LinkedIn censurerede Cepos-chefs regeringskritiske opslag.

“LinkedIn har fjernet mit opslag, hvor jeg kritiserer regeringens covid-19 politik”

Sådan skriver chefen for den politiske tænketank Cepos, Martin Ågerup, på LinkedIn.

Linkedin har fjernet mit opslag, hvor jeg kritiserer regeringens covid-19 politik efter, det har modtaget 700 likes og 80 kommentarer. Det er første gang, jeg har oplevet at blive censureret på linkedin. Jeg har ikke fået en forklaring. Jeg har læst linkedins community policy og kan ikke se, at opslaget går imod den. Hvis man er interesseret i indholdet, har jeg et opslag med omtrent det samme indhold på facebook:

—Opslag om censur | LinkedIn

Facebook og twitter er rutinemæssigt i søgelyset for at censurere indhold, men LinkedIn har foreløbig ikke i samme grad benyttet sig af den mulighed.

Det hænger nok sammen med at LinkedIn hovedsageligt bliver benyttet arbejdsrelateret og derfor er folk selv påpasselige med at dele “kontroversielt” indhold.

I takt med at facebook og twitter censurerer mere og sender mindre trafik ud, så vil flere søge til LinkedIn med deres budskaber, og LinkedIn vil også begynde at fjerne indhold som skønnes at skade platformens renome eller tilkalde sig negativ opmærksomhed fra det politiske system.

Paradoksalt nok har facebook i denne omgang ikke censureret et lignende indlæg, og det kan derfor findes her:

https://www.facebook.com/martin.agerup/posts/10223985208410768

Måske begynder de forskellige platforme også at konkurrere lidt om hvem som kan tilbyde de bedste vilkår for en frimodig debat og åben udveksling af viden og holdninger.

Hvad Mette Frederiksen kan lære af Michael Dyrby

Michael Dyrby har taget ansvar for sine fejltrin og fratrådt sin lederstilling hos BT som chefredaktør.

Det har kostet ham noget magt og en betydelig nedgang i løn. Men der er også noget som hedder integritet og ære. Og det ville han have betalt med i stedet, havde han ikke taget konsekvensen af sine egne ord.

Og som jeg beskrev inden han valgte at opgive sin position som leder på BT:

BT’s troværdighed lider hvis Dyrby fortsætter som chef - og virksomheden får sværere ved at rekruttere dygtige medarbejdere.

Men det får konsekvenser ud over BT. Det er hele branchen som fremstår rådden når det ikke har konsekvenser at man misbruger sin magt.

—Måske skulle Michael Dyrby bare ikke være leder længere. Punktum. | Folkets Avis

Så Michael Dyrby har altså været ansvarlig nok til at træffe det rette valg. Han sover i den seng, som han selv har redt.

Og han er fuldstændig med på hvorfor det var hans pligt.

Han er voksen nok til at vide hvad der er på spil:

Et medie lever af troværdighed og talent, så det kan producere den nødvendige journalistik, der er afgørende for et medie som B.T.

…

B.T. skal altid være magtkritisk og stille magthavere de vanskelige spørgsmål. Jeg har ikke levet op til den standard, som vi normalt forlanger af andre kilder. Det går ikke, for det svækker hele grundlaget for journalisternes daglige virke. Ikke bare på B.T. – men i hele Berlingske Media.

—Michael Dyrby forlader B.T. som ansvarshavende chefredaktør | BT Samfund - www.bt.dk

Faktisk for hele journaliststanden. Men så meget desto bedre at Dyrby gjorde det rigtige.

Alt dette er meget godt, men vigtigst af alt så viser Dyrby at magten ikke har taget ham. Det viser man nemlig når man kan afvise magten, give slip på den og tage ansvar.

Det står i skærende kontrast til vores statsminister som ikke bare klynger sig til magten. Men hele tiden forsøger at cementere den yderligere.

Det virker som om vores statsminister danser tæt med magten nærmest for enhver pris. Hun bød den op til dens med en ren S-regering, for magten skulle ikke deles med andre partier.

Det betalte hun en pris for. Det blev nemlig svært at rekruttere erfarne og relevante ministre inden for egne rækker.

Og Mette Frederiksen er jo mere begrænset af sit magtbegær end af sin partibog. For selv inden for partiets grænser ser hendes rekruttering ud til at være temmelig fokuseret omkring folk hun i mindst mulig grad skal dele magt med.

Som jeg tidligere skrev:

Men ikke nok med at ministrene blev hentet i venne- og venindekredsen. Det gjorde diverse spindoktorer og rådgivere også.

På den måde sikrede Mette Frederiksen sig at hun kun skulle dele magten med sin egen inderkreds.

—Sådan blev Mette fanget i sit eget spil | Folkets Avis

Mette Frederiksen havde ryddet al mulig modstand af vejen på forhånd, og dermed havde hun banet vejen til en af de alvorligste eksempler på magtmisbrug i mange, mange årtier i Danmark - nemlig den totale udryddelse af mink i Danmark.

Det tyder ikke godt.

Spørgsmålet er om Mette Frederiksen overhovedet ville kunne handle lige så velovervejet og voksent som Michael Dyrby.

Spørgsmålet er om hun frivilligt vil sige farvel til en magt som hun har fået alt for meget af. Og som tydeligvis kontrollerer hende lige så meget som hun kontrollerer den.

Eller om hun vil klynge sig til den til det sidste.

Gør hun det, vil hun svække ikke bare sit eget parti, men hele det demokratiske system.

Der er få brancher som har lavere troværdighed end mediebranchen.

Og mon ikke det skyldes at medierne selv er blevet den magtfaktor som de i princippet skulle forestille af afdække.

Det bliver kun alt for tydeligt at man ikke vil gøre op med korrumpering af magt - selv ikke når den i egne rækker står og griner en lige op i ansigtet.

Den korruption som medierne gerne vil afsløre andre steder, synes at trives i alarmerende grad inden for branchens egne vægge.

Når Michael Dyrby selv erkender gennem en længere årrække at have opført sig upassende og misbrugt sin magt som chef, så bør han tage konsekvensen og fratræde sin stilling. Gør han ikke selv det, så må ledelsen på Berlingske Media træffe beslutningen på hans vegne.

Men Anders Krab-Johansen som er koncernchef for Berlingske Media, afviser at Michael Dyrbys “fortid” skal koste ham stillingen som overordnet på BT.

Han (Michael Dyrby, red.) har vist og bevist, at der er ingenting foregået i de fire år, han har været på BT. Så synes jeg ikke, det vil være rimeligt at tage konsekvensen bagud, siger han.

—Michael Dyrbys chef: Ikke rimeligt at ‘tage konsekvenserne bagud’ | Indland | DR

Snak, snak, snak. Og ingen konsekvens. Efter medierne selv i årevis har tudet os ørerne fulde af hvor forfærdeligt det står til med #metoo i branchen. Så er der bare en lille reprimande til en mand som selv erkender at han præcist som leder netop i mediebranchen på netop metoo-området har svigtet sit ansvar i årevis.

Når medierne selv har kastet lys og bevågenhed på "sexisme" (tidligere kendt som løssluppenhed på arbejdspladsen) i meget omfattende grad og præsenteret det som et af de mest akutte og presserende samfundsproblemer, så virker det enormt besynderligt at man pludselig ikke længere tager det alvorligt når det rammer inden for egne rækker.

Man vil gerne belyse og fortolke fortiden og tale og tale og skrive og skrive om det her år efter år. Men konsekvenserne udebliver.

Men hvis ikke det får konsekvenser for Michael Dyrby, hvem får det så konsekvenser for?

Foreløbig har vi kun Michael Dyrbys egne ord for at han i dag har ændret sig i forhold til før. Måske er han blevet mindre optaget af sex. Men har han ændret sit syn på sin opgave som leder?

BT’s troværdighed lider hvis Dyrby fortsætter som chef - og virksomheden får sværere ved at rekruttere dygtige medarbejdere.

Men det får konsekvenser ud over BT. Det er hele branchen som fremstår rådden når det ikke har konsekvenser at man misbruger sin magt.

Det hele bliver snak og salgstaler. Ingen handling.

Andre steder har man taget konsekvensen, men ikke i mediebranchen. Her snakker man sig ud af alting.

Og læg mærke til hvordan Dyrby på få dage er gået fra "fornægtelse" til at tale flydende feministisk, inklusive snak om hverdagssexisme og andre termer direkte fra den ideologiske feminismes ordbog.

Tror man på at manden har ændret sig, eller danser han nu bare efter de nye magthaveres pibe?

Det virker ikke reelt.

Og det rammer troværdigheden for en branche som folk i forvejen ikke stoler ret meget på.

4 DR-journalister videreformidler at tidligere TV2 chef talte om praktikanters udseende.

DR og alle andre medier bliver ved med at blæse liv i deres egne metoo-sager i mediebranchen.

