogindlæg med dette svar hvorfor vi bringer det her
Vi er en familie, selvom at socialtilsynet, sådan som de flere gange tidligere har formuleret det, ser hende som en arbejdsopgave.
Min datter er snart 8 år, hun er ikke vores, min mands og mit, biologiske barn, men vi fik hende da hun var omkring 48 timer gammel. Hun er psykologisk vores barn, og vi er hendes psykologiske forældre. Vi er mor og far, det har vi altid været. Juridisk set er vi plejeforældre for vores datter. I sommers fik hun en lillebror der biologisk er vores, og der er i sandhed ingen forskel for os som forældre, vi elsker dem begge lige højt.
Socialtilsyn Øst vil fjerne vores datter med henvisning til min rolle som offentlig person, medieeksponeringen af mig i den sammenhæng og det faktum at jeg er sigtet for at have delt i et link til en drabsvideo, i forbindelse med dækningen af et terrorangreb.
Vi har skrevet nedenstående svar til Socialtilsyn Øst, hvor der også er et link til tilsynets brev hvori de varsler en fjernelse af vores datter.
Nej til fjernelse af vores datter – hun er hvor hun skal være. d. 25.03.2019
I, Socialtilsyn Øst, der er sat i verden for at varetage blandt andet vores barns tarv, har varslet at ville fjerne hende fordi I ikke kan lide mors holdninger og fordi mor har delt et link til en video på sin Facebook.
På onsdag er de 14 dage gået for den varslede afgørelse. Afgørelsen ser ud til at være truffet på forhånd. Det fremgår af jeres brev at I ikke vil ændre holdning. I skriver at det er: ”socialtilsynets vurdering, at der uanset hvor god en tilsynsrapport der kunne udarbejdes, er skabt en så begrundet tvivl i forhold til jeres mulighed for at opretholde den nuværende godkendelse, at vurderingerne i en tilsynsrapport af kvalitetsmodellens temaer, ikke kan ændre på vores vurdering af sagen.”
Vores (pleje)datter, som vi fik da hun kun var ca. 48 timer gammel, ved endnu ikke noget om at hendes skæbne hænger i luften.
Det her er ikke en Amnesty International-historie om en bloggers ytringsfrihed i Sudan, Saudi Arabien eller Iran. I, i Socialtilsyn Øst, har reelt truffet en uhørt totalitær og magtfuldkommen afgørelse. Som social myndighed ønsker I at ødelægge en velfungerende familie og et velfungerende barns liv, alene fordi I ikke kan lide mine holdninger og ytringer, og fordi at jeg har delt et link til en video på min Facebook-profil. Ja, jeg er sigtet for at have delt linket, men jeg er endnu ikke hverken tiltalt eller dømt. Jeg er endnu ikke engang blevet afhørt af politiet i sagen. Drabsvideoen vender jeg tilbage til.
Selv hvis jeg bliver dømt for uberettiget at have delt et link på min Facebook-profil til en video, så har en sådan dom intet med min evne til at være forælder at gøre. Det vender jeg også tilbage til.
I offentligheden har der været en uberettiget tvivl om hvorvidt at I, i Socialtilsyn Øst, havde andre begrundelser, såsom svigt, vold eller overgreb i familien for jeres påtænkte fjernelse af vores barn.
Alle de medier som har bragt dele eller hele jeres brev, har set det originale brev for at sikre sig at vi ikke har manipuleret med brevet.
Min datter er glad, udvikler sig helt normalt og er meget udadvendt. Mit barn har mange venner, dyrker sport to gange om ugen og så er hun utrolig kærlig og samvittighedsfuld. Mit barn stortrives.
Så er der både politikere og andre som har kommenteret med at vi da bare skulle adoptere vores datter, i stedet for at blive betalt for at have hende, hvis vi ikke vil vurderes af tilsynet. Vi har siden hun blev født over for den anbringende kommune, Københavns Kommune, gjort det klart at vi hellere end gerne vil adoptere hende. Vi mener at det er muligt og oplagt for os at adoptere. Vi har siden hun var halvandet år aktivt ansøgt om adoption ca. en gang om året.
