Nu har de fleste nok set klippet fra Oscar-festen.

Skuespiller og komiker Will Smith giver skuespiller og komiker Chris Rock en lussing.

Efter at sidstnævnte fra talerstolen havde fortalt en uvittig vittighed om førstnævntes kone.

Først griner Will Smith med på joken, sekundet efter smækker han Chris Rock en lussing.

Jeg gætter på at følgende kortslutning er sket:

Will Smith griner med på joken, men så går tre ting op for ham:

1. Konen synes ikke det er sjovt.

2. Joken ER faktisk ikke sjov.

3. Og han griner kun selv med for at "please" det overfladiske show.

Det er dermed Will Smiths eget "overfladiske jeg" som hans vrede retter sig imod. At han er gået med på overfladen for at tækkes showet - hvoraf roasting er blevet en fast bestanddel.

Det ville se mærkeligt ud hvis Will Smith smækkede sig selv en lussing, hvorfor han i stedet smækker repræsentanten for det overfladiske show en lussing.

I Will Smith er der en splittelse mellem ønsket om at være

1. en autentisk "beskytter" af de svage, en virkelighedens actionhelt og

2. en del af show business hvor man ofte skal gøre gode miner til slet spil

Vil Will Smith være real eller en "pretender"?

Will Smith og konen kunne have rejst sig og forladt showet. Det ville have været langt mere effektivt. Men det ville også have kostet noget.

Will Smith kunne også have boykottet Chris ved ikke at grine.

Hvis ingen havde grinet, så havde det nok ramt Chris Rock hårdere end en lussing.

En komiker som ingen griner af, er færdig.

Men showet kræver at folk bliver ved med at grine — også når det ikke er sjovt længere.

The show must go on, som man siger.

Og Will Smith lagde da også ud med at undskylde over for selve showet - undskyldningen til Chris Rock kom først dagen efter.

Men afstanden mellem det overfladiske Hollywood "show" og det mere autentiske liv, som noget i Will Smith gjorde oprør for at leve, den afstand består.

Se eventuelt også:

— Vestens fald I: Når man får sine ideer om sædelighed og moral fra Hollywood, kan det nærmest kun gå galt | Folkets Avis

Der er efterhånden et stort politisk pres for at at store selskaber, eksempelvis store aktieselskaber, skal pålægges kvoteordninger fra statens side.

Det betyder at man vil tvinge de store virksomheder til at sammensætte deres bestyrelser på en bestemt måde.

For eksempel skal en bestemt andel af posterne reserveres til hvert køn, forestiller man sig. Faktisk skal hele 80 procent af bestyrelsesposterne reserveres til bestemte køn, ud fra de forslag som foreligger politisk.

Men det står allerede ethvert selskab frit for at lave deres egne kvoteordninger. Både hvad køn og andre faktorer angår.

De politiske udspil går som regel på at der skal være mindst 40 procent af hvert køn i en bestyrelse.

Hvad der ikke så ofte nævnes er at selskaberne selv kan indføre i deres vedtægter at der skal være en bestemt kønsfordeling i bestyrelserne.

Virksomhederne kunne endda lave et endnu mere ambitiøst mål om at skal være 50 procent af hvert køn i en bestyrelse. Det ville så kun give mening i de tilfælde hvor der er et lige antal bestyrelsesmedlemmer hvilket jo langt fra altid er tilfældet.

Det afgørende er at forstå at selskaber og virksomheder allerede selv råder over de værktøjer som muliggør kønskvoter i bestyrelser. Og så er det jo bare med at sætte i gang hvis selskaberne ønsker at profilere sig på diversitet.

At bruge staten til at tvinge alle til samme løsning og dermed tilsidesætte selskabernes eget demokrati og suverænitet virker derimod ikke som en løsning der er forenelig med et frit og åbent samfund.

Tilhængere af kvindekvoter i bestyrelser siger at kvoterne jo også gælder for mænd - at der er tale om kønskvoter.

Kvinder har krav på 40 procent af bestyrelsesposterne, men det har mænd jo også - lyder det.

Det gør imidlertid ikke sagen bedre — tværtimod.

I en bestyrelse på ti personer vil otte pladser dermed være reserveret til et bestemt køn og kun to af pladserne vil have fri konkurrence.

I tabellen er hver plads i bestyrelsen givet ved et tal fra 1 til 10 og K står for kvinde, M står for mand og F står for fri konkurrence.

Med kønskvoter bliver kompetence altså sekundært til køn for 80 procent af pladserne, og kun 20 procent af pladserne i bestyrelserne kan besættes helt frit efter kompetence uden mindste skelen til køn.

Det er denne situation som kvote-tilhængere kæmper for.

Desværre er de næppe modtagelige for logiske argumenter og sund fornuft, for hvis de var, ville de for længst have erkendt at kønskvoter simpelthen er en åndssvag ide.

Der skete mange ting i 1990'erne.

Og det kan ikke overraske at for eksempel Putin i dag ser ud til at lide af selektiv hukommelse.

Mellem 1993 og 1996 blev der indgået adskillige aftaler hvis sigte var at forhindre spredning af atomvåben.

Men ikke bare det. En række tidligere republikker i Sovjetunionen, som nu var blevet selvstændige nationer, accepterede at opgive deres atomarsenaler mod at få sikkerhedsgarantier.

En vigtig del af aftalerne blev underskrevet i Ungarns hovedstad Budapest den 5. december 1994:

The memorandum prohibited the Russian Federation, the United Kingdom and the United States from threatening or using military force or economic coercion against Ukraine, Belarus, and Kazakhstan. As a result of other agreements and the memorandum, between 1993 and 1996, Belarus, Kazakhstan and Ukraine gave up their nuclear weapons.

— Budapest Memorandum on Security Assurances - Wikipedia

Eller løst oversat til dansk:

Aftalen forbød at Rusland, Storbritannien og USA truede eller brugte militær magt eller økonomisk tvang mod Ukraine, Hviderusland og Kasakhstan. Som resultat af denne og andre aftaler opgav Ukraine, Hviderusland og Kasakhstan deres atomvåben [...].

Aftalen er egentligt så klokkeklar som den slags kan blive. Men det er klart at Putin med invasionen af Ukraine har brudt med aftalen i så voldsom grad som det nærmest kan gøres.

Så sent som i 2009 udtrykte Rusland og USA i en fælles udtalelse enighed om at aftalen stadig var gældende.

In 2009, Russia and the United States released a joint statement that the memorandum's security assurances would still be respected after the expiration of the START Treaty.

Putin brød aftalen første gang med annekteringen af Krim i 2014.

Og blot en uge før Rusland invaderede Ukraine, henviste Ukraines præsident Zelenskij til aftalen ved den årlige sikkerhedskonference i München i Tyskland. Garantierne havde ikke virket effektivt nok mod Ruslands magt.

Nu må den sidste rest af tvivl være væk.

Putin er ligeglad med aftaler.

Han forstår kun hård modmagt.

Ben og løb.

Her er mindre forskel på kvinder og mænd end i sportsgrene hvor der er fokus på styrke i arme eller overkrop.

Men selv i for eksempel løb er de relativt små forskelle ret store når de gælder om at hente placeringer i den absolutte top.

Det kan illustreres ved at sammenligne den hurtigste kvinde med nummer 25 i verden for mænd:

— Bemærk at tiderne er fra 2018. Kilde: https://skeptics.stackexchange.com/a/43042

I ingen af disciplinerne kommer den bedste kvinde i nærheden af top 25 for mænd.

Det er værd at have in mente i en tid hvor flere transpersoner gør sig gældende i eliteidræt.

Flere har fået øjnene op for en udvikling (eller afvikling) som er pågået i Danmark.

For eksempel er den operationelle kapacitet i Forsvaret blevet nedskåret.

Men det er ikke alle områder i samfundet som er ramt af nedskæringer.

Tobias Petersen, som holder øje med ligestilling i Danmark, skriver i dag i et offentligt opslag på facebook

Det er fem år siden, jeg gav KVINFO nogle gode råd. Et af dem var at feje for egen dør.

Dengang havde KVINFO 24 medarbejdere, hvoraf 22 var kvinder. Altså en kønsfordeling på 92 procent kvinder og otte procent mænd.

Siden er det gået fremad. I dag har KVINFO 38 medarbejdere, hvoraf 34 er kvinder og fire er mænd. Det giver en kønsfordeling på 89 procent kvinder og 11 procent mænd.

— https://www.facebook.com/tobias.petersen.9469/posts/10158270375566946

Fra 24 til 38 medarbejdere.

Det er immervæk noget af en vækst på blot fem år.

Det kunne være interessant at finde ud af hvorfor det statsligt støttede Kvinfo kan vokse så hurtigt.

Har det noget med Helga-netværket at gøre?

Er der sket betydeligt vækst under Mette Frederiksens solo-S-regering?

Men også i bredere forstand er det værd at overveje hvordan vi som samfund anvender vores ressourcer.

Se eventuelt også:

— Kæmpe-gave fra Mette-mor: Veninderne i Kvinfo får 4.000.000 ekstra om året | Folkets Avis

Hvis man sætter spørgsmålstegn ved måltal og andre politiske tiltag som sætter køn over kompentence risikerer man at blive beskyldt for at være en reaktionær knold.

Det er sket for undertegnede nogle gange.

Jeg har tidligere udtrykt min holdning til kvindekvoter i bestyrelse. Dem er jeg imod.

Men det betyder ikke at jeg er imod kvinder i bestyrelser. Det betyder blot at jeg ikke mener de skal kvoteres ind.

På samme måde har jeg det med brandkorps, militær - jo for så vidt alle steder.

Der må være nogle objektive kriterier som ligger til grund for hvem der optages og hvem der ikke gør.

Et sådant udskillelsesforløb skal slet ikke skele til køn. Det skal bare være de egnede som optages. Uanset hvilket køn disse har.

Så snart man går bort fra denne tankegang og for eksempel sænker standarderne for det ene eller det andet køn, så kan de få alvorlige følger.

I nogle sammenhænge mere alvorlige følger end i andre.

Og vi bør ikke være blinde overfor de omkostninger politikerne bebyrder virksomheder med når de tvinger kunstige måltal for køn ned over dem.

Og når politikere har ambitioner om at Forsvaret for eksempel skal tegnes af kvinder i lige så høj grad som mænd, så har det nogle konsekvenser for effektiviteten, så borgerne får mindre for skattekronerne.

Dertil kan der unødvendigt opstå farlige situationer for mandskab.

En anden vigtigt ting er hensynet til de dygtige kvinder.

Det skal være sådan at man nogenlunde kan regne med at de kvinder som findes i en bestemt stilling er på lige fod med en mand i samme dygtighedsmæssigt.

Og det kan man være hvis man lader de objektive og kønsneutrale kriterier og udskillelsesforløb råde.

Hvis man derimod arbejder med kvoter, lavere krav for det ene køn eller andre identitetspolitisker værktøjer, så kan man ikke længere tage dette for givet.

I den situation vil der for eksempel - hvis det er kvinder som er blevet indkvoteret - være kvinder som ligger under det forventelige niveau.

Men der vil faktisk også stadig være kvinder som ligger på niveau eller over. Umiddelbart vil man set udefra bare ikke kunne hvide hvem der tilhører hvilken gruppe.

Så derfor kaster kvoter og positiv særbehandling en skygge over alle dem som er i den behjulpne gruppe. Man kan sige der er tale om en  bjørnetjeneste.

Endelig skal man huske på at for hver der kvoteres ind fra en kvotegruppe bliver en dygtigere fra en ikke-kvote gruppe forment adgang. Det er urimeligt overfor den dygtigere. Og det sænker standarden.

Så det er min holdning. Og den holder hele vejen.

Anne Sophia Hermansen er et respekteret navn i danske mediekredse og vel langt ud i den almindelige offentlighed.

Det er almindelig anerkendt at Anne Sophia Hermansen har en god næse for især alt der har med opinion og holdninger at gøre. Hun er skarp og ikke bange for at udtrykke sig kontant.

Anne Sophia Hermansen fanger ofte tidsånden og udtrykker den på fængende vis. Hun er dygtig til at vejre en stemning og sætte ord på den.

Men åbenbart er hun ikke den bedste leder.

I hvert fald klager adskillige af hendes tidligere medarbejdere over hendes fremfærd som chef på en af Berlingskes mange afdelinger.

”Jeg ville have det svært med at stå frem og nævne vedkommende, for det er så voldsomt, at jeg kan være bange for at møde vedkommende igen,” lyder det fra en anden medarbejder, der som konsekvens af den hårde ledelse sagde sit job op.

— Chef på stort medie fik journalister til at flygte og bryde ud i gråd - Journalisten

Der er flere af hendes medarbejdere som i artiklen udtrykker svær utilfredshed med Anne Sophia Hermansens ledelsesstil.

Anne Sophia Hermansen skrev for nylig om moral som lederens "superkraft". Men det har åbenbart været så som så med superkræfter i hendes eget tilfælde.

Dengang Anne Sophia Hermansen havde travlt med at stille høje krav og drage vidtrækkende konklusioner, der opfordrede jeg til at man tog den lidt med ro.

Men ledere er ikke mere moralske end andre, og det er ikke sikkert at de er klar til at bytte deres privatliv væk for en "superkraft" de alligevel ikke kan leve op til. https://www.folkets.dk/node/4578

Jeg synes at Anne Sophia Hermansen i sine skriverier på LinkedIn var rigelig hård ved Per Christensen fra 3F ved at dømme ham så hårdt og bredt for nogle fejl i privatlivet som åbenbart også gjorde ham dårlig som chef.

Jeg vil ikke begå den samme fejl med Anne Sophia Hermansen.

Tværtimod vil jeg sige at Anne Sophia Hermansen sagtens kan være en behagelig person i det private selvom hun som leder ikke altid har været det.

Regeringen varsler kvoter i bestyrelser.

Men ikke i bestyrelsen i den lokale boligforening.

Ikke i den lokale fodbold- eller idrætsforening.

Nej, kvoterne skal kun gælde i de store milliard-selskaber hvor der er mange penge og stor prestige at hente i en bestyrelsespost.

Det handler således ikke om demokrati.