I dag fylder det en del på DR.dk. Og der er blandt andet en artikel som har ikke færre end fire journalister i byline:

Emil Eller
Simon Stefanski
Anna Ingrisch
Emma Albæk Høj

Desværre bliver man ikke ret meget klogere af artiklen.

Blandt andet bliver DR ved med at spørge på den her vis

Har du været med til at tale om praktikanters udseende?

Formentlig. Det vil jeg tro, alle mandlige ansatte har. Det tror jeg, alle mandlige ansatte gør alle mulige steder. Men jeg synes, det er en af de meget stærke ting, der står ud i dokumentaren. Det at beskrive praktikanterne som en buffet. Den er så grim. Og det har jeg også meget svært ved at vedkende mig. Det er ikke sket i min tid.

Men har du været med til at tale om praktikanters udseende?

Formentlig, men jeg har ikke nogen stærk erindring om det. Det har jeg formentlig, det vil jeg tro, alle har. Hvis man tog båndoptagelser derfra, så har jeg formentlig talt om deres udseende

—Michael Dyrby misbrugte sin stilling som chef på TV 2 og havde ‘upassende forhold’ til ansatte | Indland | DR

For det første så bidrager Michael Dyrby til at cementere nogle karikerede kønsstereotyper når han siger at det med at tale om praktikanters udseende er noget alle mænd gør på alle arbejdspladser. Er det virkelighed noget alle mænd gør - og ingen kvinder?

For det andet, og mere centralt i journalistisk forstand, så bliver læseren ikke klog på om “praktikanters udseende” - og mænds talen om dette - har haft væsentlig betydning for deres muligheder på arbejdspladsen under Michael Dyrbys ledelse.

Man siger at #metoo er en kamp imod sexisme.

Men hvad er sexisme så?

Faktisk definerer den statsunderstøttede feminist-organisation KVINFO sexisme i en artikel som handler netop om Sofie Linde og om #metoo, så hvorfor ikke citere derfra direkte?

DEFINITION AF SEXISME

Sexisme er en fordom eller diskrimination baseret på køn. Sexisme bygger på stereotype forestillinger om køn og er med til at begrænse mennesker af alle køn og seksuelle orienteringer socialt og kulturelt.

Et år efter Sofie Linde satte gang i #MeToo: Det går fremad, men vi har ikke alle med endnu - Kvinfo

OK, Kvinfo. Den definition kan jeg godt arbejde med. Og min påstand er enkel.

Under den definition bekæmper Sofie Linde og metoo ikke sexisme.

Faktisk vil jeg mene at Sofie Linde og #metoo tværtimod bevirker at “stereotype forestillinger om køn” bestyrkes.

Lad os starte med starten på den store bølge af metoo i Danmark.

Det hele blev som bekendt skudt i gang på følgende vis ved en Galla fest for en stor del af landets kulturelle elite.

Her er hvad Sofie Linde blandt andet sagde:

Jeg har været i mediebranchen i 12 år, og hvis vi nu skal være ærlige, og det skal vi jo. Så har jeg mødt ekstremt mange magtfulde mænd, der har været pisse ulækre. 

Sofie Lindes tale ved Zulu Comedy Galla 2020 - Danske Taler

Først lige en sidebemærkning:

Kunne en mand slippe afsted med at sige det samme om magtfulde kvinder? Nej, naturligvis ikke. Han ville være færdig i den kulturelle elite.

Men mere centralt for emnet som her er kønsstereotyper og sexisme:

Sofie Lindes omtale af “ekstremt mange” magtfulde mænd i mediebranchen - det må jo nærmest være dem alle så - som værende “pisse ulækre”, den omtale skaber en karikatur af mediemænd som liderbasser.

Stereotypen bliver af mediemanden med magt som et perverst svin.

Du kan jo prøve at skifte ‘mænd’ ud med et etnisk mindretal som forbindes med medier og kultur og høre hvordan Lindes sætning så lyder.

På temmelig grov vis stempler hun mediemænd og dømmer dem alle over en kam.

Virkeligheden er naturligvis noget mere kompleks, men i Lindes udlægning er tingene temmelig simple.

Magtfuld mand = “pisse ulækker”

Det besynderlige er så at denne stereotyp hele tiden af fans af metoo søges at bestyrkes. Særligt feminister som hævder at være imod stereotyper viser sig at dyrke netop den her stereotyp helt ukritisk.

Normalt vil feminister, og andet godtfolk, mene at man skal udfordre stereotyper - at man skal nuancere billedet. At stereotyper er noget fanden har skabt og at de skal undgås nærmest for enhver pris.

At kvinder for eksempel interesserer sig mere for mennesker og omsorg end mænd og mænd mere for maskiner end kvinder, det mener feminister er en stereotyp og en stereotyp er noget skidt.

Men lige pludselig vender de på en tallerken. Når stereotypen bare rammer dem de ikke kan lide, så må stereotypen skam gerne cementeres og udbygges. Så skal den pludselig ikke længere dekonstrueres.

Derfor er der så enorm stor fokus på mænd som krænkere og kvinder som ofre. Der sættes virkelig køn på rollerne her.

Men der sættes nødigt navn på. Læg mærke til det.

Man vil hellere have det til at handle om alle magtfulde mænd.

Og det er ganske enkelt fordi det er dem, som gruppe, man ikke bryder sig om - de er jo også “pisse ulækre”.

Man kan sige at for hver omgang #metoo kører i medierne, så tegnes der et mere og mere karikeret billede af magtfulde mænd.

De fremstilles som nogen der ikke kan forvalte deres magt.

Dermed går #metoo ikke efter magten som sådan, men delegitimerer specifik mandlig magt. Altså mandlig autoritet inden for en organisation. Ikke kvindelig.

Samtidig med et Linde og hendes metoo-medløbere delegitimerer mandlig magt, så efterspørger Linde “voksne” som kan tage ansvar.

Altså hun kritiserer hierarki og mandlig magt, men indfører samtidig en dualisme omkring “børn” og voksne på samme arbejdsplads.

Det må jo så være nogle kvinder som skal tage over og have magten. Og så giver det jo egentligt pludselig helt god mening. En klasse af magthavere udskiftes med en anden.

Mænd er jo også bare så pisse ulækre.

Sofie Linde: “Det er nogle voksne som har ansvaret for os når vi går på arbejde”

Sofie Linde fortæller om nyt overgreb hun blev udsat for af magtfulde mediemænd

Længe ventet, siger værten på TV-kanalen DR.

Om en programserie på TV-kanalen Discovery+ der handler om krænkende adfærd på TV-kanalen TV2.

Og det er helt klart noget folk i mediebranchen har ventet på.

Deres egne interne personaleforhold bliver igen og igen gjort til det mest presserende og akutte samfundsanliggende.

Jeg har ikke set den serie på Discovery som værten refererer til, men vil kort forholde mig til selve Aftenshowet hvor to-tredjedele af tiden var sat af til emnet.

Der er to kvinder som gæster i studiet og to kvinder som værter.

Den krænkelse som Sofie Linde blev udsat for, den har der været fortalt om et utal af gange:

En fuld stodder bad hende til en julefrokost om et blowjob hvis ikke hun ville have ødelagt sin karriere. Hun afviste - og har siden haft en udmærket karriere.

Men Sofie Linde fortalte også om et andet overgreb. Det vender jeg tilbage til.

Den anden gæst var Anna Thygesen. Den krænkelse hun fortalte om, var en mellemleder på TV2 som på vej hjem fra en julefrokost på TV2 på fornærmelig vis havde kaldt Thygesen “for gammel”.

Det er bestemt også en uforskammethed. Men helt ærligt, nok ikke værre end andre af verdens små uretfærdigheder som tusindvis af drenge, piger, mænd og kvinder oplever hver eneste dag.

Men som medlem af medieklassen får Anna Thygesen mulighed for at fortælle om det og sætte fokus på det. Og den mulighed skal være hende vel undt.

Tilbage til Sofie Linde.

På et tidspunkt omtaler hun ledelsen på arbejdsplaser som “de voksne”. Ligesom hun indledte med at sige “det er nogle voksne som har ansvaret for os når vi går på arbejde”.

Man får lidt det indtryk at almindelige medarbejdere, måske især kvinder, i Sofie Lindes øjne slet ikke er voksne. At mediebranchen er en børnehave hvor “de voksne” - altså ledelsen - skal passe på børnene, de menige medarbejdere.

I øvrigt er en julefrokost i fritiden vel strengt taget ikke "på arbejdet", men der er åbenbart også nogle "voksne" som har ansvaret for børnene der (men hvorfor møder "børnene" overhovedet op til en julefrokost for voksne?)

Linde siger også at hun er "vokset op i mediebranchen", så på en eller anden måde mener Sofie Linde åbenbart ikke at man er voksen når andre mener man er voksen. Altså når man fylder 18 år. Hvornår man så er voksen i Lindes øjne, kunne egentligt være interessant at vide.

Når man siger sådan nogle ting, når man kalder voksne for børn på den måde, så må man forvente at der er nogen som er uenige.

Men det med uenighed kan jo i sig selv være krænkende.

