Coronakrisen og kvindekrisecentrene: Historien om en minister der blev ført bag lyset af en underkuet medieverden
Da coronakrisen kom, og landet blev lukket, var kvindeorganisationerne hurtige til at melde ud, at nu ville der komme mere hustruvold.
Når mand og kone er tvunget til at leve tæt sammen og går hinanden på nerverne, vil mandens potentielt voldelige adfærd bryde ud i lys lue, og mange kvinder vil være nødt til at flygte til kvindekrisecentrene, hvor der desværre ikke er pladser nok. Socialminister Astrid Krag skyndte sig at fremrykke en ekstra bevilling til kvindekrisecentrene for at dække det forventede behov.
Det pudsige er, at næsten identiske historier dukkede op på samme tidspunkt i medier overalt i verden – lige fra New Zealand over Indien til Europa og Nordamerika. Altid med en eller anden historie om at lige nu er der 15 eller 21 eller 32 % flere kvinder, der ringer ind til krisecentrene, og derfor må centrene have flere penge. Man må derfor formode, at der er tale om en internationalt koordineret aktion.
Intet hold i virkeligheden
Problemet er bare, at historierne ikke holder stik. Der kom godt nok et forøget antal henvendelser til de danske krisecentre lige i den første uge af nedlukningen, men de faktiske tal for hustruvold og de faktiske henvendelser om plads på centrene er faldet – muligvis noget nær halveret.
Men aktionen er jo lykkedes alligevel – ministeren bevilgede faktisk pengene!
Mens der ikke er set en generelt øget søgning til kvindekrisecentrene, så er der øget søgning til mandekrisecentrene. Hjemlige konflikter har gjort en del mænd hjemløse – men mandekrisecentrene har ikke plads til dem. Det fører dog ikke til, at ministeren bevilger flere penge til mandekrisecentrene. Det er aldrig synd for mænd, heller ikke hvis de mister tag over hovedet.
I medierne læser vi også om, hvor slemt det står til i andre lande. Vi læser om, at i Italien er det så slemt, at konerne er fanger i deres eget hjem og så rystende bange, at de end ikke tør ringe til krisecentrene eller anmelde vold til politiet.
Faktum er dog, at det eneste, vi ved, er at henvendelser fra kvinder og anmeldelser om vold er faldet til cirka det halve af før i Italien.
Men det ryster ikke den feministiske dagsorden:
Hvis der bliver flere tilfælde, beviser det at mange mænd slår deres koner. Hvis der kommer færre tilfælde, beviser det også at mange mænd slår deres koner!
Konklusionen er givet på forhånd; argumenterne tilpasses situationen.
Det samme sker i Danmark. Et par måneder inde i coronakrisen kan vi se, at antallet af henvendelser om at bo på kvindekrisecentre er cirka halveret. Det får så medierne til at viderebringe feministiske videoer om at kvinderne nu er så bange, at de ikke engang tør ringe til nogen.
En sammenslutning af fagligt kyndige mænd – Manderådet – udsendte d. 10. april en pressemeddelelse om alt dette. Den er ikke blevet omtalt eller citeret noget sted. Tværtimod har den ene avis efter den anden trykt nye historier om hvor hårdt danske kvinder er truet af voldelige mænd.
Medierne lukker af for kritik
Både jeg og andre mænd har sendt læserindlæg til aviserne for at den modsatte version af historien også bliver hørt. Nogle er korte læserbreve, andre er længere redegørelser underskrevet af Manderådet.
For eksempel havde Kristeligt Dagblad d. 18. april en artikel, hvor de skrev: "Såvel Indien, Frankrig, Tyskland, Tunesien, Kina som andre lande har mærket en markant stigning i antallet af anmeldelser om vold i hjemmet."
Faktum er imidlertid, at antal anmeldelser om vold i hjemmet intet sted i Tyskland er steget, og mange steder er det faldet betydeligt. En så væsentlig korrektion burde vel finde plads i avisen; men nej – de svarede tilbage, at de ikke havde plads.
Tilsvarende er det gået med indlæg til BT, Politiken og Berlingske Tidende – ikke et eneste sted er det lykkedes at få optaget indlæg der korrigerer avisens påstande.
Forløbet på Berlingske var lidt specielt:
Indlægget blev sendt direkte til chefredaktøren, og avisen afviste indlægget mindre end en time efter, at det var sendt ind. Men en af de underskrivende mænd blev derefter kontaktet personligt, med henblik på at medvirke til en artikel om, at coronakrisen jo også kan have en positiv betydning, når mand og kone er mere hjemme og får mere ro og tid til at genopdyrke kærligheden og tage sig mere af børnene. Tre psykoterapeuter blev citeret for, at de kendte en del par, hvor det gik på denne positive måde.
Det blev klart, at avisens redaktør simpelthen ikke turde modsige feministerne direkte – hustruvold er et så betændt emne, at enhver artikel om at det ikke står så slemt til, som feminister hævder, vil føre til et stormløb af arrige feminister.
Underkuede journalister og redaktører
Min personlige fortolkning er, at mændene på redaktionerne simpelthen er så rystende bange ved udsigten til feministisk shitstorm, at feministerne altid kan få deres vilje.
Den samlede konklusion er, at i de landsdækkende danske medier er der ingen mulighed for at korrigere feministers påstande. Hvis først feministiske organisationer kører propaganda-apparatet i gang for at fremme deres dagsorden – for eksempel at de vil have endnu mere offentlig støtte – så er der ingen, der tør modsige dem. De får deres vilje hver gang.
Dette er endnu en grund til at holde de alternative medier ved lige, og læse og udbrede dem:
Man kan ikke stole på, at bevidst misinformation i de anerkendte landsdækkende medier bliver korrigeret.
Overalt, i alle landsdækkende redaktioner, er der placeret feminister som kan modsætte sig ugunstig omtale af feminisme. Censuren er så tæt, at intet slipper igennem. Ud af indlæg til fire aviser var der ikke ét, der blev antaget. Og pressemeddelelsen, som gik ud til alle større medier, blev ikke omtalt noget sted.
Censuren er total. Intet slipper igennem.