Det handler ikke om at bestyrelser skal "afspejle befolkningens diversitet". Eller om at få kvinder ind i forretnings- eller foreningsliv generelt.

Det handler om at nogle få kvinder som allerede har deres på det tørre, skal have nogle flere tunge bestyrelsesposter end de har i forvejen. Ganske enkelt.

Hvis man virkelig ønskede at få flere kvinder engageret i bestyrelser, så startede man ved græsrødderne hvor antallet af poster er nærmest uendelig meget større end i toppen af pyramiden.

At man ikke vil have kvoter i bunden, men kun i toppen, viser alt om hvad vi har med at gøre. Nemlig en art feminisme for kvindelige direktører.

Altså direktørfeminisme.

En lille elite skal yderligere begunstiges i toppen, og man bruger et argument om diversitet.

Men de kvinder som allerede er inde og vil få flere poster når kvoterne kommer på plads, de har jo alle den samme uddannelse og baggrund som mændene. Langt hovedparten er djøfere eller lignende.

Argumentet om diversitet er mildest talt ikke særlig sandfærdigt.

Det handler ikke om diversitet.

Det er nemt at gennemskue hvad der foregår. Det handler om favorisering af en lille klike.

Tidligere på året blev en opstand nedkæmpet i det enorme land Kasakhstan, en af Ruslands store naboer mod syd og en vigtig allieret i militære og økonomiske anliggender for Rusland.

Folk i Kasakhstan var øjensynlig blevet trætte af arbejdsløshed og ekstrem ulige fordeling af landets goder - og af stigende priser på brændstof. Fra landets præsident Tokayev lød det dog at oprøret var styret af udenlandske terrorister.

Kasakhstans regering fik hjælp til at kvæle oprøret fra selveste Putin. Oprøret blev hurtigt nedkæmpet på brutal vis, blandt andet med ordre til politi og militær om at skyde på civile.

Det var Kasakhstan.

Hvideruslands Lukasjenko fik også tidligere hjælp af Putin til at slå et lignende oprør ned, og står nu skulder ved skulder med Putin omkring invasionen af Ukraine - omend han foreløbig ikke har sendt egne tropper ind.

I det hele taget sker det med jævne mellemrum at Putin hjælper sine allierede med at slå folkelige oprør ned. Og så skylder regeringerne, som får den hjælp til at beholde magten, jo Putin en tjeneste.

Men Kasakhstan makker ikke ret. Ikke som Hviderusland.

Kasakhstan vil ikke have noget med Putins invasion af Ukraine at gøre. Kasakhstan vil end ikke bakke op om en russisk overtagelse af de østlige regioner i Ukraine.

Der har også været forlydender om at Kasakhstan har afvist en anmodning fra Rusland om militær assistance, men det kan ikke bekræftes - hverken at der har været en sådan anmodning og i givet fald om den er blevet afvist.

Det mest interessante er at Kasakhstans regering så klart afviser at bakke op om Putins territoriale krav uden for Rusland, så kort tid efter at Putin har hjulpet selvsamme regering!

At Kasakhstan ikke bakker op om invasionen af Ukraine eller Ruslands destabiliseringsforsøg i den østlige del af Ukraine, kan nok forklares med flere ting.

Kasakhstans præsident Tokayev siger at hans land er tilhænger af "integritet og suverænitet."

Tokayev er med andre ord tilfreds med at Kasakhstan er et selvstændigt land og har ingen interesse i at Putins fremfærd i Ukraine danner præcedens.

Ideen om en suveræn stat i Kasakhstan gjorde Putin grin med i 2014 hvor han sagde at der aldrig havde været en selvstændig stat i området. Den slags gør indtryk og er blevet værd at huske på igen.

Og den slags noterer nabolande sig. Også dem som på papiret er nære allierede. Putins evindelige denigration af Ruslands naboer gør ham ikke just mere populær - under overfladen af frygtbaseret underkastelse.

Og det er ikke kun Kasakhstan der fornemmer at Putin egentligt ingen respekt har for dem, som rækker udover hvad han selv kan bruge dem til på kort og lang sigt.

Sådan er det nok også med de fleste andre nabolande. Derfor bliver Putin isoleret.

Putin er simpelthen gået for langt den her gang. Han har nu også i handling vist hvor lidt respekt han har for andres "integritet og suverænitet" - for nu at bruge Tokayevs ord.

Og hvis Putin ovenikøbet bliver svagere, hvis tingene trækker ud, og han ligner en fiasko, så vil hans tidligere allierede ikke have store problemer med at distancere sig fra ham - for det er ikke kærlighed som binder dem sammen, kun frygt og nogle interesser som bliver svagere nu.

Putin har også fokuseret sin magt i og omkring Ukraine nu. De andre lande ved godt at han på den måde er svagere andre steder omkring Ruslands enorme grænseområde - en nærmest ufattelig stor omkreds - hvor andre lande ligger på stribe.

Endvidere er mange af de store nabolande ligesom Rusland - dog i mindre grad - rige på naturressourcer, og mon ikke de øjner muligheder for gevinst hvis Rusland også på lidt længere forsvinder fra markedet.

Kasakhstan er sammen med Armenien, Hviderusland,Kirgisistan, Tadsjikistan og Rusland en del af militæralliancen CSTO. Herfra har der været stille efter Putins invasion af Ukraine.

Armenien afviser ligesom Kasakhstan at anerkende at Donetsk og Lugansk skulle være uafhængige af Ukraine. Armenien går altså også stik imod Putins planer.

Lige nu virker det nærmest som om det kun er Hviderusland som for alvor bakker op om Putin - og det er vel mest fordi Hviderusland reelt er blevet reduceret til en vasalstat.

Det har de andre naboer intet ønske om også at blive.

Stakkels middelmådige mand med middelmådige evner – så blev barren løftet!

Sådan lyder overskriften på et smædeskrift mod mænd i bestyrelser som er udgivet på Berlingske her:

https://www.berlingske.dk/kommentar/stakkels-middelmaadige-mand-med-middelmaadige-evner-saa-blev-barren

Problemet er bare at kvinden som har skrevet kommentaren, tilsyneladende ikke ved ret meget om bestyrelser på topplan.

Det er ikke sådan at der nu sidder en masse middelmådige mænd, på samme måde som der ikke findes masser af middelmådige spiller på fodboldens tophold.

De mænd som sidder i bestyrelser, kan lige så vel som professionelle fodboldspiller være middelmådige på mange måder, men de er generelt dygtige til det de er sat til.

Ideen om at der sidder et lag af inkompetente mænd i de store virksomheders bestyrelser er ikke ny.

Margrethe Vestager påstod det samme, se her:

— Faktatjek af Vestagers påstand: Kvoter rydder op i laget af inkompetente mænd | Folkets Avis

Men at denne misforståelse gentages, det gør den ikke mere sandfærdig.

Ideen om at bestyrelserne i dag består af middelmådige og inkompetente mænd, beror på en anden myte - nemlig at mænd vælges i kraft af deres køn og ikke deres kompetencer.

Den opfattelse beror på en konspirationsteori omkring at virksomheder finder deres bestyrelsesmedlemmer i såkaldte Old Boys Clubs, som så hævdes at være golfklubber eller jagtklubber eller ligefrem hemmelige loger og lignende steder hvor man forestiller sig at der er adgang forbudt for kvinder.

Det er imidlertid ikke sådan at selskaber finder deres bestyrelse. Selskaber har en enorm interesse i at få en ordentlig strategisk ledelse og derfor gøres der et stort og alvorsfuldt stykke arbejde for at finde dem.

Selve valget foregår i øvrigt i offentlighed og demokratisk på selskabernes ordinære generalforsamling.

Ja, ordinære generalforsamlinger.

Det er den lidt kedelige sandhed, som er mindre fascinerende end den feministiske homeerotiske fantasi om hemmelige mandeklubber.

DR sendte i går et indslag om værnepligt i TV-Avisen kl 18:30

Indslaget handler om værnepligt i Danmark.

DR vælger så at interviewe en kvinde. Nu er det bare sådan at kvinder faktisk slet ikke har værnepligt i Danmark.

Det virker påfaldende at DR i et indslag om værnepligt vælger at interviewe en kvinde.

Kunne man mon ikke finde en mand? Dem er der ellers mange flere af.

Men ikke nok med det besynderlige valg af kilde. DR's kildevalg er ofte besynderligt og sker tilsyneladende ofte ud fra et ønske om at skabe et bestemt indtryk. I det her tilfælde det fejlagtige indtryk at kvinder har værnepligt i Danmark.

Nej, DR går skridtet videre.

I DR's grafik står der nemlig 'Værnepligtig' ved kvindens navn.

Men kvinder har ikke værnepligt i Danmark. Længere er den ikke.

DR vildleder seerne. Ganske enkelt.

Kvinder har RET til at gennemføre værnepligtstjenesten. Men de har IKKE værnepligt.

DR kalder sig selv for "garanten for objektiv journalistik", men har ikke styr på helt basale samfundsforhold.

Ikke engang simple facts kan DR få rigtigt på plads.

Mens Ukrainske mænd kæmper for deres fædrelands eksistens, kæmper danske erhvervsledere for at karrierekvinder kan få flere bestyrelsesposter.

Bjarne Corydon, Brian Mikkelsen, Morten Strunge og Morten Albæk er velstående og magtfulde danske mænd som er trukket i kampuniformen for privilegerede danske kvinder.

For Bjarne Corydon, Brian Mikkelsen, Morten Strunge og Morten består denne kampuniform af højhælede sko.

Så mens Ukrainske mænd trækker i militæruniform, tager danske topledere højhælede sko på.

Og hvor mændene i Ukraine kæmper for deres lands eksistens, kæmper de her danske mænd for at kvindelige chefer kan få flere bestyrelsesposter end de har i forvejen.

For det er sådan det foregår. Det er dem som har der får mere. Det er ikke kassedamen som pludselig bliver bestyrelsesmedlem i en stor virksomhed.

Men hvor de ukrainske mænd rent faktisk risikerer noget - deres liv! - så risikerer de danske erhvervsledere, som trækker i højhælede sko, ikke engang deres arbejde.

For hvis de her mænd som har så travlt med symbolpolitik i form af fotos i højhælede sko, virkelig var så optagede af at få flere kvinder i ledelse, så kunne de jo passende træde til side og lade en kvinde overtage deres egen stilling.

Hvis Bjarne Corydon, Brian Mikkelsen, Morten Strunge og Morten Albæk virkelig mente det, ville de opsige deres stilling og lade en kvinde træde til i deres sted.

Men det gør I jo aldrig. Det er altid de andre mænd, og ikke lige jer selv, som skal vige pladsen.

De her mænd er ufatteligt gode til dydssignalering. At vise hvor gode de er. Men det kniber lidt med virkelig at ofre noget for sagen. Det er bare en tidstypisk form for selvpromovering vi her bevidner.

Og husk:

Mænds vilje til at kæmpe for deres fædreland er omvendt proportional med omfanget af kønskvoter og øremærket barsel

Som så mange andre ledere af Rusland før ham, har Putin også en "mystiker" på sidelinjen.

Putin selv kan virke tør, nærmest teknokratisk. Mens hans hof-ideolog Aleksandr Dugin er en noget mere farverig fidus.

Dugin har organiseret flere national-bolsjevistiske bevægelser i Rusland. Ja, du læste rigtigt:

Nationalbolsjevisme.

Her kombinerer man Lenins ide om elitær centralstyring med russisk nationalisme.

Og skulle det ikke i sig selv virke bizart og fremmed nok på en vesterlænding, så læg dertil at Dugin dyrker en art anti-vestlig anti-videnskab som ville have gjort Lysenko stolt.

Dugin om vesten og videnskab

På Wikipedia står at læse:

Dugin is a relativist who claims that concepts of liberalism, freedom and democracy are alien to Russian culture, and that the exact sciences of chemistry and physics are demonic Western influences.

Dugins drømme om Rusland

Dugins ambitioner er store

He has called for the creation of an illiberal totalitarian Eurasian empire stretching from Dublin to Vladivostok, with the annexation of Ukraine and Finland to support his idea of a Russian truth.

Dugin om Putin

I 2007 sagde Dugin ifølge wikipedia:

"There are no more opponents of Putin's course and, if there are, they are mentally ill and need to be sent off for clinical examination. Putin is everywhere, Putin is everything, Putin is absolute, and Putin is indispensable"

Den form for førerdyrkelse er som regel ikke sund for nogen af parterne.

Påvirker han Putin?

Det er svært at sige noget om hvor meget Putin lader sig påvirke af Dugin og andre intellektuelles ideer, men Putin synes siden i hvert fald 2007 i stigende grad at være optaget af ideer og være blevet mindre realistisk.

Det kan du læse om her:

— Putins drøm er blevet ukrainernes værste mareridt | Folkets Avis

Forestil dig en ambitiøs mand som tidligt er skolet i et af verdens mest omfattende og effektive efterretningsvæsener.

Forestil dig så at denne mand har sikret sig absolut magt i et land med en enorm hær og verdens største arsenal af atomvåben.

Så har vi Putin.

Forestil dig nu at Putin er blevet besat af en drøm som ikke kan realiseres.

Så er Putin meget farlig.

For Putin er ikke, som det ellers har været hævdet, realist. Han er en farlig dagdrømmer. En mand hvis ideer ingen gang har på jorden i dag.

Putin lever i fortiden og insisterer på at resten af verden skal "leve" der med ham. Han vil simpelthen ikke give slip.

Men hvordan kom det dertil?

Inden vi kommer tilbage til Putin, så lad os se på nogle generelle mønstre i historien:

Jo mere verdensfjern og urealistisk en ide er, jo flere mennesker er "store ledere" villige til at slå ihjel for dens indfrielse.

Jeg ved ikke om denne regel har et navn.

Men det er noget som både ukrainere og russere selv har måttet erfare tidligere i historien på værst tænkelig vis.

Det er en blodig lære op gennem historien, ikke mindst det 20. århundrede. Vi kan nævne Stalin, Hitler, Mao og Pol Pot som nogle af de allerværste.

En "stor leder" som sætter sig for at genskabe fordums storhed eller en ny fremtid - altså en ide eller forestilling - er ikke ligefrem nogen ukendt skikkelse i verdenshistoriens mørkere kapitler.