Sofie Linde fortæller nemlig fra cirka 15 minutter inde i udsendelsen at hun blev udsat for et "nyt overgreb" af Medielogen med Jens Gaardbo som vært.

“Det er faktisk et nyt overgreb,” siger hun.

Det der egentligt skete, var at hendes måde at offentliggøre sin historie på blev debatteret i programmet Medielogen. Her kom forskellige synspunkter og tilgange frem, som det nu engang er konceptet med det program.

Men hvad sker der her?

Sofie Linde fortæller sin historie, men det er ikke nok.

Hun vil også gerne kunne kontrollere hvordan den bliver modtaget. At nogle modtager den anderledes end andre er en uundgåelig konsekvens af et åbent samfund som det danske.

Alternativet er Kina.

Det Linde ønsker, er - som jeg hører hende - en “samtaleform” hvor man i enhver situation tager alt hvad en kvinde kommer med af påstande i forbindelse med forhold på arbejdspladsen for den skinbarlige sandhed - og egentligt slet ikke spørger ind til evidens eller proportion.

Så Linde kræver ikke alene at blive beskyttet af “de voksne” på sin arbejdsplads.

Hun kræver også at blive beskyttet imod bestemte synspunkter i en debat om en historie hun selv er fremkommet med foran et stort publikum. For ellers er det “et nyt overgreb”.

Vi skal give plads til at hun kan fremlægge sin sag.

Det er alle enige i!

Men at vi alle skal forholde os til den på samme måde som hende selv, det er jeg ikke nødvendigvis enig i at man kan kræve - og jeg mener ikke det er en krænkelse at se tingene fra andre vinkler eller betone andre elementer.

Jeg mener ikke det er rimeligt at beskylde folk for overgreb fordi de mener noget andet eller ser ting i et andet perspektiv eller forholder sig anderledes til proportioner eller prioriteringer af sager i mediebilledet.

Hvis Linde kan bestemme ikke bare hvad hun selv fortæller, men også skal være dommer over hvordan folk må reagere på det, så havner vi et helt andet sted.

Det ser jeg simpelthen som en form for tyranni.

Hvis ikke man kan have vende de her ting, hvis man er tvunget til at forholde sig til dem på en bestemt måde, så er det tyranni.

Nu håber jeg ikke jeg har krænket Sofie Linde eller nogen anden, når jeg giver udtryk for at jeg mener at metoo i mediebranchen fylder forholdsvist for meget i forhold til andre væsentlige samfundsanliggender.

For det er nu engang min holdning.

Det er godt at de her ting kommer frem. Men det er ikke godt at det hele tiden overtager mediebilledet og fortrænger andre alvorlige emner fra sendefladen. Hvor mange har ikke et sted at sove i nat når frosten sætter ind? Hvor mange lever hver dag med kroniske og invaliderende smerter? Hvor mange børn vokser op uden far eller mor eller med misbrugende forældre?

Jeg håber heller ikke det er krænkende at jeg mener at der skal være plads til at stille spørgsmål også i den her form for metoo-sager. Alt andet mener jeg som sagt reelt ville være tyranni.

Men nu skal det ikke være uenighed det hele. For jeg deler også mange af Sofie Lindes synspunkter.

Så lad os slutte af med en enighed:

Linde slutter nemlig af med en rigtig god pointe.

Linde siger at vi skal være mere konkrete i kampen mod uacceptabel adfærd på arbejdspladsen, og det kan jeg sådan set kun give hende ret i. Så lad være med et rette anklagen imod mænd generelt, men sæt navn på de konkrete mænd i stedet.

Og bliv noget så konkret i tiltagene mod den seksualiserede kultur på arbejdspladserne. Det skrev jeg sådan set om allerede for længe siden.

Her mine bud på hvor man kan starte:

Fyring ved første flirt: 11 råd til afseksualisering af arbejdspladsen | Folkets Avis

Du kan se Linde og Thygesen fortælle om krænkelser her:

Aftenshowet: Sæson 2021 – Mød Sofie Linde og Anna Thygesen | DRTV

Læs mere her:

DR-mand forsøgte at true 18-årig til oralsex | Folkets Avis

Giv os nu det navn - Sofie Linde | Folkets Avis

Den liberale feminisme er overflødig, for de to køn er ligestillede i forhold til loven og i forhold til mulighederne i livet.

Men de to køn er stadig ikke ens.

De vælger ikke ens. De opfører sig ikke ens. De klæder sig ikke ens.

Det levner plads til en anden form for feminisme.

Nemlig den radikale feminisme.

Radikal betyder jo egentligt bare ‘til roden’. Radikale politiske bevægelser stopper ikke på halvvejen, men ønsker at rydde alle “problemer” af banen.

For feministernes vedkommende lader problemet simpelthen til at bestå i kønsforskelle. På trods af at man også fra den kant taler om diversitet og mangfoldighed - altså forskellighed - som noget positivt, så anser man reelt dette som noget problematisk som skal udraderes.

Det blev illustreret med al tydelighed for nylig da der blev gjort et stor nummer ud af at kvinder åbenbart oftere bager kager til deres kolleger end mænd.

For normale mennesker er små kønsforskelle som denne ikke noget problem. Tværtimod beriger forskellighed vores dagligdag.

Men for de radikale feminister indikerer sådanne små dagligdags kønsforskelle at der stadig er et problem med køn som skal elimineres. Man vil helt til problemets rod.

Sigtet er ikke længere lige muligheder. Den liberale feminisme er død.

Nu er målet at eliminere kønsforskelle. Uanset hvor små og ubetydelige de måtte forekomme.

Ergo er feminismen blevet radikal.

Der er intet uskyldigt for ideologer. Overalt ser de manifestationer af underliggende uretfærdigheder.

Således vil en forskel i bagefrekvens blive tolket som udtryk for en “usynlig struktur” som sætter kvinder i en ugunstig “position” i forhold til mænd.

Sådan tænker de. Det er i hvert fald præcist den måde de radikale feminister udtrykker sig på.

Samtidig forbinder man de små ting med store. Lige nu er det store “kvinders karriere”. Så forestiller man sig at kagebagning er en sten på vejen.

På den måde får man gjort noget uskyldigt til noget betydningsfuldt.

Men man har på ingen måde gjort sig den umage at påvise at det faktisk forholder sig sådan at kagebagning på betydelig vis hæmmer kvinders karriereudvikling.

Når man på den måde binder ting sammen, så sikrer man også at intet bliver for småt. For det handler jo så også hele tiden om noget stort.

Men det er vel et problem for de radikale feminister at mange almindelige mennesker ikke anser kageordninger for et alvorligt samfundsproblem.

Og endnu mere problematisk er det for dem at kvinder tilsyneladende helt frivilligt bager kager til deres kolleger.

Selv hvis det er sandt at kager bremser karrieren, så er der måske nogle kvinder for hvem karrieren ikke er vigtigere end kager til kolleger.

Disse individuelle kvinder med andre mål i livet, de er en tårn i øjet på de radikale feminister. For hvor står disse ikke-karriere-besatte kvinder i karrierekampen mod mændene.

Hvordan kan de radikale feminister løfte alle kvinder til en højere status hvis en del kvinder åbenbart hellere vil bage kage end dyrke karrriere?

Der er flere muligheder.

Man kan forsøge at tvinge mænd væk fra arbejdsmarkedet ved at øremærke barsel til mænd. Det gør man allerede.

Man kan øremærke stillinger og bestyrelsesposter til kvinder. Det har man gjort i mange lande og til dels også i Danmark i visse sammenhænge.

Man kan naturligvis også forsøge at forklare de kagebagende kvinder at deres kagebageri gør skade på kvindekampen. De stakler bager kager uden at have forstået at slet ikke ønsker kager, men karriere.

Så det går de radikale feminister så i gang med at fortælle om. De kagebagende kvinder lider af falsk bevidsthed, og feministerne skal hjælpe dem til at indse at de er på vildspor.

At den liberale feminisme uddøde i takt med at dens krav blev til realitet, er sådan set naturligt nok.

Den radikale feminisme kræver langt skrappere midler at gennemføre for her at det de iboende kønsforskelle man kæmper imod. Ikke de langt mere foranderlige love i samfundet.

Om det på sigt vil lykkes de radikale feminister at eliminere de sidste kønsforskelle, vil vise sig. Men vi har nu set at de prøver og at intet er for småt eller uskyldigt i den forbindelse.

Den radikale feminisme vil helt af med kønnet.

Persona non grata

Sådan virker social eksklusion i 2021

Jeg har skrevet en del om at det var en fejl af Politiken og nogle “eksperter” at stemple mit medie, Folkets Avis, som et “junkmedie”.

Det er deres fejl som har kostet mig dyrt.

Jeg prøver ikke desto mindre at lære noget af hele miseren.

Af skade bliver man klog, men sjældent rig — som det gamle ordheld lyder.

Og nogle gange får man klokkeklare eksempler på hvilke konsekvenser sådan en fejl fra et stort medies side får for dem det går ud over.

