Hvad gør man når "rigtige værdier" giver "forkerte resultater"?
Når ens foretrukne principper om individuel frihed giver sig udslag i forskellige valg på gruppeplan mellem kvinder og mænd?
Og når man så tilmed anser disse forskellige valg som problematiske?
Så angriber man modparten på dennes levebrød eller man nægter ganske enkelt at debattere emnet.
Men Karens problem forsvinder ikke fordi hun stikker hovedet i busken eller fratager sin modpart en platform at udfolde sine argumenter fra.
For Karens problem er ganske enkelt:
Med frihed følger forskellighed
Med frihed følger den enkeltes mulighed for at følge sine egne indre tilbøjeligheder - på godt og ondt.
Og selvom kønnene er mere ens end de er forskellige, og selvom enhver form for tilbøjelighed eller præference kan findes inden for begge køn, så er det en kendsgerning at lidt flere kvinder end mænd vælger "bløde fag" og lidt flere mænd end kvinder vælger "hårde fag".
Og jo mere frit man stiller individet i forhold til at vælge efter lyst, jo mere udpræget ser denne kønsforskel ud til at manifestere sig på gruppeplanet.
Ser man på store grupper af mennesker, vil der altså være objektive målbare forskelle – selvom der inden for hver gruppe er frit valg og enhver type af valg forefindes der.
Og af uransagelige grunde har feminister og i øvrigt de fleste politikere og bureaukrater, herunder hele bureaukrat-foreningen Djøf, i det hele taget besluttet sig for at kønnene for alt i verden ikke må være forskellige.
Disse forskelle på gruppeplan anses for at være dybt problematiske selvom de egentligt blot er det samlede udtryk for den enkelte kvinde og mands frie valg af uddannelse eller job.
Og dermed skabes en uløselig knude mellem på den ene side individualismen med folks personlige frihed og på den anden side den politiske ambition om enshed hen over kønnene set som grupper.
Rasmus Brygger har tidligere bøvlet med selvsamme problem. Noget jeg også beskrev ved den lejlighed som Bryggers paradoks.
De problemer Rasmus Brygger stødte på i sin forhåbning om at kombinere liberal individualisme med feminisme, minder om den igangværende debat med Karen Melchior.
Denne ambition om at ensliggøre kønnene – altså blandt andet den store fokus på forskelle i job- og uddannelsesvalg som værende et problem der skal løses – udfoldes sideløbende med at selvsamme politikere og bureaukrater hylder diversitet og mangfoldighed.
"Falsk bevidsthed"
Karens problem er altså at frihed fører til forskellighed - også mellem kønnene. Og kønnene må jo som nævnt helst ikke være forskellige. De skal helst både kunne og ville det samme.
Det, som Karen og andre så vil hævde, er at den forskellighed, vi ser mellem kønnene, ikke er udtryk for frihed, men for at kønnene faktisk ikke reelt er frie. Endnu.
For opdragelse og samfundets forventninger gør kønnene ufrie, så de ikke vælger det som de egentligt har lyst til. Det må argumentet være hvis ikke man vil acceptere iboende - altså biologiske - forskelle som medforklaring.
Hvad mænd og kvinder "i virkeligheden" har lyst til er naturligvis noget som ville resultere i at mænd og kvinder ville fordele sig symmetrisk på job- og uddannelsesvalg. Ganske som politikerne og bureaukraterne ønsker det.
Eller noget.
At mænd og kvinder ikke er frie nu, fordi de vælger anderledes end Karen og mange andre ønsker de skal, den opfattelse minder i mistænkelig grad om den "falske bevidsthed" som marxismen opererer med.
Og det er naturligvis helt rimeligt at forholde sig til om forskelle i kvinders og mænds valg skyldes eksterne faktorer som opdragelse eller samfundets forventninger.
Ligestillingsparadokset
Men hvis det var sandt, som Karen og andre hævder, at den forskellighed vi ser mellem kønnene ikke er udtryk for frihed, men for at kønnene faktisk ikke reelt er frie endnu –
– hvis det var sandt –
– ville vi så ikke forvente at se en endnu større forskel i de lande hvor mænd og kvinder er endnu mere ufrie og ligestillingen endnu mindre fremskreden end herhjemme?
Jo, hvis ellers Karen opfattelse bare hænger nogenlunde sammen.
Imidlertid viser det sig at i de lande hvor der er mere ulige opdragelse af kønnene og samfundet er mere traditionelt i dets "forventning" til kønnene, der er forskellen på kvinder og mænds valg ikke større end herhjemme.
Der er de tværtimod mindre.
Denne tendens omtales undertiden på engelsk som "Gender Equality Paradox" - ligestillingsparadokset.
Så med mere ufrihed til den enkelte kan man opnå mere enshed på gruppeplan – og dermed mindre udtrykt forskel mellem kønnenes valg af uddannelse og job.
Og dermed falder Karens argument til jorden med et brag.
For hvis det vitterligt alene var "samfundets forventninger" eller "opdragelse" som afgjorde eller prædisponerede kvinder og mænd til at træffe forskellige valg i uddannelse og job, så ville den observerbare forskel på gruppeplanet jo være større i mere traditionelle lande.
Og ikke mindre, som tilfældet er.
Omvendt ville kvinder og mænd vælge mere ens i mere moderne og ligestillede lande som Danmark, hvis ikke der var noget iboende på spil, og det alene var sociale faktorer som afgjorde kvinders og mænds valg på job- og uddannelsesområdet.
Men her i relativt frie og ligestillede Danmark vælger de jo mere u-ens, end i mindre ligestillede lande.
Det iboende
Karens problem er således ikke modparten, hun ikke længere vil debattere med, men i stedet den grundlæggende konflikt som findes mellem på den ene side hendes værdier og på den anden side hendes idealsamfund.
Hvis man fjerner eller mindsker de ydre begrænsninger og sociale faktorer, så vil det indre og iboende få større spillerum.
Derfor er det faktisk slet ikke noget paradoks, for dem som kan tænke, at individuel frihed leder til forskellighed på gruppeplan.
Og egentligt heller ikke noget problem.
Problemet og paradokset opstår først når man som Melchior eller Brygger både vil blæse og have mel i munden på samme tid.
Når man ikke vil acceptere tingenes sammenhæng.
Karen Melchiors værdier leder ganske enkelt ikke frem til det resultat hun håber på.
Karen vil gerne både have individuel frihed og samtidig at kønnene ikke manifesterer forskelle på gruppeplan.
Men sådan spiller klaveret ikke.
Og naturen er ligeglad med Karens selvmodsigelser. Det er hendes problem.
Da hun nægter at forholde sig til eller tage højde for det iboende, havner hun i en uholdbar position uden vej frem.
Det kan måske være frustrerende.
Men så længe hun nægter at erkende at noget iboende og biologisk også spiller en rolle for menneskers valg, så vil hun være fanget i en indre modsætning mellem sine værdier og de resultater hun politisk arbejder på at opnå i praksis.
Men det er jo så også opskriften på evigt fast arbejde til politikere, bureaukrater og andre djøfere i klynkeindustrien.