Desværre ser det ikke ud til at være overstået med den slags vanvid.

Det ukrainske folk kæmper lige nu en brav kamp imod en af den slags "store ledere" som lider af imperiale vrangforestillinger.

Men hvordan blev Putin så verdensfjern?

Efter Sovjetunionens fald fik Rusland store økonomiske vanskeligheder under Jeltsin.

Det fik Putin så rettet lidt op på, men det må trods fremgang have stået klart temmelig hurtigt at Rusland i en økonomisk forstand ikke stod til at blive meget mere end at sammenligne med et enkelt større europæisk land som Italien eller Frankrig.

Temmelig middelmådigt i sammenligning med USA eller Kina mod syd som var inde i en utrolig udvikling i økonomisk forstand som er fortsat til denne dag.

Der var lang vej til den betydning i verden som Sovjet havde haft. Lige pludselig virker det hele måske lidt gråt og trist uden den grandeur som giver mening hvis man ikke kan finde den på anden vis.

Samtidig med den middelmådige økonomiske udvikling fik russerne meget få børn, og den aldrende befolkning i landet består i dag hovedsageligt af gamle damer. Landet er stadig plaget af udpræget alkoholisme, især blandt mænd.

Landet kan dog bryste sig af at være verdens største. Ingen andre kommer i nærheden.

Det er jo ikke plads der mangler i Rusland. Eller naturlige ressourcer. Der er et enormt indre potentiale som ikke er blevet indfriet.

At landet er så stort, sætter Putins aggressive og forbryderiske fremfærd overfor nabolandende i perspektiv. Det virker vanvittigt.

Og hvis han virkelig føler sig presset af NATO, hvorfor rykker han så selv tættere på?

Nej, det er ikke forklaringen. Og det er i øvrigt heller ikke den forklaring han selv giver længere.

Det handler langt mere om hans egen vilje. Putins vilje til magt. Til betydning og storhed.

Og hvorfor skulle landene omkring det enorme Rusland ønske at blive forvandlet til randzoner i Rusland? Det giver ingen mening at forestille sig de skulle nære et sådant ønske.

Det er tydeligvis ikke ønsket om en kærlig indlemmelse som driver Putin. Ikke engang livsvilkårene for sit eget folk hjemme i Rusland synes at bekymre ham. Det er noget andet han er optaget af.

Men sagen er den at Putins enorme rusland ikke har ret meget at byde på for landene omkring det. Hvorfor være en vasalstat hvis man kan være sin egen? Og skulle man nære et håb om en ordentlig behandling fra en mand som ikke engang kan skabe fremgang på hjemmefronten?

Men selvom det er let at se udefra hvorfor Putins tilnærmelser ikke gør indtryk, så tager han ikke afvisningen så pænt.

Putins forvandling

Putin lader ikke til at kunne finde sig til rette med realiteterne.

Og ofte har han været mere optaget af at starte konflikter i nabolande eller mærkelige giftangreb tusindvis af kilometer væk, end at få liv i sit eget land.

Putin har da prøvet: Blandt andet har han gjort en indsats for at øge fødselstallet og stimulere økonomien. Men har ikke haft stort held med økonomien på det seneste. Og demografien er altid en svær en.

Men det gik trods alt bedre dengang Putin var mere realistisk og mindre optaget af dagdrømme end nu.

Og han har i tiltagende grad været optaget af sin ide om mere russisk orden i verden omkring sig på bekostning af fremgang i det virkelige konkrete Rusland han skulle forestille at være leder af.

På et tidspunkt i det nye årtusinde begynder Putin sammen med andre dagdrømmere mere systematisk at fantasere om et ny russisk verdensorden.

Samtidig sejler andre aspekter i landet mere og mere. Ikke mindst hans egen respekt for demokrati som ikke var noget særligt i forvejen.

Har man læst Dostojevskijs De besatte vil man kunne genkende forløbet hvor en lille gruppe "idealister" hverver en mere karismatisk og kynisk frontperson.

I første omgang synes Putin dog som den kyniske Stavrogin at have været lunken ved at lade ideer få mere plads end realisme, men det ser ud til at have ændret sig med tiden - og nu er der ikke længere megen realisme at spore i mandens ageren.

Русский мир - en russisk verden, russisk orden eller russisk fred - mir kan vist nok betyde lidt forskelligt. Ideen om russisk ekspansion virker udefra set besynderlig, men vokser i inderkredsen omkring Putin.

Den lille gruppe af intellektuelle omkring ideen om udvidet russisk interessesfære begynder at etablere centre andre steder i verden - ikke mindste i Ukraine. Men denne form for "soft power" bider ikke på.

Det gør Putins klodsede aggressioner heller ikke, og ifølge analyseinstituttet Pew falder tilliden til Putin fra årtusindeskiftet i for eksempel Ukraine - selv blandt de derboende etniske russere.

Jo mere Putin prøver at presse på, jo mere modsætter nabolandene sig hans tilnærmelser.

Kort efter at Putin og ligesindede sætter ideen om russisk indflydelse i verden på den russiske finanslov i form af en fond, vælger Putin at omskrive Ruslands unge forfatning til fordel for sig selv, så han kan blive ved magten.

Nu er han ikke længere reelt på valg, men diktator på livstid. Så er han også mindre følsom over for opbakning i lokalbefolkningen. Så kan han være endnu mere ligeglad med sine egne borgere.

Nu kan han virkelig dedikere sig til sin dagdrøm.

Forfatningsændring i en så ung grundlov var nok temmelig ildevarslende set i bakspejlet. For hvad er en forfatning så værd? Og hvor meget respekt har politikerne i landet for de principper den udlægger?

Mens vi i vesten nok stadig nærede forhåbninger, tog nabolandene notits af udviklingen.

De nye nabolande og tidligere sovjetrepublikker vender Rusland ryggen - i hvert fald Putins Rusland, for der er klart for dem at Putins interesse ikke er baseret på gensidig respekt.

De orienterer sig imod vest. Eller rettere - de skal nok selv bestemme hvad de kan bruge fra vest og hvad de kan bruge fra øst.

Et land som Ukraine har fået smag for frihed og suverænitet.

At de tidligere fjender i form af vestlige magter nu inviteres indenfor i de tidligere sovjet-republikker, er sandsynligvis som at føje spot til skade i Putins opfattelse af tingene.

Ikke bare bliver hans tilnærmelser afvist. Tilmed inviteres hans værste rivaler ind i varmen.

Men Putin har selv presset på for den udvikling. Han har ikke ligefrem vist sig som en der havde tænkt sig at respektere de omkringliggende lande som ligeværdige partnere.

Hvorfor skulle de vende tilbage i folden?

Jo mere drømmen smuldrer for Putin, jo mere krampagtigt holder han fast i den.

Med Putins krig mod Ukraine virker drømmen mere urealistisk end nogensinde.

Afstanden mellem Putins ambitioner og hans reelle formåen vokser med tiden, og Putin selv bliver ældre. Det lader ikke til at han har nogen plan b.

Det er en farlig cocktail.

For nu skal han nå noget. Den tidligere tålmodige Putin bliver pludselig mere uforudsigelig.

Det handler ikke om Ukraine for Putin. Det handler om at genskabe et fortabt rige.

Ukraine er for ham blot en trædesten på vejen.

Ukraine bliver et meningsløst offer i en uopnåelig drøm som hører til i en for længst forsvundet tid.

Det er en kæmpe tragedie.

Der er ingen tvivl om at kønskvoter i bestyrelser er et statsligs overgreb imod virksomhedernes egen suverænitet og ledelsesret.

Det er også en tilsidesættelse af det demokrati som ligger i selskaber hvor det er generalforsamlingen som afgør bestyrelsens sammensætning.

Således er kønskvoter både antidemokratiske og et overgreb imod den private ejendomsret.

Men kvoter er også bare en måde at gøre i forvejen velstillede kvinder endnu rigere på.

Case Norge

Hvad skete der egentligt da Norge indførte kvindekvoter?

1. Nogle virksomheder i Norge kunne ikke møde kvotekravet og måtte derfor flygte ud af landet for at undgå tvangsopløsning
2. Andre norske virksomheder måtte hente kvinder ind fra nabolande for at fylde kvoterne
3. De samme relativt få kvinder fik bestyrelsesposter i mange forskellige virksomheder - og blev stenrige

Med hensyn til 3) blev kvinderne så rige at man i Norge kaldte dem "de gyldne skørter".

Men der skete også noget andet.

I årene som fulgte efter kønskvoternes indførelse i Norge, der gik den norske økonomi i stå relativt til de omgivende landes.

Det ville være en fejlslutning uden videre at henføre denne udvikling til kønskvoterne alene. Men det er meget tænkeligt at der er en sammenhæng og ikke alene et sammenfald.

Hvis Socialdemokratiet vælger at indføre kvindekvoter, så bryder partiet fuldstændig med den linje som er lagt af blandt andre Mette Frederiksen og Simon Kollerup.

Det ville også være enormt interessant hvis en så lille særinteresse som velstillede karrierekvinder, skulle kunne påvirke regeringens politik på en måde som fuldstændig går i modsat retning af hvad regeringen har slået sig op på.

Men hvem ved.

Ideen om kønskvoter i bestyrelser er en moralsk og etisk fallit-erklæring.

Det er på alle måder en dybt depraveret og forsmædelig ide.

Og det er beskæmmende at der i Danmark findes et større antal magtfulde mennesker som går rundt og ikke bare fantaserer om - men aktivt arbejder for - at danske virksomheder skal opløses ved tvang fordi der er en mand for meget eller for lidt i bestyrelsen.

Hvor er det dog helt igennem sygt.

Hvordan er vi kommet dertil hvor en så bimlende vanvittig ide er blevet total mainstream i det politiske liv?

En sådan ide hvor magt er lig med ret og enhver civilitet er fuldstændig væk.

Det vender jeg tilbage til.

Først lidt mere om ideen med kvindekvoter og kønskvoter og mandskvoter.

Der findes mennesker som i fuld alvor mener det er i orden at staten ødelægger virksomheder som det har taget generationer at bygge op —— alene fordi disse virksomheder ikke alle lever op til en eller anden arbitrært defineret fordeling af bestyrelsesposter ud fra folks kønsorganer.

Ja, jeg beklager virkelig meget at jeg på den måde må skære ud i pap hvad kvindekvoter og kønskvoter og mandskvoter faktisk er for en størrelse.

Men det er lige præcist hvad kønskvoter er: Det er øremærkning af bestyrelsesposter til kønsorganer.

Og de mest ivrige tilhængere af den form for pervers fordeling, er nøjagtigt samme gruppe af mennesker som normalt hævder at køn ikke har betydning og der ingen forskel er på kvinder og mænd. Ironisk og absurd.

Den perverse og moralsk fordærvede ide om kønskvoter kommer sammen med forslaget om at tvangsopløse virksomheder der ikke lever op til kvoterne.

Det er perversion i anden potens.

Så staten skal altså sende nogle bureaukrater ud i virksomhedernes bestyrelser og basalt set tælle tissemænd og tissekoner for at sikre at der nu er lige mange af hver slags.

Jeg må igen beklage, men dem som arbejder for de her ideer, er ikke selv ærlige omkring ideerne eller implikationerne af dem, så jeg bliver nødt til at udtrykke eksplicit hvad det handler om.

Men hvor kommer ønsket om at tvangsopløse - altså udradere - dem som ikke makker ret, så fra?

Er det ikke fra de mennesker som normalt siger vi skal være hensynsfulde og empatiske? Og etiske og moralske?

Åbenbart kun så længe vi makker ret og går i takt. Ellers udrydder og eliminerer man da bare dem som ikke gør.

Til jer der vil kvoter og tvang - vil jeg spørge:

Med hvilken ret? Hvorfor tror I jer berettigede til at bestemme over andres ejendom?

Og hvorfor mener i det er i orden at tvangsopløse og dermed fuldstændig ødelægge virksomheder som andre har bygget op over generationer?

Hvorfor vil I udslette andres indsats? Hvorfor vil I nedbryde og ødelægge?

Fordi der er for mange eller for få tissemænd om bordet - åbenbart.

I skulle skamme jer!

Top-chefer får en høj løn og masser af prestige.

Så skulle man mene der følger et stort ansvar med.

Men hvad sker der når virksomhederne og deres ledelse ikke vil påtage sig det ansvar.

Det vil jeg mene vi får et eksempel på i en artikel på DR.dk hvor administrerende direktør for Sanistål Claudio Christensen opfordrer politikerne til at vedtage kvoteordninger for danske virksomheder.

Han mener, løsningen er lovpligtige kvoter og ikke kun måltal, som regeringen spiller ud med.

- Personligt synes jeg ikke, det er hårdt nok. En målsætning er fin, og det er første skridt på rejsen. Men hvis du vil have nogle resultater, så er du nødt til at lave nogle kvoter.

Det virker enormt besynderligt at en leder på den måde selv nægter at tage ansvar for en situation i sin virksomhed som han ellers angiveligt gerne vil have ændret på!

Det hænger jo ikke sammen.

Det virker svagt at en mand med så høj løn og prestige ikke tager ansvaret på sig, men i stedet beder politikerne "løse problemet" for sig.

Manden her vil jo tvinge alle andre virksomheder, fordi han ikke formår at ændre på tingene i den virksomhed han selv på papiret står i front for.

Han siger også i artiklen at kvinder giver bedre bestyrelser. Men hvis det er tilfældet, så er det jo bare med at komme i gang og få mændene skiftet ud.

Men hov - hvis han virkelig selv troede på at kvinder på magisk vis ville forbedre ledelsen af virksomheder, hvorfor ønsker han så at påtvinge sine konkurrenter denne fordel?

Nej, man får på fornemmelsen at der ligger noget andet bag.

Og ansvarsfraskrivelse er det under alle omstændigheder.

— Ekspert: Ministers forslag om flere kvinder i bestyrelser får ingen betydning | Penge | DR

Seniorforsker: Trusler om vold virker

DR har endnu en af deres kampagnejournalistik-artikler hvor alle kilder mener det samme.

Og den eneste som ikke gør, konfronteres kritisk.