Og i den forbindelse vil jeg gerne sende en tak til Lars H. Nielsen fra Foreningen Mand.

For han demonstrerer i fuld offentlighed hvordan prisen for Politikens miskarakteristik af Folkets Avis til stadighed betales af mig.

Sagen er at jeg blev foreslået til en liste over 25 mænd som ændrede Danmark til det bedre. Så vidt jeg har forstået.

Jeg er glad for at nogen overhovedet tænker på mig i den forbindelse. Men efter at jeg er blevet foreslået, bliver forløbet noget mere uskønt.

For straks en foreslår mig, så bliver det afvist af en anden med henvisning til Folkets Avis.

Lars H. Nielsen skriver blandt andet:

listen på 25 mænd, der har ændret Danmark vil blive svækket ved at blive forbundet med Folkets Avis, som er et useriøst medie

Og har man ikke tid til selv at undersøge sagen, så er det også nemt blandt andet på baggrund af Politikens forfejlede stempling af Folkets Avis som et “junkmedie” at konkludere, som Lars H. Nielsen gør, at Folkets Avis er et “useriøst medie”.

Det er dog en forkert konklusion som afslører et unuanceret syn på tingene.

Som jeg har skrevet tidligere, så ville et sundt samfund anerkende en indsats som øger pluralismen - som bringer nye stemmer ind i debatten. Som jeg gjorde med Folkets Avis.

Men i stedet bliver jeg straffet for at have skabt Folkets Avis.

Selvom Lars H. Nielsen anerkender at jeg har bidraget på de områder som er væsentlige for den liste som foreningen laver.

Og det er jo egentligt interessant — uanset om man mener at Folkets Avis er et junkmedie eller ej.

Hvorfor skal min tilknytning til Folkets Avis ekskludere mig i en helt anden sammenhæng?

At jeg på et andet område i Lars H. Nielsens øjne tidligere har lavet noget som han mener er dårligt, det bliver brugt imod mig i den nye og ikke specielt relaterede sammenhæng.

Og han giver også delvist en forklaring på hvorfor han bruger det imod mig:

jeg er medlem af SFs mandegruppe og i SF er der en meget voldsom justits over for medier som Folkets Avis

Han skriver mere som giver det indtryk at han selv tidligere har fået læst og påskrevet fordi han henviste til et andet medie som åbenbart også blev opfattet som “useriøst”.

Det forklarer dog stadig ikke helt hvorfor at det skal vendes imod en i en ny sammenhæng, men her kommer Lars H. Nielsen ind på hvad han kalder min “metier”.

Så han er åbenbart af den opfattelse at ens levebrød, og andres opfattelse af dette, skal smitte af på en i andre sammenhænge - i en grad så man kan ekskluderes i disse.

Problemet er jo så lidt at den opfattelse han selv og sikkert også mange andre har fået fra Politikens omtale slet ikke er retvisende. Som jeg har redegjort for ved flere lejligheder så bedømte Politiken slet ikke Folkets Avis på et rimeligt grundlag.

Og de eksperter som blev spurgt, de forholdt sig ikke bredt til mediet, men til nogle udvalgte tekster. Ikke desto mindre stemplede Politiken hele mediet ude. Og dermed - som historien her, og andre erfaringer, viser - også mig som person.

Fordi Lars H. Nielsen mener at mit hverv er “useriøst”, så skal jeg udelukkes fra en pris som uddeles af en frivillig forening som hører hjemme i civilsamfundet.

Ergo holdes man ansvarlig for ens angivelige fejl i et livsdomæne, og konsekvenserne drages med over i et andet. At man har det forkerte arbejde, bruges til at udelukke en fra en civil pris.

Denne opløsning af grænser mellem forskellige livsdomæner er karakteristiske for stærkt politiserede samfund hvor intet anses for uafhængigt af politik. Og det er jo ret totalitært at den hele bliver politisk.

Alt flyder så sammen og man har ingen steder helle. En fejl eller påstået fejl på det ene område, vendes uden nåde imod en på det andet.

Sådan foregår en social eksklusion.

Lars H. Nielsen er helt åbenlys og gennemsigtig om sine motiver for at udelukke mig. Og det skal han have tak for.

Så bliver den sociale eksklusion nemlig blotlagt.

Andre gange er samme mekanisme på spil - blot i det skjulte.

Sender jeg for eksempel en ansøgning til en fond eller om et legat, risikerer jeg at blive afvist på samme grundlag - men her får jeg slet ikke nogen forklaring på afslaget.

Eller når jeg præsenterer en ide et sted. Eller sender en jobansøgning.

I enhver ny sammenhæng vil jeg blive googlet og Politikens fejltagelse vil potentielt blive brugt mod mig.

Ja, sågar i undervisningen kan mine børn nu støde på mig som eksempel på noget dårligt.

Sagen er den at et beskidt stempel fra Politiken i den grad klistrer.

Og sådan er det jo ikke alene for mig. Vi lever allesammen i en tid hvor der kan graves skidt og kanel frem på et splitsekund. Og mange folk dømmer uden at bruge tid på at sætte sig ind i sagen.

Alt det vi gør og skriver og blander os i, uanset hvor ædel hensigten er, kan fortolkes og misfortolkes og omfortolkes - og udlægges fejlagtigt. Og vendes imod os.

Det er realiteterne vi skal erkende. At aktiv deltagelse i den demokratiske samtale er et risikomoment i mange forskellige sammenhænge og kan hives frem og fortolkes påny mange år efter.

Man risikerer eksklusion og man risikerer væsentlige følger for sit levebrød. Nogle gange ved egne fejl, andre gange ved andres. Nogle gange ved en kombination.

Mest af alt kommer det som konsekvens af tiden og dens massive registrering af alt og alle kombineret med de nemme mulighedder for hurtig søgning i fortiden - en søgning som alt for ofte er overfladisk og ensidig.

Men nok engang —

— en stor tak til Lars H. Nielsen for så klart at demonstrere den mekanisme som er på spil.

PS. Ordvekslingen foregik på facebook, og jeg tog screenshots, men her må I nøjes med tekstcitater da jeg for tiden ikke bruger grafik og billeder her på Folkets Avis, da jeg føler mig nødsaget til at slå illustrationer fra grundet potentielt flere sager fra Copyright Agent og lignende foretagender.

Enhedslisten er nu det største parti i København. Faktisk 50 procent større end det næststørste - som er Socialdemokraterne.

Ifølge Wikipedia starter det sådan her:

Enhedslisten blev dannet som et samarbejde mellem Venstresocialisterne (VS), Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og Socialistisk Arbejderparti (SAP) i 1989. To år efter blev listen omdannet til et egentligt parti. Samme år blev Kommunistisk Arbejderparti optaget i Enhedslisten.

1989 var også året hvor muren faldt.

Det år hvor det blev klart selv for den sidste hårde kerne af kommunisme-apologeter at kommunismen var fejlslagen - og havde været det nærmest siden den slog rod i østblokken.

Den yderste venstrefløj lagde på overfladen kommunismen i graven. Og lige siden har Enhedslisten med stor succes brandet sig som alt muligt andet end kedelige grå kommunister.

Enhedslisten er med tiden for mange blevet det mest troværdige bud i Danmark på en rød-grøn politik. Og det er der mange stemmer i. I hvert fald i landets største by.

Ligesom Enhedslisten samlede resterne af den yderste venstrefløj i Danmark, har partiet formået at samle en rækker områder og poltiske sager som mange kan identificere sig med.

I højere grad end andre partier har Enhedslisten på troværdig vis formået at glide ind i tidsånden. De gamle paroler er blevet skiftet ud med nye.

Andre partier har meldt sig på den rød-grønne bane, men det har været døgnfluer.

Enhedslisten har vundet kampen om de nye kampe.

Klassekamp er skiftet ud med køn og klima. Og ord som revolution er man forsigtig med.

Det betyder ikke at man har droppet “kampen”.

For at mobilisere unge vælgere spiller ideen om en “kamp” stadig en overordentlig vigtig rolle. Kamp giver mening.

Især i et samfund som er præget af materiel overflod. Så må man bruge sin energi på noget andet end den daglige kamp for føden.

Storbyer er i særdeleshed koblet af fra naturen og den daglige kamp for føde. Så her er masser af plads til forestillingen om en politisk kamp.

Og tænk sig at kæmpe for klimaet og imod køn!

At kæmpe for og imod naturen på en og samme tid. Det formår man - på overfladen.

Det er jo store kampe! Noget som rækker ud over den enkelte.

Partiets succes består i disse selvmodsigelser.

Postmoderne parole-kommunikation.

At parolerne er selvmodsigende, er ikke noget problem for mange unge mennesker som er vokset op med sociale konstruktioner frem for logik og stringens.

Der er ingen lille dreng i København som rækker hånden op og siger at kejserinden ikke har noget tøj på.

Folk ville alligevel heller ikke lytte.

For det handler ikke om argumenter. Det handler om at have de rette holdninger som passer ind i tiden.

