I oktober 2014 ankom jeg til din hovedstad, Riyadh, for at arbejde som kemoterapi sygeplejerske. Jeg havde glædet mig i meget lang tid, for min ankomst havde været godt 6 måneder undervejs. Papirer skulle stemples både i Danmark og i Berlin, og meget skulle udfyldes – meget ofte med de samme data igen og igen og igen – og jeg drog afsted med en kuffert fuld af forventninger og med de bedste intentioner om at favne Saudi Arabien, med alt hvad dermed følger.
De intentioner fik jeg brug for!
Jeg blev hentet i lufthavnen ved bagagebåndet af en chauffør fra hospitalet, som hjalp mig med at lægge min bagage op på scanningsbåndet. Desværre viste det sig at være spild af tid og energi, eftersom vagten ved monitoren var langt mere optaget af sin Sudoku end sit arbejde, og fraværende viftede mig igennem, for al min bagage (som jeg for god ordens skyld her nævner hverken indeholdt stoffer, alkohol, svinekød eller blasfemisk udstyr af nogen art). Dog var det interessant at jeg efter at være blevet scannet, havde fået taget fingeraftryk og billeder og udfyldt endnu flere papirer i tolden, stadig kunne slentre igennem security som om jeg var på vej ind i et supermarked. Men pyt nu med det, så blev turen da dét kortere.
Hospitalet havde sørget for at jeg blev hentet af en chauffør (vi kalder dem drivere, det lyder mindre arrogant) og en repræsentant fra hospitalet, som fik mig til at føle mig velkommen og ventet, og jeg var meget imponeret. Det tog en lille time at komme fra King Khaled air port til King Faisal Hospital, Complex E, som skulle blive mit hjem i et par år. Jeg var på det tidspunkt 40 år gammel, særdeles selvstændig og med 20 år på arbejdsmarkedet, og alligevel fik jeg fornøjelsen af at dele lejlighed med en anden kvinde.
Ramponeret lejlighed
Vel at mærke i en lejlighed, der med al tydelighed var bygget af materialer der var samlet blandt ruinerne i Berlin i 1945, hvis ikke tidligere. Jeg havde dog mit eget værelse og badeværelse, hvilket jeg hurtigt lærte er mere end de sygeplejersker fra Filippinerne, Malaysia og Indien, som jeg hurtigt lærte at kende og sætte pris på via mit arbejde, får tildelt. Flere af dem boede 2-4 personer i et enkelt værelse og sov i køjesenge eller dobbeltsenge og havde bad og toilet på gangen, som de delte med andre værelser med samme antal beboere. (Og her undlader jeg at nævne at de tjente højst en fjerdedel af folk fra vesten).
Lejligheden havde stikkontakter jeg aldrig har set før, og de leverede kun 110 volt, så det var lidt af en udfordring at bruge sin hårtørrer eller bare bruge elkedlen til at lave en kop the, eftersom 110 volt stikkontakter har været ulovlige ved Kongens ord siden 2007, og alle elektriske apparater kræver 220V. Det har så ikke helt nået hospitalet endnu, men det sker vel en dag. De seks fælles vaskemaskiner der skulle deles mellem de cirka 56 kvindelige beboere på hver etage var virkelig kvalitet. Hvis kvalitet altså betyder, at tøjet bliver revet i stykker og alt hvad der er hvidt når det bliver sat over, kommer ud med sære pletter, der ligner kaffe der ikke kan vaskes af. Men desværre var det ikke muligt at få flere maskiner eller bedre maskiner, da nye maskiner kræver 220V. Så vi lærte at sende hvidt tøj til renseriet eller at gå i plettede uniformer.
Men der manglede ikke noget. Hvis vi skulle have skiftet en pære, ringede man til Maintenance, og dagen efter kom der så tre filippinere og udførte dette store arbejde. Ligesom der blev sendt pest control ud, da en afdeling havde besøg af hele to fluer.
Og vores air condition i lejligheden blev repareret og virkede igen efter kun 6 forsøg og 14 måneder!
Jeg var uendelig heldig med min bofælle. En pragtfuld, livlig amerikaner med børn hjemme i USA, ansat på skadestuen og født og opvokset som Muslim. Hun var her kun i tre måneder, så havde hun fået mere end nok af Saudi og vendte hjem til sin familie og sine ordnede forhold. Men jeg takker dig, Saudi, fordi du gav mig muligheden for at lære hende at kende og for det venskab vi stadig har, trods den store geografiske afstand.
Kære Saudi, du lægger vægt på at byde dine nye ansatte velkomne. Vi var derfor alle en del af introduktions-kurset, som løb af staben dagen efter. Både min bofælle og jeg var temmelig groggy og havde jetlag, men selvfølgelig mødte vi op på hospitalet, hvor vores velkomst brev på vores værelser havde fortalt os, at vores intro dag ville foregå. Desværre var der ikke rigtig nogen der vidste noget om det, men efter en god times tids venten og ringen rundt, fandt vi ud af, at det intro møde var ugen før. Så vi gik hjem igen.
Dagen efter gik det løs. Vi skulle starte på introduktionskurset for nyankomne. Glade, stolte og forventningsfulde ankom vi til det store auditorium, hvor vi blev bombarderet med informationer i en grad, selv den mest energiske elev ville snuble over. Men pyt, det er en del af charmen ved at starte et nyt sted, hvor man holder introduktion for 92 mennesker på samme tid, alle fra forskellige baggrunde, forskellige nationaliteter og meget varierende engelsk kundskaber.
Bureaukrati så en DJØF'er vil blive grøn af misundelse
Vi var så mange på holdet, fordi hospitalet var ved at lægge sidste hånd på den nye bygning, der havde kostet ufattelige summer, og hvor onkologien (dvs. min afdeling) og lever transplantationen skulle rykke over i løbet af de kommende måneder.