Denne gang handler det om kvoter for kvinder i bestyrelser hvor DR åbenbart er utilfreds med at regeringen ikke går radikalt nok til værks når man ikke direkte indfører kvoter.

DR ønsker øjensynligt kvoter, men det kan DR jo ikke bare skrive. I stedet finder man så nogle alibi-kilder som siger det, man selv ønsker at sige - men ikke må, fordi man jo skal fremstå som "garanten for objektiv journalistik".

Den første kilde er seniorforsker Mette Verner fra Det nationale forskningscenter for Analyse og velfærd, VIVE.

Hun siger med henvisning til kvindekvoter i Norge:

Hvis virksomhederne ikke gør det, så risikerer de, at selskaberne bliver tvangsopløst. Så det er klart, at det giver nogle helt andre incitamenter til at nå målene, siger Mette Verner.

— Ekspert: Ministers forslag om flere kvinder i bestyrelser får ingen betydning | Penge | DR

Hun glemmer så lige at sige at en del virksomheder i Norge faktisk flygtede ud af landet som konsekvens af kravet om kønskvoter.

Men hun har da helt ret, hvis du truer nogen med vold, så er det meget effektivt.

Og tag ikke fejl — det er en trussel om vold at true med at tvangsopløse en virksomhed som ikke makker ret.

Forestil dig at du over en periode på 30 år har brugt al din tid på at opbygge en virksomhed. AL DIN TID.

Og så kommer staten og siger: Enten sammensætter du din ledelse som vi siger at du skal - ellers også opløser vi det som du har brugt al din tid på at skabe.

Den anden kilde er Claudio Christensen, Topdirektør hos Sanistål

Hvis du vil have nogle resultater, så er du nødt til at lave nogle kvoter.

Ja, han siger jo nøjagtigt det samme. Og igen er det målet som helliger midlet om tvang.

Dertil kommer manden så med en påstand som DR ikke søger et udfordre:

Det vil give bedre diskussioner og bedre konklusioner i bestyrelseslokalet, og det styrker det DNA, som man ønsker i en virksomhed, siger han.

Hvorfor ævler ledere altid om "DNA". Nå, men i hvert fald bringes der ingen form for dokumentation for at kvoter fører til "bedre diskussioner og bedre konklusioner i bestyrelseslokalet". Det er og bliver intet andet end en løs påstand.

Den eneste "kilde" som DR går kritisk til er kilden fra regeringen som altså pt ikke vil bruge kvoter.

Det er så enormt let at gennemskue hvad DR's dagsorden er.

Intet er mere forudsigeligt end DR's såkaldt "objektive journalistik".

Nu lyder det igen at en leder skal være "forbillede" - og at man ud fra en leders ageren i privatlivet kan sige noget afgørende om hans eller hendes evner som leder.

Det er forkert.

Og farligt.

I det hele taget er det dumt at blande tingene sammen på den måde.

Lad os se på tre eksempler.

Case 1 Adolf Hitler

Hitler var flink ved sine nærmeste. Privat siges han at have haft stor respekt for kvinder - også fagligt og kulturelt.

Han roste blandt andre Leni Riefenstahl og Winifred Wagner til skyerne, med sidstnævnte skulle han også have haft et hjerteligt venskab.

Hitler var tilmed en stor dyreven. Han elskede hunde og mest af alt sin egen schæfer Blondi.

Det siges endda at Hitler blev vegetar af hensyn til dyrevelfærd. Det med om han var vegetar eller ej er dog lidt kontroversielt, eftersom han havde svært ved helt at opgive sin elskede Leberknödel - men ellers var han "clean".

Han var også privat en følsom kunstner hvis billeder udtrykte fredfyldt ro og harmoni mellem natur og menneske. Noget som står i skærende kontrast til hans virke som politisk leder.

Hitler var på sin vis en progressiv mand som var forud for sin tid i det private liv hvor han traf moralske valg — men som leder var han en ubeskrivelig stor katastrofe for verden og de millioner af jøder og andre som han fik myrdet på sin vej.

En af verdenshistoriens absolut største moralske katastrofer som leder var altså privat en person som i dag ville blive opfattet som moralsk. Han var endda anti-ryger!

Interessant nok mente Hitler, ligesom nogle i dag, heller ikke at man kunne adskille privatlivet fra sit virke som leder.

Det var blandt andet derfor han aldrig rigtigt blev gift, før det alligevel var for sent og hans tid som leder endelig afsluttet med selvmord.

Angiveligt skulle hans motiv dog også have været mere kynisk: Hitler havde stor opbakning blandt kvinder, og han mente at den opbakning ville aftage hvis han allerede var "taget".

Case 2 Josef Stalin

Stalin siges at have haft en varm personlighed, og en del temperament - og han satte stor pris på venskab. Lige indtil man røg i unåde, så blev han hårdere end stål.

I sine senere år behandlede Stalin i tiltagende grad en del af sine nærmeste dårligt. Men i udgangspunktet og langt op i sin "karriere" var han en "fin fyr" i privatlivet. Længe efter at Stalin var kommet til magten, blev han ved med at sende breve og gaver til sine gamle venner i Georgien.

I forhold til den opvækst han selv havde haft - han blev banket både af sin far og mor - så var han flink ved de fleste i sin familie.

Stalin skulle have været stor beundrer af sin mor, som trods alt havde banket ham mindre end faderen. Og da han voksede op, havde han efter sigende forsvaret moderen imod faderens vold. Han havde også et kærligt forhold til sin datter Svetlana Allilueva.

Men i forhold til diskussionen i dag om adskillelse af privat og offentligt, så adskilte Stalin heller ikke privat og offentligt liv. Så på den måde er han enig med dem som arbejder for at ophæve det skel.

Han var kun kærlig overfor sine nærmeste i det private, så længe at de ikke brød med ham som leder i det offentlige! Gik de imod hans ideologi, så kunne nære personlige venner pludselig blive til de værste fjender.

For Stalin flød det private og det politiske altså fuldstændig sammen.

Det gik blandt andet ud over hans anden kone Nadezhda Alliluyeva. Men også andre i familie og omgangskreds faldt i hans personlige unåde hvis de gik imod styret.

Samtidig brugte Stalin børn som informanter, så han kunne udspionere venner og fjender hjemme i privaten.

Stalin fik fuldstændigt nedbrudt skellet mellem offentlig og privat både i sit eget liv og systematisk som ideologi i Sovjetunionen.

Case 3 Pol Pot

Pol Pot var en brutal leder og massemorder i millionklassen.

Men efter hans død fortalte enken Mea Son til journalisten Nate Thayer, at Pol Pot havde været "en god mand" og "en god far".

Det viser meget godt at der ikke nødvendigvis er nogen sammenhæng mellem et menneskes private moralske habitus og dette menneskes ageren i det politiske liv eller på anden vis som leder.

Man kan være flik og rar derhjemme og en brutal massemorder "på arbejdet". Og man kan være en led hustyran derhjemme og alligevel en dygtig leder i sit offentlige liv.

I modsætning til hvad der i dag bliver fremført i debatten om "dygtige røvhuller", så er der simpelthen ikke nogen sammenhæng mellem privat adfærd og lederevner som er stærk nok til at hænge noget op på.

Ligesom Stalin fik Pol Pot kun een datter, Mea Sith - senere Sar Patchata - som han skulle have behandlet godt "lige til det sidste". Det samme for hans kone Mea Son.

I samme periode hvor han havde været en "god ægtemand og far", var han ansvarlig for et et de mest brutale terrorregimer i historien med mindst 1,7 millioner drab på samvittigheden - noget han formåede som leder af De Røde Khmerer på under fem år i slutningen af 1970'erne.

Konklusion

1. Det er en dårlig ide at udlede noget om lederes evner som leder ud fra deres moralske habitus privat og vice versa.
2. Det er en dårlige ide at ophæve skellet mellem privat og offentligt som nogle af verdens mest morderiske ledere netop gjorde.
3. Det er en dårlig ide at ophøje ledere til moralske forbilleder og i det hele taget er førerdyrkelse udansk og hører ingen steder hjemme.

Et eksempel på hvorledes, ansvarsløse og nidkære sagsbehandlere hos SKAT lukker et lille privat firma og gældsætter en folkepensionist.

Det begyndte i 1996 med at jeg registrerede et firma baseret på nye koncepter uden noget eksisterende Dansk marked. Som en følge heraf var indtægterne i begyndelsen ikke eksisterende eller meget lave.

Jeg blev derfor ringet op af en uforskammet sagsbehandler fra SKAT i Maribo som var utilfreds med at firmaets momsudgifter oversteg momsindtægterne og som derfor informerede mig om at hun havde tænkt sig at lukke mit firma.

Jeg tillod mig at være uenig og gjorde opmærksom på at firmaet ikke var bankrupt, samtalen endte med at hun i frustration smed røret på.

Kort tid herefter blev der på firmaregisterets hjemmeside påført en kommentar om at mit firma var ophørt?

Jeg var derfor forhindret i at indberette moms, indtil en af mine klienter på et senere tidspunkt gjorde mig opmærksom på at mit firma var blevet lukket.

Jeg forsøgte derfor at genregistrere firmaet og til min overraskelse viste det sig at det stadig eksisterede og jeg fik mit oprindelige moms nr. tilbage.

I de efterfølgende år har firmaet halvårligt opgjort og indbetalt moms-indtægter til SKAT uden de store problemer, faktisk mener jeg at SKAT burde være mig taknemlig for indbetalingen af momspenge fra Danske klienter som ellers ville være endt i de forkerte lommer, hos et Amerikansk firma.

I år 2020 forsøgte en anden emsig sagsbehandler fra SKAT sig ligeledes med at lukke firmart, denne gang ved at påligne mig en skattegæld på Kr.172.375.

Skat's praksis er at sagsbehandlerne er anonyme, heldigvis var jeg i dette tilfælde i besiddelse af hendes e-mail adresse og kunne derfor rette en forespørgsel om hvorledes beløbet var fremkommet. Min e-mail blev aldrig besvaret, og sagsbehandleren blev efterfølgende langtidssygemeldt.

Efter korrespondance med adskillige andre sagsbehandlere viste det sig at beløbet var frit opfundet og en del af en konspiration der forsøgte at fremstille mig som skatteunddrager.

Fejlen blev efterfølgende erkendt af SKAT i en mail med teksten:

”Du kan se bort fra vores forslag til at fastsætte din indkomst efter et skøn, som vi tidligere har fremsendt til dig” (via internettet).

Ingen yderligere forklaring, eller undskyldning.

For at undgå yderligere svindel fra sagsbehandlere hos SKAT var jeg derfor nødsaget til at lukke firmaet. Paradoksalt nok viste det sig at SKAT i den mellemliggende tid har udviklet dette til en utrolig bureaukratisk proces, hvor man nu skal ansøge om at få lov til at lukke sit eget gældfri firma.

Efter at have udfyldt adskillige formularer på internettet opgav jeg at trænge igennem til en af de mange sagsbehandlere.

Jeg modtog samtidig modstridende og intimiderende henvendelser fra SKAT’s forskellige divisioner og lokaliteter, herunder anonyme mails med gældsættelse og trusler om bøder, og politianmeldelser.

Eksempelvis:

”Hvis du ikke betaler din gæld, kan vi foretage udlæg i dine aktiver, fx hus, maskiner eller andet. Det betyder, at vi kan sælge dine ejendele på tvangsauktion og bruge beløbet til at betale af på din gæld.”

Hertil en ny automatiseret fejl som følge af samkøring mellem SKAT og Udbetaling Danmark:

Et brev med information om at jeg havde fået udbetalt Kr. 47.496 for meget i folkepension? Udbetaling Danmark har i lighed med SKAT uhyre vanskeligt ved at erkende fejl. Jeg modtog dog efterfølgende et 6 siders forvrøvlet brev med overskriften.

”Vi har beregnet, at du har fået udbetalt det, du skal have i folkepension”

Det bør dog nævnes at jeg også modtog en undskyldning fra SKAT:

”Sammen med brevet fik I tilsendt et overblik over manglende indberetninger. Dette tilsendte overblik er forkert, og I kan derfor se bort fra det tilsendte brev samt det medfølgende bilag. Vi undskylder for de eventuelle gener, det har medført.”

Venlig hilsen
Skattestyrelsen

Man kunne heraf konkludere at sagen nu var afsluttet, men ak nej, endnu en egennyttig sagsbehandler fra SKAT ønskede at slå plat på situationen med et nyt ubegrundet og lovstridigt krav på Kr. 5.000?

En forespørgsel på hvorledes beløbet var fremkommet blev besvaret med en arrogant bemærkning om at jeg jo bare kan klage til SKAT (mod betaling) såfremt jeg er utilfreds.

Ak ja, såfremt den tid jeg har brugt på korrespondance og moms-administration skulle betales med den samme høje timeløn som sagsbehandlere hos SKAT, var det blevet et betragteligt beløb.

Nu har skattestyrelsen for nyligt meddelt at skatteadministration er en kompliceret sag og derfor må der ansætte yderligere 1000 højtlønnede nye medarbejdere.

Det falder naturligvis ikke skattestyrelsen ind, at man med økonomisk fordel og tilmed mindre mistro og chikane af skatteborgerne, alternativt kunne simplificere lovgivning og administration,

Men nej det er der jo ingen offentlige beskæftigelsesmuligheder og penge i.

Mit forhenværende firma modtog megen anerkendelse fra klienter, med tak for god service.

Danmarks Radio har en artikel om gymnasieelever som strejker for at få seksualundervisning gjort obligatorisk i gymnasiet.

Gymnasieelever strejker: 'Vi vil have seksualundervisning på skoleskemaet'

Er overskriften på DR.

Gymnasieelever vil nemlig nedlægge den sædvanlige undervisning i Shakespeare og potensregning i protest mod, at samtykke, seksualitet og grænser ikke er pensum i gymnasiet.

Sådan uddybes formålet med elevernes strejke i brødteksten.