Og så handler det om at give vælgerne noget at spejle sig i. De unge kan spejle sig i parolerne fra Enhedslisten.

Det er et parti som forstår unge.

Går man ind på Enhedslistens hjemmeside så går ord som grøn, ung, fri og ligestilling igen og igen.

Man skal et godt stykke ned for at møde politikerne fra Enhedslisten, og det er pointen.

Det er parolerne mere end politikerne som de unge kan identificere sig med.

På mange måder virker Enhedslisten mere som en NGO eller interesseorganisation i sin måde at kommunikere på end partiet minder om et traditionelt parti.

Det bliver ikke støvet som SF. Eller oldinge-agtigt som S.

Og Enhedslisten har hele tiden en smart kvinde i front. Mænd er også so yesterday.

Og måske vigtigst af alt, så undgår man hele tiden at tage ansvar for alvor. Magten er det nogle andre som har.

Det er perfekte vækstbetingelser for et parole-båret by-parti.

Jeg har skrevet en del om at Danmarks Radio er blevet alt for poppet med for meget fokus på sladder og celebrities og den slags.

Desværre gør den tendens sig også gældende inden for alvorlige områder som miljø og klima.

Se blot her hvad økonomen Mads Lundby Hansen er kommet frem til

Bemærkelsesværdigt i den danske klima-debat: Den svenske skoleelev og klimaaktivist er omtalt 44 gange på DR.dk de seneste 12 måneder. William Nordhaus, klimaøkonom og Nobelprismodtager (i 2018) er omtalt 0 (nul) gange på DR.dk (vores milliarddyre statslige public service station)

Nordhaus er bedst kendt for sit banebrydende arbejde indenfor klimaøkonomi, hvor han har beskæftiget sig med økonomisk modellering af global opvarmning og klimaændringer.

–Mads Lundby Hansen på LinkedIn

Det er åbenbart niveauet for klimadækningen på DR som jeg tidligere har kritiseret for at være useriøs netop på det område.

Se disse to indlæg:

Faktatjek af DR-påstand: "Vi er på vej mod et klima, hvor havet igen kan stige med 13 meter" | Folkets Avis

DR i klima-panik: Krigen mod kød på forsiden | Folkets Avis

Hvad er frihed?

Frihed er muligheden for at gøre noget uden at spørge om lov først.

Det er i hvert fald den frihed vi forbinder med vores fritidsliv.

Og det er den frihed vi forbinder med civilsamfundet.

Frihed betyder ikke at vi bare kan gøre alt. Hvis vi overtræder samfundets normer, så bliver vi stillet til ansvar.

Efterfølgende. Men i udgangspunktet er vi frie.

Ansvaret kommer normalt efter friheden. Og i civilsamfundet kan vi normalt interagere med hinanden uden at skulle spørge staten om lov først.

For eksempel kan man gå på restaurant eller i biografen. Det er en aftale som indgås mellem to parter - en handel. Og her blander staten sig først hvis man senere ikke betaler eller der på anden vis opstår en alvorlig tvist mellem parterne.

Alt dette ændrer sig med coronapasset.

For coronapasset bytter rundt på rækkefølgen. Nu skal man lige pludselig godkendes først, inden man indgår en aftale i civilsamfundet. Altså det som normalt ligger hinsides statens regulering.

Staten bliver på den måde skudt ind mellem parterne.

At man lige skal tjekke ind med systemet hver gang man skal nyde sit fritidsliv, det skaber en uheldig kobling.

Og det er en de facto suspendering af civilsamfundet.

PS. Jeg har læst det Etiske Råds “bekymringer” omkring coronapasset, og deres bekymringer går stort set kun på om coronapasset skaber et A- og et B-hold.

Det virker næsten som om at Etisk Råd er så optaget af ligestilling af borgerne at Etisk Råd er ligeglad med undertrykkelse af borgerne. Så længe alle borgere bare bliver undertrykt lige meget, så er der ikke rigtigt nogle bekymringer fra Etisk Råds side.

I hvert fald betones det element af Etisk Råd langt mere end andre problematiske aspekter ved coronapasset inklusive den kortslutning af civilsamfundet som jeg her har skitseret.

Tankevækkende.

Mette Frederiksen valgte at gøre noget usædvanligt og i virkeligheden ret risikabelt.

Hun valgte at lave en ren S-regering.

Det valg sikrede Mette meget magt, men det skabte også et problem med rekruttering.

Vi så eksempelvis en Trine Bramsen som Forsvarsminister og andre besynderlige ting.

Men ikke nok med at ministrene blev hentet i venne- og venindekredsen. Det gjorde diverse spindoktorer og rådgivere også.

På den måde sikrede Mette Frederiksen sig at hun kun skulle dele magten med sin egen inderkreds.

Nogle af de andre ministre efterlignede Mettes stil. Således hentede Trine Bramsen også rådgivere blandt sine veninder.

Den form for regeringsførelse er ikke bare farlig for folkestyret. Selvom vi har et ord for den - nemlig nepotisme.

Med tiden er den form for ledelse også farlig for lederen selv. For reelt lukker man af for input.

Læg dertil at Mette og hendes venner og veninder ikke bare i rekruttering kortsluttede de normale mekanismer.

Den lille sluttede kreds lukkede sig også omkring sig selv i deres kommunikation. I stedet for at benytte sig af de åbne kanaler, som man forbinder med et folkestyre, så foregik samtalen om vigtige og akutte emner for en stor dels vedkommende i SMS’er på mobiltelefon.

Og den løbende kommunikation blev endda løbende slettet. På den måde får man lukket helt af. Det er både mørklagt og indelukket.

Man kunne sige at den måde at regere på minder mere om en bande end om et folkestyre.

Problemet er så at når man lukker andre ude, så kommer man også til at stå i opposition til dem. Og hvorfor så forhandle eller gå på kompromis.

Magten koncentreres.

Man magten er farlig at monopolisere. Og trækker du magten ud af lyset og inde i det mørke lukkede rum kun blandt ligesindeder, Så ændrer magten også karakter.

Den korrumperede magt trives nemlig godt i mørket, blandt de få.

Og så begynder magten i sig selv at tage over.

Den balance som eller findes og de begrænsninger som ellers er på magten, de er pludselig sat ud af spil. De så vi de Mette satte den udøvende magt ind mod minkerhvervet.

Det er farligt for folkestyret og dermed for Danmark, når magten bliver fordækt. Når beslutninger træffes bag lukkede døre blandt få mennesker.

Det er muligvis den form for magt Mette kender fra sit parti og sin politiske karriere i det. Men den form for magtudøvelse hører ikke hjemme i en statsleder.

Og så er vi tilbage ved starten. For Mette valgte at lave en ren S-regering. Og vanens magt er stor.

Fordi hun var alene i regeringen kun omgivet af partifæller, var hun ikke umiddelbart tvunget til at ændre sin måde at lede på.

Hun kunne lede landet, som hun ledte partiet. Men hov - som statsleder er magten lige pludselig 10-fold større end som partileder.

Og den store magt er vokset Mette over hovedet.

Er det Mette som har magten - eller er det magten som har Mette?

For mig er det tydeligt at magten har mere kontrol over Mette end Mette har kontrol over magten.

Når magten tager over, så forsvinder ansvaret nemlig.

Når en leder udøver magt, men ikke vil tage ansvar - så ved man at magten har overtaget.

Alle mennesker er fejlbarlige. Og magt korrumperer.

Mette har hele tiden forsøgt at samle magten om sig selv. Og det er lykkedes. Men nu er hun fanget i sit eget spil. Og magten har fået sit eget liv.

De store tryner de små med tarvelige metoder

Jeg har indgået et forlig med CopyrightAgent og betalt dem nogle penge fordi de mener jeg har krænket en af deres klienters ophavsret.

Det handler om en flig af et foto som var i yderkanten af et screenshot jeg tog fra ekstrabladet for at dokumentere en udtalelse fra en dansk politiker.

Langt hovedparten af det pågældende screenshot, som i øvrigt ikke var ret stort og i en lav opløsning, viste en overskrift fra ekstrabladet. Altså noget tekst.

Men i yderkanten af mit screenshot var altså også en flig af et foto som var kommet med, ligesom man kan risikere at fange en plakat i baggrunden på et foto som man tager af sin familie på togstationen.

Anyway, det er jo ikke et menneske, men en maskine som gennemsøger mit medie for fotos.

Den trawler systematisk og uden at spørge om lov mit medie for billeder som den så sammenligner med en database.

Ud af hundredevis, måske tusindvis, af fotos fandt maskinen fra CopyrightAgent så dette ene udsnit af et foto i lav opløsning og lille størrelse som var kommet med ved en fejl i baggrunden af et screenshot som viste noget andet - nemlig tekst som går ind under citatretten.

Jeg forsøgte uden held at forklare flere forskellige folk inde på CopyrightAgent at jeg ikke havde krænket nogens rettigheder.

Derfor bad jeg om at komme i kontakt med fotografen, så han eller hun kunne vurdere om der forelå en krænkelse af hans eller hendes værk.