Jeg var så spændt på al det nye, og jeg var ikke den eneste. Der var bare lige lidt administrativt der skulle ordnes. Vi skulle henvende os i International Recruitment for at blive registreret.
Så skulle vi op til Payroll og blive registreret.
Så skulle vi til Educational Office og blive registreret.
Så skulle vi udfylde vores papirer så vi kunne blive registreret til et Iqama, som er et ID kort, der er nøglen til alle andre registreringer, og som gerne skulle være ejeren i hænde inden tre måneder, så man kunne få åbnet en bankkonto.
Så skulle vi i banken og registreres.
Så skulle vi tilbage til International Recruitment og registreres for noget andet.
Så skulle vi over ved kantine området i Social Club og registrere os for en telefon (det var desværre ikke alle der fik et sim kort med nummer, for trods information om vores ankomst, havde de ikke SIM kort nok på lager til alle) og så skulle vi et andet sted hen i Social Club og registrere os for et Internet, som ikke følger med et telefonabonnement, og som er stationært og kun fungerer når man er hjemme hos sig selv. Og så skulle man så lige til et tredje sted i Social Club, hvis man ønskede at registrere sig for at få TV kanaler. Og derfra skulle man så tilbage til de forrige steder, hvor de ikke havde kunnet hjælpe fordi der var noget galt med systemet eller de ikke havde fået gennemset alle de scannede papirer eller de bare generelt ikke lige havde fået det hele med.
Men det er alt sammen god underholdning, og efter vi havde brugt små to timer på at få taget mål til uniformer og få dem udleveret, trods det faktum at vi både to og tre gange havde udfyldt størrelser på den dertil indrettede formular (altså, indtil de ikke havde flere på lager), havde vi lært hinanden at kende, og hurtigt fundet ud af, at et godt grin gør underværker. Om ikke andet, så afholder det én fra at eksplodere.
Da vores introduktionsdage fra 8-17 var overstået efter kun tre uger, var det tid til at ramme afdelingen, i mit tilfælde dagsafsnittet for kemoterapi.
Den afdeling, der jo var flytteklar til den ny bygning, er lokaliseret på 2. og 3. sal i konverterede kontorer. Det vil sige, at der ikke er plads mellem sengene til udstyret, at sengene er manuelt kontrollerede, og de stole som patienter med kortere behandlinger sidder i, er gamle, tunge og stort set umulige at justere.
Det nye og topmoderne udstyr stod i kælderen og ventede på at blive taget i brug i den ny bygning.
Jeg fik af vide, at kan man arbejde i Saudi, kan man arbejde overalt. Det troede jeg ikke på. Et af verdens rigeste lande på landets bedste hospital? Aldrig!
Jo!
Saudi, jeg ved ikke hvor jeg skal begynde. Skal vi tale om blodtryksmålerne, der er gamle og upålidelige? Skal vi tale om de plastichylder der udgør det aldrig fuldt opfyldte lager? Skal vi tale om det faktum at der kun er ét toilet til mænd og ét til kvinder på hele afdelingen?
Men det handler jo om patienterne, ikke?
Nej, jeg tror vi starter med det centrale: Patienterne!
King Faisal var et offentligt hospital, og derfor fik vi patienter fra den underklasse, ingen af os anede fandtes. Men det gør den, og den er stor. Meget stor. For udover at få et godt indblik i sygeplejen i Saudi, fik jeg også en fremragende uddannelse indenfor sociologi, mens jeg arbejdede hos dig, Saudi.
Jeg har stor respekt for Islam. Jeg har ikke helt forstået hvorfor kvinder skal tildækkes så mændene ikke bliver fristet, for umiddelbart ville det da give mere mening at lære det kære hankøn en smule selvkontrol, men da jeg talte med nogle søde Saudi-piger om det, fik jeg overbærende latter og medlidende klap på hånden, så dén mulighed er nok udelukket – for nu.
En abaya er den sorte lange beklædningsgenstand, der er obligatorisk hos dine kvinder, Saudi. Og det er selvfølgelig fint nok. Bortset fra lige et par små detaljer: Den blokerer fuldstændig for sollys, så kvinderne lider i meget høj grad af D-vitamin mangel, som vi så også havde fornøjelsen af at give dem IV (via en nål i armen). Men de tager dem jo som bekendt aldrig af når de er udenfor, og det viste sig meget hurtigt at være et seriøst sikkerhedsproblem. For når en kvinde skal på toilettet med et venflon (en ”blivende” nål i hånd eller arm hvorigennem kemoen gives) og hun går med både stativ og kemo og en lang abaya, så hænder det at hun snubler i sin abaya eller abayaen hænger fast i noget. Og så bliver venflonen revet ud af hånden og kvinden får kemo på huden og tøjet og skal behandles for dette omgående.
Hvis De ikke tror mig, kære læser, så smut på nettet og søg under ”chemo spill on skin”. For så galt kan det meget, meget hurtigt gå! Så ikke alene er abayaen et udtryk for – synes undertegnede – seriøs kvindeundertrykkelse. Den er også sundhedsskadelig og kan være decideret farlig at gå med.
Livsstilen i lande kommer altid til udtryk på landets offentlige sygehuse. Og jeg er ikke imponeret over hvad jeg så, da jeg boede hos dig, kære Saudi.
Et af de rigeste lande nogensinde. Med en formue kun de færreste kan forstå. Du havde alle muligheder for at uddanne de bedste til det bedste. De bedste læger, sygeplejersker, lærere, arkitekter, social- og sundhedsassistenter, ingeniører, det hele. Og du gjorde intet!