I DR-artiklen optræder fire kilder

• Alma Tynell der er forkvinde i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning
• Christian Graugaard der er læge og professor i sexologi ved Sexologisk Forskningscenter på Aalborg Universitet
• Lene Stavngaard der er national chef i Sex & Samfund
• Henrik Nevers der er formand for Danske Gymnasier

1. Alle kilder i artiklen bakker utvetydigt op om de strejkende elevers krav om obligatorisk seksualundervisning

2. Der stilles fra DR's side ikke et eneste kritisk spørgsmål til kilderne eller kildernes påstande

3. Der sættes ikke engang spørgsmålstegn ved om strejke er det rette middel at bruge for at få seksualundervinsing i pensum

Som man kan se har DR ikke gjort sig den ulejlighed

1. At finde kilder som nuancerer billedet af strejkerne
2. At stille kritiske spørgsmål til de valgte kilder

Det er svært at læse artiklen som andet end en utvetydig billigelse af elev-strejken fra DR's side.

Det er vel og mærke det DR som har kaldt sig selv for garanten for objektiv journalistik.

Hele artiklen finder du her: Gymnasieelever strejker: 'Vi vil have seksualundervisning på skoleskemaet' | Indland | DR

Jeg vil med denne lille fiktive artikel illustrere en simpel pointe omkring presse, privatliv og lederskab.

Forestil dig en anfører for et fodboldhold:

Han har succes med sit hold. Alle medspillerne respekterer ham. Og som leder af truppen henter anføreren sammen med holdkammeraterne den ene pokal hjem efter den anden.

Anføreren er med andre ord en fremragende leder for sit hold.

Privat går han i dametøj.

Men det er netop privat og har derfor ingen betydning for hans evner som anfører på fodboldholdet. Der er simpelthen ingen sammenhæng mellem mandens evner som anfører på et stort fodboldhold i det offentlige liv og på hans private hobby med at klæde sig ud i kvindetøj.

En dag afslører pressen så at anføreren derhjemme går rundt i kvindetøj.

Først bakker hans holdkammerater op om ham. Modspillerne driller ham derimod når de kan. Og modstandernes fans? Jo, de benytter enhver lejlighed til at bringe det private ud på tribunen og ind på banen.

Lige så langsomt begynder anførerens holdkammerater også at tvivle lidt. Nogle af dem synes faktisk det er en lidt mærkelig hobby, andre kan bare se at det svækker holdet fordi det giver modstanderne et angrebspunkt. Atter andre er bare irriterede over at anførerens hobby flytter fokus væk fra fodbolden.

Efterhånden mister anføreren opbakningen i sin egen trup. Han er en fin nok fyr, siger nogle af de andre på holdet. Men det dur bare ikke at han er anfører. En anfører skal være et forbillede siger en anden. Og egentligt er der jo andre på holdet som gerne vil føre an - og de går ikke engang i dametøj derhjemme!

Nu kommer vi så tilbage til pressen som siger:

Se, der kan I jo se!

Det var godt at vi afslørede anførerens private vaner med at klæde sig ud i dametøj, for denne besynderlige hobby betyder jo tydeligvis at han ikke er i stand til at være anfører.

Han er jo ikke nogen god leder. De andre vil ikke have ham i front for holdet!

Og, fortsætter pressen, da han jo ikke er nogen god leder fordi han privat går i dametøj, så er det jo egentligt ikke noget rent privat anliggende, for - som I kan se - undergraver hans "privatliv" hans evne til at lede på det professionelle plan.

Og dermed var det jo helt i orden at vi afslørede det for hele verden!

Man kan se det for sig. Pressen er nu helt forpustet over sin egen argumentation.

Ja, det er sådan pressen argumenterer for tiden i flere forskellige sager. Og man skal ikke være lingvist eller semantisk logiker for at kunne gennemskue at pressen er ude i ren og skær cirkelargumentation.

For der er ingen sammenhæng mellem eks-anførerens tidligere private hobby med at klæde sig ud i dametøj og hans duelighed som leder i sit offentlige virke. Den findes simpelthen ikke.

Den sammenhæng skabes af pressen med selve afsløringen. Og bruges så retrospekt til at retfærdiggøre negationen af privatlivet.

Men hey, nu har jeg vist også brugt fine ord nok for i dag og talt nok om fodboldmænd i dametøj.

Feministiske mænd bruger mere Viagra

Canadiske forskere har lavet en undersøgelse af seksualitet og sundhed blandt over 1100 repræsentativt udvalgte mænd.

Forskerne spurgte blandt andet om mændene opfattede sig selv som feminister og om de havde benyttet sig af potens-fremmende midler.

Blandt feministerne havde godt dobbelt så mange behov for potens-fremmende midler i forhold til blandt ikke-feministerne.

Mænd der kalder sig feminister, har tilsyneladende oftere problemer med at få den op at stå:

Feminist-identified men were substantially more likely to report EDM use than non-feminist men, even after controlling for alcohol use before sex, erection difficulties, sexual arousal, sexual health, mental health, and physical health.

Sådan et resultat kommer ikke så meget bag på “almindelige mennesker”, men det får forskerne til at undre sig.

Og så kommer de her løjerlige bud på hvad der er på spil:

One explanation is that feminist men may use EDM to bolster their masculinity when it is otherwise threatened by their identification as feminist.

Another is that non-feminist men may be less likely to use prescription EDM because they view accessing healthcare services as a threat to their masculinity.

It is also possible that feminist men are more likely to use EDM because they wish to maintain an erection to better please their partner.

Lastly, feminist men may be more honest about EDM use than non-feminist men, even though rates are similar.

Det kunne også være at mænd som tager deres ideologi og politiske korrekthed med ind i soveværelset simpelthen bare har sværere ved at præstere.

Det virker som den mest oplagte forklaring.

Silva, Tony & Fetner, Tina (2022) ‘Men’s Feminist Identification and Reported Use of Prescription Erectile Dysfunction Medication’. https://doi.org/10.31235/osf.io/qtnsc

Lignende resultater:

Forskere så på over 200.000 ægtepar i Danmark fra 1997 til 2006. Når mænd tjener mere end deres hustru, er mændenes behov for potensmidler mindre. Omvendt led hustruer som tjente mere end deres mænd, oftere af søvnløshed og brugte mere medicin mod angst.

Pierce, Lamar, Dahl, Michael S. & Nielsen, Jimmi (2013) ‘In Sickness and in Wealth: Psychological and Sexual Costs of Income Comparison in Marriage’, Personality and Social Psychology Bulletin 39, 359–374. https://doi.org/10.1177/0146167212475321

Der er underholdning. Og så er der oplysning.

Public service er et begreb som vi mest forbinder med det sidste. Og det er der en god grund til.

For underholdning kan sagtens tilvejebringes på markedsvilkår. Det kan oplysning og public service muligvis også. Men ikke nær så nemt.

Mediebilledet er derfor generelt præget af underholdning. Nogle gange klæder man underholdning ud som nyheder, men selv nyhedsstoffet er subjektivt, personfikseret og præsenteret på en måde som taler til folks følelser frem for deres fornuft.

For nylig havde DR eksempelvis en forsidehistorie om verdens bedste skakspiller, norske Magnus Carlsen. Men historien handlede bare ikke om skak. Og egentligt heller ikke om skakspilleren.

Den handlede om skakspillerens testikler!

Eller rettere, historien handlede om at en britisk skakspiller, en anden stormester, havde skrevet noget på twitter - hvilket han i øvrigt uophørligt gør. Denne twitter-travle stormester havde lavet et kort tweet om at Magnus Carlsen "havde nosser".

Det må vi objektivt set gå ud fra, er sandt. Og vel egentligt også ganske uinteressant.

Men DR lagde op til at det lille tweet var en stor historie. Det virkede nærmest som om man ville gøre det lille tweet til en stor historie.

I den her omgang gik den dog ikke. Selv de arrige twitter-trolde bed ikke på. Ingen shitstorm startet. Bedre held næste gang, DR.

Et andet eksempel på at DR.dk på forsiden forsøger at skabe drama på falske præmisser, er følgende overskrift: "Hollywood-stjerner taler ud 30 år efter shitstorm".

Men der var ingen shitstorm dengang filmen Thelma & Louise kom ud. Der var ikke engang nogen særlig kontrovers. Tværtimod havde de to stjerner stor medvind både blandt anmeldere og publikum.

Det virker nærmest desperat at DR på et så tyndt grundlag 30 år senere forsøger at konstruere konflikt omkring en gammel film. Som om der ikke i nutiden var alvorlige konflikter nok i virkeligheden at tage sig af.

Selvskabt drama og personfikseret journalistik fylder meget på forsiden af DR.dk. Selv click bait holder man sig ikke for god til. Niveauet er laveste fællesnævner og lidt under.

Og det er netop pointen - det er snart ikke til at se forskel på DR.dk og et feed på twitter eller facebook. For der er ikke forskel. Kriterierne er lige så langsomt blevet de samme.

Og det er udtryk for eklatant mangel på redaktionel styring.

Mangel på redaktionel styring i en grad så man må spørge: Er der nogen voksen på arbejde, DR - nogen med ansvar for det morads af et miks?

Statsradiofonien har en forbandet pligt til at sammensætte en vifte af nyheder ud fra nogle helt andre kriterier end algoritmerne på sociale medier. Ellers er DR ikke public service, men public disservice.

Få dage i mediemøllen var nok til at vælte formand for 3F Per Christensen. Samme mønster har vi set med andre mandlige ledere.

Og det er jo egentligt interessant nok i sig selv:

Bryder en leder landets love, så laves der grundige undersøgelser som tager måneder - nogle gange år. Alting undersøges minutiøst, og hver en sten vendes — før der fældes dom.

Bryder en leder en af de uskrevne regler for moral i de her metoo-tider, så er få dages standret i pressens søgelys rigeligt. Så er det ud af vagten uden mulighed for appel.

Og i modsætning til ved de egentlige lovbrud, så er der ingen forældelsesfrist når det gælder de moralske fejltrin.

De generelle overvejelser om moral, lederskab, privatliv og presse i kølvandet på metoo er derfor langt mere interessante end sagerne hver for sig om Per Christensen eller Morten Østergaard eller Naser Khader eller hvem det nu er som står for skud næste uge.

"At den magtfulde formand har manglet moralsk dømmekraft er blevet kategoriseret som et "privat" anliggende. Det er det ikke. Historierne fortæller os tværtimod noget vigtigt om dette menneskes karakter."

Sådan skrev Berlingskes Anne Sophia Hermansen på LinkedIn i en omtale af sagen om Per Christensen.

Hermansen hævder her at moralsk dømmekraft, eller mangel på samme, i private anliggender ikke er et privat anliggende!

Simpelthen fordi pressens historier om "dømmekraft" i privatsfæren siger noget om et "menneskes karakter".

Det er jo et mageløst fripas til pressen.

Normalt skal der et lovbrud til før privatlivets "immunitet" ophæves, men nu kræves blot "dårlig dømmekraft" i moralske, men ellers private forhold.

For selvom pressens historier siger noget om et givent menneskes karakter, som Hermansen så rigtigt anfører, så siger historierne bare ikke nødvendigvis noget som helst om "dette menneskes" duelighed som leder.

Men alligevel blandes de to ting nu sammen som det mest naturlige i verden.

Per Christensen blev jo faktisk fyret, men det er ikke gjort med fyringen - slet ikke.

For selvom konsekvensen er et mistet arbejde, så fældes dommen over hele Per Christensens liv - over "dette menneskes karakter" som Hermansen så poetisk udtrykker det.

Nu mener folk som kun kender manden fra pressen - det vil sige næsten alle - at han da vel nok er et "røvhul" - måske et "dygtigt røvhul". Men et røvhul ikke desto mindre. Han er ikke kun dømt uegnet som leder, men også nederen som menneske.

Lige pludselig er skellet mellem privat og offentlig person tryllet væk som med et trylleslag. Det er nu hele personen som er dømt ude. Helt ude.

Det gør disse domme enormt effektive i psykologisk forstand:

Man forestiller sig at den private moral afslører menneskets sande karakter, mens det man gør med sin formelle magt kun er udtryk for almindelig kynisme.

En statsminister kan stadig være god nok privat som menneske fordi hun overtræder Grundloven. Så er hun bare ikke værdig som statsminister.

Men overtræder man en metoo-lov, så er man moralsk dømt ude i alle domæner. Privat såvel som professionelt. Så er man uværdig som menneske.

Men handler det i virkeligheden om moral, som Hermansen hævder?

Det gør det måske, men moral i en meget indskrænket forstand. Har man "bedraget kvinder" eller lagt en hånd på praktikantens lår til julefrokost, så er man ude.

Men moral er jo meget mere end det. Og det er ikke kun uterlig adfærd overfor kvinder som afslører en flosset moral.

En skilsmisse er også et valg som skader andre, ofte langt mere - og kan lige så vel som de andre ting være udtryk for dårlig dømmekraft.

Skal en leder så ikke vurderes på det også? For det fortæller jo noget om lederens "karakter" - som menneske. Og dermed, åbenbart, også om dueligheden som leder.

Hermansen skriver ligefrem at moral nu er lederens superkraft.

Utroskab, skilsmisser, aborter, forsømte børn i selvrealiseringens navn. For blot at nævne nogle få "lig i lasten" som pressen kunne tage fat i - uden forældelsesfrist. Alt sammen handler om moral og dømmekraft.

Men ledere er ikke mere moralske end andre, og det er ikke sikkert at de er klar til at bytte deres privatliv væk for en "superkraft" de alligevel ikke kan leve op til.

Der har ikke været ret meget om det i danske medier. DR har travlt med at skrive om skak-testikler.

— Stor mystik om skakmesters testikler - Danmarks Radio sætter en mand på sagen | Folkets Avis

Men i Canada er lastbilchauffører blevet virkelig trætte af regeringens politik i landet.

Den canadiske regering bliver ved med at pålægge chaufførererne flere og flere vaccine-krav.

Problemet er at regeringens krav gør det svært for lastbilchaufførerne at passe deres arbejde.

Og mens mange andre landes regeringer i løbet af de sidste par uger har erkendt at problemet med corona nu er væsentligt mindre da omicron har taget over, så er regeringen i Canada langt bagude i forhold til at forstå den nye situation hvor corona slet ikke udgør samme trussel mod landet som tidligere.