Det kunne heller ikke lade sig gøre.

I stedet blev jeg af CopyrightAgent bedt om at bevise at jeg havde rettighederne til et foto som jeg egentligt slet ikke havde brugt men som bare var kommet med i baggrunden ude af fokus på et screenshot af noget helt andet.

Forestil dig at der lusker nogen rundt ude i din have og ser du har et billede hængende på væggen af din familie og i baggrunden af det billede er der en plakat. Så får du en regning fra en virksomhed der hævder at repræsentere fotografen som har taget fotoet til den plakat.

Virksomheden beder dig om enten at dokumentere at du har købt rettigheden til at bruge det foto som er på plakaten i baggrunden af dit familiefoto ved at finde en eventuelt mange år gammel kvittering frem for dette, eller bare at betale det beløb som virksomheden arbitrært opkræver.

Det er altså en underlig forretningsmodel CopyrightAgent har kørende hvis du spørger mig. De formår ingenlunde at sondre mellem reelle systematiske krænkelser og så en enkelt svipser som næppe overhovedet er en egentlig krænkelse hvis du spærger fotografen selv.

Men det gør CopyrightAgent jo heller ikke. De spørger ikke selve fotografen.

De arbejder ikke for fotografen, men for billedbureauet Scanpix som er ejet af de store mediestøttede dagblade.

CopyrightAgent har naturligvis adresse inde på Pilestræde ligesom nogle af landets største og mest mediestøttede medier. Og herfra sender de tvivlsomme regninger ud til et lillebitte medie som mit.

Samtidig nægter CopyrightAgent at oplyse IP-adressen på deres dumme maskine, så jeg kan ikke forhindre den i fortsat at vade rundt inde på mit medie og misbruge mine serverressourcer.

Hvem er det egentligt som krænker hvem her?

Det er langt fra teori til praksis i moderne politik.

Officielt skal alting foregå åbent og “transparent”, så borgerne kan følge med i demokratiet.

Reelt ser magten dog ud til at blive mere og mere samlet omkring en lille klike af personer omkring Mette Frederiksen.

Særligt omkring minkskandalen er det blevet tydeligt hvor langt der er fra idealet om det åbne samfunds folkestyre til den faktiske virkelighed hvor hemmelighedskræmmeri og indspist lukkethed er dagens orden.

Egentligt er det jo i sig selv bekymrende nok at kliken omkring Mette Frederiksen “ordner verdenssituationen” over mobiltelefonen.

Der bliver lige sendt nogle SMS hvor man muligvis lægger et helt minkerhverv i graven.

Og så er de SMS’er lige pludselig væk!

Væk er også alle de almindelige demokratiske principper og den normale proces som er forbundet med store endegyldige beslutninger.

Den enerådige socialdemokratiske regering kører ikke bare solo-løb. Det er en endnu mindre klike i partiet som regerer Danmark med tommelfingeren.

Det er simpelthen ikke et folkestyre værdigt.

Husker du Mettes ord om fusk, snyd og svindel?

Der er et gammelt ordsprog som hedder:

Tyv tror hver mand stjæler

For nogle år siden rettede Mette Frederiksen mistanken imod velhavende mennesker - hun skrev

uligheden er steget især i toppen, og vi ser problemer med grådighed, snyd og svindel

og hun skrev

Jeg tror, der er mange mennesker, som sidder med en fornemmelse af, at der er nogen, der stikker af fra resten. Enten gør de det decideret ulovligt med spekulation og fusk, eller også gør de det, fordi de er blevet begunstiget af en mindre beskatning på deres formuer og på afkastet af deres formuer

I dag er det så Mette Frederiksen selv som sidder i toppen af samfundet - og man kunne mene at “vi ser problemer med grådighed, snyd og svindel”.

Jeg tror i hvert fald at “der er mange mennesker, som sidder med en fornemmelse af, at der er nogen, der stikker af fra” ansvaret.

Og “enten gør de det decideret ulovligt med spekulation og fusk, eller også gør de det, fordi de er blevet begunstiget af” slappere regler end der gælder for andre.

Jeg taler naturligvis om minkskandalen.

Men jeg taler også om nogle mere generelle træk. Mette er muligvis ikke grådig hvad penge angår. Men hun virker grådig efter magt.

Hun har i svær grad monopoliseret magten og handlet egenrådigt.

Men ikke gennemsigtigt. Og det kniber med at tage ansvar.

Mette Frederiksen hævdede også på et tidspunkt at “alle slags mænd” gik til prostitueret. Hun er god til at mistro andre.

Men hvor kynisk er hun ikke selv blevet.

Magt korrumperer og absolut magt korrumperer absolut.

Partiet Frie Grønne har fået det nødvendige antal vælgererklæringer og gør sig klar til folketingsvalg.

Umiddelbart lyder partiet mest som en mellemting mellem Enhedslisten og SF - iblandet en begejstring for projektmageri som sikkert er arvet fra Alternativet.

Ligesom de andre partier på venstrefløjen er kodeordene ligestilling og mangfoldighed og naturligvis noget med ḱlima. Og antiracisme.

Endnu et woke parti på venstrefløjen. Men måske grønnere.

Ordet grøn går igen på partiets hjemmeside - igen og igen. Og det er nok partiets største styrke at de har hentet grøn ind i deres navn. Ligesom by-partier i mange andre europæiske lande.

Det er tankevækkende at de partier som præsenterer sig som grønne, stort set høster alle deres stemmer længst væk fra naturen inde i byerne.

Men måske er det ikke så mærkeligt. I byerne er man på mange måder mindre i kontakt med naturen og realiteterne end ude på landet.

Og så bliver det hele ofte en omgang ordgylle i stedet for the real thing.

Her lidt fra Frie Grønnes hjemmeside:

En postkapitalistisk økonomi er for Frie Grønne både grøn, demokratisk og feministisk.

­

• Frie Grønne præsenterer et bud på vejen til et grønt, demokratisk og postkapitalistisk Danmark

Hele tre ting. Ja, næsten som et kinderæg.

Grøn, fordi vi skal respektere de planetære grænser. Demokratisk, fordi den er solidarisk og retfærdig. Og feministisk fordi den værdsætter al slags værdiskabende arbejde – ulønnet som lønnet – men også har en cyklisk vækst- og udviklingsforståelse.

Mange store ord. Men meget lidt substans.

Meget abstrakt. Ikke det mindste konkret.

Partiet lover "radikale løsninger", men på uhåndgribelige problemer:

Det kræver radikale løsninger at rette op på de to største kriser, vi står over for lige nu, nemlig klima- og biodiversitetskrisen og racisme- og ligestillingskrisen.

Jeg går ud fra at partiet med "vi" mener alle mennesker. Men i virkeligheden er det jo blot partiets egne udvalgte områder.

Går man ind på Politik på partiets hjemmeside mødes man med storby-romantik i store typer

1. Naturen er Hellig

Det er åbenbart regel nummer 1. i nye grønne.

Og så følger ellers en storby-romantisk Disneyficeret fortælling om naturen:

1. Naturen er hellig

Ud over at naturen giver os mad på bordet, ilt i lungerne, fornyet energi og inspiration, er Frie Grønnes tilgang den, at naturen har en uvurderlig værdi i sig selv, som alt for mange af os har glemt i den konstante kommercielle støj og det forbrugspres, vi alle udsættes for hver evig eneste dag.

Jeg har fremhævet den store og væsentlige misforståelse. Det er længe siden at naturen gav os mad på bordet. I naturen er der en stor spild-produktion. Naturen selv giver kun mad på bordet til ret få mennesker.

Det er landbruget og moderne teknologi og menneskets "udnyttelse" af naturen som giver mad på bordet. Ganske enkelt er det landbruget - altså brugen af naturen som tilvejebringer føde i så omfattende mængder at mange mennesker kan bo i storbyer og få mad uden nogensinde selv at komme i kontakt med naturen.

Partiet har simpelthen misforstået noget her, og det gør den mere sympatiske del af deres grønne politik noget mere utroværdig, selvom de fleste vil medgive at naturen er af overordentlig stor betydning for menneskets velvære og trivsel - for dets eksistens.

Ikke alt er godt i naturen, erkender Frie Grønne dog i det kapitel som omhandler vores fremtidige økonomi som åbenbart skal fungere efter både feminismen og naturens principper.

(Held og lykke med det)

Derfor er den mest præcise beskrivelse af vores nuværende vækstøkonomi, at det er en kræftøkonomi. Frie Grønne vil gøre alt for at bekæmpe denne kræftøkonomi, fordi den er i gang med at dræbe muligheden for liv, som vi kender det på planeten. Tiden er kommet til at stoppe denne katastrofale kurs.

• 5. Fremtidens økonomi er grøn, feministisk og demokratisk - Frie Grønne

Det liberale demokrati med frie markeder bliver her omtalt af Frie Grønne som en kræftøkonomi.