I stedet havde jeg en dagligdag, der så nogenlunde ud som følger:
En patient kommer ind for at få kemo. Hun eller han har højt blodtryk – som så uendeligt mange andre Saudiere – og får piller for det, men tager dem ikke lige, fordi det er vel ikke så vigtigt? Det er der jo ingen, der har sagt, sådan rigtigt. Hun medbringer 5-6 familiemedlemmer, der i gennemsnit hver halve minut skal have af vide, at de IKKE må være i lokalet da der ikke er plads, og at der under ingen omstændigheder må være børn tilstede hvor der bliver administreret kemo. Og er det en patient der skal være på afdelingen i en del timer, og kemo er en langsommelig affære, så kan det godt blive trættende at bede de samme pårørende om at gå ud i det samme venteværelse hele dagen. For sker der så noget der kræver øjeblikkelig indsats fra alle de ansatte (en stærk allergisk reaktion eller lignende), så er det svært for de pårørende at regne ud, at de faktisk står ret meget i vejen for både personale og det livsnødvendige udstyr, de skal have flyttet hen til patienten. Faktisk bliver de gerne bare siddende og kigger. Med mindre de selvfølgelig har fundet en ledig seng, og mener at siden der ikke ligger en patient i den, så betyder det nok at de gerne må tage sig en lur i den.
Koranen byder folk at bede fem gange mellem solopgang og solnedgang – mere om det senere. Men af en eller anden årsag, så mener de fleste Saudi Arabere ikke at det er nogen hindring at de har kemo pumpende ind i armen, de ligger sig ned på gulvet alligevel, fuldstændigt upåvirkede af det faktum at venflonen alt for let kan glide ud af hånden ved for meget bevægelse og gøre de skader, jeg nævnte før. Men Allah kan åbenbart ikke vente. Medmindre de er ved at spise eller sove, så kan han godt.
Saudi, hvis velmenende misforstået hensyn er en diagnose, så er det nok en af de mest udbredte du har. Jeg har ikke tal på hvor mange kvindelige patienter jeg har mødt, som ikke var klar over at de havde kræft. Det havde de mandlige familiemedlemmer nemlig bestemt at de ikke skulle have af vide. Så kvinderne troede at de fik antibiotika.
De vidste ikke hvorfor deres hår faldt af, hvorfor de var så afsindigt trætte, hvorfor deres kroppe ændredes, hvorfor de pludselig blev så følsomme overfor varme eller kolde drikke eller hvorfor deres smagsløg ændrede sig drastisk, for manden har besluttet at det er det bedste. Så bliver hun nemlig ikke urolig! Fjenden er jo så det her nye, smarte fænomen der hedder et ”internet”. Som du naturligvis også dominerer, kære Saudi.
Faktisk havde de fleste af mine patienter kun lært at finde Koranen online, de anede ikke at andet fandtes, og i den tid jeg var der, nåede du både at spærre for Facetime og gøre det besværligt at bruge Facebook og Messenger.
Eddersurt at man kan downloade et gratis VPN, har man adgang til hele internettet, hvis De forstår hvad jeg mener, og som dermed viser din unge generation hvordan andre lever og at der er en verden udenfor. Unægteligt et problem…. Men det holdes så vidt muligt skjult for kvinden at hun er syg. For skulle hun så finde ud af – sandsynligvis via det her internet – at hun har en ”legitim” grund til at være træt, er der jo heller ingen til at lave mandens aftensmad, som en pårørende så pædagogisk og overbærende forklarede mig.
Der var kvinder, der var engagerede i deres behandling, som var klar over at de havde noget, der hedder cancer. De var ikke helt klar over hvad det er, men de vidste at de skulle have nåle i sig engang imellem. Desværre led deres vener seriøst under det, og ofte skulle de (og mændene, for den sags skyld) have indopereret en PICC line (nogen ledning-lignende anordninger, som giver adgang til venerne) eller en port-a-Cath (en lille ”brik” man indsætter over brystet, og som ligeledes giver adgang til venerne, uden at man skal blive ved at udsætte blodårerne for stik og prik). Desværre var der mænd, der modsatte sig at deres koner skulle have en sådan indordning indsat. De hverken kunne eller ville begrunde hvorfor, de nægtede bare.
Og hvis manden siger nej, så er det nej! Det blev altid gjort MEGET klart for disse gemaler, at fik deres hustru ikke dette ordnet, ville det ikke længere være muligt at skaffe sig adgang til hendes vener, og kemo ville være udelukket. Men det var ikke noget problem, for som svaret oftest lød: ”Så er det fordi det er Allahs ønske”. Så kan man jo spørge sig selv om, hvorfor de overhovedet tog på hospitalet i første omgang, hvis det alligevel var op til Allah og ingen anden, men jeg tvivler på at der ville komme noget godt ud af det….
Manden styrer showet, manden har magten, kvinden adlyder og lystrer. Og hun har ikke noget valg. For mindst halvdelen af de kvinder jeg havde med at gøre, kunne hverken læse eller skrive. De kunne ikke læse skilte, så de vidste kun hvilken vej de boede på fordi de havde lært hvor bilen skulle dreje. De vidste ikke hvor gamle de var(!) og ofte var deres underskrift et X eller deres tommelfinger-aftryk, sat med hjælp fra en gammeldags stempelpude.
Saudi, kan du huske den kvinde der kom ind på operationsgangen? Hun vidste ikke hvorfor hun var der. Hun fik lagt et venflon i hånden og vidste ikke hvorfor. Hun blev bedøvet og vidste ikke hvorfor. Og hun vågnede senere med begge bryster fjernet, og vidste ikke hvorfor.
Men jeg er sikker på at der er en god grund til det. Må jeg få den?