Den slags frustrerer mange som ikke bare kan blive hjemme og arbejde bag en skærm.

Vurderinger fra canadiske medier lyder på op mod 50.000 deltagere i den lange convoy.

Den canadiske premierminister Trudeau mener dog at deltagerne i den store convoy er en lille ekstrem minoritet.

"The small fringe minority of people who are on their way to Ottawa are holding unacceptable views that they're expressing, do not represent the views of Canadians."

— BREAKING: Trudeau says freedom truckers a 'small fringe minority' with 'unacceptable views' | The Post Millennial

Centralt spørgsmål i hastigt voksende skak-skandale stadig ubesvaret

Hvem siger at skakverdenen er kedelig?

I de her dage udspiller der sig et stort drama på den internationale skakscene.

Både det norske statsmedie NRK og Danmarks Statsmedie DR har sat folk på sagen.

Det hele starter med at verdensmesteren i skak, Magnus Carlsens, spiller ud med en risikabel opstilling.

På twitter lægger en anden skakspiller et screenshot op af Carlsens udspil med kommentaren:

Oh wow! MagnusCarlsen has testicles.

Hvilket faktuelt set må formodes at være korrekt.

Det er nok de færreste som aner hvad denne anden skakspiller, som hedder Nigel Short, hentyder til med sit screenshot af et skakbræt.

Men ingen grund til at lade en god shitstorm løbe ud i sandet. For ordet testicles er nok til at tænde den danske skaktræner Peter Heine Nielsen af.

Han træner MagnusCarlsen og mener at kommentaren fra Short beviser at det internationale skakforbund er sexistisk. Så vidt man forstår hans argumentation.

Hvad der egentligt burde være en intern stridighed blandt skaknørder, kan dog i disse metoo-tider hurtigt blæses op til en begivenhed af internationale dimensioner.

Så i Norge tager NRK "sagen" op, og herhjemme sætter DR en journalist på sagen. Hvis ikke der er en nyhed, så skaber man da bare nyheden selv. På den måde havner et pip på twitter på forsiden af DR.dk.

Men trods heftige ordvekslinger på twitter og store artikler i statsmedierne, så tyder alt på at verdensmesteren faktisk har testikler.

Og ingen har endnu peget på dette simple faktum som burde være punktum i den her ligegyldige sag som statsmedierne forsøger at gøre til en shitstorm.

Peter Heine Nielsen, som er træner for verdensmesteren i skak, mener, at en Twitter-kommentar om Magnus Carlsens testikler er udtryk for et større ligestillingsproblem.

— Magnus Carlsens danske træner i modangreb på kommentar om verdensmesterens testikler | Sport | DR

Se også:

— DR afslører: Kvinder bager mere end mænd | Folkets Avis

Metoo har for alvor formået at så tvivl ved og mistro omkring mandligt lederskab.

Med fine ord kunne man sige at metoo delegitimerer mandlig autoritet.

Et par eksempler er på sin plads:

Danmarks måske nok mest berømte metoo-forkæmperinde Sofie Linde, har sagt om mandlige chefer hun har mødt, at de er "pisse ulækre".

Sofie Linde er toppen af poppen.

Men også på andre bonede gulve lyder en harsk kritik i kølvandet på metoo-sagerne.

Fagforeningen og A-kassen for Ledere, som hedder Lederne, har en kvindelig administrerende direktør.

Hun hedder Bodil Nordestgaard Ismiris, og hun var for nylig ude at skrive om "dygtige røvhuller" i forbindelse med mandlige ledere og metoo-sagerne.

Det interessante er at disse heftige betegnelser som "pisse ulækre" og "dygtige røvhuller" kun hæftes på mandlige ledere.

Man skulle da ellers tro at lige netop røvhuller var kønsløse.

Men tag for eksempel TV2's administrerende direktør Anne Engdal Stig Christensen.

— Tager TV2-chef ansvar som Dyrby - eller slipper hun i kraft af sit køn? | Folkets Avis

Havde hun været en mand, så var hun blevet puttet i kategorien af "dygtige røvhuller". For hun hånede metoo fra scenekanten foran medarbejderne på TV2 og opfordrede til klap i bagdelen.

(I øvrigt tankevækkende så optaget eliten er af numser.)

Så selvom Anne Engdal sikkert er dygtig, så er hun med til at skabe en dårlig kultur på arbejdspladsen - ifølge metoo'erne sædvanlige logik.

Men som kvinde slipper hun for at blive kaldt et "dygtigt røvhul", selvom metoo'erne ville kalde en mand i samme situationen netop det.

Hun slipper så også for en fyreseddel. Så nogle fordele er der da ved at være kvinde i det her patriarkalske samfund, det må feministerne da snart se i øjnene.

Men tænk lige over hvor hurtigt det er gået.

Vi er nu der hvor toppen af samfundet omtaler mandlige ledere som pisse ulækre, men dygtige røvhuller.

Sådan kan man frit tale om mænd uden det koster en på karrieren.

Du ved jo godt, kære læser, at man ikke kunne slippe afsted med at tale så grimt om kvindelige ledere.

Heldigvis.

På LinkedIn skriver Anne Sophia Hermansen om den nye metoo-sag.

En fagboss fra 3F har angiveligt ført en række kvinder bag lyset og "levet et dobbeltliv" - som mange medier har berettet om den seneste lille uges tid.

Jeg har ikke haft tid til at følge sagens detaljer.

Men Hermansen kommer med nogle interessante betragtninger, hvilket hun i øvrigt ofte gør.

Jeg citerer Hermansen:

Kommer 3F-formand Per Christensens privatliv offentligheden ved? Ja, det gør det, for sagen handler om moral og dømmekraft, og de dage er forbi, hvor man som leder kunne slippe afsted med at være et "dygtigt røvhul". Det har de seneste års metoo-sager vist også demonstreret.

Det er en interessant argumentation. Hvis noget "handler om moral og dømmekraft", så er det ikke længere privatliv.

Men der er jo mange ting som handler om moral og dømmekraft.

Skilsmisse. Abort. Blot for at nævne nogle få ting.

Så den argumentation levner ikke meget plads til det private som vel så må blive hvilken slags leverpostej man køber i supermarkedet.

Men selv leverpostejsvalget kan vel siges - i disse bæredygtige tider - at være et moralsk anliggende og angå folks dømmekraft.

Hermansen er dog alligevel på sporet. For metoo er et opgør med især mænds privatliv.

Som feministerne allerede i 1960'erne og 1970'erne anførte, så er privatliv nemlig en patriarkalsk konstruktion som dækker over mænds misbrug af kvinder. Og det er jo ikke helt usandt, selvom det kun er en flig af sandheden.

Men måske er det alligvel at smide babyen ud med badevandet helt at forkaste privatliv fordi nogle har brugt det til at sløre deres misbrug af andre mennesker.

Men så skriver Hermansen også noget om røvhuller. Dygtige røvhuller.

Det der med de "dygtige røvhuller", det skrev formanden for en anden fagforening om. Formanden for Lederne skrev om det for nylig. Hun er også kvinde. Også hun mente at det var nye tider.

Jeg er nu ikke sikker på at ledere var større røvhuller i gamle dage end nu.

Og der er vel kun een ting som er værre end et røvhul, og det er et selvretfærdigt røvhul.

De selvretfærdige røvhuller ser vi mange af i disse år. Det er dem som soler sig i andres lortesager.

Men hvem er de "dygtige røvhuller" som vi skal af med som ledere?

Det er mændene.

For TV2-direktøren som gav #metoo fingeren fra scenekanten, hun slipper. Hun er åbenbart ikke et "dygtigt røvhul", som man ellers kalder mændene med den indstilling til tingene som hun udtrykte overfor medarbejderne på TV2.

Men det med røvhullerne er faktisk ikke det væsentligste problem her.

Det egentlige problem er bedraget.

Hermansen tror at der er af lederes nu om stunder forventes noget ganske anderledes end tidligere:

Men i dag forholder det sig lige omvendt. I dag er moral ens superkraft som leder, og bærer man gyldne kæder, skal man især have orden i værdierne i penalhuset.

Tror du virkelig selv på det, Hermansen?

Tror du virkelig på at det handler om moral som sådan?

Eller er det nærmere sådan at man skal være et dydsmønster over for kvinder. Så kan man for eksempel godt slippe afsted med at slagte en hel industri ned og slå millioner af dyr ihjel?

Sagen er den at vi lever i en tid hvor kvinden er helliggjort. Og har en mand lagt en hånd forkert på en kvinde, så hænger det over hovedet på ham resten af hans liv.

Mistanken hviler på alle mænd. Især dem med magt.

Det er måske også på tide. Men lad os dog i det mindste være ærlige om at det er det som er på spil og ikke en eller anden ny mere moralsk tid som er oprunden.

Hele Hermansens indlæg kan læses her.

Kommer 3F-formand Per Christensens privatliv offentligheden ved

Og nej, jeg opfatter ikke Hermansen som tilhørende gruppen af selvretfærdige røvhuller.

Nogle gange ynder de ukritiske tilhængere af #metoo at hævde at metoo ikke handler om køn, men at det handler om magt.

Det er heller ikke forkert. #metoo handler meget ofte om magt. På flere måder.

At mange mænd både i dag og op gennem historien har brugt og misbrugt deres magt i forhold til at skaffe sig adgang til - ofte yngre - repræsentanter for det modsatte køn, er selvindlysende.

Derfor er de fleste historier som kommer frem, også sande. Selvom det måske ikke lige altid er alle nuancer og synsvikler som kommer med.

Så metoo er delvist de individuelle oplevelser som bliver trukket frem af gemmerne og delt via sociale og traditionelle medier.

Men metoo er meget mere end det.

I biologisk forstand er mænds seksuelle præferencer ikke ligeligt fordelt på kvinder - de er fokuseret imod kvinder i 20'erne. Også selvom manden måske selv er noget ældre. Unge kvinder er en knap "ressource" i forhold til efterspørgslen.

Nogle mænd bruger så deres magt til at vælge kvinder efter deres præferencer - længe efter de selv er vokset ud af alderskategorien. Den tendens skaber alle mulige problemer som man bestemt skal tage alvorligt.

Allerede der handler metoo om køn på et basalt plan.

Men metoo handler også om køn på en anden måde:

For hvis det alene handlede om at gå efter dem som misbrugte deres magt, så ville TV2 ikke stadig have sin administerende direktør - som direkte opfordrede medarbejderne til ting som går ind under #metoo.

Men foreløbig slipper hun. Fordi hun er kvinde.

Så på den måde handler metoo pludselig ikke så meget om magt, som hun har rigeligt af. Men om køn!

Hvor en mand ville falde, kan TV2's direktør blive stående takket været at hun er født med det rigtige køn. Ikke takket være forbilledlig adfærd.

Se også her:

— Tager TV2-chef ansvar som Dyrby - eller slipper hun i kraft af sit køn? | Folkets Avis

Kvinder som misbruger deres magt og "enabler" eller faciliterer #metoo, de får også en omgang i mediemøllen. For medierne er metoo altid masser af kliks og dermed kroner i kassen.

Men konsekvenserne udebliver. Disse kvinder får lov at beholde deres lederposter. I modsætning til mændene.

Det er altså foreløbig mest for mændene at deres uacceptable adfærd rent faktisk får konsekvenser i form af opsigelser, fyringer, hjemsendelser og videre i den dur.

Selvom metoo'erne hævder at det ikke handler om køn eller sex, men om magt og kultur!

På et tidspunkt skrev jeg

Dermed går #metoo ikke efter magten som sådan, men delegitimerer specifik mandlig magt. Altså mandlig autoritet inden for en organisation. Ikke kvindelig.

Samtidig med et Linde og hendes metoo-medløbere delegitimerer mandlig magt, så efterspørger Linde “voksne” som kan tage ansvar.

— Sofie Linde om magtfulde mediemænd: "pisse ulækre" | Folkets Avis

Foreløbig har jeg fået ret.

Og at metoo i sig selv også kan anskues som et magtmiddel, skal man vist være meget enøjet i sit syn på sagen for at benægte.

Det er simpelthen blevet en "liability" for en organisation eller en virksomhed at have en mand i front.

For hvornår kommer der en sag som sætter den mand, og dermed også organisationen og virksomheden, i et dårligt lys?

På den baggrund virker det mindre risikabelt at vælge en kvinde som leder. Hun er mere driftsikker på den lange bane for hun bliver ikke krævet fyret ved fejl som mændene gør.

Med andre ord kan en virksomhed bestemme mere selv hvis virksomheden har en kvindelig leder, hvorimod en virksomhed eller et politisk parti eller en anden organisation med en mandlig leder hele tiden er i fare for en shitstorm og fyringskrav fra de indskrænkede trolde på twitter.

Sandsynligheden for en metoo-sag som får konsekvenser, og påtvinger et ledelsesskift, er bare noget mindre med en kvinde i front.

Derfor handler metoo også om et vagtskifte. Om et opgør i eliten.

En magtforskydning væk fra mænd.

For mænds magt er med metoo blevet illegitim.

Så bliver der plads til kvinderne som foreløbig er hævede over den mistro som er rettet mod mænd som ledere i den her tid med metoo.

Om dette så er en "feature" eller en "bug" ved metoo, det kommer nok lidt an på hvem man spørger og hvor ærligt de svarer.

I husker nok eventyret om Kejserens Nye Klæder.

En af de mange udødelige klassikere fra H.C. Andersens store skatkammer.

Her er der en "dum unge" som faktisk siger det som alle tænker.

Nemlig at Kejseren ikke har noget tøj på.

For nylig skrev journalisten Søren Villemoes om et interview med Margrete Auken, hvor hun udstillede sin egen noget vakkelvorne realitetssans - eller selvbillede om man vil.

Trods to læger som forældre og to tjenestefolk i barndomshjemmet, så mente Margrete Auken at hendes opvækst var under knappe økonomiske vilkår.

Men hvordan tror så ikke Auken at tjenestefolkene levede? Dem som arbejdede for hendes læge-forældre.

For slet ikke at tale om den klasse under tyendet som slet ikke havde noget arbejde. Hvordan var ikke deres tilværelse sammenlignet med hendes egen?