Endnu en stor misforståelse. For der er skam masser af feedback mekanismer imod evig vækst i den form for samfundsindretning.

Men måske har partiets top ikke forstået Fælledernes Tragedie.

Læs også: Alternativet – politisk parti eller religiøs sekt? | Folkets Avis

Internettet-svindel har i de senere år udviklet sig med foruroligende hast, her et eksempel på hvorledes SKAT udnytter Internettet til at påligne en folkepensionist en imaginær (frit opfundet) gæld på Kr. 172.357 + bøder + uspecificeret rente.

Til alt hæld for ovennævnte folkepensionist, fremsendte sagsbehandler(Nr. 1)* også et brev med nidkære trusler om gældspådragelse. Brevet indeholdt en e-mail adresse, formodentligt en fejl, siden alle e-mail er bandlyst hos SKAT for at sikre envejs kommunikation.

I dette tilfælde var det derfor muligt at respondere med en returmail og en forespørgsel om hvorledes beløbet var fremkommet?

Der kom imidlertid aldrig et svar, men en ny mail fra sagsbehandler nr. 2 med besked om at sagsbehandler nr. 1, var blevet langtidssyg og derfor ikke kunne besvare mailen.

Et par uger herefter fremkom et nyt brev fra sagsbehandler nr. 3 som indeholdt følgende citat:

”Du kan se bort fra vores forslag til at fastsætte din indkomst efter et skøn, som vi tidligere har fremsendt til dig.” Ingen yderligere forklaring, eller undskyldning.

Det Socialfascistiske System Fungerer

Automatikken i et forkvaklet IT systemet fungerer imidlertid.

Udbetaling Danmark kvitterede omgående, med information om at folkepensionisten havde fået udbetalt Kr. 47.496 for meget i folkepension? tilsyneladende en ny automatiseret fejl som følge af samkøring med SKAT?

Efter 6 måneders forløb modtages et 6 siders forvrøvlet og uforståeligt brev fra Udbetaling Danmark med overskriften. ”Vi har beregnet, at du har fået udbetalt det, du skal have i folkepension”?

Anmeldelse til Ombudsmanden, Politiet og Statsadvokaten 

• En klage til Ombudsmændene, som jo er sat i verden for at sikre borgernes retssikkerhed, blev besvaret af en assistent med floskler om at den slags ågerkarle virksomhed (MK) (dokumenterbar gældspådragelse) skam ikke var noget Ombudsmændene kunne tage sig af.
• En efterfølgende Politianmeldelse for pengeafpresning, mod en provisions-lønnet sagsbehandler (nr.1), blev fejet af bordet, med en standard bemærkning om at rette en klage til Skatte-og Gældsstyrelsen? Hvilket vel næppe giver nogen mening.
• Statsadvokaten erkender at der muligvis kan være tale om en fejl, men informerer at der ikke er grundlag for at indlede en efterforskning.

Ombudsmanden, Politiet og Statsadvokaten, 3 institutioner som burde være nærmest til at sikre borgernes retssikkerhed, undsiger altså her hver for sig, ethvert ansvar, præcis som anonyme sagsbehandlerne hos SKAT.

”Find et job med mening”

Gældspådragelse er ikke kun noget som lyssky internet udbydere er ansvarlige for.

SKAT averterer for tiden efter nye medarbejdere på stats-TV DR, med floskler som ”Find et job med mening”

Ovenstående offentlige administration er et eksempel på hvorledes en folkepensionist bliver udnyttet og gældsat af et anonymt og ansvarsløst system.

Radikale Venstre vil have kvindekvoter i erhvervslivet.

De Radikale vil have kvoter for andelen af kvinder i bestyrelserne hos de børsnoterede selskaber i Danmark.

Det skal gøre det nemmere for kvinder at få en bestyrelsespost. Lyder meldingen.

Men min påstand er at det for den enkelte kvinde i forvejen er lettere at få en bestyrelsespost end for den enkelte mand.

For virksomhederne vil gerne have kvinder i deres bestyrelser.

Det er der god marketing i at få.

Man kan naturligvis gøre det endnu lettere for kvinder ved at udelukke mænd fra at byde ind på en stor del af pladserne i bestyrelserne. Som er den måde kvoter fungerer på i praksis.

Det vil så medføre at en lille andel af kvinder vil få nogle flere bestyrelsesposter end de har i forvejen.

Det skete præcist i Norge da man for en del år siden efterhånden indførte kvoter der. De gyldne skørter.

Konsekvensen blev i øvrigt også dårligere resultater for virksomhederne.

Og nogle af virksomhederne valgte sågar at flygte fra Norge til udlandet for at undgå at staten skulle bestemme hvordan de sammensatte deres bestyrelse.

Kvindekvoter er en form for planøkonomi hvor staten går ind og tilsidesætter markedskræfterne og virksomhedernes selvbestemmelse til fordel for nogle politisk vedtagne mål.

Den tilgang har været afprøvet flere gange før, og den har aldrig virket.

Kvindekvoter i bestyrelser vil derfor medføre, gætter jeg på med udgangspunkt i den historiske præcedens, tre ting:

1. Nogle få kvinder vil få mange bestyrelsesposter
2. Danske virksomheder vil miste selvbestemmelse
3. Resultaterne for virksomheder vil blive dårligere

Det er naturligvis ingen garanti imod at politikerne på et tidspunkt vedtager kvindekvoter.

Politikerne er ikke styret af historisk viden eller fornuft eller logik.

For eksempel har de Radikale nu øjnet en mulighed for at placere sig som dem der vil fremme kvinders sag, selvom det kun er en promille af kvinder det reelt drejer sig om.

For nogle få kvinder som i forvejen er godt placeret, er forslaget fremragende. En måde at sikre sig selv flere penge og mere magt på.

Disse få kvinder får med forslaget simpelthen reserveret en række pladser til sig selv hvor mænd er helt udelukket fra konkurrencen.

For langt de fleste er forslaget dårligt fordi det svækker danske virksomheders konkurrencestyrke og dermed undergraver landets økonomi.

Hvor er det bare typisk Radikalt at gå ind for den slags.

Hvis de selvstændige forsvinder, hvem skal så skabe jobs - jobcentrene?

Jobcentre i København har ikke henvist til job i to år

Den overskrift så jeg flere steder i går.

De tre jobcentre i Københavns Kommune har i 2020 og 2021 ikke henvist en eneste ledig til et job.

Det er Berlingske som på baggund af en aktindsigt kan dokumentere hvor sløjt det står til med jobhenvisningerne.

Jobcentrene i København har ikke henvist én eneste ledig til et job de seneste to år: »Jeg er fuldstændig rystet«

Een ting er at jobcentrene ikke henviser deres klienter. Noget helt andet er de jobs som slet ikke skabes.

En selvstændig som ikke skaffede sig noget arbejde i to år, ville i den grad være på spanden. Out of business.

Som selvstændig har man kniven for struben. Og det står i ret grel modsætning til et system som kan slippe afsted med nul-produktion i årevis.

Det ville da ellers være rart hvis det offentlige havde en instans som kunne “henvise” nogle opgaver til en selvstændig. Så ordrebogen kunne blive fyldt.

Men sådan er det ikke. En selvstændig kan ikke vente på en henvisning. Der skal skabes noget. Ydes noget for andre og en selv.

Det er vigtigt at de selvstændige får nogle gode vilkår, så de kan skabe muligheder og jobs for sig selv og andre.

Ellers er der ikke nogen jobs at henvise til. Overhovedet.

Og tanken om at man bliver henvist til et job, er også lidt ulden. For det gør man næppe.

Man kan blive henvist til en plads eller en ydelse eller noget lignende. Men uden for systemet skal man selv tage teten.

Det er ikke altid nemt. Ógså på dette område er selvstændige værd at lade sig inspirere af.

Året er 2030: Nick Hækkerup er statsminister, kontanter afskaffet og selvstændige ser man kun på museum

Jeg talte for nylig med en kammerat som havde gjort en interessant observation.

Han oplevede at folk som var selvstændige i erhvervsmæssig forstand også tænkte mere selvstændigt. Og agerede mere selvstændigt i det hele taget.

Og det var ikke fordi de var mere intelligente eller dygtigere generelt. Men de var mere selvstændige i deres tankegang og handlingsmønstre.

Da min egen erfaring er nogenlunde den samme, begyndte vi at tale mere om hvorfor det mon kunne være sådan.

Et bud kunne være at selvstændige er mere direkte i kontakt med virkeligheden. Lønmodtagere har en buffer i form af deres arbejdsgiver, mens selvstændige er direkte i kontakt med både deres indtjeningsgrundlag og det offentlige system.

I den forstand har selvstændige hele tiden fingeren på pulsen. De mærker ændringerne før lønmodtagerne hvor arbjedsgiveren isolerer dem delvist for små ændringer i udviklingen.

Et andet bud kunne være at selvstændige hele tiden selv står med alle beslutningerne. Igen er der en meget direkte sammenhæng mellem tanke og handling. Og konsekvens. Lønmodtagere er måske mere vante til at parere ordre.