Navnene på Saudi Araberne er en udfordring, da de meget ofte hedder det samme. Faktisk opdagede vi ved et tilfælde, at en af vores kvindelige patienter i halvandet år havde modtaget den kemo, der var beregnet til hendes svigerinde. For de hedder det samme, er lige gamle, har intet CPR-nummer og deres mænd havde ikke rigtig nærlæst deres koners papirer, ej heller havde hospitalet nogen mulighed for at skelne imellem de to. Det eneste der adskiller dem er deres hospitalsnummer, og hvis det kun er mændene der tjekker dem og de ikke lige går så meget op i det, så er det desværre den slags ting, der sker. (Det skal for god ordens skyld nævnes at det ikke var fatale kemo behandlinger vi taler om, og at begge kvinder stadig har det godt).
Jeg startede min onkologiske karriere i England, hvor folk kom ind med kræft i lungerne, brystet, prostata, hjernen, nyrerne, kort sagt: Den slags kræft ”man kender”. Det mødte jeg også hos dig, Saudi. Det, og meget, meget mere.
Når man ikke lytter til advarsler om indavl
Det er jo en tradition at man gifter sig med sin fætter eller kusine. Det skulle jo gerne blive i familien. Og det gør det så.
Saudi, du vil så gerne give udtryk for at være moderne, at gå i front, at være den store. Men alligevel har du nægtet konsekvent at lytte til de advarsler du er blevet bombarderet med, om de farer der er ved indavl. Og nej, hvor du betaler prisen nu. Så vidt vides, så er indavl noget vi i Vesten kender ved mentale lidelser. Dét har du da så sandelig også så rigt repræsenteret, kære Saudi.
Problemet er bare, at det er tabu belagt og faktisk ikke helt officielt anerkendt, hvilket gør at de arme mennesker der lever dagligt med angst, tvangstanker, depression, paranoia, forfølgelsesvanvid, skizofreni, personlighedsspaltning, borderline, som hører stemmer og ser syner og har ADHD (og alle de andre udefinerbare mentale sygdomme, som de MEGET tydeligt lider af) ikke får en god, ordentlig, tilstrækkelig og rettidig behandling.
Jeg kan ikke engang begynde at forestille mig det helvede de stakler må leve i hver eneste dag. Det sjove er, at man kan købe antidepressive og visse antipsykotiske tabletter i håndkøb på dine apoteker…. En kritiker ville nok mene at det er fordi så længe de er i håndkøb og ikke på recept, kan man ikke helt følge op på hvor mange der egentlig tager dem, og dermed er problemet ikke så iøjnefaldende. Men igen: Du har sikkert en god forklaring.
De fysiske konsekvenser ved indavl er derimod til at tage og føle på – bogstaveligt talt. I den tid jeg var på King Faisal var der et ægtepar, som fik et barn uden kranie. Et andet ægtepar fik et barn kun med brusk, men uden knogler. Jeg havde to patienter der begge manglede deres underkæber.
Et brødrepar vis hoveder bogstavelig talt ligner champignons. En kvinde nedkom med en lille dreng som havde sin endetarmsåbning siddende i armhulen og en lille pige med alle tarmene udenpå kroppen. Og så er der alle de mange borgere, der mangler lemmer eller ikke kan bruge dem til fulde.
Problemet er, kære Saudi, at du ikke har investeret i dine borgere. De har ikke lært at lytte til videnskaben, for det er ikke mange generationer siden de boede i ørkenen, og hvor gerne du end vil være den mest populære i klassen, så har din befolkning ikke haft tid til at udvikle sig til den livsstil. Og du har gjort alt hvad du kunne for ikke at hjælpe dem! Kan du huske det ægtepar, der var til samtale hos lægen? De blev rådet og vejledt og kraftigt opfordret til IKKE at få et barn, men Koranen sagde noget andet, så de fik selvfølgelig et barn alligevel. Et barn med Downs Syndrom. Det er jo ikke verdens undergang, men det er det hos dig, Saudi. For det er en skam for familien og en skam, der ikke kan tolereres. Hvorfor forældrene forlod barnet på barselsgangen og gik under jorden. Men så er det jo heldigt at vi har Empty Quarter. Det enorme område i ørkenen, hvor man sætter uønskede mennesker og dyr af, og så lader varmen og naturen tage sig af resten.
Kære Saudi, de skæbner og tragedier jeg har vidnet i mine år hos dig er hjerteskærende. Intet retfærdiggør at forældre skal overleve deres børn, men takket være total mangel på uddannelse og indsigt og opmuntring til kritisk tænkning, så sker det gang på gang. Eller også bliver børnene kørt ihjel i din vanvittige trafik, når de går rundt blandt biler der holder for rødt, og tigger eller pudser bilruderne, i håb om at der falder en skilling af – hvis de altså ikke går og tigger eller sælger engangslommetørklæder, både på gaderne og på markederne.
Sexdriften er svær at undertrykke helt i et hedt land
Og så er der sex. Det farlige, lille ord med den store betydning; det ord der driver alt levende, ihvertfald ifølge Freud. Sex. En drift som ikke findes hernede. Som ikke må undersøges eller udforskes og slet ikke af kvinder.
Men så er det, kære Saudi, at jeg undrer mig over hvorfor der så ofte kommer mænd ind på skadestuen, som skal have en endetarmsforsnævring, fordi deres fester er gået lidt for vildt for sig? Og når de nu kun har hinanden, hvor gør de så af al den energi, drevet af det der farlige ord, sex? Tjah, de hjælper hinanden, for ifølge dig, skønne Saudi, så er det ikke homoseksualitet når mænd har seksuelt samkvem, medmindre de er gift med kvinder. (Og skulle det så ske at de faldt i en enkelt gang eller to efter de havde indgået ægteskab, så er det selvsagt kvindens skyld. Medmindre selvfølgelig vi taler om mænd fra fattige kår; i så fald straffes det med døden).