Medieeksponering er et problem?
Det er for jer, i Socialtilsyn Øst, et problem at jeg er eksponeret i medierne. Mener I at al medieeksponering er problematisk i forhold til det at være en god nok forælder, eller er det bare min eksponering der er et problem? Desuden mener I, i Socialtilsyn Øst, at kunne vurdere at jeg er amoralsk, uetisk, og en dårlig digital rollemodel. Det er samlet set jeres begrundelse for at fjerne et barn fra hendes liv: mor, far, lillebror, hund, bedsteforældre, kusiner og fætre, venner, skolekammerater og hjem.
I, i Socialtilsyn Øst, har endda reel truffet afgørelsen på forhånd, før at I har hørt min mand og jeg. Vigtigst af alt så har I truffet en afgørelse om mit barns liv, uden at tage i betragtning at det ville være et svigt og et overgreb at fjerne vores datter. Socialtilsynet er ellers kun sat i verden, for få år siden, for at anbragte børn undgik at opleve svigt og overgreb.
Derudover omtaler I sigtelsen af undertegnede, som om jeg allerede er både tiltalt og dømt i sagen om delingen af et link til en video på et socialt medie. Jeg har modsat hvad I skriver i brevet hverken downloadet, uploadet eller delt videoen, hverken på Reddit eller andre steder. Jeg har delt et link til Reddit, på min Facebook-profil. Jeg har altså ikke været besiddelse af selve videoen.
Alligevel skriver I: ”Der er tale om en bestemmelse med et objektivt gerningsindhold, hvilket betyder at det udslagsgivende er hvorvidt der er sket en videregivelse eller ej, ikke hvilke årsager det måtte ligge til grund for videregivelsen.” Et ”objektivt gerningsindhold”? Er I både anklager og dommer i denne sag, som heldigvis stadig er op til et retssystem, i en retsstat, at afgøre?
Man kan undre sig over at ingen sociale myndigheder har kontaktet os med henblik på at lave en forældrekompetenceundersøgelse, med henblik på vores egnethed som forælder for min datters lillebror.
Vores datters tarv, trivsel og retssikkerhed er vel ikke ringere stillet blot fordi at hun er et anbragt barn, vel?
Og hvad med min stakkels mand, hvad har han gjort?
Der burde ikke være nogen forskel på om et barn, juridisk set, er anbragt, da loven kræver at barnets tarv altid skal være i centrum for beslutninger om at fjerne et barn fra dets biologiske forældre såvel som for beslutninger om at flytte eller at hjemgive et anbragt barn.
I politiserer derfor ikke kun rollen som plejeforælder, men også rollen som forælder
Tirsdag for otte år siden blev vi ringet op, om onsdagen - samme dag som vores datter blev født, - var vi til en samtale med henblik på at blive plejeforældre for hende, og om fredagen havde vi hende i vores arme. Vi var måske de eneste forældre på hospitalet der slet ikke kiggede på vores telefoner, imens at vi lagde krop til timevis af hud mod hud, og vi havde kun øje for hende. Vi var de lykkeligste mennesker på jorden. Vores datter har været hos os lige siden.
Nu har vi valgt at stå frem med jeres varsling om at ville fjerne vores barn, og jeg har i de danske medier måttet forsvare mine politiske holdninger og mit virke som blogger og forfatter, for at vores barn kan få lov til at beholde sin familie, og for at vi og lillebror kan få lov til at beholde hende.
Vores datter er hos os, og hun ved ikke hvad det er vi kæmper med. Vi fortæller at mor har virkeligt travlt med sit arbejde lige nu, og at alle opkaldene og skriverierne handler om mors arbejde, hvilket ikke er helt løgn.
Mit barn ved godt at jeg skriver for en avis og at jeg er forfatter til en bog, men mit barn ved ikke at bogen handler om islam. Hun ved ikke engang hvad islam er. Hun ved heller ikke at mor bliver truet eller at mor har oplevet et terrorangreb for 4 år siden. Hun ved ikke at mor har oplevet krig i Iran. Hun ved selvfølgeligt heller intet om hverken drabsvideoen eller sigtelsen. Hun har spurgt til hvordan at jeg er kommet til Danmark, og derfor har hun fået at vide at hendes morfar flygtede fra nogle dumme mennesker som har magten i Iran. De ville ikke have at morfar sagde og mente de ting som han sagde og mente.