Selvstændige bliver nødt til at tænke selv. Hele tiden. Og handle resolut.

Hvis vi har ret i noget af alt det, så må det også være sådan at når et samfund får færre selvstændige, så bliver der også færre som er tvunget til at tænke og handle selvstændigt.

På godt og ondt er selvstændige i berøring med mange ting i det daglige, hvor lønmodtagere som regel er noget mere specialiserede i deres arbejdsopgaver.

I takt med at der bliver færre selvstændige og flere lønmodtagere, vil samfundet bliver mere hierarisk i arbejdsmæssig forstand. Det er en udvikling som jeg tidligere har omtalt som Mettes Myretue.

Myretuen er en hierarkisk samfundsmodel hvor alle har en meget nøje afgrænset rolle som lønmodtager.

Når der bliver færre selvstændige så vil flere og flere interaktioner mellem borgerne også gå hen over enten store koncerner eller staten.

Denne udvikling forstærkes af faktorer som udfasningen af kontanter og den tiltagende masseovervågning.

Alt dette øger skellet mellem de forskellige lag i samfundet. Dem som planlægger og dem som adlyder.

I stedet for at kalde det en myretuemodel for samfundet, kunne man også kalde det for Kina Light.

Hvis man ser samfundet som en maskine, så er selvstændige i dag i en vis forstand uden for maskinen. Mens lønmodtagere mere er velsmurte tandhjul i den.

Der går meget tabt hvis de selvstændige forsvinder helt.

For nylig kunne Danmarks Radio bringe en stor afsløring:

DR afslører: Kvinder bager mere end mænd

DR kunne ved samme lejlighed fortælle at en feminist havde skrevet et manifest imod kageordninger og “andre krænkelser”.

At nogle kvinder bager kager, er åbenbart blevet et så alvorligt problem at det opfattes som et samfundsanliggende. En krænkelse.

Der gik dog ikke længe før nogle andre kvinder brød ind:

Problemet var ikke at kvinder bagte kager, men at mænd ikke bagte kager. Mente en anden feminist.

I stedet for at kvinderne stopper med at bage til kollegerne, bør mændene begynde, siger kultursociolog.

— Mænd bør også bage til deres kolleger, siger sociolog - TV 2

Feminist 1: Kvinder skal stoppe med at bage

Feminist 2: Nej, mænd skal begynde på det

Ret komisk.

Fællesnævneren for disse to synspunkter er naturligvis at man simpelthen ikke kan acceptere kønsforskelle.

Hvis der er en kønsforskel, så skal enten det ene eller det andet køn ændre sig - så de to køn bliver ens.

Det fænomen har jeg tidligere kaldt for ensliggørelse.

Ambitionen om at ligestille kønnene og give dem begge frie valg og samme muligheder, den ambition er blevet erstattet af en ny ambition hvis mål er at få kønnene til at opføre sig ens.

Denne ambition om ensliggørelse har ofte følgeskab af en anden underlig størrelse. Det jeg vil kalde spøgelsesfeminisme.

Spøgelsesfeminismen

Det handler om mørke usynlige kræfter som styrer os.

For dem som vil gøre kønnene ens, de taler meget ofte om “usynlige strukturer”.

Usynlige strukturer er sådan nogle underlige overnaturlige kræfter som styrer mænd og kvinder valg.

De her “usynlige strukturer” får det nærmest til at lyde som om kvinder og mænd er viljesløse stakler - ofre for usynlige kræfter som kun feminister har øjne for.

Det er især kvinder, hvis man skal forstå feministerne, som er styret af de her usynlige kræfter.

Velkommen til matriksen, Neoline.

Nå. Men heldigvis blander flere feminister sig kagegate.

Lad os give ordet til feminist 3:

Måske er det bare en god idé, at vi lige bliver lidt mere opmærksomme på de usynlige strukturer, der sætter kvinderne i den position

Det siger Signe Gissel Schmidt til Berlingske.

Der er åbenbart nogle ‘usynlige strukturer’ som sætter kvinder i en ‘position’.

Læg mærke til hvordan kvinder her objektliggøres. Kvinder bliver gjort til ofre eller genstand for nogle kræfter som er stærkere end deres egen vilje.

De bliver simpelthen sat i en position. Af usynlige strukturer. Der må være en grum dukkefører på spil.

Hvilken position sætter de mørke kræfter så kvinder i?

I den ‘position’ at de bager mere end mænd.

Glad kvinde: Jeg har lyst til at glæde mig selv og mine kolleger med god hjemmebagt kage

Sur feminist: Det må du endelig ikke - og i øvrigt ønsker du det heller ikke. Du lider bare af falsk bevidsthed så du tror du gerne vil, men det er kun fordi du ikke kan tænke selv, men er styret af nogle usynlige strukturer som sætter dig i kagebage-ordnings-positionen.

Hmmm.

Samtidig sætter disse usynlige, men åbenbart meget magtfulde, kræfter mænd i en anden position som gør at de ikke bager.

Der kan gå meget tid med sådan en sag om kager og usynlige strukturer.

Som minimum har DR, TV2 og Berlingske nu taget kagesagen op.

Men hvad er det for noget med de her usynlige strukturer som hele tiden hives frem af hatten når der skal gives en forklaring på kønsforskelle?

Jo, dels handler det om at noget skal have skylden. I feministernes øjne er det uretfærdigt med kønsforskelle.

Så bliver de usynlige strukturer syndebuk.

Men det er også en afledemanøvre.

For alternativet til usynlige strukturer er jo en naturlig forklaring.

Nøjagtigt som en naturlig forklaring er alternativet til tro på spøgelser eller andre overnaturlige fænomener.

Feminister har det ofte svært med natur. Med at noget er givet. At nogle kønsforskelle kan være som minimum delvist medfødte.

I stedet peger de på ‘usynlige strukturer’.

Men de kan ikke rigtigt forklare hvordan disse usynlige strukturer opstår.

I sagen om kageordninger bliver det tydeligt hvor desperat feminister for enhver pris forsøger at undgå:

1. At acceptere at der er forskelle på kvinder og mænd
2. At acceptere at disse forskelle delvist er medfødte

For hvorfor er det egentligt så enormt vigtige at begge køn bager lige meget?

Sagen viser at selv den mindste og mest uskyldige forskel i feministernes øjne er betydningsfuld og for alt i verden skal elimineres.

Petitessefeminisme eller public service | Folkets Avis

Kønnene må endelig ikke være komplementære på nogen områder. De skal være fuldstændig ens.

Derfor jagter man nu de mindste forskelle og forklarer dem med moderne overtro.

Danmark får ofte på puklen i medierne og blandt politikere og toneangivende såkaldte NGO’ere.

Ifølge disse aktører er det skammeligt at danske mænd holder mindre barsel end mænd i de andre skandinaviske lande.

Naturligvis er den allestedsnærværende organisation Djøf også aktiv i spørgsmålet:

I Djøf er der glæde over, at orlov til fædre endelig er på dagsordenen igen, fordi den skæve orlovsfordeling modvirker ligestilling på arbejdsmarkedet og hæmmer fædres mulighed for at indgå i et ligestillet forældreskab.

— Danske fædre er stadig mindst på barsel i Norden | Djøfbladet

Et af de magtmidler som mange politikere og fagforeninger bedyrer nytten af, er øremærket barsel.

Eller som det lyder hos Kvinfo:

Hvis man vil have mænd til at tage en større andel af forældreorloven, er en øremærket fædrekvote det mest succesfulde policyinstrument. En kvote institutionaliserer nogle rettigheder og påvirker alle niveauer, også helt ud på arbejdspladsen og i familien.

– professor Tine Rostgaard til Viden om fædres barsel - Kvinfo

Tvang har det med at være ret effektivt.

Der følger bare nogle bivirkninger med.

Men målet helliger åbenbart midlet.

Øremærket barsel ændrer normerne effektivt

Det skrev organisationen for samarbejde i Norden, Norden, for nylig.

Og ja, det er muligt. Men hvis øremærket barsel ændrer på normerne, så ændrer den måske også på fødselstallet.

Norge er nu under et fødselstal på 1,5 barn per kvinde. Det er betydeligt lavere end Danmark som ligger omkring 1,7.

Danmark ligger nu i top for fødselstal i hele Skandinavien.

Norge gik foran med deres fædrekvote. Ligesom de gik foran med kvoter i bestyrelser.

Begge dele har været en dårlig ide med mange utilsigtede bivirkninger.

Fagforeninger, politikere og alle de mange politiserede NGO’er er enormt optagede af det som de kalder ligestilling, men som ofte blot dækker over ensliggørelse af kvinder og mænd.

Og ingen tvivl om at al deres politik og alle deres kampagner faktisk bærer frugt.

Desværre er frugten af deres arbejde bare ikke ligestilling, men en faldende frugtbarhed i samfundet.

Kvinner i Norge får nå færre enn 1,5 barn hver

Øremærket barsel ændrer normerne effektivt | Nordisk Samarbejde