Så når vi var på udflugter i ørkenen (der jo iøvrigt ligner en losseplads fordi du ikke har lært dit folk at respektere naturen), så vi helt utroligt mange afsides parkerede biler med to mænd i, og der var ingen tvivl om at vi var i vejen. Og så er problemet jo, søde Saudi, at de her mænd på et tidspunkt bliver gift. Med en kvinde, der ikke aner noget som helst om sin krop, aldrig har lært om den og aldrig har turdet udforske den. Så de ved ikke hvordan samleje foregår.
Og manden kender kun een indgang. Så hun bliver ikke gravid.... Var du der, Saudi, den dag en læge prøvede at forklare en mand at det er ikke sådan et "nomalt" samleje foregår og i allerhøjeste grad ikke sådan en kvinde bliver gravid? Kan du huske hvad manden svarede? "Jo det er, for det er sådan min bror gør ved mig!" Ej heller er det usædvanligt at nogle mødre giver deres søn et "håndjob" når drengen er blevet teenager, for at indvi ham i den fysisk tilfredsstillende verden. Men så længe man beder til Allah, er alt fint. For det må man sige at du gør, Saudi.
Faktisk er du det eneste land jeg kender til, hvor alle butikker lukker fem gange om dagen for bøn. Det giver de ansatte en mulighed for at bede, eller - som de synes at foretrække generelt - at gå udenfor, tjekke deres telefoner og kæderyge. Eller, hvis de vælger at bede, oversvømmer toilettet for at vaske fødder, ansigt og ører, inden de beder. Det bruges der rask væk 15-20 liter vand på pr. person pr. gang, men den der kommende vandmangel, resten af verden går og frygter og tager højde for, vil åbenbart ikke ramme dig, Saudi….?
Du har dog luret for længe siden, at Vesterlændinge er langt lettere at holde styr på, hvis de holdes indenfor deres egne mure på deres boligområder, kaldet compounds. Du er jo kendt for din afsindig strenge holdning til både stoffer og alkohol, så jeg var fuldstændigt forberedt på at skulle være tørlagt i al min tid hernede. Ikke at det er nogen udfordring for mig, alkohol har aldrig været en stor prioritet og eftersom jeg har hjerne, rører jeg aldrig stoffer.
Og alkohol er heller ikke nem at komme helt af med
Så min overraskelse var enorm, da jeg ankom til det første compound og fandt mere alkohol der end jeg anede fandtes. Det meste var hjemmebryg, men enkelte beboere kender nogen af prinserne og prinsesserne i kongefamilien, og via dem har de adgang til de ægte typer alkohol og alle de stoffer noget menneske overhovedet kan ønske sig. Jeg holdt mig til drikkevarerne og havde en herlig aften.
Dog undrede det mig at der ikke var nogen Saudi Arabere til stede, men forklaringen var såre simpel: Ingen af dine landsmænd, kære Saudi, har adgang til compounds, for de kan ganske enkelt ikke håndtere det. Alkohol, kvinder i kjoler, shorts, måske endda badetøj, er for meget når de lever så adskilt fra kvinder og så undertrykt som de gør.
En kyniker vil måske hævde at deres eksplosioner i dårlig opførsel kunne skyldes undertrykte instinkter. Men de instinkter kan man holde i skak, hvis man bare læser Koranen, for i den finder man svar på alt, siges der. Med klar undtagelse af kongefamilien, naturligvis, vis fester er notorisk berømte for stoffer, sprut og prostituerede.
Vores helle var DQ (Diplomatic Quarter), hvor vi var på neutral grund, når altså først vi var kommet forbi de – generelt meget flinke – vagter, som hverken kunne læse, skrive eller havde fantasi til at sammenligne et pasfoto med personen selv, men som naturligvis havde skarpladte våben på sig hele tiden. En fremragende kombination. Men bragende gode fester på de forskellige ambassader, dét er der ingen tvivl om!
Men engang imellem var vi nødt til at føle os lidt Vestlige og tage hen et sted, der ikke var så striks. Og så er det et held at UAE (Dubai og Abu Dhabi) og Bahrain er så tæt på. For når man først har tjekket at man har betalt for sit udrejsevisa og overtalt arbejdet til at udlevere éns pas, så er der afgang til din meget lille lufthavn, fyldt med tildækkede mænd og kvinder og meget, meget flinkt personale – og det mener jeg oprigtigt. Og så er der afgang til en verden man kender.
Dejlige hoteller, frisk luft, bygninger der er bygget med stolthed og formål og først og fremmest: Alkohol, frihed, kvindelige chauffører, ingen abaya, mænd og kvinder der – i modsætning til hjemme hos dig, Saudi – gerne må stå i samme kø på Starbucks, benytte samme indgang til restauranter og sidde i samme lokale i restauranterne, musik på offentlige steder og ikke mindst: Adgang til svinekød. For det savner man altså, når man er i et land, hvor alt dette er forbudt.
Det kan bare godt være lidt svært at blive betjent i baren, for den er overfyldt med Saudi Arabiske mænd, der kæderyger, hælder whisky i hovedet som var det den sidste dag på jorden og rager på stort set samtlige forbipasserende kvinder med den ene hånd, mens de har den anden hånd oppe under blusen på en 14-årig selvstændigt erhvervsdrivende pige fra Filippinerne, der ikke har andre muligheder for at forsørge sin familie derhjemme, end at sælge sig selv. (I øvrigt også strafbart med døden i Saudi, men heldigvis kun for pigen, ikke for de Saudi mænd, der meget jævnligt betjener sig af de pigers service). Men i Bahrain behøver man ikke skjule hvem man er, og det gør folk så sandelig heller ikke. Og så snart de er tilbage i Saudi, dækker de sig til og dømmer andre, gerne vestlige kvinder, på bedste beskub for vores amoralske og gudsbespottende adfærd, opførsel og tankegang.
Men igen: Så længe det ikke foregår (åbenlyst) i Saudi, så gør det ikke noget. Igen skal man bare læse Koranen, så går det alt sammen.