Der var skam knaphed dengang - også i Danmark. Den blev bare oplevet helt andre steder - langt fra lægehjemmet hvor Auken boede.

Så Søren Villemoes gjorde egentligt bare sit arbejde.

Han viste at en politiker med meget magt via sit virke i EU-parlamentet faktisk ikke havde det store begreb om den virkelighed hun regulerer fra Bruxelles.

Af navn er hun nok socialist. Men hendes forståelse for andre klasser end sin egen, virker noget teoretisk.

Man kan endda hævde at Villemoes faktisk gjorde Auken en tjeneste. Ved at pege på problemet med Aukens opfattelse, så gav han også hende en ekstra mulighed for at se på det selv med friske øjne og genoverveje.

Og sætte sig ind i de vilkår som de reelt fattige levede under, og dermed også få noget perspektiv på sin selvopfattelse.

Men i stedet for at tage chancen og revurdere sin position, så angriber Auken Villemoes.

Jeg synes, han er en dum unge, der bare vil mig det ondt. Hans uddrag er taget ud af en større sammenhæng, der handler om så meget andet, siger hun til Ekstra Bladet.

— Vred Auken: - Han er en dum unge – Ekstra Bladet

Det er muligt at Villemoes er en "dum unge", men så er det i samme forstand som knægten i Kejserens nye klæder. Og det egentligt dumme er da at lukke kritik ned på den måde som Auken gør her.

Margrete Auken har gennem sin magtfulde position som EU-parlamentariker stor magt over andre mennesker. Jeg tvivler ikke på hendes gode hensigter omkring klima og miljø. Men hun har ikke noget begreb om den materielle virkelighed som gælder i bunden af samfundet eller lidt over.

Når mennesker har magt over andres virkelighed, så er det kun helt på sin plads at være på vagt overfor disse magtmenneskers realitetssans. Har de føling med dem de regerer over?

Det virker ikke som om Margrete Auken evner selvkritik eller er villig til at justere sin selvopfattelse efter de faktiske forhold. Og andre som kommer med kritik, bliver fejet af banen som dumme unger der vil hende det ondt.

Med to læger som forældre er Margrete sikkert godt begavet. Men man kan altid lære noget nyt og udvide sin horisont - hvis man vil.

Vi andre må så spørge os selv hvor udbredt manglen på realitetssans er nede i EU.

Se evt også:

— Margrete Aukens hårde opvækst i underklassen: Vi fik kun blødkogt æg en gang om ugen | Folkets Avis

Brevkassen har modtaget følgende brev

Kære brevkasse

Mine børn er meget energiske om aftenen, men om morgenen virker de helt udkørte.

Om aftenen er de vilde, energiske og har svært ved at falde til ro. Deres kreativitet kender ingen grænser. Heller ikke når det gælder om at finde på måder at holde sig vågne på.

Om morgenen er de trætte, ugidelige og initiativløse. Den energi de havde om aftenen, er nu helt forduftet, og de skal nærmest “trækkes” gennem de forskellige morgenaktiviteter.

Jeg vil gerne bytte om på rækkefølgen, så de har god energi om morgenen og er trætte og klar til at sove om aftenen.

Hilsen og på forhånd tak,
En træt far

Kære trætte far,

Sagen er den at selvom børnene virker friske om aftenen, så er de nok reelt trætte. Det er bare mest om morgenen at trætheden giver sig til udtryk.

Børn har nemlig et “enormt” søvnbehov sammenlignet med os voksne.

Da børn skal vokse, har deres krop behov for mere ro end voksnes. Og kravene til indlæring er store i skoleårene, så også hjernen har brug for mere hvile i den alder.

Uden en ordentlig nattesøvn trives børn ikke. Så før du kan flytte på noget som helst, må du sikre dig at børnene får deres søvn. At deres søvnbehov er ordentligt mættet.

Søvnbehovet

Søvnbehovet hos børn er markant større end hos voksne:

Benovet for søvn skal opfyldes. Det er lige så basalt og væsentligt som behovet for mad og drikke.

Og når du skriver at dine børn er energiske om aftenen, men trætte om morgenen, så er det første du skal sikre dig at de ikke simpelthen er overtrætte om aftenen.

Børn kan godt både være i underskud på søvn og “overskud” på energi. Deres energi skal bruges tidligere. Før de bliver for trætte. Og så skal de ting som ansporer øget aktivitet ved sengetid, væk.

Når børnene nu virker så friske om aftenen, er det fristende at konkludere at de jo i hvert fald ikke mangler søvn. Men det er for risikabelt bare at antage dette på den baggrund.

Brug en uges tid på at finde ud af hvor mange timer børnene rent faktisk får sovet. Uden jeg ved om de overhovedet får sovet nok, kan jeg ikke hjælpe dig mere.

Håber du vender tilbage med de nødvendige informationer.

Med venlig hilsen,
Brevkasseredaktøren

Det er interessant.

Jeg synes der er en tendens til at især kvindelige politikere på venstrefløjen i svær grad snobber nedad. Det gælder muligvis også mænd.

Men de fleste eksempler som jeg lige kan komme på, angår kvinder på venstrefløjen.

Vi husker Helle Thorning som ville give indtryk af at være vokset op under svære kår hos en enlig mor i Ishøj. Men vist reelt kom fra den rige del af byen med de store huse og ikke en lille lejlighed i ghettoen.

Så var der Mette Frederiksen som prøvede samme fremgangsmåde og ville give indtryk af en opvækst fra et mindrebemidlet område, men også her viste sandheden sig at være noget mere nuanceret. Hun kom fra den bedrestillede side af byskellet.

Så er der Pernille Skipper. Hendes morfar var Rudolph Wilhelm von Platen-Hallermund, der var rigsgreve. Men Pernille vil hellere hedde Skipper. Det lyder også noget mere jordnært.

Først troede jeg at dette behov for at snobbe nedad var taktisk betinget.

Altså en ønske om at fremstå folkelige - som en mand eller kvinde på gulvet. Og på den måde optimere stemmeantallet.

Men jeg er ikke længere så sikker på at det er hele forklaringen.

Jeg tror simpelthen at nogle mennesker har et selvbillede som ganske enkelt ikke stemmer ret godt med de faktiske forhold.

Lad os tage et eksempel fra et interview med Margrete Auken.

Det var nok på Marselisborg Hospital, hvor mine forældre var læger, men der flyttede vi fra, da jeg var halvandet år, så jeg kan ikke huske så meget derfra. Vi flyttede til København, hvor min far arbejdede som hudlæge. Mine forældre fik i løbet af ganske kort tid fem børn, så der var også to unge piger i huset – en til husholdningen og en til at passe os børn. Min mor arbejdede med sin doktordisputats og tjente ingen penge, så det var en meget, meget forsigtig økonomi, og jeg kan da huske, at vi kun fik et blødkogt æg én gang om ugen. Det sidder stadig i mig, og den dag i dag, kan jeg spotte den største frikadelle på et fad. Min far ville gerne have en bil, men den fik han først i midten af 1950’erne, da økonomien i hele landet vendte."

Altså to forældre som er læger og to unger piger i huset til det løse — "en til husholdningen og en til at passe os børn" som Auken selv udtrykker det.

Det er de objektive forhold.

Men alligevel sidder Margrete Auken tilbage med den opfattelse at hun havde en barndom under knappe vilkår. For der var "kun blødkogt æg en gang om ugen", og faderen fik ikke en bil lige med det samme.

Så mens den objektive sandhed er at hun havde en økonomisk relativt priviligeret opvækst med to lægeforældre med hele to stuepiger i huset, så er den subjektive opfattelse - og dermed hendes egen private "sandhed"! - at det var en opvækst under svære økonomiske vilkår.

Der er stor afstand mellem de to sandheder i det her tilfælde, hvorfor hendes svar bliver komisk i andres øjne.

Spørgsmålet er jo så om vi mennesker besidder en evne til at rekonstruere vores egen opfattelse af vores fortid, så den passer bedre med de nutidige politiske realiteter.

Sådan at fordi for eksempel Margrete Auken nu er medlem af rød blok, så ser hun sin fortid i lyset af den ideologi som hersker her - hvor borgerskabet er nederen og arbejder- og underklasse heltene.

Så for at passe ind i den politiske ideologi, så tilpasser Margrete Auken sit selvbillede så det stemmer med ideologien. Eller i hvert fald betoner hun udadtil de elementer som giver status på venstrefløjen for at dæmpe effekten af de objektive realiteter som trækker ned.

Og i forhold til at faderen først fik en bil i 1950'erne, kan jeg da lige indskyde at jeg også gerne vil have en bil, men det har jeg ikke råd til her i 2022. For den slags luksus levner sandheden ikke plads til.

Du kan læse hele interviewet med Margrete Auken her:

Margrete Auken: "Det har Lone Dybkjær lært mig" - Læs her - ALT.dk

Brevkassen har modtaget et klageskrift fra en frustreret læser som er virkelig træt af tættekamme og luseshampoo.

Trods en stor indsats mod de små kryb mange gange årligt, bliver hendes børn alligevel "smittet" med lus i skolen igen.

Læs hendes fortvivlede opråb her:

Kære brevkasse,

I midten af november sidste år fandt jeg lus i børnenes hår. Det betød en lusekur med både tættekam og luseshampoo til hele familien - ad to omgange.

Jeg kunne i starten af december til min store tilfredsstillelse konstatere at alle i husstanden var lusefrie - og der var heller ingen æg tilbage.

Øvelsen med lusekur og lusetjek var ikke ny for mig. Faktisk var det allerede 3. gang det år at vi var gennem proceduren. Men 3. gang var åbenbart ikke lykkens gang.

For allerede i december havde de lus igen!

Lige op til Jul hvor der var tusind andre ting at gøre. Suk.

Så en del af juleferien gik med lusebekæmpelse. Men det var rart med en følelse af at de nu var rensede og klar til et nyt år.

I julegave havde min søn så fået et spil Ludo som vi hyggede os med her godt tre uger efter - en fredelig aften i midten af januar.

Og bedst som vi sad der under lyset ved spisebordet med Ludo og saftevand, så faldt der noget ud af hans hår og ned på bordet foran spillepladen.

Det var en lus!

Lus?!Igen!

Nu begynder jeg at være træt af det.

Hver gang der er luse-alarm på Aula, reagerer jeg prompte. Hver gang jeg ser lus, bekæmper jeg dem! Men til hvad nytte? Børnene får jo hele tiden lus igen.

Det virker som en kamp der bare ikke kan vindes.

Hvad gør jeg?

Hilsen
En mor som er træt af lus

Kære lusetrætte mor,

Jeg hører mange frustrerede forældre berette om den ulige kamp imod lus.

Jeg har talt med min mand om det.

Han siger han aldrig havde lus som barn. Dengang var det så sjældent at børn blev drillet hvis de fik det.

Jeg havde selv kun lus een gang i hele min barndom.

Som voksen har jeg haft det flere gange, og som dig er jeg nok blevet "smittet" af mine egne børn som har taget dem med hjem fra skole eller fritidshjem.

Det kunne være interessant at undersøge om vores indtryk er korrekt. Om luseplagen vitterligt er blevet mere omfattende det sidste halve århundrede.

Men det er i hvert fald det indtryk man står tilbage med - at problemet er tiltagende.

Jeg gætter på at det skyldes flere ting.

Men først og fremmest tror jeg at det skyldes at husmødre i dag er en sjældenhed. Der er simpelthen ikke nogen bestemt person i hvert enkelt hjem som er ansvarlig for børnenes hygiejne!

I stedet mener man nu at børnene skal være "selvkørende". Det er også godt på mange måder. Og så frigiver det jo tid til forældrenes arbejde. Men det er ikke alle kampe som børnene selv kan tage.

Kampen mod lus kræver en systematisk og disciplineret indsats. Den stod husmødrene for i "gamle dage".

Nu er begge forældre travlt optaget af arbejde uden for hjemmet. Og så er der andre ting som får en lavere prioritet.

Lus er i sagens natur sådan et problem som kræver at de fleste tager det alvorligt og tager kampen op hver gang.

Hvis en stor del af familierne giver op, så vinder lusene terræn.

Som du er inde på, er det svært netop fordi det er så demoraliserende når børnene bliver befængt igen og igen - trods ens egen ihærdige indsats.

Så får man jo lyst til at slutte sig til den gruppe som har kapituleret i kampen mod luseplagen.

Hvis kampen skal vindes, så kræver det at den bliver kæmpet uden nogen form for forhåbninger om sejr på den korte bane.

Men nu om stunder forventer man målbare resultater af sin indsats. Hellere i dag end i morgen. Kampen mod lus som landeplage er ikke kort. Den er lang og sej.

Men hvem skal tage kampen? Hvem skal stå for det lange seje træk?

Jeg tror foreløbig vi må indstille os på at udbredelsen af lus og lignende plager, er en pris vi betaler for ligestilling på arbejdsmarkedet.

Brevkassen

Mens Rusland og nok især Kina i stadig stigende grad æder sig ind på verdensherredømmet, så er forskerne i Vesten travlt optaget af deres egen navle.

Det er C. Pedersen fra det tekniske universitet Kwantlen i hvert fald et eksempel på.

Eller måske er det ikke mest navlen som optager ham, men en anden navnkundig legemsdel.

Nemlig tissemanden, eller penis - som det hedder på fint forskningssprog.

Cory Pedersen og andre forskere fra Kwantlen tekniske universitet i USA har fået udgivet en forskningsartikel i tidsskriftet Psychology of Men & Masculinities.

Artiklen har den både fine og lange titel:

The association of genital appearance satisfaction, penis size importance, and penis-centric masculinity to chronically discriminatory ideologies among heterosexual men.

Forskerne hævder i artiklen at mænd som mener deres maskulinitet hænger sammen med størrelsen på deres tissemand, er mere sexistiske end andre mænd.

Der skal dog ikke meget til før man efter forskernes definition er flammende sexist. For eksempel klassificeres mennesker som mener at kvinder nogle gange overdriver deres problemer på arbejdet, som sexister.

Men er mennesker som mener at mænd nogle gange overdriver deres evner ud i bilkørsel, så også sexister? Begge dele er jo empiriske spørgsmål som kan efterprøves.

