I lørdags var jeg i København.
Det var den lørdag hvor festivalen Pride begyndte.
Spændende, tænkte jeg.
Jeg ville gerne opleve hvad det gik ud på, og slog derfor op i programmet på min mobiltelefon.
Til min store overraskelse var de fleste arrangementer for børn.
Jeg siger ikke at de fleste arrangementer i det hele taget på Pride er tiltænkt børn, men der om eftermiddagen hvor jeg var i København, var en meget stor del af arrangementerne explicit henvendt til børn.
Faktisk i en grad så jeg ikke rigtigt kunne finde noget relevant for mig.
Det endte så med at jeg slentrede lidt rundt på må og få i stedet for at gå målrettet efter nogle events.
For et par uger siden var jeg i Hillerød. Der så jeg nogle store plakater fra Socialistisk Folkeparti, eller bare SF som partiet kalder sig.
De handlede også om børn. "Vores børn mistrives" — lød det bredt konkluderende på en af plakaterne. SF-formanden så meget alvorlig ud på plakaten.
"Vores børn" - tænkte jeg. Hvad mener SF med det? Mistrives formandens børn, eller hvad?
Og så er der jo Mette Frederiksen, vores statsminister — var det ikke hende der erklærede sig for børnenes statsminister?
Det virker på mig som om der er en stor politisk og ideologisk interesse for børn i de her år.
Jesus sagde vist noget med "lad de små børn komme til mig".
Og jeg tror den store politiske og ideologiske interesse for børn som jeg mener vi bevidner i de her årtier, skal forklares netop med at de politiske og ideologiske projekter er blevet mere omfattende og totale.
Politik handler ikke længere bare om rammerne. Den hører den borgerlige epoke til. Her mente man at politikerne skulle sørge for de ydre rammer, og så skulle familierne og markedet ellers sørge for den mere daglige og civile ordensskabelse.
Sådan er det ikke længere.
For nylig udtalte en socialdemokrat noget i retning af at hun ikke turde overlade opdragelse af børn til forældrene.
Nej, i dag skal børn formes af fællesskabet. Og gerne efter nogle bestemte opfattelser.
En redaktør på et dameblad var eksempelvis for nogle dage siden fremme med et flot portrætbillede og den store overskrift:
"Mine børn skal ikke indoktrineres af mænd, der er bange for fremtiden".
Som jeg forstår hendes indlæg, så tilslutter hun sig altså den udvikling jeg skitserer herover hvor politiske partier og særinteresser som Pride i højere grad ønsker at opnå børns gunst eller påvirke dem i en bestemt retning.
De her folk ville måske kalde eller anse sig selv for at være fremskridtsvenlige.
Og nu må vi tilbage til det med Kristendommen.
For når den store ramme som Kristendommen på mange måder var, når den viger - så opstår der et tomrum.
Stærkt ideologiske bevægelser har altid været i konflikt med religion.
Kommunismen søgte at afvikle religion. Og her var man på samme måde, som vi nu ser det igen, optaget af børn.
Børn blev en middel i fællesskabets tjeneste. De var ganske praktisk for kommunistpartiet. Børn kunne således bruges som angivere - og det viste sig at man blandt børn kunne skabe meget kompromisløse tilhængere af partiets linje.
Behøver jeg nævne Hitler-jugend?
Og nej, det er ikke for at sammenligne, men for at erindre om at den politiske interesse for børn ikke er noget ukendt fænomen.
Måske er det snarere et fænomen som fremkommer i forbindelse med store politiske og ideologiske forandringer.
Børn er jo per definition fremtiden.
Og så er tendensen stærk der hvor man vil skabe et "nyt menneske".
Her kan de nye bevægelser og ideologier virkelig være med.
I politiske partier og Pride, tror jeg, man opfatter mennesket som meget formbart. Så er logikken muligvis at jo tidligere man former, jo mere "perfekt" bliver det endelige resultat.
Historien viser dog at det sjældent går på den måde.
For den opfattelse af mennesket strider mod de biologiske realiteter.
At en særinteresse som Pride vil påvirke børn, er måske ikke så mærkeligt - for det virker som om at man fra den kant stadig opfatter sig selv som en delvist undertrykt minoritet.
Jeg synes nu ellers at opbakningen er meget omfattende. Både fra politisk hold hvor vel samtlige partier i Folketinget er på Team Pride i forskellig udstrækning, og fra forretningslivet. Jeg kunne ikke passere en bager i København uden at der var pyntet op med regnbuefarver.
Jeg tror heller ikke ligefrem at LGTB i økonomisk forstand generelt tilhører den mest pressede del af befolkningen. Færre børn betyder alt andet lige flere penge til personligt forbrug.
Alligevel tror jeg sådan set at mennesker omkring Priden er ærlige nok når de siger at de føler at tolerancen endnu ikke er 100 procent.
De oplever jo deres egne udfordringer. De oplever så bare ikke på egen krop at andre også har udfordringer - og at det måske ikke så sjældent skyldes tilværelsen som helhed frem for en diskrimination rettet specielt imod dem.
Måske er det hårdt at blive konfronteret med at man er anderledes. Og på den ene side dyrker man jo den anderledeshed blandt andet til Pride. På den anden side ærgrer man sig over at det omgivende samfund bliver opfattet som mere normalt end en selv.
Så ønsker man måske at fremme en fortælling om at der ikke findes noget som er almindeligt eller normalt. I håbet om at fremtidens menneske er mere rummeligt og tolerant overfor det som de mener at mange i dag måske fejlagtigt opfatter som afvigende.
Læg dertil at Pride-konstellationerne jo meget ofte selv er infertile:
To mænd kan stadig ikke få børn sammen, og det kan to kvinder heller ikke på naturlig vis. Ligesom mange af de behandlinger som bruges i miljøet når der skal skiftes køn, faktisk gør folk infertile.
Måske er der også det i det at LGBT-miljøet ikke selv producerer ret mange børn i forhold til de kernefamilier man måske forholder sig lidt skeptisk til.
Så vil man måske gerne dele ud af sin verden til andre, herunder børn man ikke selv har.
Man kan måske også sige at en særinteresse som Pride søger en form for generel fortælling om verden som er nærmest utopisk i sin form. En verden hvor alting går efter den enkeltes egne lyster og følelser.
En så generel fortælling om at intet er givet, må nødvendigvis kollidere med en mere hierarkisk fortælling som ligger i de gamle monoteistiske religioner.
Sagen er lidt anderledes for de politiske partier.
Når SF og socialdemokraterne vil fokusere på børnene, så tror jeg mere det handler om noget konkret. Nemlig en ide om at det er staten — samfundet eller fællesskabet ville de nok kalde det — som kan tage sig ordentligt af børn. Mere end forældrene.
I de partier er der ikke nogen grænse for hvor meget staten kan tage sig af eller beskæftige sig med - for de kalder det bare "fællesskabet" og så er alt godt.
Dermed kommer disse partier også i konflikt med religioner - og med det helt almindelige samfund hvor en del af magten traditionelt har været samlet i familierne og ikke lagt i statens hænder.
Den tiltagende interesse for børn fra ideologer, politikere og særinteressers side er ikke overraskende eller uden historisk forstykke.
Men der er grund til at tænke over konsekvenserne af den.
Og huske på at den ofte fremkommer sammen med store politiske og ideologiske drejninger.