Det er godt nok ikke småting den Koran kan hjælpe med!
Dog er der et par småting, din befolkning ikke har lært fra den bog. For eksempel konstruktioner, sikkerhed og innovation. Du har så mange imponerende bygningsværker i byen. Bare trist at de ikke bliver brugt. Overhovedet. For meget ofte giver det jo udfordringer at udleje lokaler, og udfordringer er ikke noget, en Saudi Araber bør nedlade sig til at have med at gøre. Så disse fantastiske, moderne bygninger ligger hen - naturligvis med lyset tændt døgnet rundt - og ser fine ud, uden overhovedet at blive brugt. En økonom ville måske spekulere på hvor meget det koster dig og dit samfund, men det er en irriterende tankegang, der ikke er velkommen her. Ligesom hjemløshed, gadebørn, HIV eller Hepatitis heller ikke eksisterer her. Overhovedet. Officielt, altså...
Du er oppe imod et hårdt klima, Saudi. Og det kan ikke være lige nemt at have med at gøre. Der er store digitale termometre mange, mange steder langs vejene, så vi hele tiden kan holde øje med hvor tæt vi er på at smelte. Sjovt nok viser disse termometre aldrig over 50 grader Celsius, for gør de det, så har de indere og filippinere som arbejder 50 timer om ugen for 30 kroner om måneden, ret til at gå hjem med løn. Så på trods af at alle os med moderne telefoner, der kan vise temperaturen, kan se at varmen er over de 50 grader, så er det heldigvis ikke noget, der officielt er noget du skal kæmpe med. Alle offentlige termometre er nemlig sat til kun at måle maksimum 48 grader, uanset hvad. Sikke et held.
Det er derfor ikke så sært, at man ikke ser folk hverken gå eller cykle, med mindre de tilhører den fattige arbejderklasse, der er så irrelevant at passe på. Men hvis folk tror, at USA fører i overvægt, så har de aldrig besøgt dig, Saudi. Aldrig i mit liv har jeg oplevet så mange overvægtige og dovne mennesker. Folk, der skulle bruge en skammel for at komme op på hospitalssengen. Folk, vis arme for tykke til blodtryksmåleren. Folk, der var så dovne at de ikke gad løfte armen, når de skulle have målt deres blodtryk. Diabetes i en grad jeg ville nægte at tro fandtes, hvis jeg ikke selv havde oplevet det. Folk der ankom i kørestole, selvom de udmærket kunne gå, eller som nægtede – konsekvent nægtede – at gå ud fra afdelingen og endte med at blive kørt ned til deres bil i sengen, før de hoppede ud og fuldt mobile satte sig ind bag rattet. Dehydrering, overvægt og ingen personlig hygiejne var de tre ting, der kendetegnede mine patienter mere som regel end som undtagelse.
Selv i dine amerikaniserede indkøbscentre, kører der små golf vogne rundt, så man ikke behøver at gå fra butik til butik, og man kan naturligvis også få en filippiner eller inder til at bære éns varer for en skilling. Og man kom frem og tilbage til centret nogle gange, for man kan kun prøve tøj i meget få af dine butikker. Hidtil var prøverum nemlig noget, det mandlige personale kunne stå og lure i når kvinden skiftede, så kvinden blev forbudt at prøve tøj, for ikke at friste manden. Den Saudi Arabiske mand har ingen problemer med selvkontrol; den behøver de slet ikke.
Så enten skulle man ned på det offentlige toilet og prøve sine indkøb, eller også måtte det vente til man kom hjem, og så var der hele tre dages returret. Men seksualdriften er nu engang en stærk modstander, og det hænder jo, at folk giver efter. Og det kan jo i ny og næ resultere i en graviditet. Og hvad sker der så med alle de piger, der bliver gravide udenfor ægteskab, kære Saudi?
Der er heldigvis hospitaler og læger, der har indset at uønskede børn er alt andet end den velsignelse et barn bør være, og som hjælper de piger, der er kommet galt af sted – igen uden at det på nogen mulig måde er noget, der påvirker barnefaderens liv. Men der er også piger, der ikke ved at den mulighed findes, eller har mulighed for at benytte den. Og hvis den piges far beslutter, at deres datter har kastet utilgivelig skam over familien, så afskrives datteren for evigt. Hun sendes i stedet ud til et bosted i ørkenen sammen med andre piger i samme situation, hvor hun får lov at blive, resten af sit liv. Hun nedkommer med det barn, der har ødelagt hendes liv, men et barn kan kun registreres via faderens navn på fødselsattesten, det er nemlig sådan, du vil have det, Saudi. Og eftersom faderen ikke kan komme hurtigt nok væk fra kvinden, anerkender han ikke barnet, og barnet findes derfor ikke.
Et land hvor man kan tale om ulighed
Det barn har ingen rettigheder, lærer aldrig at læse eller skrive og vil for altid – og fra starten – være sekundær og uvelkommen. Og hvad sker der så, når det barn vokser op, sammen med andre børn i nøjagtigt samme situation? Jeg gætter på, at de næppe søger job som flaskedreng for at kunne få råd til at læse statskundskab!!!!
Din tilgang til folks værdi er så fascinerende. Jeg tjente mere end 5 gange så meget som min indiske kollega, og vi lavede det samme, men da jeg har et dansk pas og hun ikke har, så får jeg bedre bolig (og det skal retfærdigvis siges at vi havde færre kakerlakker end vores dårligere betalte kolleger) og langt, langt bedre løn. Så tak til Danmark for mine menneskerettigheder, som du aldrig nogensinde rørte. Havde jeg været fra Philippinerne, Indien eller Malaysia, så havde det nok været en hel anden snak, men lad nu det ligge.