Mit barn ved ikke noget om at en myndighed har varslet at fjerne hende, fordi myndigheden ikke kan lide hvad mor siger og mener. Det lykkedes præstestyret i Iran at splitte min familie, således at jeg levede flere år af min barndom uden min far, men i dag er min familie truet af totalitarisme og magtfuldkommenhed i Danmark.
Hvorfor jeg delte et link til drabsvideoen
Nogle af de første gange jeg var på de landsdækkende medier, var i 2009 som talskvinde for Frit Iran. Det var ofte i følgeskab med en video af en iransk kvinde, Neda Agha Soltan, der blev skudt til en demonstration i Iran og døde foran kameraet, for øjnene af hele verden. Den blodige video blev delt og set på de sociale medier, og billeder af og også selve videoen blev vist på mange danske mediers hjemmesider og på TV.
Politiet og flere af de landsdækkende medier har fremstillet det som om at alle der har delt drabsvideoen fra Marokko bevidst har gjort noget ulovligt: at man har villet udstille de dræbte, provokere eller blot har været nysgerrige på selve drabet, eller at man har delt videoen som en slags sensationel underholdning. Det har beviseligt ikke været tilfældet med min deling af et link til videoen. Mit ærinde har været at finde frem til sandheden om drabet på Louisa Vestager Jespersen og Maren Ueland. Jeg har både før og efter at jeg delte det link været optaget af historien, hvilket også har gjort at jeg har skrevet om den, i detaljer, på min blog. https://jyllands-posten.dk/debat/blogs/jalehtavakoli/ECE11092261/henrettelse-ved-halshugning-blev-til-doede-med-tegn-paa-vold/
Efterfølgende har jeg lavet en grundig research der beviser at de danske myndigheder og medier ikke videregav hele sandheden om drabene i Marokko. Den vil jeg offentliggøre på et senere tidspunkt.
Der var tale om et angreb hvor to skandinaviske kvinder bliver henrettet ved halshugning, og da myndighederne finder ligene er man altså ikke i tvivl. Kvinderne var blevet halshugget. Jeg havde læst om drabene i de danske medier inden at jeg læste om halshugningen af en dansk kvinde i Marokko i et engelsksproget medie. Det går, i første omgang, ikke engang op for mig at der skulle være tale om den samme historie. De danske medier bragte formuleringer som at kvinderne blev fundet ”døde med tegn på vold” med ”mærker på halsen efter en skarp genstand”. Medierne citerede de danske myndigheder. Medierne skrev ikke om flere af de vidner der, uafhængigt af hinanden, havde berettet om halshugningerne i interviews med flere internationale medier.
Mit ærinde har i den her sag kun været at få hele sandheden frem på et tidspunkt hvor næsten alle danske medier fortalte en version af historien der ikke havde med virkeligheden at gøre. I mindst en artikel står der endda at de danske myndigheder beretter om at de pårørende er underrettet, men at man endnu ikke officielt kan bekræfte at en dansker er blevet dræbt. Hvordan kan det lade sig gøre?
Myndighederne fortalte også at opklaringsarbejdet blev besværliggjort af sne i bjergene, men der var kun sne længere oppe, ikke der hvor terrorangrebet havde fundet sted. Det har jeg fået bekræftet igennem samtaler med journalister der var i Marokko på det tidspunkt.
Jeg var i Krudttønden for 4 år siden da en terrorist angreb mødet med et maskingevær. Jeg løb fra mødet, imens at der stadig blev skudt i min retning. Som en der selv har overlevet et islamisk terrorangreb, og hvis far kun lever fordi han flygtede fra et islamisk regime, er det vigtigt for mig at få hele sandheden frem hver gang at vi som samfund bliver ramt af terrorisme, også når en dansker bliver dræbt af terrorister i udlandet. Det synes jeg at vi skylder os selv som et frit og demokratisk samfund, og jeg synes vi skylder terrorens ofre at fortælle sandheden om hvad der er sket dem.