Men empirien er forskerne ligeglade med.

Det handler kun om hvorvidt deltagerne i undersøgelsen har samme "ikke-sexistiske" holdninger som forskerne selv. Det er det eneste den slags sexisme-skalaer som forskerne benytter i den her form for "forskning", tester deltagerne for.

Og naturligvis er forskningen her et udtryk for forskernes egne fordomme. Det indrømmer en af forskerne faktisk også

We noted from personal experience, social media, and anecdote that the penis is often conflated with masculinity --- it appears commonly accepted that part of being a 'real man' involves physical attributes of size, strength, and above all, a large penis

Det erkender Cory L. Pedersen som er dirktør for "laboratoriet" Observations & Research in Gender & Sexuality Matters Lab på Kwantlen tekniske universitet og en af forskerne bag artiklen om penis-opfattelser.

Og han fortsætter med at afsløre hvad der ligger ham på sinde:

Take for example Donald Trump's assertion during a Republican primary debate that there was 'no problem [with his penis], I guarantee' and the rebuttal by Trump's alleged extramarital partner Stormy Daniels that Trump's penis was 'smaller than average.' This gave rise to several conversations about Trump's masculinity and character, as well as the politics of penile emasculation. Yet, despite this common cultural acceptance, our review of the literature revealed few studies investigating men's experiences of their penis and their masculinity in tandem, which in turn, sparked our interest in investigating the phenomenon.

Så det Cory Pedersen siger, er altså at han fik ideen til forskningen fordi han interesserer sig for tissemænds rolle i politik.

Og Trumo naturligvis.

Ham kan de bare ikke glemme. Han skal selv længe efter sit exit fra politik gøres til genstand for lemfældige lomme-psykologiske analyser.

Komisk er det også at der først ikke er nogen ende på hvor vigtig og gavnlig denne forskning er i forskernes egne øjne:

Overall, our study found that the endorsement of the penis as a central and important component of masculinity predicted chronically discriminatory attitudes towards women (i.e., sexism)

Det siger Pedersen til PsyPost. Og han fortsætter

We argue that these sexist beliefs are likely used as compensatory strategies to further affirm and establish their masculinity status. This has implications for education and intervention --- disabusing young men of the notion that masculinity is tied to physical attributes (like their penis) may help to allay men's concerns about sexual inadequacy, and mitigate the development of compensatory (chronically prejudiced) ideologies against women. Education and intervention of this nature has the potential to improve the lives of both men and women.

Nu skal man huske på at forskere i dag, ligesom de fleste andre, først og fremmest er drevet af deres egne snævre økonomiske interesser i højere grad end klassiske dyder såsom at finde frem til sandheden.

Derfor denne obligatoriske passus

This finding suggests genital satisfaction may contribute to masculinity ideologies --- or that endorsement of certain masculinity ideologies may have a negative impact on genital satisfaction. Regardless of the directionality of the relationship, this finding demands further research given the potential for negative outcomes; both masculinity ideologies and genital dissatisfaction are associated with negative implications

Til sidst kommer alle forbeholdene så hvor forskerne må erkende at de faktisk ikke rigtigt har vist det de gerne umiddelbart vil give indtryk af at de har vist:

Correlation does not prove causation, and we do not mean to imply that penis-centric views of masculinity cause sexism

Men jo, det er jo lige præcist det I gerne vil give indtryk af.

Og forskerne dækker sig helt ind.

For nu om stunder skal man jo virkelig være forsigtig med ikke at træde nogen over tæerne så derfor overrasker følgende heller ikke

Further, our study is limited in its generalizability (given our participant recruitment) to adult heterosexual men with penises

Så mænd uden penisser er altså ikke blevet undersøgt. Hvad ligner det da også. De må skamme sig, forskerne.

Henvisninger:

https://doi.apa.org/record/2021-81901-001

https://www.orgasmresearchlab.com/

Perioden under corona-pandemien har været præget af tiltagende regulering af folks fritidsliv. Både direkte regulering og indirekte.

Den direkte regulering har været i form af nedlukninger og eksempelvis krav om coronapas, hjemsendelser fra arbejdspladser og skoler og lignende.

Myndighederne har også i hidtil uset grad benyttet sig af "nudging" - altså forsøg på at skubbe til borgernes adfærd for at opnå et bestemt resultat.

Det har blandt andet givet sig udtryk i det enorme antal kampagner som er kommet fra for eksempel sundhedsstyrelsen og er set på alt fra YouTube-videoer til togstationernes reklamestandere. Det er den indirekte regulering.

Begge former kan anses som en form for regimentering af borgerne. Vi har været gennem en periode hvor borgerne har skullet rette ind efter myndighedernes befalinger.

Det fænomen har jeg samlet beskrevet under termen "regimentering".

Nu er det på tide med en snak om det fænomen.

Lige så vel som borgerne skal aflære deres underkastelse, så skal myndighederne vnu trække sig tilbage og forlade de områder af borgernes liv som de under corona-pandemien har kunnet kolonisere enten direkte eller indirekte.

I starten da corona-pandemien kom til Danmark, var myndighederne uforberedte og uvillige til at tage situationen alvorligt.

De forskellige talspersoner for sundhedsmyndighederne talte truslen ned, nogle mente endda at problemet aldrig rigtigt ville nå Danmark.

På Statens Medie, også kendt som Danmarks Radio, fik man endda myndighedspersoner til at håne en familiefar som var gået i gang med at købe ansigtsmasker til sin familie.

Omvendt kan man så sige at starten af pandemien i Danmark, var det eneste tidspunkt hvor Mette Frederiksens autokratiske tendenser var gavnlige. For hun ventede ikke på det fodslæbende bureaukrati, men gik selv foran i forberedelserne så Danmark ikke stod helt nøgen i mødet med trulsen fra Kina.

Men det var ikke kun i starten at myndigheder og bureaukrati var bagude af dansen. Det har det været flere gange undervejs. Forår og sommer har de været for langsomme til at opdatere deres anbefalinger hvorfor genåbninger er kommet for sent.

Og nu her da omikron har overtaget, har man fra myndighedernes side været for langsomme til at indstille sig på en variant som de fleste andre tidligere kunne se udgjorde en umiddelbart mindre trussel end de foregående.

Desværre er den slags bureaukratisk "lag" nok uundgåelig. Og jo mere bureaukrati der er, jo mere trægt vil systemet alt andet reagere. Og desto langsommere vil det kunne tilpasse sig nye forhold.

I den forbindelse må for eksempel djøfiseringen af det danske forsvar også vække nogen bekymring. For der er andre trusler i verden en virus.

Corona har udstillet problemet med "bureaucratic lag" for alle som vil se. Problemet er til at få øje på.

Det er klart at djøfiseringen har taget overhånd. Det er klart at den bureukratiske struktur er mangelfuld i en moderne globaliseret og digitaliseret virkelighed.

Noget af løsningen ligger i afbureaukratisering og decentralisering. Men problemets alvor taget i betragtning er det nok værd at bruge lidt mere tid på at overveje eventuelle muligheder i at afhjælpe det hen over de næste årtier her i landet og i EU.

Uden coronapas er det begrænset hvad du kan gøre.

Og er du testet positiv, så hjælper det ikke at man må bryde sin isolation to døgn efter symptomernes ophør.

Selvom man officielt er smittefri, så går der nemlig længe før man får sit coronapas tilbage.

Det skrev jeg om her.

Men det danske coronapas er paradoksalt nok endnu mere begrænsende end EU's udgave.

Du kan flyve rundt mellem landende i EU på dit EU-coronapas, før du kan ikke krydse Storebælt med tog på dit danske coronapas.

Som det hedder fra officielt hold:

Du kan hente dit coronapas for COVID-19 immunitet til brug i Danmark 14 dage efter prøvetagningstidspunktet for din positive COVID-19 PCR test, og det er gyldigt i 180 dage (6 måneder). Coronapas til brug i EU kan hentes efter 11 dage, og det er gyldigt i 180 dage efter prøvetagningstidspunktet.

— Coronapas - COVID-19 immunitet - sundhed.dk

Så tre dage før myndighederne giver dig lov at rejse med tog mellem byerne i Danmark, kan du altså rejse med fly mellem landene i EU.

Det understreger hvor tilfældige de her tidsgrænser er sat op.

Og egentligt er det mærkeligt at DSB uden videre kan komme afsted med at kræve coronapas som rejsedokumentation.

Der er mange ting som er besynderlige omkring myndighedernes håndtering af corona.

Her i Juleferien bevidnede jeg en af de paradokser som er opstået.

Jeg var blevet testet positiv for corona efter at mine symptomer var stoppet. De var heldigvis både lette og kortvarige.

Men mens symptomerne varede 2 dage, så varede det bureaukratiske bøvl hele to uger.

For jeg kunne ikke komme derhen hvor jeg gerne ville da DSB krævede coronapas. Og det ville myndighederne ikke give mig før 14 dage efter min positive test.

Men jeg må ellers gerne bryde isolationen efter to dage!

Så selvom jeg var rask og ikke længere nogen smitterisiko, så var jeg altså stavnsbundet. Så savner man faktisk for en gangs skyld en bil.

Uden coronapas var der også andre ting jeg ikke kunne. Og det er noget rent bureaukratisk.

Som jeg har skrevet tidligere så er coronapasset ikke bare en praktisk foranstaltning, det er også et magtmiddel.

Og det bureaukratiske trumfer åbenbart det sundhedsmæssige og fornuftige.

Det nye medienævn har Vibeke Borberg i spidsen. Det var hende som sammen med andre "eksperter" i Politiken stemplede mit medie som et junkmedie.

Også en række andre medier blev ved samme lejlighed dømt ude som "skrald".

Blandt de mange medier som blev dømt ude ved den lejlighed, var ikke et eneste medie som var venstreorienteret.

Sjovt nok dømte man kun de nye borgerlige medier ude.

De nye medier på venstrefløjen fik til gengæld rigelige mængder mediestøtte.

Så det er da interessant at kulturministeren har valgt at gøre Vibeke Borberg til formand for medienævnet.

Medienævnet træffer afgørelser om tilskud til trykte nyhedsmedier og medier der udkommer på nettet.

Både borgerlige politikere og borgerlige interessenter har igen snorksovet i timen. Medielandskabet bliver nu endnu mere politiseret og farvet.

Færre selvstændige og flere bureaukrater: Forklaringen på dette naturstridige fænomen får du her.

I Bermuda-trekanten forsvinder fly og skibe — men djøf-trekanten opsluger hele civilisationer.

I takt med at antallet af selvstændige falder, så er antallet af bureaukrater vokset.

Den udvikling er ikke sund for Danmark.

Men hvordan kan det egentligt være at antallet af djøf'ere tilsyneladende kan vokse nærmest uhæmmet, når for eksempel antallet af selvstændige langsomt, men sikkert, svinder ind?

Er det fordi djøf'ere skaber mere værdi for samfundet end de selvstændige?

Det korte, og også ret korrekte, svar er:

Nej.

Djøfere skaber ikke mere værdi end selvstændige.

Grunden til at der bliver flere bureaukrater af djøf-typen, er en ganske anden.

Kort fortalt:

Djøf'erne kan lovgive sig til mere arbejde.

Det kræver nok en nærmere forklaring.

Men først et spørgsmål:

De politiske magthavere både på Christiansborg og i Bruxelles. Hvem er det egentligt?

Jo, det er jo forskellige partier. Kvinder og mænd.

Men langt de fleste er djøfere. Den ellers meget tiljublede diversitet skal man i den sammenhæng lede længe efter.

Det lovgiverne - altså djøf'erne - så gør, det er at lave nogle love som borgere og virksomheder skal overholde.

Djøf'ernes love er mangfoldige og komplicerede.

Politikerne selv kan ikke, trods deres djøf-uddannelser, overskue de mange love som de selv skaber.

Politikerne er det første hjørne i djøf'ernes beskidte trekant. Nu kommer vi til det andet:

For der skal et enormt bureaukrati til at udmønte lovene og sikre at de bliver overholdt. Og hvem ansættes i det bureaukrati?

Det gør - tadaaa! - djøf'erne.

Det er djøf'erne som sidder på det embedsapparat som skal udarte lovene og sørge for at de bliver implementeret, og naturligvis er det nogen som skal holde øje med at de bliver overholdt.

Og nu kommer vi til det tredje hjørne i djøf'ernes beskidte trekant.

Virksomhederne de skal nu også bruge nogle djøf'ere, som skal sikre at lovene bliver overholdt, så virksomhederne ikke ender med bøder eller fængsel til ledelsen.

Så virksomhederne må hyre nogle djøf'ere der skal sikre at de love som nogle andre djøf'ere har vedtaget og atter andre djøf'ere administrerer, bliver overholdt.

Nu er det sikkert en eller to som vil indvende at bureaukratiet og dets omfang blot er en afspejling af at kompleksiteten i samfundet er tiltagende.

Det er heller ikke helt løgn. Men der er også langt fra hele sandheden.

Og så bliver det jo hurtigt en cirkelslutning.

For bureaukratiseringen bliver mere omfattende end nødvendigt.

Og det er ikke borgerne som bliver spurgt, eller virksomhederne.

Det er systemet selv som styrer udviklingen, et system som styres af djøf'ere.

Det er ikke borgerne som har efterspurgt et enormt komplekst skattesystem. Det er det helt sikkert ikke. Og man ville kunne reducere kompleksiteten uden at det gik ret meget ud over "retfærdigheden".

Men det er faktisk nemmere at forestille sig et mindre komplekst system, end det er at forestille sig at djøf'ernes trekant skulle kunne brydes.

For når man kan lovgive så til arbejde og dermed til andre penge, så har man en fordel som ikke er andre faggrupper forundt. Og den fordel vi man søge at sløre eller benægte.

Men lige så langsomt bliver systemet for tungt og trægt og dyrt, og der bliver for få som skaber og for mange som administrerer. Så går en civilisation i stå.

Bureaukratiet bliver ganske enkelt en for stor byrde, hvis ikke der er mekanisme som begrænser dets vækst.

Og foreløbig er der blevet færre selvstændige og flere bureaukrater gennem mange årtier. Det bliver der næppe ændret på før det er for sent.