Ligesom vi heller ikke skal diskutere hvorfor kvinder ikke må køre bil? Ifølge en af dine kloge ministre, så er det for at beskytte kvinden, da hendes underliv ikke kan klare trykket i bilen. Der er nemlig åbenbart ét tryk når man sidder bag rattet, og et andet tryk når man sidder på sædet ved siden af. Men nu har Allah jo ændret det lufttryk, hvilket er pænt af ham. Ydermere var kørselsforbuddet jo for at sikre kvinden, så hvis der skete en ulykke, var det ikke hendes skyld. Det er så oftest hendes egen skyld hvis hun bliver voldtaget, men en påkørsel er noget andet. (Medmindre det er en indisk/phillipinsk pige der bliver kørt ned, så er føreren oftest mere optaget af den bule der er kommet i bilen, end af den påkørte).
Jeg indrømmer gerne, at det faktisk passede mig helt fint at jeg ikke måtte køre bil. Godt nok var der en del spildtid med at vente på vores driver (offentlige transportmidler findes ikke, selvom den stort anlagte – og nu konkursramte – metro skulle ændre det på et tidspunkt), men trafikken på dine veje er så rædselsfuld, at man faktisk skal opleve det for at tro det. Du prøvede godt nok at introducere rundkørsler, men det var nu alligevel for højtravende til folket, så i stedet er der fartbump overalt – også på motorveje! Det var ikke usædvanligt at der kørte fem rækker på en vej der havde tre vognbaner, men det er ikke svært at forstå hvorfor visse biler kørte vanvittigt, når man så den mængde børn der glædeligt kravlede rundt på både fører- bag- og passagersæder, stak hovederne ud af vinduerne eller kravlede op og satte sig på skødet af bilens fører, mens bilen var i fart. Ikke længe efter jeg landede, blev en amerikaner dræbt da han blev kørt ihjel af en 9-årig! Heldigvis skete der ikke noget med barnet eller familien til barnet, for faderen havde en høj stilling, og det blev derfor tysset ned.
Det var næppe den samme familie, men én med samme sociale rang, der kom i medierne fordi faderen i familien havde gennemtævet og gentagne gange voldtaget deres maid (en hushjælp der bor på et minimalt hummer i huset hvor hun er ansat) fra Phillippinerne. Pigen var så medtaget at hun lå i koma i adskillige uger. Da hun kom til sig selv, spurgte personalet om hun ville anmelde sin herre. Det ville hun, og det blev arrangeret at politiet skulle komme dagen efter og afhøre den svage, men stabile pige. Samme nat døde hun, og ingen ved af hvad eller hvordan! Hvor heldigt for ham!
Jo højere folk er i rang hos dig, Saudi, jo mere frihed har de til at gøre ting, der for os i Vesten får os til at undre os over, hvordan du regner med at kunne være en del af den verden vi befinder os i, efter at have udviklet os igennem hundredvis af år.
I de seneste tre år har et højtstående medlem af Kongefamilien været hjernedød og i respirator. Men der skal ikke slukkes for ham. Tværtimod. Hver gang der er mærkedage i familien, bliver han trillet ud med et dusin hospitalspersonale som selskab, så han kan være tilstede og familien kan få taget glade billeder med ham! Værdigt? Næppe!
Heldigvis er der ikke mangel på organer hos dig, kære Saudi. Faktisk var det ikke usædvanligt, at mine kolleger og veninder på operationsgangen arbejdede over, fordi der var organ høst, for hver gang en lavere stående person (læs: en arbejder fra Filippinerne eller Indien eller lignende) døde, og det gjorde de tit fordi de arbejdede under vanvittige mangel på sikkerhedsforanstaltninger, blev deres organer automatisk taget ud af dem og givet til andre, medmindre den døde havde registreret sig og sikret sig, at han ikke ønskede at være donor. Men eftersom det koster 200 kroner at registrere sig, var det de færreste, der havde råd til den luksus. Og så er der organer til den højest bydende.
Men i ny og næ skete der ting, der var så absurde at jeg ikke kunne andet end at skraldgrine af det. Som f.eks. dengang en mand sad ved siden af sin døende bror og brugte tiden på at se videoer på YouTube. Vi havde allerede flere gange fortalt ham, at broderen var ved at afgå ved døden og til sidst tog min kollega telefonen fra ham og sagde:
”Nu er det lige før. Din brors krop er ved at lukke ned. Han lever allerhøjst en time endnu, så hvis du vil ringe til nogen, der skal nå over og sige farvel, så er det nu. Om 60 minutter er han her ikke mere!” Broderen så overrasket på min kollega og sagde: ”Kan vi ikke bare køre ham op på en anden afdeling?”
Måneden senere var en 62-årig mand ved at kapere nyheden om, at hans cancer havde bredt sig til hans hjerne. Han var imponerende stoisk og tog det meget, meget flot. Hans søn, derimod, havde en helt anden mening. Han mente, at hans far jo bare skulle have en hjerne transplantation, så var dén i orden. Vi prøvede at forklare ham, at hjerne transplantationer ikke foretages, og at vi i øvrigt ikke bare har en hjerne liggende på lager. Det var naturligvis ikke et svar sønnen værdsatte, så han sejlede ud ad døren med fornærmet mine.
Dagen fortsatte, indtil samme søn kom tilbage et par timer senere, og rakte min kollega en plasticpose fra det lokale supermarked. I posen lå hovedet fra hans fars yndlings kamel! Han var kørt hjem, havde halshugget sin fars stolthed (der er et helligt dyr og havde kostet lidt over en halv million kroner), smidt hovedet i en pose og kørt gennem byen. For vi manglede jo en hjerne til hans far, og nu havde han så skaffet én! Saudi, dit folk har en logisk tankegang.