Da jeg deler et link til videoen er det kun for at finde ud af om videoen er af drabene i Marokko. Det gør jeg fordi de danske myndigheder og medier, på det her tidspunkt (flere dage efter angrebet), endnu ikke havde fortalt os om halshugningerne af kvinderne. Da jeg på min Facebook-profil kritiserer de danske medier for ikke at skrive om halshugningerne, skriver flere journalister at min interesse og mine oplysninger i sagen er udtryk for at jeg er blevet konspirationsteoretiker.
Faktisk ser jeg kun få sekunder af videoen, efter at have delt linket, uden lyd på, bare for at verificere om der er tale om kvinder der ser skandinaviske ud. Jeg tænker på de pårørende, jeg tænker på mødrene, fordi jeg selv er mor, og jeg har ikke delt videoen for at udstille kvinderne. Jeg græder, jeg bliver fysisk dårlig. Jeg tænkte også over om jeg skal slette linket fra min Facebook, for at finde en censureret version af videoen, for ikke at udstille ofrene, men billedkvaliteten var meget dårlig, så jeg tænkte at det behøver jeg ikke at gøre.
Jeg kunne og kan ikke forstå at mine egne journalist-kontakter på Facebook ikke troede på mig og mine oplysninger i sagen, og jeg håbede på at jeg ved at dele linket kunne få de danske medier i tale i sagen. På den anden side var jeg ikke sikker på at videoen var fra terrorangrebet i Marokko, den var ikke verificeret af myndighederne. Kim Møller, som også er islamkritisk blogger, havde endda afvist at videoen var fra Marokko-angrebet. Møller havde kontakt til folk som mente at videoen var en gammel video, og at stedet i videoen ikke matchede billeder fra gerningsstedet. Vi fik skrevet frem og tilbage om ægtheden af videoen, og jeg opdaterede min status på Facebook løbende, om verificeringen af videoen af flere omgange. Vi endte med at blive enige om at videoen nok var af drabene på de to skandinaviske kvinder i Marokko.
Etablerede medier videregav også videoen, journalister imellem og til eksperter, for at få videoen verificeret, altså med det samme formål som min videregivelse af videoen. Det er selve videregivelsen der netop er problemet, og som anses for at være ulovligt. Hvorfor er disse medier ikke blevet sigtet i denne sag? Der er også medier som har viderebragte et link til videoen, men som jeg ikke har villet hænge ud, da også de har villet oplyse danskerne om hvad der faktisk var sket.
Det at de etablerede medier begynder at verificerede videoen får PET til selv at verificere videoen, med en udtalelse om at de ikke havde grund til at betvivle at videoen var af drabene på de to skandinaviske kvinder i Marokko.
Så er der flere der siger, at det er godt nok at jeg har en forklaring på hvorfor at jeg delte det link, men at jeg jo vidste at det var ulovligt. Det kan ikke være mere forkert.
Den paragraf som jeg og andre er sigtet efter, handler om at have krænket andre fordi man har delt private billeder. Private billeder, som ifølge paragraffen: ”åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden.” Paragraffen er sat i verden for primært at ramme de der spreder hævnporno. Det er første gang at paragraffen bliver brugt med henblik på at forbyde videoer / billeder af terrorofre, og jeg ville aldrig hverken have set eller delt et link til videoen, hvis bare de danske myndigheder og medier havde fortalt sandheden om angrebet.
Danske medier har desuden mange gange før vist billeder af terror- og krigsofre, af dræbte, af drab, af henrettelser, også billeder og videoer som er blevet taget af og formidlet af terrorister.
Jeg afholder mig som oftest fra at bruge sådanne billeder, det er også derfor at jeg i min bog, som blandt andet handler om islamisk terrorisme, stening, henrettelser og andet frygteligt, ikke bringer billeder af disse forbrydelser, selvom disse kunne være relevante for at dokumentere og belyse flere af temaerne i bogen.