Nogen tid senere kom jeg gående ned ad gangen, da en Saudi Arabisk herre meget venligt spurgte mig, om jeg havde tid til at gå med ned og se til hans mor, som sad i bilen og ikke havde det ret godt. Jeg gik selvfølgelig med, sammen med en kollega som jeg fik fat i på vejen.
På bagsædet sad en kvinde, som jeg vil skyde på var et sted i tresserne, med plasticmundstykket fra en intuberingsslange i munden og var død. Meget død! Min kollega og jeg kiggede på hende, og meddelte så herren og resten af hans tilstedeværende familie, at det gjorde os ondt, men hun var desværre taget videre. Herren så ikke synderlig knust ud, men svarede i stedet:
”Ja, de sagde også på det andet hospital at hun ikke havde langt igen, men vi ville bare lige have en second opinion”. Så de havde frakoblet kvinden livsnødvendige maskiner og smuglet hende ud af hospitalet, fordi de ikke brød sig om den besked, de havde fået!
Uddannelse - eller "uddannelse"?
Det var heller ikke usædvanligt at vi fik patienter ind med cortirasation. Dvs. brændemærker over hele kroppen fra den behandling de i første omgang havde fået, for at suge sygdommen ud af dem!
Ugentlige blodtransfusioner, magnesium og calcium iv behandlinger fordi patienterne ikke selv producerer hvad de skal, almindeligt saltvand fordi patienterne ikke kan lide at drikke vand. Hvad koster det, Saudi?
Det siges at uddannelse er vejen frem. Og det er så evigt rigtigt. Men kære Saudi, hvorfor har du lært dine elever, at det er nok for dem at møde op til timen, for at bestå? Jeg har aldrig ført mødt en læge, der ikke vidste at dehydrering kan give hovedpine. Jeg har aldrig ført oplevet, at man på skadestuen får af vide, at der vil komme en patient ind med en gastroskopi (et rør ned gennem halsen). For så at modtage patienten, der i stedet havde fået en endoskopi (rør op via endetarmen), der var lagt så forkert, at det var lykkedes lægen at punktere patientens ene lunge!
Saudi, jeg har så mange spørgsmål til dig, jeg aner ikke hvor jeg skal starte. Hvis du havde investeret i dit folk. Hvis du havde investeret i infrastruktur, uddannelse, viden, kritisk tænkning, så havde du skabt et land, der havde ejet verden i dag. I stedet er du nu gået fallit, og den nye bygning på hospitalet er en katastrofe, så ugennemtænkt lavet, at børn kunne have gjort det bedre. Den hælder allerede, elevatorerne er for små til sengene og der kun er brandtrappe fra 8. etage og ned, (så hvis man er på 9. etage og opefter, er det vel egentlig bare surt), og de nye og topmoderne maskiner og instrumenter viste sig at være ældre end dem vi havde i forvejen – og langt mindre funktionelle.
For du fyrede jo den arkitekt der startede det, ansatte hospitalsdirektørens bror, som kørte det hele i sænk, og nu smutter hospitalsdirektøren også, for hans privat praksis har fået god økonomisk medvind, i takt med at hospitalets økonomi i dén grad er i modvind. Hvordan i alverden mon det kan hænge sammen??? Faktisk er den nye bygning så stor en katastrofe, at DR’s fadæse af et hovedkontor ligner et finansielt mesterværk til sammenligning. Men heldigvis brugte du små 37 millioner kroner på åbningsceremonien, hvor den demente konge troppede op i hele 20 minutter, og så gik igen, for han er sur over at bygningen ikke er opkaldt efter ham! Altså, ikke den forrige konge, der jo – i modstrid med Koranens ord – lå i fryserum i en uge, før hans død blev offentliggjort, fordi du ikke kunne beslutte, hvem der skulle følge ham. Heldigvis blev han fremskridtsvenlige efterfølger skaffet af vejen, så en endnu mere konservativ og forstokket – og dement – konge kunne træde til.
Metroen ligger hen og skaber dagligt trafikkaos, fordi to vejbaner er gravet op og spærret af, folk bliver mere og mere overvægtige og usunde, folk der før blev sendt til USA for diverse behandlinger må nu blive i Saudi, og det er de sjovt nok ikke ret tilfredse med (og dét går ud over det meget hårdt pressede personale – tro mig):
Men heldigvis havde du da råd til at flyve et helt operationshold – og tre tjenere – ind fra USA på første klasse, da et medlem fra kongefamilien skulle have fjernet mandler, og sende 60 hospitalsansatte til USA – ligeledes på første klasse – for at købe det mest idiotiske hospitalsudstyr, jeg nogensinde har vidnet. Vi ser også her bort fra de 50 falke, der fik hver sit sæde på et fly, da de skulle transporteres til USA. Vi ser bort fra de 50 millioner kroner, prinsen brugte på en luksus yacht, selvom de penge var øremærket til opbygning af landet. Og vi ser bort fra, at man hver fredag kan muntre sig på traverbanen, hvor kongefamilien ejer små 5000 heste, som man kan spille på. Pudsigt nok, eftersom spil er ulovligt i Saudi Arabien…
Jeg har stor respekt for, at du har valgt at indrette hele dit land efter Koranen, og at du tolker Koranen som det passer dig og som det passer ind i dit livssyn. (Og falder folk udenfor, så er der som sagt Empty Quarter eller Chop-Chop-Square på det lokale marked, hvor der hver fredag morgen er offentlige halshugninger, og så er man ude over dét problem). Men hvis du vil lege med den Vestlige verden, må du spille efter Vestlige regler, og det har du desværre ikke indset i tide, at du ikke var klar til. Og slet ikke på de niveauer, du hidtil befandt dig på. Og nu står din befolkning uforstående tilbage og skal betale prisen for det, jeg vil tillade mig at kalde god, gammeldags arrogance.
Kære Saudi Arabien, du skulle skamme dig!