Drabsvideoen, som jeg delte et link til, er det værste jeg nogensinde har set nogensinde, den værste ondskab. En dansker fik skåret hovedet af fordi hun var vantro. Terroristerne gjorde det fordi det står i Koranen, og det er ikke min påstand, men deres logik. Der er tale om tale om et islamistisk og dybt racistisk angreb imod de som terroristerne anser for at være beskidte vantro, alene fordi kvinderne ikke var muslimer. Jeg ville fortælle sandheden om hvad der skete.
Først efter at jeg havde delt linket til videoen, fortalte politiet at videoen var ulovlig at dele, og at politiet nu gik i gang med at fjerne videoen. Det betyder også at mit link til videoen blev fjernet, og at Facebook selv slettede / inaktiverede opslaget. Facebook har vurderet at jeg ikke har overtrådt deres regler, de sanktionerede mig derfor ikke for opslaget.
Politiet har nu sigtet mig i sagen, men jeg er altså ikke engang blevet hverken afhørt eller tiltalt i sagen. Alligevel er jeg af flere medier, eksperter og nu også af jer, Socialtilsyn Øst, blevet dømt for at have gjort noget strafbart.
Og lad os bare sige at jeg bliver dømt for at have delt et link på Facebook, men igen, hvad har det med min forældreevne at gøre, særligt når det ikke har været min mening at udstille kvinderne, og når jeg ej heller har delt linket for at forarge eller at provokere.
Forfatter og tidligere børnerådsformand Lisbeth Zornig Andersen er dømt for menneskesmugling, da hun kørte syriske flygtninge til Sverige, men der var ingen der stillede spørgsmål til hendes evne til at være mor. Politisk kommentator Hans Engell, der godt kan forstå at I har varslet en fjernelse af mit barn, har engang kørt stærkt beruset ind i en betonklods. Mon nogen overvejede om han kunne beholde sine børn? Engell kunne endda have slået andres børn ihjel med den vanvittige forbrydelse, alligevel var der ingen der kom og fjernede hans børn.
Hvad skal de ansvarlige politikere gøre?
Folketingspolitikere og socialministeren har lovet at foretage et hasteindgreb, en lovændring, hvis I, Socialtilsyn Øst, også formelt træffer en afgørelse om at fjerne vores barn. Men man burde også som politiker spørge jer om hvordan at I kan tillade jer at træffe en beslutning om fjernelse af et barn helt uden at forholde jer til barnets tarv jævnfør Barnets Reform, der er gældende lov for anbragte børns rettigheder og tarv.
Vores datter har endda papir på at hendes tilknytning til os er den samme som biologiske børns tilknytning til velfungerende biologiske forældre. Min datters familie er ikke mindre afgørende for hendes liv, end alle andre børns familie er afgørende for deres liv.
Ifølge socialstyrelsens hjemmeside er serviceloven (Barnets Reform) relevant lovgivning for socialtilsynet: https://socialstyrelsen.dk/tvaergaende-omrader/socialtilsyn/redskaber-for-tilsynsforende/hvad-siger-loven. Men noget tyder på at I slet ikke kender til serviceloven.
Min mand og jeg har i snart 14 dage gennemlevet et sandt mareridt. Vi kræver derfor at politikere i Folketinget og i Københavns Kommune, udover at forhindre en fjernelse af vores barn også, vil sikre kontinuiteten, stabiliteten og trygheden i resten af vores datters opvækst.
Det har vi brug for hvis vi fremadrettet skal kunne leve uden konstant angst for om myndighederne igen kan finde på noget lignende, når nu vi ikke har forældremyndigheden over et af vores børn.
Vi har efter drøftelse med vores advokat aftalt ikke at deltage i mødet i dag i Socialtilsyn Øst, da I allerede har gjort det klart at I reelt har truffet en afgørelse på forhånd. Derudover anser vi det ikke for frugtbart hverken at diskutere eller at forhandle vores fremtidige ytringsfrihed med jer som social myndighed. Vi ønsker at I fremover kun kontakter vores advokat, Karoly Nemeth, både i forhold til afgørelsen på onsdag og såfremt I måtte have spørgsmål vedrørende det videre forløb.
Jaleh Tavakoli og hendes mand
